Prisme 2

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Fredag aften glødede i håbet. Hun havde sagt nej, ja faktisk ikke bare et nej, men en hånende afvisning, der foran alle de andre. Han trak flipperne på hans dunjakke godt op om halsen, og gik med bestemte skridt mod hans alfa. WTF, råbte han indenbords mellem ørerne. Det slipper hun fandeme ikke afsted med, det skal være løgn! Det var glat ramte det ham, han var tæt på at snuble og kæmpede for at holde fokus. Hvad kunne han gøre, hvad skulle han gøre. Den sænkede bil ventede ham, men var han i stand til at køre overhovedet. Det var halvsent og lidt havde han fået jo. Fuck det, hviskede han lavsstemt. Fartmåleren ramte 110, men han var ligeglad. Han tog svingene som en racerkører, ja en racerkører, tænkte han. Det var sgu ikke helt løgn. En sidste slurk af den gemte pils og så ned ad trappen til kælderen, hen til døren og tre bestemte, betonede bank. "Nå, kan du klare mere pik din luder", råbte han til hendes ryg mens han stødte i affekt, mere og mere intenst,  og han hørte sig selv snerre, da hun bad ham om at være blidere. "Kan ikke klare min pik", stønnede han, med det der i ham burde have været med en overlegen tone. Dog kom det ud med en vag og tvivlende røst. Hun søgte hans øjne nu. Det vidste han. Sådan var det altid. Men han var ligeglad. Han var allerede ude af døren. Fredag aften glødede i håbet.

 

Valget havde været svært, tænkte han. Der var hende den yndige, med de små perfekte bryster, men hun var 24 år. Hun havde ellers gjort det for ham, ja, det kunne jo tænkes, men nej, så skulle han gå på kompromis, grinte han for sig selv, mens han stak en lillefinger i drinken og rørte forsigtigt. Han slikkede med ildhu selvsamme finger, idet han igen overvejede den annonce med blondinen der var næsten helt ideel for ham. 21 år, små bryster og virkelig tynd. Men der var lige det, det med de lidt for brede hofter. Det ville irritere ham under akten, smilede han, mens han tog brillen fra panden og ned på næsen. Men hende her. Hun var helt og aldeles unik. Virkede hun bekendt, ramte det ham pludseligt. 160 cm og ikke et gram fedt. Ungpigebryster og smal talje. Aldeles unik. Pyt, det gjorde ikke noget, ikke det mindste. Han rejste sig med besvær fra sin favorit lænestol og lagde tabletten fra sig. Blazeren blev påført med en mangeårig finesse og den paraply, han altid havde med sig, ja, det kunne jo regne hvornår det skulle være, blev elegant taget under armen. Da han havde låst sin hoveddør bag sig, påførte han sig sin vante hat og måtte støtte sig endnu engang ved paraplyen.

 

De lagde i ske. Hun talte om en anden kunde. Noget med en der havde kaldt hende luder. Men det eneste han opfattede, var blødheden af hendes hud, konturerne af rygsøjlen, hvor han nu kærtegnende berørte hende med en finger og den duft der var særegen for netop hende. Han fjernede forsigtigt hendes hår fra ryggen, for at finde hendes nakke, de små hår på hendes nakke. Med den ypperste forsigtighed, forsøgte han at mærke disse, og kun disse, med sine læber. Hun brød ud i latter. "Det kilder". Hun begyndte nænsomt at skubbe hendes numse bagud. Han valgte at takke nej, ved at lægge sig på ryggen. Hun havde været her før. Flere gange. Det eneste han bemærkede var sødmen i hendes toneleje. Sikke en kvinde, tænkte han. Hendes bevægelser havde været helt fantastiske. Måden hvorpå hun havde entreret med bestemthed. Hendes små håndledslege under middagen, hendes dans over gulvet hele aftenen. Måden hvorpå hun havde taget de sedler han havde lagt til hende. "Og så havde han sgu smækket døren bag sig" grinede hun, "Fuck ham, mine penge nu".

 

Sveden haglede af ham. Han trængte i den grad til at stå op. Til at bevæge sig. Til at ånde. Hun havde været væk i hvor lang tid nu, tænkte han. Vagt kunne han høre stemmer, men latexhætten gjorde det svært for ham, at tyde noget som helst. Hans knæ gjorde ondt nu, men det var godt. Hun havde gagget ham, og hans kæbe var i smerte, men det var godt. Han gjorde tiltag til, i det mindste at kunne skifte vægten lidt bagover, men mærkede med det samme smerten fra hans røv. Hvad fanden havde hun udblokkeret ham med. Skidt, det var godt. Han hørte de skarpe lyde af hendes støvler der ramte trægulvet. Overlegent, og det var det bedste. Han måtte for en gangs skyld give hen, afgive sig, være underdanig. Som hendes hund. Det var han nu, og det var godt. Ingen beslutninger, intet ansvar. Kun en modtagen, og der kom den første lussing, han forsøgte at rette sig op, og mærkede så nummer to, og det var godt.