Retten er sat!

[Nihil 435]

• 
• 
• 

        De var fremmødt i hober. Fra nær og fjern var de stimlet til alle som en. En rettergang uden lige var under opsejling og det var ikke gået nogens snude forbi. Bandbuller var opsat, byen var fuld af kasser, hvorpå skrålende mandspersoner højlydt havde ytret, at nu var det nært. "En mand skal dømmes", blev der skreget fra hvert hjørne. "Bevidn i det usleste væsen og gerningerne hans, mød op og se sandhed, der hvor den er værst", lød den summende hvisken langs murerne fra hætteklædte kvindfolk. Hver enkel havde set, læst og hørt, gjort korsets tegn og knuget et smykke. "Forbandet den ene, der skammer os alle", havde et samtykket nikkende menneskehav bekendtgjort hinanden, der uden for salen.

      Blottede hvæsede tænder skinnede om kap med gendarmernes velpudsede bajonetter, der stod i en lige linje for at holde orden, som det nu hører og bør sig. En skubben og masen mod de bedste pladser blev indledt, ikke bare af mening mand og dennes tilhørende godtfolk, men også af tilhørigheden selv og det ypperste denne by kunne mestre. Fra lappede kjoler i laser, til blegsminkede, viftende og velduftende frøkener, alle som en, med albuer først og skarpe benspænd, satte de mod scenen, hvor retten nu skulle sættes.

    "Ro i salen, ro i salen", råbte den nyudnævnte overdommer, med en rungende stemme, dyb og dunkel over folket det lød. "Luk porten bag jer, retten er sat, ej flere kan være, som sandhedsvidne, her i dag", slog overdommeren fast med to slag i bordet med rettens hammer. Den hammer der havde dømt så mange, graveret i den, med sirlig skrift, stod: Du, for hvem jeg falder, skal angre til i bød du kalder. På dom, på sandhed, på et ende du skal bede, for det du er, er det ondeste lede. "Kan jeg så få ro i salen, eller skal jeg hidkalde gendarmerne, eller endnu værre, lade slubberten slippe så han igen kan ugerninger gøre", lød det fra overdommeren med fast toneleje fra hans høje stol.

Hvor skrål og latter, i gnistrende forventning, havde fyldt hele salen. Indtrådte nu stilheden idet en tung dør gik. Over døren stod, med gotiske bogstaver: Bøj du nakken, du synder, for her du alene. Her stod jeg så, Nihil, mod folket. I lænke bundet, med spyttende blikke alle rettet mod en, men ej bøjet hoved, omend nakken jo tynger af alle de synder. Skubbende gennem folket, mod stolen i midten blev jeg ramt af æg der var rådne, tomater og kål. To bank, med den gamle hammer, forstummede salen og skarphedens blik fra overdommeren selv, gik fra mig til anklageren, der nu rejste sig i fuld kontrol.

Hendes stemme var skinger og ru. "Der er du jo, du svinehund, du der horer til højre og venstre. Du, der skjuler og bedrager, du der lader fornuft og norm tilside, for friller, for et moments forløsning af ækelhed. Du, der drukner dig selv i lider, i lyst og begår dig som....som en bavian ville begå sig". Et tordnende bifaldende "Hørt", skabte ekko i salen og klapsalverne lynede om kap med de blikke, der truende var rettet mod mig. "Vi har hørt nok", blev der råbt bagerst fra salen, "På bålet med ham, og ind med den næste", i stemmede de andre i kor, som vanligt. To slag med den hammer, så en splint måtte ryge, satte massen i ro. "Hvad har du at sige for dig selv, du, der lever med kroppen. Er hovedet kappet af. Han er stum, den stodder, der horer sig gennem livet", råbte overdommeren tilfreds med sin ytring.

Jeg rejste mig, gennem latter og hån. " Her står jeg så, til spot og skue. Skyldig er jeg, det er ej at fornægte. Jeg horer til højre ja, men mest til venstre. Jeg kaster mig over letlevende kvinder og gør det i glæde. Jeg drives af lyst til former og sanser. Jeg har bollet hver og en, ja sikkert dem alle, måske endog din mor, din søster, din datter. Så døm mig her, i sandhedsvidner. Klyng mig op eller bær mig til bålet, men erindre dog blot....", Hammeren faldt endnu engang, og overdommeren skreg, "Nu har jeg hørt nok". Men jeg lod mig ej kyse, og fortsatte "Erindre i blot, at også i hungrer, efter lyst og kød, efter sagte forbudte kys i mulm og mørke. Kik dig over skulderen og sværg ved dit kære, at det ikke er dig, der ser porno når konen sover, lister blikke efter naboen, når din mand kikker bort. En norm er intet uden refleksion. Gør jeg ingen ondt når jeg lever, lever jeg godt. Husk I dette, i min forsvarstale, at jeres datter knalder hendes gymnasielærer, at konen din giver blow i Føtex, at din søn lider af ødipus gange to og at du kikker på dværgporno. Vi er en og samme støbning. Kast mig på bålet og brænd mig blot, der hvor jeg ender, skal i begynde".

Bålet brændte den nat med fyrige flammer.

[Gerrard 1218]

Nihil i Kafkaland. Tak for den grumme rettergang! 

[Bananas 17566]

Her står også jeg Bananas, med hovedet bøjet og nakken tynget af alle de synder. Men en norm er jo intet uden refleksion. Så jeg løfter hovedet igen og kigger på alle dem der råber højt men ikke en eneste sekund har tænkt over hvorfor de lever. 

[TheVoice 9405]

@Nihil

Du kan noget med ord.  

[AalborgLook 5177]

Det er da bare stjålet fra oktober måneders Jumbo bog, som er en special udgave om Stålandens genvordigheder. 

[Nihil 435]

Mange tak for de fine kommentarer og gode betragtninger folkens.

Og så er der vist en der udelukkende har kikket bogstaver.