Nihil

Du skriver: Hvis du gør det til det. Jeg har et lille problem med det "hvis"! Hvad om man ikke gør det til det, ophører det så med at være prostitution? Nej, dælme nej. Der er ikke noget "hvis" i det @Sparkster. Enten er det det, eller ikke.

@Sparkster Vi må da have nogle fællesmenneskelige begrebsbetegnelser, som f.eks. sex for penge er lig prostitution, eller er det op til den enkelte at frasige sig ordets betydning, fordi det kanske lugter i dennes næse, og så kalde det noget der sluges lettere for denne. For mig giver det ingen mening. Jeg nyder universet af købesex og ser ingen grund til at skulle forskønne noget der allerede er fint for mig.

Nogen som helst forstand på SD har jeg overhovedet ikke. Det er en interessant tråd for mig at læse, eftersom jeg altid udelukkende har set SD, som en forskønnelse af noget som jeg ikke føler man behøver at netop forskønne. For mig er prostitution ikke noget man behøver at spraymale gyldent for at den bliver spiselig. Jeg har det lidt på samme måde med de, der ikke vil være på et bordel, men gerne Privat Diskret, med begrundelse i at bordel jo for nogle er et frygteligt lurvet ord. En af mine faste besøgende kvinder kaldte mig engang sugardaddy. Det måtte jeg frabede mig. Jeg er kunde. Oplys mig endelig: Kommer det virkelig an på mængden af kunder/Daddy's? en pige holder sig. Øhh...Jeg er da tilnærmelsesvis sikker på at jeg har haft en GP ude, hvor jeg var den eneste den dag. Måske endog den uge....uha... Kommer det an på fleksibilitet tidsmæssigt? Hvad så om en kvinde lige overskrider sit visit hos mig tidsmæssigt? Er vi så kvalificerede til at kalde os sukkersammensvorne? Gaver? Hmm....Så må jeg da stoppe med at være givende i den henseende, om jeg vil vedblive med at være, bare en kunde. Indholdet af en aftale? Overskrider jeg så en sukkergrænse, om jeg serverer et måltid, inviterer en GP ud at spise, tager hende med til banko på forsamlingshuset, eller bare bruger lidt for lang tid på at konversere. Som nævnt har jeg nærmest nada indsigt i begrebet SD, så jeg er åben for at blive klogere. Indtil da, er det ganske enkelt prostitution for mig.

Fik jeg nået det hele? - At evaluere en overnatningsaftale: Vi nåede aldrig at piske fløden til erotiske lege Jeg nåede aldrig at benytte hende som lingeri model At se den skummende sæbe løbe langs hendes smukke rygsøjle og ned, nåede vi ej heller Hovedretten kasserede jeg, den blev fornuftigt nok ikke nået. Pisangen nåede vi kun sporadisk ind i. Bilkort til stripspil, er nu om dage svære at opdrive, så det blev heller ikke nået. Det imødesete morgenbol nåede vi ikke. Alt det er uendeligt ligegyldigt, for vi nåede dog hinanden og intet er vigtigere for mig end netop dette. Jeg nåede at føle mig som en dreng, der oplever at få vinger. Vinger der bærer mod Solskin. Mod varme og intensitet. Mod det, der for denne dreng er ypperst og eminent. Som en dreng der smeltede i det møde hvor aften blev til nat og nat til morgen. Som den dreng der ved disse vinger er forgængelige og flygtige, men som dog vedblivende vil søge oplevelsen af at drages mod Solskin.

Haha @Ida sunshine, her sidder jeg og tyrer pistacienødder til en før morgenmad - hvorledes førdømmer du det??

Det er nok nærmere en karakterbrist hos mig, end en fordom, men sådan i momentet, når tilliden til en selv er umiskendelig høj, så kan jeg fange mig selv i, at betragte mig så lutret og afbalanceret at jeg er uden fordomme. Jo, lidt at arbejde med der! Ellers vil jeg sige, at mennesket jo nok har det med at skematisere og putte i bokse. Det er vel naturligt nok for at kunne begribe indtryk, at man til nøds simplificerer. Bevidstheden om at det er det man gør er dog essentiel og at man så efterfølgende bearbejder, reflekterer og gør op med fordommen, sådan ja, måske fragmenterer sin påstand for siden at sætte den sammen til noget mere velovervejet og brugbart, er faktisk ikke en uskøn proces i mine øjne.

@antichrist Derfor skrev jeg et simpelt bare i den sætning om at opponere. Jeg er helt enig i en opposition er essentiel, men om det er det eneste man dannes af, og ikke selv fremfører noget af værdi, ja så er det hult og intetsigende i min optik, uden noget konstruktivt.

`mennesker der hævder sig selv ved at nedgøre andre, mennesker der finder identitet i bare at opponere.

Jeps, 49'er fan siden dengang hvor der kun blev vist en kamp om året i dansk tv - og eftersom Montana og Rice på det tidspunkt jo gerne var med i den kamp, så blev det mit hold.Nu håber jeg bare de ikke sådan imploderer igen i år. Jeg er en kujon/casual fan og vil ikke byde på Superbowl endnu, jeg skal lige sætte mig ind i det igen, men jo NFL er igang....Sublimt!

Sidder her midt om natten, jeg er ikke fuldt påklædt og ser på nogle meget, meget store mænd i tights der kommer hinanden ved.

Endelig september - Den måned hvor 350 punds mænd igen starter med at sætte standarden for hvor atletisk man kan være, selvom man lever af flødekager og steaks målt i kg. Jeg må hellere give mit køleskab en god skraldebang takling - Det fortjener den, og jeg får pludselig lyst

Den der sang fra Nevermind med Nirvana - Hvad dælen var det den hed? ..... Territorial Pissings måske....Det giver faktisk lidt mening for mig, at den titel lige dukkede op i mit hoved nu....her....

Overvejer hvor mange bønder der går på en konge, ikke i højde, men sådan i drøjde - Og hvad om den royale også er halvt bonde. Altså det spil har jeg aldrig grejet. Hov.....beklager til integriteten af tråden og dennes starter.

Nuvel, jeg skal ikke kloge den som ekspert på området, men i min bog går der en kende populistisk opmærksomhedssøgen i den vedrørende denne indsamling. Faktisk også omkring veterandagen. Jeg synes personligt det er en udmærket ide med en sådan dag og støtte til politiet, der jo har et farefuldt virke. Dog har jeg ingen forståelse for, at der ikke i samme grad bliver givet opmærksomhed og støtte(Her er det uvist om jeg har ret), til de der arbejder i f.eks. retspsykiatrien, bekæmper ebola i Afrika eller brande i Rødekro. Jeg har det med at tænke motiver ind i mange ting. F.eks.. kunne der jo være nogle der bliver soldat fordi de får et våben i hænderne. Nogle få vel også i politiet. Sygeplejersker, læger osv. får lov til, også at redde liv, men med en nål, eller en livgivende samtale på et bosted for psykiatriske patienter. Vigtige farefulde beskæftigelser, en som alle. Hvorfor skelne i opbakningen og støtten? Ja, jeg er uforstående - Om nogen kan belyse og oplyse, så tak på forhånd.

Sidder en tidlig morgen og funderer over om man kan åbne en hummerklo civiliseret, uden det rette værktøj - eller om man bare skal påtage sig en attitude af hulemand. Det var en semi opfordring til et godt råd. Og, nå ja, er ved at løbe tør for smøger.....og der er intet åbent.

Nostalgisk halbals stemning torsdag. Tror jeg bliver nød til at drikke mig mod til at åbne den. Dvs. hækken kalder inden det sjove starter - Igen ren nostalgi!

Jeg takker @Cage, for de fine ord og til @Jesper 1968 - Jeg tog en gang imellem smoking på til jyllandsseriebold og klaphat på til en koncert med Chicago Philharmonic Orchestra. Det kan, eller rettere, kunne jeg se det sjove i da jeg var 16 år, i dag....tja.....

Du, der med dine ekspressive farver, baskende sætter i flyv, fra blomst til blomst. Og du der med det iøjnefaldende motiv på dit skrøbelige vingesæt, undviger endnu engang. Og du der synes at fordrive alle mine trivialiteter, med dine påfald om at flyve højt som lavt, dog aldrig i lige linje, mens solens genskin når dine kridhvide vinger. Han, der har sommerfuglenettet kraftigt knyttet i begge sine hænder, med håb om en berigende jagt og et bytte. For en gangs skyld et bytte. Vinden er aftagende og solens højde gør denne morgenstund perfekt til netop denne hobby han har. Engen ved brynet, med alskens vilde blomster, er hans yndlingssted og her ved han chancerne er størst for fangst. De, der ej svæver, men er i konstant bevægelse. Op, ned, højre, venstre, men aldrig forudsigelig i flugt. De, der synes så forgængelige og uden bastanthed, men som ejer den ynde og samtidig vitalitet som få væsner evner at udtrykke. Med en tilsyneladende ligegyldighed for fare og med en glædens ubekymrethed in mente drages de fra plante til plante, dog ikke uden, kunne det synes, at nyde små svinkeærinder i fulde drag. Han, der må tage sweateren af, da solens indtog gør ham svedig, mens han ligger på lur ventende på lige netop den han vil fange. Drømme om en kollektion af disse prægtige sommerfugle rammer ham, og han drages af forestillinger om vinger med uovertruffen kolorit og motiverne på selvsamme vinger, der ville kunne skønnes ej smukkere på jord. Du, der nærmer dig. Du der ikke følger blomsternes vej, men søger højderne for kun at erkende du ikke magter dem. Bag busken. I krattet, sidder en mand. Det har du for længst erfaret. Han har igen det net med. Du, der ved han nu springer frem for at indfange dig. Du der ved dine uregelmæssighed i luften, vil have afgjort denne mands jagt på forhånd. Han, der springer frem fra busken og for første gang magter at ramme plet. Med megen omhyggelighed og omhu vendes nettet og en flugt er nu umulig. Han der til sin store forundring betragter dette væsen i sin baskende kamp for frihed. Den er nu hans. Hans. Med en endelig rolighed tager han sommerfuglen i sin næve, løfter hånden og åbner den. Den drages opad mod en skinnende sol, velvidende at denne leg fortsætter i evighed. De der ikke evner at leve i bur, og han der ikke evner at stikke sine nåle i dem.

@KF Jeg elsker når medlemmer sådan patenteret vægter hvad der skal være essensen af EG, i stedet for bare, sådan måske læse andet stof eller trække tov med naboen! Selv nyder jeg en personudpensling og indsigt i en karakter som det nu er foregået her i denne tråd. Hmmm.....

Det tager jeg som et ja så. Følelser af glæde, forventning og måske endog en længsel efter en gentagelse. Jeg minder om det ikke er kærlighed det omhandler. Ok - Du betaler altså også for en følelse mellem ørerne og kropsligt. Jeg mener nu heller ikke kynisme er det rette ord, men nærmere at man ej vedkender sig substans, når man påstår man ikke har følelser involveret.

Spørgsmål: @TheVoice er det ikke en oplevelse og den medfølgende følelse du køber, uanfægtet arten af den, når du benytter dig af købesex?

Hmmm... @Marqui - Jeg skal ikke kloge mig ud i den klassiske genre, det vil jeg lade kyndigere folk om. Mine tanker var, om end krøllede, så tilnærmelsesvis afbalancerede. Måske tager det, ikke skarphed, men en ligeså krøllet forstand, ikke bare at gennemlæse historierne, men også udlade noget af dem. Nå, men i det mindste fik jeg konsumeret noget af din tid, om ikke afbalanceret din tankevirksomhed, Var der noget til historierne i trådstarten i din kommentar monstro? Eller?

Åhh ja, @Cage - Vinyl er da vist kommet godt i gang igen. Om det er slowlife - slowjobs - eller bare sublim lyd man er efter, så er der jo heldigvis mulighed for det. Her henviser jeg lige til en tråd jeg selv startede kaldet Kvindekroppen, tror jeg. Den handlede om tilgangen til musik og den kvindelige krop, sådan under overfladen. Men tak Cage, måske var det også en fin tankeflugt for mig.

@Marqui Du, Kanske jeg kedede mig her til eftermiddag. Eller tjae.....Måske var det om en tilgang til både det ene og det andet. Eller tjo.....Tid skal konsumeres, tanker afbalanceres.

Han valgte, i de desperate dunkle timer, at angribe et blankt lærred med de største pensler han kunne finde i sin slidte malerkasse. Det var stort. Ubegribeligt i omfang. Grinderman blev sat på ploven og han tog tilløb, dog ikke uden en slurk eller to af den nyåbnede rødvin. Guitaren var tung og basgangen forplantede sig til hans legeme. Alt var klar, alt var klart. De tre primærfarver, plus hvidt og sort, var hældt i plastikkrus, ikke på den vanlige palet. Med det gigantiske lærred, der synes at le af ham, foran sig, dyppede han den bredeste pensel og idet en lirende guitar nåede sit klimaks, kastede han nærmest højre hånd mod det hvide lærred. Uigennemtænkt og tilsyneladende tilfældige kantede strøg, fyldte snart det hele. Han var ligeglad. Hovedet var lagt til side og han malede i takt med rytmerne. Strøgene var ens i deres berøring med, det nu mere og mere fyldige maleri. Lag på lag blev, først malet, siden påført med fingre og hænder. Opslugt, hverken af sig selv eller maleriet, men af tilstanden i processen, af den følelse det gav hans krop, at være i takt. Hænderne var det første han bemærkede, da han vågnede på sofaen. Stadig udmattet og høj af den nylige rus. Olien måtte være størknet nu. Skulle han skue sit værk. Det var ligegyldigt tænkte han. Opstillingen var sirligt stillet til rette foran ham på køkkenbordet. En blomst, lidt frugt og en blå kande. Det tykke akvarelpapir lagde nøjagtigt 12 cm fra bordet kant og der var 7 cm til de udsøgte farver til højre, mens kruset med vand var placeret lige under det. Han havde sat de fire årstider på og mens morgensolen varmede hans pande og oplyste det hvide papir til fulde, gav han i kast. Små sindige strøg, uden optegning dog, men med motivet komplet in mente, blev sat følsomt og med aldeles kontrol på den sugende flade. Vådt i vådt, altid med tanken om at det ikke kan gøres om, altid med vished om, at perfektion skulle opnås i første hug. En chance for den absolutte gengivelse af motivet. Flere pensler blev taget i brug, dog altid afstemt og reflekteret over, i forhold til blandt andet stregens tykkelse og hvor god den enkelte kunne opsuge den vandholdige farve. Han havde nøjsomt planlagt opbygningen af selve maleriet inden og fraveg den ikke. Timerne gik og pladen med Vivaldi var blevet vendt flere gange, da han endelig kunne læne sig en kende tilbage i stolen og beskue sit nyeste værk. Solen, der nu stod højt på himlen, skinnede stadigvæk ind af køkkenvinduet. Hvad var det, tænkte han. Havde han misset noget af genskinnet på en af de modne æbler. Han lænede sig ind over maleriet. Nej, det var perfekt, smilede han i sig selv, men i selvsamme øjeblik faldt en sveddråbe fra hans pande ned på på maleriet og udvandede akvarelfarverne. Med dynen lidt trukket op over hoften, således den dækkede hendes skød, sagde hun med et lunefuldt smil på læben, altså jeg er klar, hvad med dig?. Han sad, med de obligatoriske ben over kors og 140 grams tegnepapiret støttende på dem, i sin favoritstol. Hun var yndigheden selv, tænkte han mens han responderede ved at tage hætten af 4 millimeter tuschen. De Biasio kørte på repeat. Med spæde streger, forsøgte han at finde omridset på hende og på dynen. Han glædede sig til detaljerne. De runde hofter, bugningen fra de smukke bryster og hendes lille topmave, der skulle nydende skildres så fint som han nu magtede." Du kikker jo ikke op", snerrede hun fra sit positur, dog med en sødmende klang i stemmen. Svaret udeblev og 3 millimeter tuschen blev smidt på gulvet, idet han tog en der var en smule bredere. No Deal, kunne hun høre fra højtalerne i stuen for anden gang, "Hvor langt er du", spurgte hun sagte, men konstaterede han åbenbart var forsvundet ind i tegningen og helt og aldeles opslugt af den. Lyden af stregerne der blev sat, blev mere intense, bemærkede hun, mens hendes halvt liggende stilling blev sværere og sværere at bibeholde. Til sidst gav hun op. Hun rejste sig med et stønnende av af en knækkende lyd fra ryggen. Han pustede i samme øjeblik ud og tændte en smøg. "Ej, må jeg se nu", spurgte hun livligt. Igen udeblev svaret, men da tegneblokken faldt fra hans skød, nåede hun at gribe den. "Hvad", gryntede hun surt, "det ligner jo slet ikke mig". "Skal vi så bolle nu", opfordrede hun ham, "er det ikke det du har betalt mig for?" Han gik ud i entreen. Åbnede hoveddøren viste hende ud og sagde: "Tak og hav det godt."