Bananas

Jeg tror nok Rejse tænker sig at der skal være både en ladyboy og piger til stede. Jeg synes det er en supergod idé; noget tilsvarende har næppe prøvets før i Kbh. Well nogle år tilbage var det et sted - husker ikke hvor - hvor de ordnede hygge med mad og knald. Men som jeg husker det var det meget dyrt og ikke særligt lækre kvinder. Håber det lykkes @Rejsenetværk

Du - og flere andre - har en pointe her. Jeg har faktiskt aldrig tænkt at de måske eventuelt skulle smile ad det hele. Nogle af mine ekser skulle nok ikke smile - men måske mine børn ville, og de er jo vigtigst. Uanset hvad de får at vide om mine mindre moralske eventyr når jeg er død, så kender de jo mig som en venlig og generøs far. Jeg er jo desuden selv en som nogle gange synes at ordentlighed er noget af det kedeligste som findes. Ja, jeg har fået lidt at tænke over.

Det er det nok nogle som synes. Men du har ret - det er jo ikke mit problem.

Han hed både Samson og Simson, afhængigt af hvilket sprog som fortæller hans historie. Selv hedder jeg Bananas eller Ananas afhængigt af hvor i verden jeg befinder mig. Men håret er detsamme.

Mange tak for jeres tanker. De har givet mig flere tanker. Jeg vil bare tilføje at det altså ikke drejer sig om at ikke være den person jeg udgiver mig for. Det er jeg. Men jeg er også mere, og en del af dette "mere" er måske noget som jeg ikke nødvendigvis vil dele. Som jeg tænker at mine efterlevende ikke har behov for at vide...? Broene i Madison County er en speciel historie, og der findes flere filme og berettelser af den slags. Men det hele er - vi snakker jo alligevel om Meryl og Clint - temmelig hustrænet. Det var lige noget i den retning jeg fandt ud af vedrørende min mor når hun døde og på nogen måde øgede det min kærlighed til hende og min glæde over hendes liv. Men jeg har alligevel valgt at ikke dele det med nogen anden. Men det var jo ikke lige sådan at Clint tog Meryl i røven, sprøjtede hende i munden og sparede billederne noget steds. Det gjorde han måske, men det har jo i det fald Hollywood ikke nogen mulighed at gestalte. For at der ikke skal være nogen misforståelse: mine eventyr handler ikke om pornografi. Jeg har været uhyre glad for de kvinder som har åbnet sig for mig, som har ladt mig ind ikke kun i deres kroppe, men også i deres liv. Uden overdrevelse så er det kærlighed jeg har følet de aller fleste gange. De har fyldt mit hjerte lige så meget - eller mere - som jeg har fyldt deres huller. Jeg er bare lidt bange at det ikke er sådan det vil opfattes, hvis mine efterlevende får se evidenserne kun i form av billeder eller film. Jeg er selv et menneske som ikke har behov for at vide andres hemmeligheder. Jeg ved jo at de har dem - alle har dem. Nogle gange er det kun tanker, nogle gange er det drømmer og forhåbninger og nogle gange er de en vigtig og reel del af dig. Jeg har aldrig snaget i andres privatliv, ikke en gang i mine kæresters inderste hemmeligheder. Vil de dele dem så gør de. Vil de ikke så vedkommer det ikke mig. Men altså tak for at i - undtaget ham som har en politisag kørende mod mig - ikke opfattede min tråd som Hyggesnak. Den er meget ærligt ment, og noget som har fyldt mit sind temmelig meget i det sidste.

Jeg har haft langt hår de seneste 40 årene. Det fine med det er: 1. I ny og næ er det mode. Jeg er altså været moderne måske i 15-20 år af de 40, og aldrig behøvet fundere. 2. I min gesjæft har det haft fordelen at folk bliver lidt usikre. Her skal vi altså til møde og snakke projekt for nogle millioner og så kommer den der gamle hippie og ser ud som han lyster. Det fortæller alle dem der sidder der i jakkesæt og slips at de har at gøre med en mand som er uhyre selvsikker, og det gør dem lidt rundtossede. En kæmpefordel hver gang. Helt ærligt. 3. Thaikvinderne - som jeg er nogenlunde glad i, og som foretrækker ordentlige, rene mænd i flotte jakkesæt - elsker mit hår. Jeg tror faktiskt ikke de forstår hvorfor, og det gør heller ikke jeg. 4. Det er uhyre afslappende at ikke behøve at fundere. Mit hår er jeg. Et lille filosofiskt grundlag til sidst: Vi mænd kan ikke stole på vores hår. Så jeg synes at det er en pligt at nyde det så længe man kan. Husk Simson: når de tog hans hår tog de også hans styrke. Go for it, unge mand. Langt hår er aldrig fejl. Uanset hvad folk siger.

Når jeg var ung dreng havnede jeg på sygehus efter en ulykke. Jeg var 15 år, med begge benene i gips. En dag kom der ind en sygeplejerske som skulle hjælpe mig med hygiejnen. Hun vaskede ansigt, armene etc, og så kom hun til de nedre regioner... Jeg havde ikke en chance når hun tog sig an pikken og numsen. Blev stiv på et sekund og sprøjtede på fem. Hun bare smilede og kom siden ind hver dag de cirka 10 dage jeg lå der. Hun var ældgammel - sikkert 30 eller mere - men det havde ikke nogen betydning. Det værste (eller bedste?) var at det på nogen måde formerede min seksualitet. Jeg oplevede sensationen med at skamløst vise en stiv pik op for en smuk voksen kvinde og når jeg forlad sygehuset var jeg en voksen mand - eller noget... Efterfølgende skulle jeg få massage og rehabilitering hos en fysioterapeut i nogle måneder. En kvinde i 40'erne og desuden en god ven til min mor. Der var intet jeg kunne gøre for at stoppe erektionen, og det varede ikke længe før hun sad på min pik. Jeg kan egentlig ikke forstå idag hvordan hun kunne, men den unge Bananas havde hverken moral eller fornuft til at stoppe det. Heller ikke lyst hvis jeg skal være ærlig. Selvfølgelig har det præget mig. Jeg var 15 år uden nogen som helst erfaring. Men jeg lærte også noget som jeg havde glæde af i mange år, f.eks. at kvinder ikke altid oplever det som en fornærmelse når pikken bliver stiv i deres tilstedeværelse. Jeg lærte også at opdage den passion mange middelalders kvinder skjuler i hverdagen, og at blive en del af den. Stadig idag - når jeg selv er blevet gammel - nyder jeg mest af kvinder mellem 30-50. Sådan blev det bestemt de dage jeg lå på sygehuset, og der er intet jeg havde kunnet gøre for at det skulle blive anderledes. Og jeg lærte ikke at skammes over at min pik bliver stiv i ny og næ - selv om situationen er dum. Det har aldrig været noget jeg stræber efter, men sker det så sker det - og flere gange end man kunne tro, har det ført til sjove oplevelser. Tilmed en gang hos frisøren - som nogen i tråden nævnte. Når hun var færdig med mit hår, havde hun gnubbet sig imod mig så meget at der ikke fandtes nogen måde på hvilken jeg havde kunnet skjule min erektion. Kvelden endte hjemme hos hende, ligesom mange nætter efterfølgende. Så jeg har lidt svært at blive moralskt indigneret. Når erektionen kommer så kommer den. Det er bare hvad det er.

Problemet er jo bare at jeg ikke er død endnu, og derfor ikke endnu ligeglad.

Undskyld at jeg citerer hele dit skriv, men det er godt skrevet. Kunne jo næsten være mig. Venlighed er ikke kun tit mere værdifuld end sandhed, men i princippet altid. Mine hemmelige hjørner er noget jeg altid har værnet, og egentlig er det jo derfor jeg startede den her tråd.

Cache? Dem sletter jeg jævnligt. Det handler ikke så meget om de sites jeg besøger men hvad jeg har sparet på computere og hard drives.

På samme gang er det jo lidt trist. Jeg personligt er jo lidt stolt over mine eventyr og ville egentlig at hele verden skulle få at vide hvem jeg er og hvad som er muligt i den her verden hvis man ikke lader samfundsmoralen begrænse mulighederne. Har tilmed næsten skrevet en bog "Bananas i Junglen", som jeg tror mange skulle glædes af. Og nogle måske ikke så meget.

Undskyld ..."gemmerierne...? Jeg er svensk. Hvad er det på engelsk?

Det giver nok mening når jeg når at tjekke det hele ud. Mange tak. Et andet ting er alle de trusser og andet sjovt kvinderne har "glemt" hos mig. De er måske lidt sværere at kryptere?

Så lige nu dine links. Jeg lever nok længe nok for at nå at tjekke dem ud. Mange tak.

Ok. Tak. Drejer det sig altså om login til mine competere? Eller skal det også krypteres oven i det? Undskyld, men i disse sammenhæng er jeg et børn, så gammel jeg er.

Ok. Hvor skal jeg lede efter den slags? Jeg er god til at filme og fotografere mine eventyr, men aner ikke noget om kryptering.

Man leder, går tingene igennem. Der er ikke nogen særlig anledelse til det. Når min mor døde fandt jeg ting som min far ikke vidste. Dem gemte jeg hurtigt, fordi jeg ville ikke at de skulle deles med nogen anden. Med mig var det ok - jeg var glad på hendes vegne - men jeg var også gladd at det var jeg som fandt dem.

Der er andre steder i Malmø end Johan P, selvom Johan er god nok. Men jeg tror du tænker alt for meget på den situation vi svenskere befinder os i. Sommetider lyder du som at vi var i en bog af John le Carré, og så slemt er det altså ikke. Jeg er ikke et spor urolig for "forkerte ord". Det er ikke helt sådan det fungerer. Jeg er heller ikke urolig når jeg besøger "mine" damer her i Sverige. Så velkommen tilbage til heltenes land. Jeg håber jeg har mulighed at være med næste gang. Især dig Rejse, er jeg blevet nysgerrig på. Og god mad er jo altid godt.

Jeg er en god gammel mand. Dejlig, intelligent, erfaren og med venlige øjne som mine børn og børnebørn elsker. Måske også tilmed nogle af mine ekser...? Men der kommer en dag når jeg ikke længere er her. Der kommer en dag når de skal hylde mig i kirken. "Bananas var en mand man altid kunne stole på. Han havde altid tid for andre, lyttede og var generøs med sine livserfaringer." Det lyder jo fint... "Desuden var han en liderlig gammel buk som gerne kneppede alle huller mellem kvindeben, sprøjtede sin sperm i deres ansigter og munder - et godt forebillede for alle unge mennesker som tror at livet er slut ved 47". Det der sidste lyder måske ikke så godt i kirken? Tænker i nogensinde på det? Hvad i levner efter jer? Mine computere og hard drives er fulde af minden som jeg måske ikke vil dele med mine efterlevende. Billeder, skriv og film fra mine eventyr i junglen under mange år. En del af mig. Jeg bilder mig ind at de ikke klarer det, selv om de har mine gener i sig. Man lever jo ikke for evigt. Hvornår skal man slette alt det man holder kært men ikke ønsker at efterlevende skal tage del af? Nogle nætter tænker jeg på hvor ødelæggende det ville blive for dem hvis jeg ikke når at slette den del af mit liv. Men nogle gange tænker jeg også at nogle af dem måske ville have glæde af at vide at selv den gamle hippie nød livet på sine egne vilkår til den dag han døde. Jeg synes det er svært i disse digitale tider. Interessant i hvert fald at det skal være så svært at slette alle disse ekstatiske minder. Måske er det bare et strejf af sentimentalitet? Men det føles lidt som at dø i fortid at begynde at slette dele af sit liv. In case of ... Hvordan tænker i?

Heldige os som har positive dig tilbage.

Spørgsmålet er nok hvorfor i al verden du skal til Slagelse? Det er nok det som DSB undrer over. (Hvordan gik det i øvrigt på MJ i Malmø? Jeg ønsker jeg kunnet være der.)

Ah men @Aarhuselsker... Kunne du ikke vente på mig? Jeg har sagt at jeg er klar ved 20.000 likes - som den første svensker nogensinde. Du er en af de få jeg vil savne, men løber man maraton så gør man, og jeg skal altså have 20.000 likes. Al lykke i dit tantriske univers ønsker jeg dig.

Noget af det vi mennesker er aller mest bange for, er at blive narret. Selv når det ikke har nogen reel betydning. Det ser man ikke mindst i et utal tråde herinde. Nyder jeg? Fuck, yeah. Nyder hun - det siger hun, men hvordan skal jeg sikkert kunne vide? Det er jo det, man kan aldrig sikkert vide hvad et andet menneske føler - i hvert fald sjældent. Så hvis man ikke decideret oplever at hun har det dårligt, så har man egentlig ikke andet at gøre end at stole på hende, og fokusere på sig selv. At det skal være så svært. Et evne for psykologiskt forskning: Hvorfor er mennesker så bange for at blive narret, selv når det ikke har nogen betydning? Det der evinderlige spøgelse som skaber al mulig rod i vores hjerner. Mener hun/han hvad hun/han siger/viser/giver udtryk for? Er det sandt? Hvordan skal jeg sikkert vide? Alle mennesker - mænd som kvinder - er nemme at narre. Simpelt hen fordi vi inderst inde ikke vil tro at folk snyder. Men hvis man alt for ofte funderer over hvis man blivet narret så er nog bottom line dårligt selvværd - er min teori. Og hvis man er mere eller mindre sikker på at GP'er narrer en, så burde man måske bruge sine penge og sin energi andetsteds. Det er jo en superdårlig investering at betale en masse penge for følelsen at blive narret. Det er et helt andet ting at være lidt realistisk. Selvfølgelig kan GP'en ikke få orgasme med alle klienter, ligesom konen der hjemme måske ikke får multiple orgasmer hver gang. Men det er jo ikke ensbetydende med at hun ikke nyder samværet. Snakkede med en thaipige en gang (jeg ved, hvis det her bliver ved så virker det snart til at min eneste erfaringsgrund af kvinder er thaikvinder og det er måske ikke aldeles overdækkende - og heller ikke sandt), og hun fortalte mig at hun sjældent fik orgasme, men at hun nød samværet næsten hver gang. Hun elskede at give mænd nydelse - nød det virkelig og det kunne man ikke tage miste på. Men nogle gange oplevede hun at hvis hun ikke kom, så blev kunden skuffet - altså "kom" hun. Er det ikke lidt dumt? Hun nyder samværet på sin måde, men for at kunden skal blive glad, så er hun nødt at spille et spil på hans vilkår... Er han så blevet narret? Det synes jeg nok egentlig ikke.

Jeg har en GP som jeg ser temmelig ofte. Hun har fortalt mig at jeg er den eneste kunde hun får ægte orgasmer med. Med alle andre faker hun. Tænk at alle i andre er så nemme at narre.

Og jeg sætter altid pris på din stringens og sarkasme. Ved det her tilfælde var dog mit skriv ikke rettet mod dit skriv om kræft, men om diskussionen i almindelighed og ikke mindst det oprindelige spørgsmål. Hvad i al verden skal man bruge information til, om hvis nogen herinde er blevet smittet eller ikke? "Svar nu ærligt for jeg har lyst at knalde uden.... " Jeez Louise som vi siger her i byen når grisebonden praler om sine idéer om preventionsmiddel. Sidst var det ricinusolie i missen som skulle være både stensikkert mod graviditet og en dejlig smørelse. Han har nu 17 børn heromkring, den gamle grisen. Og lige forbavset bliver han hver gang.