Nihil

@Dane Jeg kan ikke udtale mig om ægteskabet, eftersom jeg aldrig har været gift. Dog har jeg haft relationer hvor det givende gik begge veje....heldigvis. Vi må ikke underkende, at kvinder også selvfølgelig besidder lyst, og ikke for at få noget til gengæld. Alt andet er jo degraderende. Mænd er ligeså meget til salg. Bare i andre henseender ofte. Ellers er jeg fuldt ud på linje med mange af kommentarerne her i tråden. Der er ingen forskel på SD og GP. Andet end forfængelighed i definitionen.

Jeg mindes, da jeg studerede, at have læst en artikel om et Gudløst samfund. Med lys og lygte har jeg sonderet nettet lige nu for at finde den, uden held. Et samfund uden regler. Da man ikke havde tiltro til reglernes ophav og fundament. Dette samfund, hvor hver enkelts overbevisning i forhold til moral, var gældende og mere betydende end sine medmenneskers. Altså alle har ret i alt. Det enkelte individ kan selv bestemme rigtigt og forkert, om det så er modstridende i forhold til det menneske man står over for er ligegyldigt. Et lystbetonet samfund. Jeg lyster at du skal have ondt, jeg lyster at tage dig, jeg lyster dine ejendele. Ja. Om mennesket var udelukkende godt, ville regler og deres ophav være omsonste og unødvendige. Min pointe er ikke at Gud er nødvendig for os, som vi sikkert ej heller er det for hende. Men at mennesket har brug for en fælles ramme og den ramme må nødvendigvis være grundfæstet i noget bastant. Jeg opfatter de 10 bud som et spejl, der til stadighed besidder gyldighed. Vi kan frasige os alt ophav til civilisation og kodekser, og søge et Utopia, grundlagt på tanken om mennesket som udelukkende af det gode. Efter min overbevisning forbliver det en tanke. Der er ondskab i verden. Ikke djævelskab, men iboende i os, mig, dig. Ergo må vi bygge et samfund på en konsensus om et regelsæt. Min tanke er såmænd bare om det regelsæt må have så stærkt et fundament, at vi må hidkalde højere magter som instans for et uigennemtrængeligt kodeks vi bør følge. Måske er Gud menneskeskabt. Måske har det været en nødvendighed. Du må ikke bedrive hor. Næh... men jeg kan have lyst til det. Ja, jeg erindrer den artikel, hvor intet var helligt og alt tilladt. At bedrage sine kære. Om alle gør udelukkende lige som de lyster, så bliver kønt.... At følge et moralkodeks uden at anerkende dets ophav og empiri, leder i min optik mod et bøjeligt værdisæt. Ligegyldighed. Nå, en svale herfra. Heldigvis skal man ikke tro på videnskab, eftersom den beskæftiget. Ej heller skal man vide om troen. deraf ville den jo ikke være en tro, om den beviseligt eksisterede.

Mange tak for de fine kommentarer og gode betragtninger folkens. Og så er der vist en der udelukkende har kikket bogstaver.

Personligt har jeg ledt med lys og lygte på det ganske net efter et sted at finde porno, så jeg er svært tilfreds. Nu skal jeg bare finde et forum hvor jeg kan hyggesnakke.....

De var fremmødt i hober. Fra nær og fjern var de stimlet til alle som en. En rettergang uden lige var under opsejling og det var ikke gået nogens snude forbi. Bandbuller var opsat, byen var fuld af kasser, hvorpå skrålende mandspersoner højlydt havde ytret, at nu var det nært. "En mand skal dømmes", blev der skreget fra hvert hjørne. "Bevidn i det usleste væsen og gerningerne hans, mød op og se sandhed, der hvor den er værst", lød den summende hvisken langs murerne fra hætteklædte kvindfolk. Hver enkel havde set, læst og hørt, gjort korsets tegn og knuget et smykke. "Forbandet den ene, der skammer os alle", havde et samtykket nikkende menneskehav bekendtgjort hinanden, der uden for salen. Blottede hvæsede tænder skinnede om kap med gendarmernes velpudsede bajonetter, der stod i en lige linje for at holde orden, som det nu hører og bør sig. En skubben og masen mod de bedste pladser blev indledt, ikke bare af mening mand og dennes tilhørende godtfolk, men også af tilhørigheden selv og det ypperste denne by kunne mestre. Fra lappede kjoler i laser, til blegsminkede, viftende og velduftende frøkener, alle som en, med albuer først og skarpe benspænd, satte de mod scenen, hvor retten nu skulle sættes. "Ro i salen, ro i salen", råbte den nyudnævnte overdommer, med en rungende stemme, dyb og dunkel over folket det lød. "Luk porten bag jer, retten er sat, ej flere kan være, som sandhedsvidne, her i dag", slog overdommeren fast med to slag i bordet med rettens hammer. Den hammer der havde dømt så mange, graveret i den, med sirlig skrift, stod: Du, for hvem jeg falder, skal angre til i bød du kalder. På dom, på sandhed, på et ende du skal bede, for det du er, er det ondeste lede. "Kan jeg så få ro i salen, eller skal jeg hidkalde gendarmerne, eller endnu værre, lade slubberten slippe så han igen kan ugerninger gøre", lød det fra overdommeren med fast toneleje fra hans høje stol. Hvor skrål og latter, i gnistrende forventning, havde fyldt hele salen. Indtrådte nu stilheden idet en tung dør gik. Over døren stod, med gotiske bogstaver: Bøj du nakken, du synder, for her du alene. Her stod jeg så, Nihil, mod folket. I lænke bundet, med spyttende blikke alle rettet mod en, men ej bøjet hoved, omend nakken jo tynger af alle de synder. Skubbende gennem folket, mod stolen i midten blev jeg ramt af æg der var rådne, tomater og kål. To bank, med den gamle hammer, forstummede salen og skarphedens blik fra overdommeren selv, gik fra mig til anklageren, der nu rejste sig i fuld kontrol. Hendes stemme var skinger og ru. "Der er du jo, du svinehund, du der horer til højre og venstre. Du, der skjuler og bedrager, du der lader fornuft og norm tilside, for friller, for et moments forløsning af ækelhed. Du, der drukner dig selv i lider, i lyst og begår dig som....som en bavian ville begå sig". Et tordnende bifaldende "Hørt", skabte ekko i salen og klapsalverne lynede om kap med de blikke, der truende var rettet mod mig. "Vi har hørt nok", blev der råbt bagerst fra salen, "På bålet med ham, og ind med den næste", i stemmede de andre i kor, som vanligt. To slag med den hammer, så en splint måtte ryge, satte massen i ro. "Hvad har du at sige for dig selv, du, der lever med kroppen. Er hovedet kappet af. Han er stum, den stodder, der horer sig gennem livet", råbte overdommeren tilfreds med sin ytring. Jeg rejste mig, gennem latter og hån. " Her står jeg så, til spot og skue. Skyldig er jeg, det er ej at fornægte. Jeg horer til højre ja, men mest til venstre. Jeg kaster mig over letlevende kvinder og gør det i glæde. Jeg drives af lyst til former og sanser. Jeg har bollet hver og en, ja sikkert dem alle, måske endog din mor, din søster, din datter. Så døm mig her, i sandhedsvidner. Klyng mig op eller bær mig til bålet, men erindre dog blot....", Hammeren faldt endnu engang, og overdommeren skreg, "Nu har jeg hørt nok". Men jeg lod mig ej kyse, og fortsatte "Erindre i blot, at også i hungrer, efter lyst og kød, efter sagte forbudte kys i mulm og mørke. Kik dig over skulderen og sværg ved dit kære, at det ikke er dig, der ser porno når konen sover, lister blikke efter naboen, når din mand kikker bort. En norm er intet uden refleksion. Gør jeg ingen ondt når jeg lever, lever jeg godt. Husk I dette, i min forsvarstale, at jeres datter knalder hendes gymnasielærer, at konen din giver blow i Føtex, at din søn lider af ødipus gange to og at du kikker på dværgporno. Vi er en og samme støbning. Kast mig på bålet og brænd mig blot, der hvor jeg ender, skal i begynde". Bålet brændte den nat med fyrige flammer.

Ikke at jeg mener Larsen når Waits højder, men Tom Waits har gjort en dyd af, som jeg forstår, at synge en kende grimt. Og ikke her ej heller at sige at Kim Larsen sang grimt!, men med det postulat fra Waits, at ting kan blive for velproducerede, for kønt, således man glemmer indholdet. En gang imellem er det skønt at synge med på noget, der ikke nødvendigvis er fortænkt til døde, men umiddelbar og gribende. Det banale er ofte underkendt, hvorfor er det banalt. Måske fordi det besidder et strejf af den ægthed, vi nogle gange glemmer i higen efter noget enestående. For mig var Larsen ærlig og dejlig tilgængelig, enestående på en banal måde.

Jeg kan erfare, at jeg forbliver med at være en rookie...men blev lidt inspireret af denne tråd, tak trådstarter. År nummer et med nænsomme tiltag og en kjole så gylden, mod opstillet fantasi og nervøsitet der svarer, det er os der bærer skylden, for en nat uden ende, for de kys der ej ville slippe, de kærtegn der i flydende bevægelse blev os to År nummer to bevidste at hverdagen mellem os ej fandtes, at vi blev et sanseligt helle, hvor glemslen var iboende mellem to der nyder. Intenst vi viklede os ind i hinanden, med hendes latter, vores lidenskab og mit særpræg. År nummer tre hvor vi vi delte alt for lidt, prøvede at efterlevende gengive empirien om kådskab og passion, hvor vi ikke burde tænke, men opleve den anden, gjorde vi det svært for os to mod falmende ebbe. Dog mindes jeg den kjole Jackie O' ville bære, smukkere ej end du kunne hun nogensinde være. År nummer fire randt op, med færre "vi ses" dog tilbage på sporet, med nyfundet given hen. En kæreste hist, en kæreste der, dog aldrig uden en tanke, har hun det godt, med oprejst pande, mod livet svær. Tosommelige timer blev stadig delt, når der var gået for længe og vi bag min hjernebark trængte. År nummer fem er stadig ung. Bringer jeg hende til mig, igen og på ny. At danse med alle, men vende tilbage til en, hvor uvejr kan glemmes og hun fortrænge mig til natten sen. Vi kan bolle til middag, vi kan kneppe om natten, elske en morgen, dog husker vi altid den dør imellem os, hvor skellet går og vi forstummer sagte. Trods en potens der frafalder, leverpletter og aldrende hud der skaller, vil jeg stå under brus og på hende vente og tænke, om jeg kan, på en gul sommerkjole der indtog mig, den dag for længe siden. RESUME: Gentagende gange, pik i kusse, og så lidt rumsteren med patterne, BJ og så lidt slikken fisse og...ok lidt mere diller i fissen..

Døm mig blot, for jeg benytter, forbruger og bruger af den intimitet, der for en, engang var uskyld og sjælden rørt. Nu er det sket. Husk på, også jeg var netop det, jeg fornægter, gennem år, gennem tænkt tanke, gennem sår, ender jeg der, hvor du og jeg hinanden slægter. den sagte Kastevind fra hendes skød da også Jeg, forbliver forblændet en sanselig genvej, gennem sødmens kød den krop, den tanke der er ukendt forvænnet Så jo, døm mig endelig, mens jeg tøver over, om tanken skal til ende tænkes. Jeg der drager af at drages, mod kroppe der mødes og kun med det for mål, mens den forfladigelse, så grum, så selvforskyldt og dum, fødes. Vi, der i drømme forfører forføres af os selv. Jeg dømmer mig, og dermed også du. Med blottet nakke vil jeg bøjes, af handling gjort og ikke ord på sort. Der hvor jeg ender, skal du begynde - med tilløb og de forbandede skyklapper. Vi er kønne, når vi fortrinsvis livet lapper. Perifert delte de smil og blikke da de mødtes underneden Turde han udveksle hendes øjnes skær Burde hun nu, igen, et mundvig løfte Så døm mig blot, men spejl dig også, idet du vægter....

Lad os diagnostisere os ud af forskellighed, og lad de med spydige tynger værdilade vore ord - Det jeg ej forstår, kan jeg til stadighed nedgøre i et forfængeligt håb om accept fra en majoritet...

× Kender du en, der ikke må kende dig til fulde Drages du af tanken derom? Mød mig, en der fortier, og når spørgsmål cirkler tæt, bliver fjern i det blik der afviger. Jeg lyver ikke, hov kun en sjælden gang, der var en der, men kun de små hvide, de med barmhjertig klang. Jeg vil ikke kendes, som den jeg er. I forfængelighed holdes tæt, selv for de der har mig kær. Mød mig, der drages af netop dette. At dette de ikke ved, når jeg danser med en kvinde, kun for dansens skyld. Den dans, der i sødmes leg, i forglemmelsens behov, og i undergrundens vej - giver lyst til mere, til de hviskende timer, til du og jeg der drages af sanselighed mellem kvinde og mand, måske til en tekst der ej rimer. Mød mig, der har behov for dansen, den tabuiserede dans, hvor penge skifter hænder, hvor klokken tæller og vi begge ved at det ender. At luske langs en husmur, at huske naboen er snakkesalig og har et øje på lur. Hvad vil vi, om ikke legen der drager, om det tys tys der følger med - kolorit og farver. Mød mig, der lyver, så lidt som muligt og om muligt faldt jeg i igen der, dog kan jeg blot forklare, at et univers, der underneden - gemt af vejen for de fleste, afskyet af normen og det meste. For vi, der danser, i mørket uden lys - vil ikke stå på mål, ej heller dog være de foruden, der bærer fakler til endnu et iscenesat bål. Mød mig, der ikke altid taler sandt, til de jeg elsker. Kun fordi jeg har dem kær, vil jeg lyve lidt, bare en smule og kun her og der. Men en løgn vokser gerne og forbliver ej, er det ikke en del af det vi laver, af du og jeg? Vi danser, jeg og du, af forskellige grunde jo og så. En dans i en afkrog af os, der hvor vi ikke kan ses, i sandhed et teater af løgne og bedrag, det mest ægte jeg kender er når døren lukkes, og det ender. Mød mig, der afskyr dumme rim, ej der var endnu en. Men som frygter, at de små uskyldige bedrag, de vigende blikke og løgnen uden ende, samles i et blik fra en jeg elsker og som elskede mig.

Godt og grundigt..... Endnu engang måtte hun skuffet fortrække til barens udsatte venteposition. Han havde forsøgt, ikke med hans krop, men i vage tiltag med fortænkt kløgt. Det var startet fint med det faste greb om hendes liv. Med det blik hun jo som altid søgte. Han var bygget som hun ønskede det. Hans var perfekt tonet og trimmet og de havde lignet et par, der kunne have stjålet dansegulvet. Kunne have skabt misundelse og blikke af utilstrækkelighed ved beskueren. Men ak. Alt det betød intet. Intet, når han ikke kunne formå at beslutte sig. Om stillingen, om grebet, om venstre fod, om rytmen der skulle følges. I mørket findes lykken, hviskede hun sagte til sig selv. Hun havde gjort alt. Ingen her havde noget på hende. Smukkere end alle, med en figur og et ydre mænd ikke kunne finde lige. Hendes blik kastes søgende fra neonlysets ækle genskin på ubeslutsomme mænd med ønsker. Flere tilnærmelser, flere skuffelser. Hendes fødder var trætte nu. Alt for mange forsøg og kun en skuffelse blev hun efterladt med. Hun tog med bestemthed sit sjal fra stolen, tog tilløb og valsede bestemt og i fuld kontrol over dansegulvet mod udgangen. Hun følte de mange øjne følge hende. De forsmåede kvinder, de håbefulde mænd. Ved udgangen stødte en lille mandsling ubehøvlet ind i hende. "Se dig dog for kvinde", blev der sagt i et tvingende toneleje. Han var ikke køn. Han var et hoved for kort. Skaldet. Tøjet havde set bedre stunder. Han synes at halte lidt på højre ben. Hun var vågnet med sødmens udmattelse. Uden begreb om hvor. Uden nogen som helst søgen efter en grund til hvorfor. Kun et kunne hun erindre. Han havde taget hende. Det er sundt, at blive rykket rundt.

Jeg kan ikke dy mig for at nævne en rigtig skaterpunk klassiker: Suicidal Tendencies Institutionalized. Jeg fik et nært forhold til den, da jeg som yngre, usikker knægt som vanligt befandt mig i en mindre jysk by. Intet var overhovedet overvældende og folk i gadebilledet havde alligevel så frygteligt travlt. Alle syntes målbevidst, at være på vej et sted hen, og netop med Institutionalized på mit indre lydbånd begav jeg mig fremmedgjort rundt i byen. Jeg har senere været i denne by utallige gange, og selv lidt færre kilo senere, forbinder jeg stadig den (forbandede) ungdom, denne by med bandets sang fra 1983. Sorry Borende X, kunne sgu ikke lade være! Tag det som et lille kærligt dril. Og når alt kommer til alt - Så ville jeg jo bare have den forbandede pepsi!!

Jo tak.... Om end jeg har det svært med ordet "Spændende". Som når man betragter et maleri, læner sig tilbage i behørig positur og ytrer ordet "Spændende". Gad vide med hvilken hensigt! Med det sagt, så er der kvinder der formår, at gøre tid relativ. Dette er en af de kvinder - Enjoy

Doven som jeg er, har jeg ikke læst hele tråden og dette kan tænkes at være en kende afsporende! Jeg kom såmænd bare til at tænke på den empatiske logik,bag et sted der udbyder købesex 24/7? Ikke at jeg ikke ofte vågner kl 03.35 og straks overvejer, at bestille en kvinde at fornøje mig med. Da især en jeg ved står til rådighed for mit køb 24/7. Det tiltaler mig faktisk Jo, det gør det. Altså tro mig.

Der er steder på vores jord, hvor den bjørn der burde fange fisk i floden, gnubbe sin ryg mod en ru stamme og slendre livsglad gennem sit territorium, bliver holdt fanget. De klør denne bjørn brugte til at holde sit bytte fast med, bliver hevet ud. Det vældige gab en sådan bjørn kan mønstre, bliver påsat en mundkurv, så den ej mere kan brøle gennemtrængende som nu bjørne gør, bare for at vise at den faktisk er konge af skoven. Denne bjørn bliver klædt ud og lærer at bevæge sig til musik, for at glæde et publikum, for at underholde, for kun at være noget i kraft af en beskuen af den. Det er langt det værste. Ikke de manglende klør, ikke alle de slag den må tage i mod i løbet af en dag, ikke den ydmygelse en påført kjole må være, for et majestætisk dyr, men det, at den nu ej mere er noget i sig selv. At den udelukkende er blevet degraderet til en genstand for underholdning, nu uden glæde, stolthed og alt det der jo faktisk gør netop en bjørn til en bjørn. Der er steder på vores jord, hvor unge drenge bliver oplært i specielle danse. De bliver udstyret med fint tøj, makeup og undervises i at behage. Når en liflig musik går i gang, skal de danse svimlende foran et givent publikum, for at betage, forskønne, og jo, forføre. Iført klæder så prægtige, at de aldrig selv har set lige, forsvinder de trancelignende ind i en ekstatisk række af bevægelser til musikken. Med læbestift, med øjenskygge, med gyldent og farverigt tøj. Der hvor disse drenge før, kastede sten i søer, huggede et æble i en bod, fløj med drager højt på himlen, er de nu blevet et fornøjelsesobjekt. Det der kunne synes smukt og kønt, en dreng i et prægtigt udstyr der danser aftenen væk, mens han gruer for natten, er dog blottet for det, der gør en dreng til netop en dreng. Der er steder på vores jord, hvor et bur er den eneste verden et dyr har kendt. Hvor grænsen for det der burde være latent mulighed, er blevet indhegnet og degraderende fastholder en løve, en elefant, en pingvin i et univers af gentagelser pænt omkredset af mure og hegn. Hvor denne løve burde jage, hvor denne elefant burde lede sin flok, hvor denne pingvin burde dykke så dybt den evnede, er de nu kun noget i form af mig, der står der bag hegnet, hvor jeg synes de er nuttede, farlige, prægtige. I glimt minder jeg mig selv om at løven på savannen er komplet ligeglad med hvad jeg synes, at elefanten i de indiske skove kunne knuse mig efter velbefindende, at pingvinen på sydpolen lykkeligvis aldrig har set et menneske. For nogle har disse dyr i bur, mistet netop det der gjorde dem til dyr. Mon der er steder i Danmark, hvor en kvinde står op uden gnist og livsmod. Hvor hun udmærket kender dagens gang, og alt for godt. Er denne kvinde nu uden den umiskendelige, ofte helt vildt irriterende mulighed, at vælge, mellem netop muligheder. Bliver hun påført en kjole, makeup, lært at bevæge sig behagende, for en beskuer, der alt for hurtigt bliver en benytter. Befaler nogen en kvinde, at være udelukkende degraderet til et erotikkens væsen, hvor den refleksion over et givent næste valg er omsonst, da det jo allerede er truffet, af en anden. Denne kvinde kan synes det smukkeste, med den blødeste hud, de mest bedårende øjne og en krop der tilsigende må kalde et hvert mandfolk til sig, men der hvor en given hen burde ske, er der dog kun en given op. Et bur, hvori det egenartige tænksomme valg, der gør et menneske til netop et menneske, ej mere eksisterer. Den frie vilje, kan kun genkendes gennem de valg der træffes.

Tak KK, og i lige måde. Jeg skal tilbringe julen i et aldrende selskab, hvor jeg vil være den yngste til stede, og jeg er på ingen måde en ung mand mere. Efter dit fine skriv KK, dukker der en tankerække op mellem ørerne på mig: Jeg har set frem til netop denne jul. En aften, hvor vi lykønsker hinanden uden for megen pragt og glimmer. Ingen nissehuer bliver påført, for børnenes skyld med tanken på, at rød dog ikke lige matcher ens slips den aften. Ingen dans om et malplaceret træ, der jo alligevel bare er et efterladenskab af noget hedensk tradition. Højest en salme - "Dejlig er jorden", altid med Villy Sørensen i erindring, (For er jorden egentlig det), og et gaveræs, der på alle leder og kanter er minimeret. Vi deler brødet og ser hinanden i øjnene over det gode måltid, der denne aften er tid til virkelig at nyde. Intet haster vel. Spejler hver andres øjne og ønsker dem det godt, forhåbentlig oprigtigt og uden en skjult agenda. Flosklerne om højtiden holdes i ave. Klicheerne om julens budskab behandles gennem en reflekterende voksen samtale, hvor vi fastholdende opponerer mod overfladiskhed. Var essensen virkelig, at blive begavet, faktisk i højere grad end at give? Kører denne højtid ikke bare på automatismer? Er de julesmil man sender sin næste, sendt med oprigtighed, eller er det påklistret til lejligheden? Fordi det gør de andre jo, og fordi det skal man næsten. Og hvorfor er det pinedød nødvendigt at proklamere en fastlåst dag, til at være gode ved hinanden? Kan man da ikke på et tidspunkt gøre det modsatte? Lave bare en årlig dag hvor man behandler andre som lort, og så resten af året være det menneske mod andre, som man jo gerne selv vil behandles som. Når denne aften vil gå på held, med rødvinen in mente, og debatten om julens essens er skåret helt ind til benet. Ja, så lister jeg udenfor, af påskud af at jeg skal ryge igen. Tager min mobil og ringer til min søster. Derefter beder jeg om at få min nevø i røret og spørger ham fluks om hvad han har fået af gaver. Så venter jeg på svaret, mens jeg ønsker jeg kunne se hans øjne.

Fredag aften glødede i håbet. Hun havde sagt nej, ja faktisk ikke bare et nej, men en hånende afvisning, der foran alle de andre. Han trak flipperne på hans dunjakke godt op om halsen, og gik med bestemte skridt mod hans alfa. WTF, råbte han indenbords mellem ørerne. Det slipper hun fandeme ikke afsted med, det skal være løgn! Det var glat ramte det ham, han var tæt på at snuble og kæmpede for at holde fokus. Hvad kunne han gøre, hvad skulle han gøre. Den sænkede bil ventede ham, men var han i stand til at køre overhovedet. Det var halvsent og lidt havde han fået jo. Fuck det, hviskede han lavsstemt. Fartmåleren ramte 110, men han var ligeglad. Han tog svingene som en racerkører, ja en racerkører, tænkte han. Det var sgu ikke helt løgn. En sidste slurk af den gemte pils og så ned ad trappen til kælderen, hen til døren og tre bestemte, betonede bank. "Nå, kan du klare mere pik din luder", råbte han til hendes ryg mens han stødte i affekt, mere og mere intenst, og han hørte sig selv snerre, da hun bad ham om at være blidere. "Kan ikke klare min pik", stønnede han, med det der i ham burde have været med en overlegen tone. Dog kom det ud med en vag og tvivlende røst. Hun søgte hans øjne nu. Det vidste han. Sådan var det altid. Men han var ligeglad. Han var allerede ude af døren. Fredag aften glødede i håbet. Valget havde været svært, tænkte han. Der var hende den yndige, med de små perfekte bryster, men hun var 24 år. Hun havde ellers gjort det for ham, ja, det kunne jo tænkes, men nej, så skulle han gå på kompromis, grinte han for sig selv, mens han stak en lillefinger i drinken og rørte forsigtigt. Han slikkede med ildhu selvsamme finger, idet han igen overvejede den annonce med blondinen der var næsten helt ideel for ham. 21 år, små bryster og virkelig tynd. Men der var lige det, det med de lidt for brede hofter. Det ville irritere ham under akten, smilede han, mens han tog brillen fra panden og ned på næsen. Men hende her. Hun var helt og aldeles unik. Virkede hun bekendt, ramte det ham pludseligt. 160 cm og ikke et gram fedt. Ungpigebryster og smal talje. Aldeles unik. Pyt, det gjorde ikke noget, ikke det mindste. Han rejste sig med besvær fra sin favorit lænestol og lagde tabletten fra sig. Blazeren blev påført med en mangeårig finesse og den paraply, han altid havde med sig, ja, det kunne jo regne hvornår det skulle være, blev elegant taget under armen. Da han havde låst sin hoveddør bag sig, påførte han sig sin vante hat og måtte støtte sig endnu engang ved paraplyen. De lagde i ske. Hun talte om en anden kunde. Noget med en der havde kaldt hende luder. Men det eneste han opfattede, var blødheden af hendes hud, konturerne af rygsøjlen, hvor han nu kærtegnende berørte hende med en finger og den duft der var særegen for netop hende. Han fjernede forsigtigt hendes hår fra ryggen, for at finde hendes nakke, de små hår på hendes nakke. Med den ypperste forsigtighed, forsøgte han at mærke disse, og kun disse, med sine læber. Hun brød ud i latter. "Det kilder". Hun begyndte nænsomt at skubbe hendes numse bagud. Han valgte at takke nej, ved at lægge sig på ryggen. Hun havde været her før. Flere gange. Det eneste han bemærkede var sødmen i hendes toneleje. Sikke en kvinde, tænkte han. Hendes bevægelser havde været helt fantastiske. Måden hvorpå hun havde entreret med bestemthed. Hendes små håndledslege under middagen, hendes dans over gulvet hele aftenen. Måden hvorpå hun havde taget de sedler han havde lagt til hende. "Og så havde han sgu smækket døren bag sig" grinede hun, "Fuck ham, mine penge nu". Sveden haglede af ham. Han trængte i den grad til at stå op. Til at bevæge sig. Til at ånde. Hun havde været væk i hvor lang tid nu, tænkte han. Vagt kunne han høre stemmer, men latexhætten gjorde det svært for ham, at tyde noget som helst. Hans knæ gjorde ondt nu, men det var godt. Hun havde gagget ham, og hans kæbe var i smerte, men det var godt. Han gjorde tiltag til, i det mindste at kunne skifte vægten lidt bagover, men mærkede med det samme smerten fra hans røv. Hvad fanden havde hun udblokkeret ham med. Skidt, det var godt. Han hørte de skarpe lyde af hendes støvler der ramte trægulvet. Overlegent, og det var det bedste. Han måtte for en gangs skyld give hen, afgive sig, være underdanig. Som hendes hund. Det var han nu, og det var godt. Ingen beslutninger, intet ansvar. Kun en modtagen, og der kom den første lussing, han forsøgte at rette sig op, og mærkede så nummer to, og det var godt.

Spot on med din sammenligning med skuespillerfaget @kanonkongen En skuespiller konstruerer en karakter. Med fortolkningens præmis bliver de i en skabende rolle til formidlere. Der ender sammenligningen jo så, men en GP, som jeg før har nævnt og fået hug for, konstruerer ikke bare en, men den karakter hun føler sælger bedst og som er tilnærmelsesvis lettets at sluge, og her mener jeg ikke bare for hendes klientel!. Den du møder i døren er den jeg er!. Jo tak, og for mig starter løgnen så der, i døren. Det er en maskerade. Ikke at der overhovedet er noget galt i det om vi står ved det faktum..Et spil, et teater. Der hvor lagner og spejle i loftet er kulisser. Så længe det ikke er et dukketeater, med snore hængende mere eller mindre synligt oppefra og ned, eller et skyggespil, hvor udøverne ikke vil stå ved, at de faktisk kun kan spille deres rolle i kraft af det lys, der jo synes at være opponerende. Da jeg skrev at man distancerer sin næste, skrev jeg også at konsekvensen for ens selv, er omend endnu værre. En dag vågner man op og begynder at foragte, og ikke bare andre. På mig virker det som om vi ikke vil antage virkeligheden som spiselig. Den skal forskønnes og påvirkes med intrigante løgne, med et ekstra kirsebær på toppen, med selvhævdende postulater, med den der forfængelige trang, der altid er underneden. Virkeligheden kan være uskøn, brutal og forstemmende, men den er vedkommende. I vores iver efter centrering, af den forfængelige af slagsen, gør vi den flad og uvedkommende. Lad os enes i tanken om, at det uægte dog er ligeså sandt og vigtigt, sådan i dualistisk øjenhøjde. Og når løgnen i døren så er overstået. Så lad sanserene tage over. De forstår sig ikke på usandheder

Man kan ikke formå at lyve konsekvensløst. Det er en umulighed. Alligevel formår ingen, ingen at frasige sig løgnens lune. Bevidsthed er essentiel for mig: Ups, der løg jeg vist kan man fange sig selv i og lige netop der bør man reflektere sandt. Vedstå sig løgnens ophav inden den bliver vane. Der er en distancering i at lyve. Man vil ikke fuldt erkende den man er eller de karaktertræk der gør en. Løgnen holder ens næste på afstand, men værre end det, man flakker i blikket når man står foran spejlet. Selv ved erkendelse af dette, kan jeg ikke holde op med at lyve. Nuvel, graduerede løgne, de er også løgne, nuvel at sno sig udenom, det er også usandt, nuvel fiktive historier, som i deres udgangspunkt er gyldige løgne, men hvor sandhederne er så utvetydigt gemte, at de mister deres berettigelse. I dag vil man måske fremstå som infantil, ja ligefrem dum om man ikke lyver.Tænk et menneske, der aldrig løg(Ingen henvisninger til en dårlig hollywoodfilm tak!), Vil et sådan individ overhovedet kunne begå sig i det samfund vi har valgt? For mig er den bevidste åbenlyse løgn, det mest ægte vi har. Kunsten.

Entrer fuldgyldigt og bliv tilfredsstillet. At bevæge sig mod dette opslugelige Utopia af lystbetonede fristelser. En port mødte mig. Prægtig tog den sig ud, med sine to søjler som fundament for denne gitrede konstruktion. Kun de grønlige nuancer fra floraen, som indrammede porten, der tilsagde mig at komme ind, kunne fravige mit blik fra det gyldne skilt, som var påskruet den ene af portens låger. Hvad gemte sig bag? Fortræffeligheder, sanselig evidens, en urgammel viden?. Alt dette tilsagde mig, at jeg var uden valg. Skiltet sagde: På eget ansvar. Tilløb til at åbne denne port. Tilløb til at fravælge og hellige sig. Jeg var indenfor. De smukkeste mosaiske fliser ledte mig gennem farverige blomsterbede og palmetræer, der synes at række opad, for langt opad. Dog måtte mit flakkende blik holde fokus. Betaget som jeg var, ville, måtte, skulle jeg se, hvor denne sti ville lede mig hen. Mod hvad? Jeg kunne dog ej lade være med at dufte til, først den ene blomst, en rose, derefter en anden, og en tredje. Duftene var forførende. De var så liflige, at jeg måtte hengive mig til opslugthed i en momentærisk selvisk tilfredsstillelse. Alle havde de deres særegne dufte. Alle netop den farve og nuance der gjorde dem unikke. Alle måtte jeg prøve at dufte. De betog mig alle. Ingen af disse dufte ville jeg nogensinde kunne fralægge min hukommelse. Alt bliv taget ind og selv hver særegen fløjlsfølelse fra blomsternes blade blev gemt i min erindring. Et frugttræ, bugnende med de mest tilsigende blommer stod rankt pludseligt, kunne det synes, der foran mig. Bag det kunne jeg skimte stien, som jeg jo i al min iver for, at opleve hver en duft og føle hvert et blad, havde fraveget. Dog måtte jeg, inden jeg igen ville ledes mod stiens ophav, smage, omend blot en enkelt af disse røde, store og betagende blommer. Mens den sødlige saft, fra blommen, løb ned af min hage, skimtede jeg endnu et frugttræ. Nu med pærer, der havde en sådan fantastisk volumen, så fine i deres kulør, at jeg måtte give mig selv også denne oplevelse. Men dog, et æbletræ, lige ved siden af. Den halvkonsumerede pære blev smidt og med en udstrakt formående holdning, blev et æble taget fra træet. Ikke et hvilket som helst æble, men det eneste, alle forrige jeg havde smagt kunne nu ej betegnes som netop et æble. Maven kunne ikke mere. Fyldt op af frugtigt kød og væsker fra alverdens fineste blommer, pærer, æbler og hvad der nu lige fristede. Konfust kikkede jeg mig rundt. Hvor var jeg? Skumringen var tiltagende. Havde jeg dog allerede tilbragt dagen her, med dette. Forvirret ledte jeg efter stien. Først med rask trav, siden luntende og til sidst i løb. Jeg kunne mærke et stik i armen, fra en torn regnede jeg med, siden et mere og endnu et. De farverige bede, var blevet mørklagte og de dufte, der havde betaget mig så enormt, gjorde mig nu bare ilde tilpas, da jeg jo måtte finde et fikspunkt og ikke havde tid til dem. Ej heller lyst mere, eftersom jeg havde mistet orienteringen totalt. Duftene ville bare ikke vælge mig fra nu. De blev alt nærværende i kvalm tilsigelse. Jeg faldt. Over en gren, en flisekant, eller en forhøjning? Intet kunne med sikkerhed siges. En smerte fra den ene arm. Følelsen af en væske der køb ned af det venstre ben. Mit tøj der nu ikke var påført mere. Jeg faldt igen. Men denne gang landede jeg på noget hårdt. En stil, stien. Dens mosaikker blev sagte oplyst, af hvad jeg tror var et skin fra månen. I min nøgenhed måtte jeg løbe. Måtte jeg se, føle, smage og vide hvad alt dette ledte imod. Dunkelheden var ikke fuldgyldig endnu. Forpustet og uden et hint af klarhed, stod jeg med et foran det ypperste palæ man overhovedet kunne skue. Hvorfor havde jeg ej kunnet se det langvejs fra. Hvor var det kommet fra. Hvem boede i dette kridhvide monstrum af skønhed? Det virkede så betagende med store vinduespartier, godt nok med gardinerne trukket for. Søjler der støttede de fine mure, der var udsmykket med alskens forførende motiver. En dør, et håndtag med gyldent præg, et skilt på døren, velsagtens beboerens navn? Nej, det sagde: Husk, på eget ansvar. Jeg var ligeglad. Jeg måtte videre, måtte se hvad der var indenfor, hvad, hvem og hvorfor. Med kraftig bevægelse tog modet mig med i åbningen af denne dør og jeg entrerede. Bag mig faldt palæets mure, som var de bare en kulisse. Jeg formåede ikke at vende mig, for at se om haven med bedene, blomsterne, frugttræerne, var der endnu. For foran mig var blot rødlige og kødfyldte nuancer af amputerede lemmer. Af væsker, der flød mellem disse. Af stumpe af kroppe der gned mod hinanden. Af min krop, der nu deltog i al sin iver. Mit hoved var alt jeg havde tilbage. Og jeg spurgte, hvem er du?

I hans yngre dage havde han tilbragt 3-4 dage i området omkring Taj Mahal. Empirien havde tilsagt ham, at en bygning af en sådan statur, af en sådan unik skønhed, skulle beskues og vægtes gennem en varig periode og ikke ved en perifer, henkastet indtagen. Den hvide marmor, hentet langvejs fra, gav genskin fra den sol, der skinnede, som den nu kun gør på himlen over Indien. Velkonstrueret til mindste detalje stod den majestætisk foran ham. Alt i dens nærhed ledte symbiotisk mod den. Stierne, parkerne og de omkringliggende bygninger kunne kun vægtes i sammenhæng med den bygning de stod i gæld til og som de jo foruden ej havde nogen værdi. Tårnene. Han havde set højere, set mere bombastiske, men ikke skønnere. Kuplen var så egenartig og ren i sit udtryk at hans blik ikke kunne fravige det. Hele området omkring Taj Mahal var som en tilbedelse af netop dette. En given hen til en subtil underkastelse af denne bygning. Den indiske varme blev hede, duftene fra krydret mad og den obligatoriske chai var påtrængende, men nødvendige netop her. Mennesker var samlet her, for at blive betaget, forført af en konstruktion, en tanke, en ide. Han tilbragte flere morgener der, for at se solen stige lige over kuplen på Taj Mahal. Om eftermiddagen returnerede han med hensigten om at se genskin i et menneskes betagede øjne, fra selvsamme bygning. I tusmørket, der hvor insekternes lyde sætter scenen sammen med sporadiske menneskers sagte mumlen, måtte han gentagne gange tage sig selv i at fortabe sig, ikke bare i Taj Mahal, men jo naturligvis også i skyggerne den kastede på stierne, på de velplanlagte søer og på, ja faktisk alt i dens nærhed. Den ene dag tog den næste. En aften blev til flere og selv nætterne blev drømt væk med Taj Mahal i erindring. På den 4.dag gik han endnu en gang mod dette stilistiske vidunder. Dog måtte han sande, til forundring, til hans sorg og næsten en søgt fornægtelse, at han denne morgen stod foran, en bygning, bare en hvid bygning. Han gik stålfast tilbage til det hostel hvorpå han havde indlogeret sig. Der pakkede han sine ting, sine bøger, sine notater sin tegneblok. Han tjekkede ud og forsatte mod det tog, der ville bringe ham langt fra Taj Mahal. Nu her, aldrende, ramte det ham. Hvad om han kunne beskue Taj Mahal igen. Hvad ville det bringe ham? Ville han måde den med ærefrygt, med en underkastelse af at være betaget, eller ville den hvide marmor være blot hvidt marmor. En hvid bygning er ikke andet end dette, indtil det spejles vægtende i et menneskes blik.

Om QB positionen i 49'ers - så går jeg stærkt ud fra at Gabbert er starter og Kaerpernick er backup. Altså jeg spørger måske dumt, men er der ikke ca. i gennemsnit i hvert fald en spiller pr. hold, der har tæsket konen? Såvidt jeg erindrer var det også vold Peterson episoden handlede om? Nu jeg tænker over det, så er det måske repræsentativt, at 1 ud af 53 udøver hustruvold, sådan generelt. Ikke at det gør det bedre dog. Jeg ved den går sådan: Don't hate the players, hate the game.... Jeg holder utroligt meget af spillet, det har det hele, den fulde pakke for mig, men spillerne, tja.

Måske magter jeg ikke at forstå forskellen, det er ok. Min lidt skjulte dagsorden var, må jeg tilstå, også at forsøge at få indsigt i, om der ikke ligger en skjult degradering af faget prostitution og glædespiger, sådan i udtryk, når man betegner nogle der sælger seksuelle ydelser som sugarbabes og de der betaler som daddy's . Det er den med spaden jo, man vil ikke være GP, man vil ikke være kunde - Det er der bare ikke noget galt i at være mellem mine ører. Sukkeraftalerne må være hvad de er, hvad er det man føler man skal hælde sukker på før det bliver spiseligt, tja.....Det var vist nok fra mig.

Du @Rejsenetvaerk, altså de kvinder der besøger mig vælger selv om de vil se netop mig, de sætter prisen selv, og vilkårene for vores aftale. Jeg er stadig uforstående.

Okay det er noteret, @Sparkster - Tak. Så må jeg fremadrettet betegne mig selv som en sugardaddy, eftersom jeg altid betaler for en oplevelse. Ikke bare for selve den fysiske penetrering, men også alt det der leder til og kommer efter. Jeg giver gaver, oplever fleksibilitet, er endog nogle gange den eneste Daddy den dag og nyder at dele andet en kropslig tilfredsstillelse Så har jeg endelig fået begrebsforståelse Tak igen - Nihil(Sexkunde)