Edens have

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Entrer fuldgyldigt og bliv tilfredsstillet.

At bevæge sig mod dette opslugelige Utopia af lystbetonede fristelser. En port mødte mig. Prægtig tog den sig ud, med sine to søjler som fundament for denne gitrede konstruktion. Kun de grønlige nuancer fra floraen, som indrammede porten, der tilsagde mig at komme ind, kunne fravige mit blik fra det gyldne skilt, som var påskruet den ene af portens låger.

Hvad gemte sig bag? Fortræffeligheder, sanselig evidens, en urgammel viden?. Alt dette tilsagde mig, at jeg var uden valg. Skiltet sagde: På eget ansvar. Tilløb til at åbne denne port. Tilløb til at fravælge og hellige sig. Jeg var indenfor. De smukkeste mosaiske fliser ledte mig gennem farverige blomsterbede og palmetræer, der synes at række opad, for langt opad. Dog måtte mit flakkende blik holde fokus. Betaget som jeg var, ville, måtte, skulle jeg se, hvor denne sti ville lede mig hen. Mod hvad? Jeg kunne dog ej lade være med at dufte til, først den ene blomst, en rose, derefter en anden, og en tredje. Duftene var forførende. De var så liflige, at jeg måtte hengive mig til opslugthed i en momentærisk selvisk tilfredsstillelse. Alle havde de deres særegne dufte. Alle netop den farve og nuance der gjorde dem unikke. Alle måtte jeg prøve at dufte. De betog mig alle. Ingen af disse dufte ville jeg nogensinde kunne fralægge min hukommelse. Alt bliv taget ind og selv hver særegen fløjlsfølelse fra blomsternes blade blev gemt i min erindring.

Et frugttræ, bugnende med de mest tilsigende blommer stod rankt pludseligt, kunne det synes, der foran mig. Bag det kunne jeg skimte stien, som jeg jo i al min iver for, at opleve hver en duft og føle hvert et blad, havde fraveget. Dog måtte jeg, inden jeg igen ville ledes mod stiens ophav, smage, omend blot en enkelt af disse røde, store og betagende blommer. Mens den sødlige saft, fra blommen, løb ned af min hage, skimtede jeg endnu et frugttræ. Nu med pærer, der havde en sådan fantastisk volumen, så fine i deres kulør, at jeg måtte give mig selv også denne oplevelse. Men dog, et æbletræ, lige ved siden af. Den halvkonsumerede pære blev smidt og med en udstrakt formående holdning, blev et æble taget fra træet. Ikke et hvilket som helst æble, men det eneste, alle forrige jeg havde smagt kunne nu ej betegnes som netop et æble.

Maven kunne ikke mere. Fyldt op af frugtigt kød og væsker fra alverdens fineste blommer, pærer, æbler og hvad der nu lige fristede. Konfust kikkede jeg mig rundt. Hvor var jeg? Skumringen var tiltagende. Havde jeg dog allerede tilbragt dagen her, med dette. Forvirret ledte jeg efter stien. Først med rask trav, siden luntende og til sidst i løb. Jeg kunne mærke et stik i armen, fra en torn regnede jeg med, siden et mere og endnu et. De farverige bede, var blevet mørklagte og de dufte, der havde betaget mig så enormt, gjorde mig nu bare ilde tilpas, da jeg jo måtte finde et fikspunkt og ikke havde tid til dem. Ej heller lyst mere, eftersom jeg havde mistet orienteringen totalt. Duftene ville bare ikke vælge mig fra nu. De blev alt nærværende i kvalm tilsigelse. Jeg faldt. Over en gren, en flisekant, eller en forhøjning? Intet kunne med sikkerhed siges. En smerte fra den ene arm. Følelsen af en væske der køb ned af det venstre ben. Mit tøj der nu ikke var påført mere. Jeg faldt igen. Men denne gang landede jeg på noget hårdt. En stil, stien. Dens mosaikker blev sagte oplyst, af hvad jeg tror var et skin fra månen.

I min nøgenhed måtte jeg løbe. Måtte jeg se, føle, smage og vide hvad alt dette ledte imod. Dunkelheden var ikke fuldgyldig endnu. Forpustet og uden et hint af klarhed, stod jeg med et foran det ypperste palæ man overhovedet kunne skue. Hvorfor havde jeg ej kunnet se det langvejs fra. Hvor var det kommet fra. Hvem boede i dette kridhvide monstrum af skønhed? Det virkede så betagende med store vinduespartier, godt nok med gardinerne trukket for. Søjler der støttede de fine mure, der var udsmykket med alskens forførende motiver. En dør, et håndtag med gyldent præg, et skilt på døren, velsagtens beboerens navn?  Nej, det sagde: Husk, på eget ansvar.

Jeg var ligeglad. Jeg måtte videre, måtte se hvad der var indenfor, hvad, hvem og hvorfor. Med kraftig bevægelse tog modet mig med i åbningen af denne dør og jeg entrerede.

Bag mig faldt palæets mure, som var de bare en kulisse. Jeg formåede ikke at vende mig, for at se om haven med bedene, blomsterne, frugttræerne, var der endnu. For foran mig var blot rødlige og kødfyldte nuancer af amputerede lemmer. Af væsker, der flød mellem disse. Af stumpe af kroppe der gned mod hinanden. Af min krop, der nu deltog i al sin iver.

Mit hoved var alt jeg havde tilbage.  
Og jeg spurgte, hvem er du?