Nihil

@Dane Jeg kan ikke udtale mig om ægteskabet, eftersom jeg aldrig har været gift. Dog har jeg haft relationer hvor det givende gik begge veje....heldigvis. Vi må ikke underkende, at kvinder også selvfølgelig besidder lyst, og ikke for at få noget til gengæld. Alt andet er jo degraderende. Mænd er ligeså meget til salg. Bare i andre henseender ofte. Ellers er jeg fuldt ud på linje med mange af kommentarerne her i tråden. Der er ingen forskel på SD og GP. Andet end forfængelighed i definitionen.

Jeg mindes, da jeg studerede, at have læst en artikel om et Gudløst samfund. Med lys og lygte har jeg sonderet nettet lige nu for at finde den, uden held. Et samfund uden regler. Da man ikke havde tiltro til reglernes ophav og fundament. Dette samfund, hvor hver enkelts overbevisning i forhold til moral, var gældende og mere betydende end sine medmenneskers. Altså alle har ret i alt. Det enkelte individ kan selv bestemme rigtigt og forkert, om det så er modstridende i forhold til det menneske man står over for er ligegyldigt. Et lystbetonet samfund. Jeg lyster at du skal have ondt, jeg lyster at tage dig, jeg lyster dine ejendele. Ja. Om mennesket var udelukkende godt, ville regler og deres ophav være omsonste og unødvendige. Min pointe er ikke at Gud er nødvendig for os, som vi sikkert ej heller er det for hende. Men at mennesket har brug for en fælles ramme og den ramme må nødvendigvis være grundfæstet i noget bastant. Jeg opfatter de 10 bud som et spejl, der til stadighed besidder gyldighed. Vi kan frasige os alt ophav til civilisation og kodekser, og søge et Utopia, grundlagt på tanken om mennesket som udelukkende af det gode. Efter min overbevisning forbliver det en tanke. Der er ondskab i verden. Ikke djævelskab, men iboende i os, mig, dig. Ergo må vi bygge et samfund på en konsensus om et regelsæt. Min tanke er såmænd bare om det regelsæt må have så stærkt et fundament, at vi må hidkalde højere magter som instans for et uigennemtrængeligt kodeks vi bør følge. Måske er Gud menneskeskabt. Måske har det været en nødvendighed. Du må ikke bedrive hor. Næh... men jeg kan have lyst til det. Ja, jeg erindrer den artikel, hvor intet var helligt og alt tilladt. At bedrage sine kære. Om alle gør udelukkende lige som de lyster, så bliver kønt.... At følge et moralkodeks uden at anerkende dets ophav og empiri, leder i min optik mod et bøjeligt værdisæt. Ligegyldighed. Nå, en svale herfra. Heldigvis skal man ikke tro på videnskab, eftersom den beskæftiget. Ej heller skal man vide om troen. deraf ville den jo ikke være en tro, om den beviseligt eksisterede.

Mange tak for de fine kommentarer og gode betragtninger folkens. Og så er der vist en der udelukkende har kikket bogstaver.

Personligt har jeg ledt med lys og lygte på det ganske net efter et sted at finde porno, så jeg er svært tilfreds. Nu skal jeg bare finde et forum hvor jeg kan hyggesnakke.....

De var fremmødt i hober. Fra nær og fjern var de stimlet til alle som en. En rettergang uden lige var under opsejling og det var ikke gået nogens snude forbi. Bandbuller var opsat, byen var fuld af kasser, hvorpå skrålende mandspersoner højlydt havde ytret, at nu var det nært. "En mand skal dømmes", blev der skreget fra hvert hjørne. "Bevidn i det usleste væsen og gerningerne hans, mød op og se sandhed, der hvor den er værst", lød den summende hvisken langs murerne fra hætteklædte kvindfolk. Hver enkel havde set, læst og hørt, gjort korsets tegn og knuget et smykke. "Forbandet den ene, der skammer os alle", havde et samtykket nikkende menneskehav bekendtgjort hinanden, der uden for salen. Blottede hvæsede tænder skinnede om kap med gendarmernes velpudsede bajonetter, der stod i en lige linje for at holde orden, som det nu hører og bør sig. En skubben og masen mod de bedste pladser blev indledt, ikke bare af mening mand og dennes tilhørende godtfolk, men også af tilhørigheden selv og det ypperste denne by kunne mestre. Fra lappede kjoler i laser, til blegsminkede, viftende og velduftende frøkener, alle som en, med albuer først og skarpe benspænd, satte de mod scenen, hvor retten nu skulle sættes. "Ro i salen, ro i salen", råbte den nyudnævnte overdommer, med en rungende stemme, dyb og dunkel over folket det lød. "Luk porten bag jer, retten er sat, ej flere kan være, som sandhedsvidne, her i dag", slog overdommeren fast med to slag i bordet med rettens hammer. Den hammer der havde dømt så mange, graveret i den, med sirlig skrift, stod: Du, for hvem jeg falder, skal angre til i bød du kalder. På dom, på sandhed, på et ende du skal bede, for det du er, er det ondeste lede. "Kan jeg så få ro i salen, eller skal jeg hidkalde gendarmerne, eller endnu værre, lade slubberten slippe så han igen kan ugerninger gøre", lød det fra overdommeren med fast toneleje fra hans høje stol. Hvor skrål og latter, i gnistrende forventning, havde fyldt hele salen. Indtrådte nu stilheden idet en tung dør gik. Over døren stod, med gotiske bogstaver: Bøj du nakken, du synder, for her du alene. Her stod jeg så, Nihil, mod folket. I lænke bundet, med spyttende blikke alle rettet mod en, men ej bøjet hoved, omend nakken jo tynger af alle de synder. Skubbende gennem folket, mod stolen i midten blev jeg ramt af æg der var rådne, tomater og kål. To bank, med den gamle hammer, forstummede salen og skarphedens blik fra overdommeren selv, gik fra mig til anklageren, der nu rejste sig i fuld kontrol. Hendes stemme var skinger og ru. "Der er du jo, du svinehund, du der horer til højre og venstre. Du, der skjuler og bedrager, du der lader fornuft og norm tilside, for friller, for et moments forløsning af ækelhed. Du, der drukner dig selv i lider, i lyst og begår dig som....som en bavian ville begå sig". Et tordnende bifaldende "Hørt", skabte ekko i salen og klapsalverne lynede om kap med de blikke, der truende var rettet mod mig. "Vi har hørt nok", blev der råbt bagerst fra salen, "På bålet med ham, og ind med den næste", i stemmede de andre i kor, som vanligt. To slag med den hammer, så en splint måtte ryge, satte massen i ro. "Hvad har du at sige for dig selv, du, der lever med kroppen. Er hovedet kappet af. Han er stum, den stodder, der horer sig gennem livet", råbte overdommeren tilfreds med sin ytring. Jeg rejste mig, gennem latter og hån. " Her står jeg så, til spot og skue. Skyldig er jeg, det er ej at fornægte. Jeg horer til højre ja, men mest til venstre. Jeg kaster mig over letlevende kvinder og gør det i glæde. Jeg drives af lyst til former og sanser. Jeg har bollet hver og en, ja sikkert dem alle, måske endog din mor, din søster, din datter. Så døm mig her, i sandhedsvidner. Klyng mig op eller bær mig til bålet, men erindre dog blot....", Hammeren faldt endnu engang, og overdommeren skreg, "Nu har jeg hørt nok". Men jeg lod mig ej kyse, og fortsatte "Erindre i blot, at også i hungrer, efter lyst og kød, efter sagte forbudte kys i mulm og mørke. Kik dig over skulderen og sværg ved dit kære, at det ikke er dig, der ser porno når konen sover, lister blikke efter naboen, når din mand kikker bort. En norm er intet uden refleksion. Gør jeg ingen ondt når jeg lever, lever jeg godt. Husk I dette, i min forsvarstale, at jeres datter knalder hendes gymnasielærer, at konen din giver blow i Føtex, at din søn lider af ødipus gange to og at du kikker på dværgporno. Vi er en og samme støbning. Kast mig på bålet og brænd mig blot, der hvor jeg ender, skal i begynde". Bålet brændte den nat med fyrige flammer.

Ikke at jeg mener Larsen når Waits højder, men Tom Waits har gjort en dyd af, som jeg forstår, at synge en kende grimt. Og ikke her ej heller at sige at Kim Larsen sang grimt!, men med det postulat fra Waits, at ting kan blive for velproducerede, for kønt, således man glemmer indholdet. En gang imellem er det skønt at synge med på noget, der ikke nødvendigvis er fortænkt til døde, men umiddelbar og gribende. Det banale er ofte underkendt, hvorfor er det banalt. Måske fordi det besidder et strejf af den ægthed, vi nogle gange glemmer i higen efter noget enestående. For mig var Larsen ærlig og dejlig tilgængelig, enestående på en banal måde.

Jeg kan erfare, at jeg forbliver med at være en rookie...men blev lidt inspireret af denne tråd, tak trådstarter. År nummer et med nænsomme tiltag og en kjole så gylden, mod opstillet fantasi og nervøsitet der svarer, det er os der bærer skylden, for en nat uden ende, for de kys der ej ville slippe, de kærtegn der i flydende bevægelse blev os to År nummer to bevidste at hverdagen mellem os ej fandtes, at vi blev et sanseligt helle, hvor glemslen var iboende mellem to der nyder. Intenst vi viklede os ind i hinanden, med hendes latter, vores lidenskab og mit særpræg. År nummer tre hvor vi vi delte alt for lidt, prøvede at efterlevende gengive empirien om kådskab og passion, hvor vi ikke burde tænke, men opleve den anden, gjorde vi det svært for os to mod falmende ebbe. Dog mindes jeg den kjole Jackie O' ville bære, smukkere ej end du kunne hun nogensinde være. År nummer fire randt op, med færre "vi ses" dog tilbage på sporet, med nyfundet given hen. En kæreste hist, en kæreste der, dog aldrig uden en tanke, har hun det godt, med oprejst pande, mod livet svær. Tosommelige timer blev stadig delt, når der var gået for længe og vi bag min hjernebark trængte. År nummer fem er stadig ung. Bringer jeg hende til mig, igen og på ny. At danse med alle, men vende tilbage til en, hvor uvejr kan glemmes og hun fortrænge mig til natten sen. Vi kan bolle til middag, vi kan kneppe om natten, elske en morgen, dog husker vi altid den dør imellem os, hvor skellet går og vi forstummer sagte. Trods en potens der frafalder, leverpletter og aldrende hud der skaller, vil jeg stå under brus og på hende vente og tænke, om jeg kan, på en gul sommerkjole der indtog mig, den dag for længe siden. RESUME: Gentagende gange, pik i kusse, og så lidt rumsteren med patterne, BJ og så lidt slikken fisse og...ok lidt mere diller i fissen..

Døm mig blot, for jeg benytter, forbruger og bruger af den intimitet, der for en, engang var uskyld og sjælden rørt. Nu er det sket. Husk på, også jeg var netop det, jeg fornægter, gennem år, gennem tænkt tanke, gennem sår, ender jeg der, hvor du og jeg hinanden slægter. den sagte Kastevind fra hendes skød da også Jeg, forbliver forblændet en sanselig genvej, gennem sødmens kød den krop, den tanke der er ukendt forvænnet Så jo, døm mig endelig, mens jeg tøver over, om tanken skal til ende tænkes. Jeg der drager af at drages, mod kroppe der mødes og kun med det for mål, mens den forfladigelse, så grum, så selvforskyldt og dum, fødes. Vi, der i drømme forfører forføres af os selv. Jeg dømmer mig, og dermed også du. Med blottet nakke vil jeg bøjes, af handling gjort og ikke ord på sort. Der hvor jeg ender, skal du begynde - med tilløb og de forbandede skyklapper. Vi er kønne, når vi fortrinsvis livet lapper. Perifert delte de smil og blikke da de mødtes underneden Turde han udveksle hendes øjnes skær Burde hun nu, igen, et mundvig løfte Så døm mig blot, men spejl dig også, idet du vægter....

Lad os diagnostisere os ud af forskellighed, og lad de med spydige tynger værdilade vore ord - Det jeg ej forstår, kan jeg til stadighed nedgøre i et forfængeligt håb om accept fra en majoritet...

× Kender du en, der ikke må kende dig til fulde Drages du af tanken derom? Mød mig, en der fortier, og når spørgsmål cirkler tæt, bliver fjern i det blik der afviger. Jeg lyver ikke, hov kun en sjælden gang, der var en der, men kun de små hvide, de med barmhjertig klang. Jeg vil ikke kendes, som den jeg er. I forfængelighed holdes tæt, selv for de der har mig kær. Mød mig, der drages af netop dette. At dette de ikke ved, når jeg danser med en kvinde, kun for dansens skyld. Den dans, der i sødmes leg, i forglemmelsens behov, og i undergrundens vej - giver lyst til mere, til de hviskende timer, til du og jeg der drages af sanselighed mellem kvinde og mand, måske til en tekst der ej rimer. Mød mig, der har behov for dansen, den tabuiserede dans, hvor penge skifter hænder, hvor klokken tæller og vi begge ved at det ender. At luske langs en husmur, at huske naboen er snakkesalig og har et øje på lur. Hvad vil vi, om ikke legen der drager, om det tys tys der følger med - kolorit og farver. Mød mig, der lyver, så lidt som muligt og om muligt faldt jeg i igen der, dog kan jeg blot forklare, at et univers, der underneden - gemt af vejen for de fleste, afskyet af normen og det meste. For vi, der danser, i mørket uden lys - vil ikke stå på mål, ej heller dog være de foruden, der bærer fakler til endnu et iscenesat bål. Mød mig, der ikke altid taler sandt, til de jeg elsker. Kun fordi jeg har dem kær, vil jeg lyve lidt, bare en smule og kun her og der. Men en løgn vokser gerne og forbliver ej, er det ikke en del af det vi laver, af du og jeg? Vi danser, jeg og du, af forskellige grunde jo og så. En dans i en afkrog af os, der hvor vi ikke kan ses, i sandhed et teater af løgne og bedrag, det mest ægte jeg kender er når døren lukkes, og det ender. Mød mig, der afskyr dumme rim, ej der var endnu en. Men som frygter, at de små uskyldige bedrag, de vigende blikke og løgnen uden ende, samles i et blik fra en jeg elsker og som elskede mig.

Godt og grundigt..... Endnu engang måtte hun skuffet fortrække til barens udsatte venteposition. Han havde forsøgt, ikke med hans krop, men i vage tiltag med fortænkt kløgt. Det var startet fint med det faste greb om hendes liv. Med det blik hun jo som altid søgte. Han var bygget som hun ønskede det. Hans var perfekt tonet og trimmet og de havde lignet et par, der kunne have stjålet dansegulvet. Kunne have skabt misundelse og blikke af utilstrækkelighed ved beskueren. Men ak. Alt det betød intet. Intet, når han ikke kunne formå at beslutte sig. Om stillingen, om grebet, om venstre fod, om rytmen der skulle følges. I mørket findes lykken, hviskede hun sagte til sig selv. Hun havde gjort alt. Ingen her havde noget på hende. Smukkere end alle, med en figur og et ydre mænd ikke kunne finde lige. Hendes blik kastes søgende fra neonlysets ækle genskin på ubeslutsomme mænd med ønsker. Flere tilnærmelser, flere skuffelser. Hendes fødder var trætte nu. Alt for mange forsøg og kun en skuffelse blev hun efterladt med. Hun tog med bestemthed sit sjal fra stolen, tog tilløb og valsede bestemt og i fuld kontrol over dansegulvet mod udgangen. Hun følte de mange øjne følge hende. De forsmåede kvinder, de håbefulde mænd. Ved udgangen stødte en lille mandsling ubehøvlet ind i hende. "Se dig dog for kvinde", blev der sagt i et tvingende toneleje. Han var ikke køn. Han var et hoved for kort. Skaldet. Tøjet havde set bedre stunder. Han synes at halte lidt på højre ben. Hun var vågnet med sødmens udmattelse. Uden begreb om hvor. Uden nogen som helst søgen efter en grund til hvorfor. Kun et kunne hun erindre. Han havde taget hende. Det er sundt, at blive rykket rundt.

Jeg kan ikke dy mig for at nævne en rigtig skaterpunk klassiker: Suicidal Tendencies Institutionalized. Jeg fik et nært forhold til den, da jeg som yngre, usikker knægt som vanligt befandt mig i en mindre jysk by. Intet var overhovedet overvældende og folk i gadebilledet havde alligevel så frygteligt travlt. Alle syntes målbevidst, at være på vej et sted hen, og netop med Institutionalized på mit indre lydbånd begav jeg mig fremmedgjort rundt i byen. Jeg har senere været i denne by utallige gange, og selv lidt færre kilo senere, forbinder jeg stadig den (forbandede) ungdom, denne by med bandets sang fra 1983. Sorry Borende X, kunne sgu ikke lade være! Tag det som et lille kærligt dril. Og når alt kommer til alt - Så ville jeg jo bare have den forbandede pepsi!!

Jo tak.... Om end jeg har det svært med ordet "Spændende". Som når man betragter et maleri, læner sig tilbage i behørig positur og ytrer ordet "Spændende". Gad vide med hvilken hensigt! Med det sagt, så er der kvinder der formår, at gøre tid relativ. Dette er en af de kvinder - Enjoy

Doven som jeg er, har jeg ikke læst hele tråden og dette kan tænkes at være en kende afsporende! Jeg kom såmænd bare til at tænke på den empatiske logik,bag et sted der udbyder købesex 24/7? Ikke at jeg ikke ofte vågner kl 03.35 og straks overvejer, at bestille en kvinde at fornøje mig med. Da især en jeg ved står til rådighed for mit køb 24/7. Det tiltaler mig faktisk Jo, det gør det. Altså tro mig.

Der er steder på vores jord, hvor den bjørn der burde fange fisk i floden, gnubbe sin ryg mod en ru stamme og slendre livsglad gennem sit territorium, bliver holdt fanget. De klør denne bjørn brugte til at holde sit bytte fast med, bliver hevet ud. Det vældige gab en sådan bjørn kan mønstre, bliver påsat en mundkurv, så den ej mere kan brøle gennemtrængende som nu bjørne gør, bare for at vise at den faktisk er konge af skoven. Denne bjørn bliver klædt ud og lærer at bevæge sig til musik, for at glæde et publikum, for at underholde, for kun at være noget i kraft af en beskuen af den. Det er langt det værste. Ikke de manglende klør, ikke alle de slag den må tage i mod i løbet af en dag, ikke den ydmygelse en påført kjole må være, for et majestætisk dyr, men det, at den nu ej mere er noget i sig selv. At den udelukkende er blevet degraderet til en genstand for underholdning, nu uden glæde, stolthed og alt det der jo faktisk gør netop en bjørn til en bjørn. Der er steder på vores jord, hvor unge drenge bliver oplært i specielle danse. De bliver udstyret med fint tøj, makeup og undervises i at behage. Når en liflig musik går i gang, skal de danse svimlende foran et givent publikum, for at betage, forskønne, og jo, forføre. Iført klæder så prægtige, at de aldrig selv har set lige, forsvinder de trancelignende ind i en ekstatisk række af bevægelser til musikken. Med læbestift, med øjenskygge, med gyldent og farverigt tøj. Der hvor disse drenge før, kastede sten i søer, huggede et æble i en bod, fløj med drager højt på himlen, er de nu blevet et fornøjelsesobjekt. Det der kunne synes smukt og kønt, en dreng i et prægtigt udstyr der danser aftenen væk, mens han gruer for natten, er dog blottet for det, der gør en dreng til netop en dreng. Der er steder på vores jord, hvor et bur er den eneste verden et dyr har kendt. Hvor grænsen for det der burde være latent mulighed, er blevet indhegnet og degraderende fastholder en løve, en elefant, en pingvin i et univers af gentagelser pænt omkredset af mure og hegn. Hvor denne løve burde jage, hvor denne elefant burde lede sin flok, hvor denne pingvin burde dykke så dybt den evnede, er de nu kun noget i form af mig, der står der bag hegnet, hvor jeg synes de er nuttede, farlige, prægtige. I glimt minder jeg mig selv om at løven på savannen er komplet ligeglad med hvad jeg synes, at elefanten i de indiske skove kunne knuse mig efter velbefindende, at pingvinen på sydpolen lykkeligvis aldrig har set et menneske. For nogle har disse dyr i bur, mistet netop det der gjorde dem til dyr. Mon der er steder i Danmark, hvor en kvinde står op uden gnist og livsmod. Hvor hun udmærket kender dagens gang, og alt for godt. Er denne kvinde nu uden den umiskendelige, ofte helt vildt irriterende mulighed, at vælge, mellem netop muligheder. Bliver hun påført en kjole, makeup, lært at bevæge sig behagende, for en beskuer, der alt for hurtigt bliver en benytter. Befaler nogen en kvinde, at være udelukkende degraderet til et erotikkens væsen, hvor den refleksion over et givent næste valg er omsonst, da det jo allerede er truffet, af en anden. Denne kvinde kan synes det smukkeste, med den blødeste hud, de mest bedårende øjne og en krop der tilsigende må kalde et hvert mandfolk til sig, men der hvor en given hen burde ske, er der dog kun en given op. Et bur, hvori det egenartige tænksomme valg, der gør et menneske til netop et menneske, ej mere eksisterer. Den frie vilje, kan kun genkendes gennem de valg der træffes.