Nihil 435 Skrevet 26. December, 2016 Der er steder på vores jord, hvor den bjørn der burde fange fisk i floden, gnubbe sin ryg mod en ru stamme og slendre livsglad gennem sit territorium, bliver holdt fanget. De klør denne bjørn brugte til at holde sit bytte fast med, bliver hevet ud. Det vældige gab en sådan bjørn kan mønstre, bliver påsat en mundkurv, så den ej mere kan brøle gennemtrængende som nu bjørne gør, bare for at vise at den faktisk er konge af skoven. Denne bjørn bliver klædt ud og lærer at bevæge sig til musik, for at glæde et publikum, for at underholde, for kun at være noget i kraft af en beskuen af den. Det er langt det værste. Ikke de manglende klør, ikke alle de slag den må tage i mod i løbet af en dag, ikke den ydmygelse en påført kjole må være, for et majestætisk dyr, men det, at den nu ej mere er noget i sig selv. At den udelukkende er blevet degraderet til en genstand for underholdning, nu uden glæde, stolthed og alt det der jo faktisk gør netop en bjørn til en bjørn. Der er steder på vores jord, hvor unge drenge bliver oplært i specielle danse. De bliver udstyret med fint tøj, makeup og undervises i at behage. Når en liflig musik går i gang, skal de danse svimlende foran et givent publikum, for at betage, forskønne, og jo, forføre. Iført klæder så prægtige, at de aldrig selv har set lige, forsvinder de trancelignende ind i en ekstatisk række af bevægelser til musikken. Med læbestift, med øjenskygge, med gyldent og farverigt tøj. Der hvor disse drenge før, kastede sten i søer, huggede et æble i en bod, fløj med drager højt på himlen, er de nu blevet et fornøjelsesobjekt. Det der kunne synes smukt og kønt, en dreng i et prægtigt udstyr der danser aftenen væk, mens han gruer for natten, er dog blottet for det, der gør en dreng til netop en dreng. Der er steder på vores jord, hvor et bur er den eneste verden et dyr har kendt. Hvor grænsen for det der burde være latent mulighed, er blevet indhegnet og degraderende fastholder en løve, en elefant, en pingvin i et univers af gentagelser pænt omkredset af mure og hegn. Hvor denne løve burde jage, hvor denne elefant burde lede sin flok, hvor denne pingvin burde dykke så dybt den evnede, er de nu kun noget i form af mig, der står der bag hegnet, hvor jeg synes de er nuttede, farlige, prægtige. I glimt minder jeg mig selv om at løven på savannen er komplet ligeglad med hvad jeg synes, at elefanten i de indiske skove kunne knuse mig efter velbefindende, at pingvinen på sydpolen lykkeligvis aldrig har set et menneske. For nogle har disse dyr i bur, mistet netop det der gjorde dem til dyr. Mon der er steder i Danmark, hvor en kvinde står op uden gnist og livsmod. Hvor hun udmærket kender dagens gang, og alt for godt. Er denne kvinde nu uden den umiskendelige, ofte helt vildt irriterende mulighed, at vælge, mellem netop muligheder. Bliver hun påført en kjole, makeup, lært at bevæge sig behagende, for en beskuer, der alt for hurtigt bliver en benytter. Befaler nogen en kvinde, at være udelukkende degraderet til et erotikkens væsen, hvor den refleksion over et givent næste valg er omsonst, da det jo allerede er truffet, af en anden. Denne kvinde kan synes det smukkeste, med den blødeste hud, de mest bedårende øjne og en krop der tilsigende må kalde et hvert mandfolk til sig, men der hvor en given hen burde ske, er der dog kun en given op. Et bur, hvori det egenartige tænksomme valg, der gør et menneske til netop et menneske, ej mere eksisterer. Den frie vilje, kan kun genkendes gennem de valg der træffes. 2 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg