McLovin

Jeg er selv i slut 30’erne, og som udgangspunkt opsøger jeg kvinder, der aldersmæssigt ligger tæt på mig selv. For halvandet år siden gjorde jeg dog en undtagelse. Jeg var 36, og hun var ifølge annoncen 21. Hun så måske ikke ligefrem ud som en på 15, men havde hun sagt 18 eller 19, havde jeg ikke tvivlet et sekund. Selvom aftalen var på plads, og det rent fysiske var i top, sad jeg tilbage med en mærkelig smag i munden bagefter. Jeg følte mig faktisk ret utilpas i eget selskab. Det blev bare ekstremt tydeligt for mig, at vi var to vidt forskellige steder i livet – ikke bare i alder, men i mentalitet og livserfaring. Det var den oplevelse, der fik mig til at tænke over, hvor grænsen går. For mig handlede det ikke om, hvad der er lovligt, men om hvornår den personlige kemi og respekten for hinandens udgangspunkt forsvinder i den store aldersforskel. Det føltes bare ikke rigtigt for mig.

Jeg har gået og tænkt over noget, som sjældent bliver italesat direkte herinde, men som fylder meget i dynamikken mellem os brugere og de kvinder, der arbejder i branchen: Aldersforskel. Vi taler ikke om lovgivning eller den seksuelle lavalder – det er en selvfølge, at alt foregår inden for lovens rammer. Jeg tænker snarere på den personlige etik og mavefornemmelse. Til mændene (køberne): Når I kigger på annoncer og besøger kvinderne, gør I jer så nogle tanker om aldersforskellen? Hvis man selv er 60+, føles det så naturligt at besøge en pige på 20-21? Er det "bare en transaktion", hvor alder er underordnet, så længe kemien er der? Eller føler I et ansvar for at vælge nogen, der er tættere på jeres egen livserfaring? Hvor går jeres personlige grænse – er der et punkt, hvor det bliver akavet eller "for ungt", selvom det er lovligt? Til kvinderne i branchen: Hvordan oplever I de store aldersforskelle? Gør det en forskel for jeres arbejdsdag, om kunden er 30 eller 70? Sætter I selv begrænsninger på, hvem I vil modtage baseret på deres alder, eller er det professionel distance hele vejen? Jeg ser begrænsningerne i annoncerne ved at visse kvinder sætter ord på at de kun ønsker besøg af mænd over x antal år. Men er det mest pga det er akavet at få besøg af en "knægt" på 19 år som går duracell kanin i 60 min eller fordi aldersforskellen er et moralsk problem når man selv er start 30. Føler I, at der er en ubalance i magtforholdet, når aldersforskellen er ekstrem, eller er det i virkeligheden bare en del af gamet? Mit mål med dette indlæg er ikke at pege fingre ad nogen. Jeg er oprigtigt nysgerrig på, hvordan I navigerer i det her felt. Er "alder bare et tal", når der er penge involveret, eller har vi alle en indre moralsk kompasnål, der dirrer lidt, når afstanden bliver for stor? Jeg glæder mig til at høre jeres ærlige (og respektfulde) overvejelser.

Der er som alt andet nuancer, men mit indtryk er at dem som ikke viser deres vedhæng foretrækker at være passive.

Hvor vil du skyde hende til aldersmæssigt? Nympho siger 25, PG siger 23. Ikke at der er den store forskel på hvordan de fleste af os nok så ud som 23-25 årige. Men har dog oplevet at der skal tillægges ekstra moms på alderen alligevel :D

Det ironiske er, at ordlyden og opbygningen læner sig fuldstændig op ad de opslag, de to kvinder normalt smider på Nympho. De er efterhånden notorisk kendte for deres flittige brug af ChatGPT. 'Hader' er måske et stærkt ord, men det skærer i øjnene hver gang, jeg læser deres lommefilosofiske overvejelser som tekst til et billede, hvor de flasher bryster. Det er præcis lige så dybt, som det er gennemskueligt.

@Refresh: Det er en interessant sammenligning med terapeuter, men forskellen er ret væsentlig: En terapeut sælger professionel indsigt, ikke fysisk intimitet under dække af 'begær'. At du har brug for at føle, at du vækker deres lyst, ændrer ikke på, at det er dit honorar, der køber dig muligheden for overhovedet at forsøge. Du nævner selv, at 88 ud af 100 kvinder kun var engangsoplevelser. Det bekræfter jo netop, at for flertallet er det en ren transaktion. At de sidste 12 er dygtige nok til at give dig den 'connection', du efterspørger, gør dem bare til dygtige forretningskvinder, der forstår deres kundesegment. Du kalder det 'mennesket bag forretningen', men glemmer, at forretningen er selve fundamentet for, at du overhovedet må tale med mennesket. Hvis det handlede om ægte begær, behøvede du jo ikke den 'lette adgang', som du selv indrømmer, at pengene giver dig. @SweettieDK: Det er rart, at vi trods alt lander på en fælles forståelse af, at pengene er den primære drivkraft for flertallet, og at man som professionel ofte må levere ydelser uden reel lyst for at undgå at devaluere sit produkt. Det har været en interessant debat, og jeg tager din personlige vinkel som et bevis på, at der altid er individuelle nuancer i en ellers kynisk branche. Tak for debatten.

Det er paradoksalt, at du anklager mig for at bringe følelser på banen, når selve trådens fundament handler om netop det. Trådstarter spørger direkte ind til mandens behov for at give nydelse og frygten for, at denne nydelse er devalueret, hvis den ikke er ægte. Hele grunden til, at man som sexarbejder ikke bare kan sige 'jeg vil hellere være fri', er jo netop, at kunden køber følelsen af at være ønsket og tiltrækkende. Når du selv taler om 'hudsult' og 'venskabelige bånd', så beskriver du jo følelsesmæssige behov – ikke bare mekanisk fysik. Min pointe er blot, at i den her branche er de følelser (eller illusionen om dem) en vare, der er til salg. Lyst uden betaling er privat, lyst mod betaling er en professionel ydelse, der skal opretholde en markedsværdi, så produktet ikke devalueres.

Men jeg henvender mig jo også til en specifik bruger når der bliver diskuteret. Så er det udfra noget de eller jeg har skrevet i vores ping/pong frem og tilbage. Det er ikke en "misforståelse" eller en "drejning", men en nødvendig afmystificering af præmissen. Jeg bringer netop følelser på banen, fordi I selv bruger dem som et salgsargument om "gensidighed", "hygge" og "venskabelige bånd". Sandheden er jo, at du selv skelner knivskarpt: Du har kunder, hvor der er kemi, men du tager også dem, der kun skal have et BJ for at få "brød på bordet". Når du selv oplyser, at du statistisk set kun får orgasme i 1 ud af 5 tilfælde, så bekræfter du jo netop min pointe: I 80% af tiden leverer du en professionel vare til en kunde, der betaler for din tid og din krop – uanset din egen fysiske nydelse eller lyst. At du personligt finder glæde ved dit job, ændrer ikke på den fundamentale struktur: Penge køber adgang og en bestemt ydelse. Alt det andet snak om "kemi" og "ikke at fage" er den merværdi, man leverer for at sikre kundeloyalitet, men det gør det stadig ikke til andet end business. Det er ikke sort/hvidt, det er bare en transaktion uden det romantiske filter.

@SweettieDK min kommentar er knyttet her til, når jeg bringer følelser på banen. Mit indspark til trådstarter er givet tidligere i tråden. Svaret med alle græde smileyerne 😉

Jeg siger ikke de kvinder du omgåes med i branchen er kalkuleret. Jeg siger bare nogen kvinder er kalkuleret. En smart sexarbejder ved, at en kunde, der er i farezonen for at få følelser i klemme, eller hvor der er risiko for problemer på hjemmefronten, er en "høj-risiko kunde". Den slags drama stopper i sidste ende pengestrømmen eller skaber sikkerhedsmæssige udfordringer for forretningen. At de sætter de grænser, er altså professionel rettidig omhu, ikke nødvendigvis et tegn på en privat relation. Det samme gælder den manglende "sure mine" over, at du besøger andre. Det er basal kundepleje; hvis de udviste jalousi eller irritation, ville de garantere, at du aldrig kom tilbage. Ved at give dig følelsen af frihed sikrer de din loyalitet til "butikken" på den lange bane. Præcis som din frisør ikke klipper dig gratis, selvom I har en god kemi, så yder disse kvinder ikke en service for deres egen fornøjelses skyld. At de formår at gøre det så behageligt, at du ikke engang ser det som "lokkeri", er jo blot beviset på, at deres kundepleje og branding fungerer upåklageligt. Jeg håber ikke og ønsker ikke en uddybelse af hvilket nummer jeg er i rækken den pågældende dag. Og det er ikke lige det emne jeg tager op under small talk. Kan faktisk slet ikke forstille mig situationen hvor hun selv bringer det på banen eller jeg spørg nysgerrigt ind til hvor meget fantastisk sex kunde nr. 1-12 har beriget hende med den pågældende vagt.

@Refresh det er heller ikke fordi hverken du eller jeg skriver en universel sandhed. Jeg er sikker på at der er kvinder i branchen som synes arbejdet er spændende / ophidsende/ fyldelsgørene. Men husk nu filteret, når du snakker med dem. En GP'er, der lever af sit image, vil altid sælge fortællingen om den 'lystbetonede hverdag' – det er jo det, kunden vil købe ind på. Hvis de her kvinder virkelig nød de 12 tilfældige mænd på en vagt mere end dem, de selv valgte på Tinder, så behøvede de jo ikke tage penge for det. Sandheden er, at pengene kompenserer for den manglende tiltrækning. Man kan kalde det 'privilegeret' og ' Whats not to like', men i sidste ende er det stadig pengene, der skaber motivationen for at lukke 12 fremmede ind i sit privatliv på én dag.

Det handler i bund og grund om erfaring og alder. Som yngre var jeg præcis lige så blufærdig; tanken om at møde en anden i døren til den samme kvinde føltes næsten uudholdelig. Efter jeg er fyldt 30 – og har prøvet lidt af hvert, herunder gangbangs på PG – er den skam forsvundet. Jeg er enig med dig: Vi ved alle, hvorfor vi er der. Når det er sagt, så lad os bare være ærlige: alt efter ens person og livserfaring, er det også lidt akavet indimellem. Men måske er det netop i det akavede, at vi burde kunne unde hinanden et lille nik, et smile eller et highfive i situationen.

Der er naturligvis undtagelser, men min erfaring er, at det bliver brugt flittigt i branchen – primært af sikkerhedshensyn. De 2-3 kvinder, jeg ser i fast rotation, har begge styr på både navn og adresse. Jeg oplevede selv en, der kunne huske min adresse efter 6 måneders mellemrum. Hendes forklaring var simpel: Hun fører log for at undgå dårlige oplevelser og sortere grænseoverskridende klienter fra. Derudover har platforme som Nympho deciderede opslagsværker, hvor de kan søge på dele af dit nummer for at tjekke for 'red flags' fra andre udbydere. Så du skal bestemt ikke underkende deres arkivsystem.

Jeg bruger primært Escortguide, Annoncelight og Nympho. For mig handler det ikke så meget om fancy funktioner – jeg er en simpel mand, der bare har brug for tekst og billeder. Nympho har dog et lækkert 'Instagram-agtigt' design, men min oplevelse er, at den er meget fokuseret på København. Det giver måske ikke altid mening for de kvinder, der rejser rundt i landet, at prioritere en profil dér. Escort-side har jeg personligt ikke brugt i evigheder, men jeg er for nylig faldet over Tryst.link. Den virker rigtig stærk for de selvstændige, der rejser mellem storbyer internationalt, eller dem, der går målrettet efter forretningsfolk og turister som besøger hovedstaden kortvarigt.

Jeg tror desværre, at mange mænd simpelthen mangler et sprog for at melde fra i frygt for den efterfølgende modreaktion. Jeg forstår 100 % frustrationen ved at blive brændt af, for det er noget, de fleste af os på datingmarkedet har prøvet, og det går jo begge veje. Men når det kommer til betalingssex, er der ofte nogle ekstra lag i spil. Det bunder nok ofte i en menneskelig psykologi om at undgå konflikter for enhver pris. For mange mænd er selve chatten og planlægningen en del af en tænding eller en fantasi, de dyrker i nuet, men det øjeblik aftalen bliver konkret og virkeligheden banker på, rammer de kolde fødder. Hvis de ovenikøbet har fået udløsning på egen hånd inden mødet, forsvinder lysten og motivationen ofte på et splitsekund, og så står de tilbage med en blanding af skam og ligegyldighed. = Post-Nut Clarity. I det øjeblik føles det for dem nemmere bare at lukke ned, slukke telefonen eller blokere fremfor at tage den ubehagelige dialog. De vælger den "nemme" vej ud, fordi de ikke kan overskue at stå til ansvar for deres manglende lyst eller frygter en voldsom reaktion – noget man jo desværre også ser i branchen i form af trusler eller udskamning. I sidste ende burde det selvfølgelig være helt okay bare at sige: 'Hey, jeg har faktisk fortrudt, og lysten er væk.' Det ville være langt mere respektfuldt over for kvindens tid, men indtil vi får en kultur, hvor man tør være ærlig uden frygt for kaos, vil vi nok desværre fortsat se folk, der gemmer sig bag en blokeringsknap, når virkeligheden bliver for overvældende.

Enig. Jeg har ikke selv erfaring med Mabel men hun giver mig samme vibe som Nadie og Malii. For mig fungere det slet ikke hvis det ligner en mand med make up og i dame undertøj. Nadie og Malii er dog sikre valg.

Jeg ville egentlig gerne have hørt resten, men ironisk nok skal man betale for at høre om betalingssex – og EB har desværre ikke nok andet kvalitetsindhold til, at jeg vil tegne abonnement. De første afsnit (da de var gratis) var spændende, især Sofies fortælling, da hun er en af de få, der tør stå frem med fuldt ansigt. Men Pernilles afsnit var svært at ryste af mig. Det har givet mig så meget stof til eftertanke, at lysten til sex mod betaling er gået i dvale. Generelt virker narrativet meget fokuseret på skyggesiderne. Ud af 10 afsnit har jeg kun spottet én positiv overskrift. Man efterlades med det klare indtryk, at livet som glædespige sjældent er særlig glædesfyldt.

Ja, overskriften kunne nok have været skarpere, hvis man kun læser overskriften og ikke indholdet. Min nysgerrighed går nemlig ikke på det klassiske 'æreskodeks' – altså de indforståede regler om at opføre sig ordentligt, lade være med at skrive sine klassiske pornoficerede anmeldelser når kvinden ikke ønsker at være en del af disse eller fortælle om "det hemmelige menukort" som er mellem dig og glædespigen fordi kemien er spot on. Jeg er derimod nysgerrig på de mere egoistiske eller praktiske 'husregler', man som mand har sat op for sig selv. Det kunne være de små personlige principper, som man aldrig fraviger for sin egen skyld – uanset hvor god stemningen er. Er det for eksempel en fast regel aldrig at kysse på grund af bakteriefrygt? At nægte parfume af hensyn til baglandet? Eller at man konsekvent siger nej tak til visse ting, bare fordi man ikke ved, hvem der var i køen før en selv? Kort sagt: Hvad er dine egne, private 'dogmeregler', når du er på besøg?"

Når man bevæger sig rundt herinde på diverse annonce sider, er det svært ikke at lægge mærke til de mange forholdsregler, de kære kvinder opstiller i deres profiltekster. Der bliver stillet klare krav til alt fra personlig hygiejne til respekten for deres dyrebare tid. Det er jo helt fair og giver god mening for at sikre en god oplevelse. Men det rejser et interessant spørgsmål, som sjældent bliver vendt: Hvad med os mænd? Findes der mon et usynligt regelsæt, som den moderne gentleman navigerer efter, når han træder ind over dørtærsklen? Jeg er nysgerrig på at høre om de mere "taktiske" regler, man har med i bagagen – altså ikke præferencer for specifikke kvindekroppe eller særlige ydelser, men selve måden man agerer på. For mens pigerne har deres retningslinjer, så har mange mænd måske deres helt egne "dogmeregler" med i bagagen af praktiske eller hygiejniske årsager. Tag bare den klassiske udfordring med parfume; her er der sikkert mange, der kører en streng politik om absolut duft-neutralitet for ikke at dufte som en hel kosmetikafdeling, når man senere skal se konen i øjnene over aftensmaden. Der er også hele spørgsmålet om intimiteten og de små gråzoner. For nogle er et kys og give oralsex måske en naturlig del af pakken, mens andre konsekvent takker nej – enten for at bevare en vis professionel distance eller måske af ren og skær usikkerhed over, hvem der mon har været i køen før en selv. Det leder jo automatisk tankerne hen på det evige dilemma om, hvorvidt man kysser efter et blowjob, eller om det er der, den personlige grænse bliver trukket helt skarpt op. Det kunne derfor være interessant at høre, hvilke principper du personligt aldrig fraviger? Har du strikket din helt egen private manual sammen, som du altid følger uanset kemien i rummet, eller lader du dig bare rive med af stemningen? Lad os få en frisk og humoristisk debat om, hvad der egentlig står i de mandlige manualer, når de ikke er skrevet ned. Hvad er jeres absolutte "nej-tak-regler" for et besøg?

@køb dansk Hvorfor er det nedladende at påpege, at sexarbejde er et arbejde? Det er vel snarere nedladende over for de professionelle at tro, at de ikke kan finde ud af at levere en vare uden at være forelskede i opgaven. Jeg forholder mig til virkeligheden: Penge køber adgang, ikke følelser. Hvis det provokerer dig, er det måske fordi sandheden ødelægger den illusion, du har brug for at købe ind i?

@Version2 Måske. Men du får stadig ikke maden gratis, bare fordi kokken hyggede sig med at lave den. Det er sødt, at du har brug for at tro på, at lysten driver værket, for at du kan sove godt om natten. Du betaler for adgang til hendes selskab, ikke for hendes sjæl. At kræve 'ægte glæde' oveni handlen er jo reelt set bare at bede om gratis følelsesmæssigt overarbejde. Hvis du vil have ægte lyst, så find en kæreste – hvis du vil have en sikker ydelse, så hold dig til transaktionen og drop de romantiske forestillinger. Jeg er helt med på at flertallet af de danske glædespiger er mere priviligeret end visse udenlandske kvinder, hvor de selv kan sortere og vælge hvem og hvor mange kunder de kan håndtere fysisk og mentalt pr vagt. Men sådan er det jo desværre ikke for alle.

@Taboo Det er da dejligt for dig, at du kan gøre din hobby til dit arbejde. Men det ændrer ikke på transaktionen. En kok kan også elske at lave mad, men han står der stadig for lønnens skyld, og gæsten betaler stadig for varen – ikke for kokkens madglæde. Hvis nydelse var det primære, og pengene var ligegyldige, så gjorde du det jo gratis. Det her er stadig en servicebranche, uanset hvor meget flødeskum du pisker ovenpå.

Vica eller Josefine fra blandt andet Pussy Galores er værd at nævne. Har oplevet dem begge som et par livsglade sprudlende vildbasser. Hvis det skal være lidt mere afdæmpet, så vil JenniferRomantica også altid få rosende ord med herfra. Har kun oplevet hende som en glad og naturlig kvinde de gange jeg har mødt hende.

Glem romantiseringen. Sexarbejde er business, punktum. Der er ingen andre brancher, hvor man analyserer på, om den ansatte 'hyggede sig' i dit selskab. Sandheden er kynisk: Du kan få lige præcis den menu, du betaler for – uanset om det er oral eller med påspændingsdildo – så længe transaktionen stemmer. Hun er på arbejde for at tjene penge, ikke for at finde en partner. Betal for varen, få din udløsning, og lad være med at gøre det til mere, end det er.

Det virker også til at Nympho kæmper forgæves, når de så laver en ændring eller ny regel. Nu er det heldigvis dødet ud. Men hele januar var ikke andet end daglige opslag fra de samme 3-4 mænd som øffer over at de ikke må anmelde den samme kvinde uden et halvt års mellemrum. Jeg var erfaret at supporten virker til at være lydhøre. Folkene bag er i hvert fald hurtige til at svare. Så du kunne jo forsøge at forslag om de ikke kunne ændre dette tilbage. Men måske få inkorporeret hvornår du sidst var blevet testet og hvilken form for prævention du er på. Forstiller mig at de mænd som har lysten til at dyrke ubeskyttet sex, alligevel ikke ønsker snavs i skyderen eller forklare familien at der er en halv lillebror på vej.