Taj Mahal

[Nihil 435]

• 
• 
• 

I hans yngre dage havde han tilbragt 3-4 dage i området omkring Taj Mahal. Empirien havde tilsagt ham, at en bygning af en sådan statur, af en sådan unik skønhed, skulle beskues og vægtes gennem en varig periode og ikke ved en perifer, henkastet indtagen.

Den hvide marmor, hentet langvejs fra, gav genskin fra den sol, der skinnede, som den nu kun gør på himlen over Indien. Velkonstrueret til mindste detalje stod den majestætisk foran ham. Alt i dens nærhed ledte symbiotisk mod den.  Stierne, parkerne og de omkringliggende bygninger kunne kun vægtes i sammenhæng med den bygning de stod i gæld til og som de jo foruden ej havde nogen værdi. Tårnene. Han havde set højere, set mere bombastiske, men ikke skønnere. Kuplen var så egenartig og ren i sit udtryk at hans blik ikke kunne fravige det. Hele området omkring Taj Mahal var som en tilbedelse af netop dette. En given hen til en subtil underkastelse af denne bygning.

Den indiske varme blev hede, duftene fra krydret mad og den obligatoriske chai var påtrængende, men nødvendige netop her. Mennesker var samlet her, for at blive betaget, forført af en konstruktion, en tanke, en ide. Han tilbragte flere morgener der, for at se solen stige lige over kuplen på Taj Mahal. Om eftermiddagen returnerede han med hensigten om at se genskin i et menneskes betagede øjne, fra selvsamme bygning. I tusmørket, der hvor insekternes lyde sætter scenen sammen med sporadiske menneskers sagte mumlen, måtte han gentagne gange tage sig selv i at fortabe sig, ikke bare i Taj Mahal, men jo naturligvis også i skyggerne den kastede på stierne, på de velplanlagte søer og på, ja faktisk alt i dens nærhed.

Den ene dag tog den næste. En aften blev til flere og selv nætterne blev drømt væk med Taj Mahal i erindring. På den 4.dag gik han endnu en gang mod dette stilistiske vidunder. Dog måtte han sande, til forundring, til hans sorg og næsten en søgt fornægtelse, at han denne morgen stod foran, en bygning, bare en hvid bygning. Han gik stålfast tilbage til det hostel hvorpå han havde indlogeret sig. Der pakkede han sine ting, sine bøger, sine notater sin tegneblok. Han tjekkede ud og forsatte mod det tog, der ville bringe ham langt fra Taj Mahal.

Nu her, aldrende, ramte det ham. Hvad om han kunne beskue Taj Mahal igen. Hvad ville det bringe ham? Ville han måde den med ærefrygt, med en underkastelse af at være betaget, eller ville den hvide marmor være blot hvidt marmor.
En hvid bygning er ikke andet end dette, indtil det spejles vægtende i et menneskes blik.