SweettieDK

Men opsummerer lige for dem der stadig følger med. Jeg gik fra den umulige opgave, få ham til at forstå jeg kun kan/vil tilbyde venskab. Til en endnu mere umulig opgave. Få ham til at tro på jeg ikke engang vil være venner. Og jeg hører Jer. Det er det rigtige at gøre, han kommer ikke til at tage det valg. Nogen siger det ikke er mit ansvar. Og mindst en siger. Så go en person, der vil en det så godt holder man fast på. Jeg tror ikke endnu en snak ændrer noget. Men er helt klart i tænkeboks på hvad filan jeg skal og måske bør gøre. Tak for alle input.

Rejse kan han ikke. Og det eneste jeg ikke har prøvet er finde en date til ham

At jeg ikke behøver blive irriteret når han flirter, at jeg ikke skal bruge energi på at sige nej. At linen får lov at køre helt ud, til det evt kommer en konflikt så stor at jeg/vi ikke er i limbo for evigt. At jeg har givet så meget jeg overhovedet føler jeg kan og er villig til. Og han så ud fra det må tage sin egen beslutning. At han ikke kan sige jeg ikke prøvet. Men igen det er et “urealistisk” scenario, har ingen tro på han vil tage det kompromis. Tilføjelse: Forstår godt han ikke vil det kompromis, jeg ville få i pose og sæk. Få den sidste ting vi ikke har, intimitet. Få privat sex som er meget bedre end sex for penge, på tid, hvor jeg forventes at yde mest. Han ville få en halv løsning, eneste fordel for ham. Intimiteten ville måske/måske ikke åbne for mine følelser igen og han endte med at få hele pakken. Men igen håb, ventetid og ingen garantier.

Mine tanker bliver ved at vende tilbage til den sætning. For ja har tit tænkt, når han har hængt på så længe, er han der så stadig. Når ungerne er helt fra reden. Og jeg har haft et par år til at leve livet, se verden, i en alt for høj alder “fået rendt hornene af” og er klar til en rolig alderdom. Men igen mit job er også en kæmpe faktor og som jeg har det lige nu, er der ingen lyst til at stoppe. Så i en kommende uundgåelig kommunikation brev / samtale kan jeg ikke engang give ham et gæt på hvornår jeg ville “være klar”. Det er helt klart bedst at slippe ham, men når jeg lige har fundet ud af hvordan jeg får det formuleret og snakken har været der igen. Så må jeg også bare fralægge mig alt ansvar hvis han om x antal tid igen kontakter mig og ikke vil slippe mig. Skal virkelig få mig formuleret på en måde som ikke efterlader noget håb.

Ja det ved jeg. Den tanke er der også kun fordi hvis han aldrig kommer videre uanset. Så fik han da halvvejs hvad han ønsker. Tak

Enig og derfor dilemmaet, dit svar er værdsat. Alle svar giver stof til eftertanke. Nej ikke helt følelses mæssigt lukket ned. Men på det punkt, “sometimes love is not enough”. (Det lyder bedst på engelsk) Som sagt mit valg er egoistisk, ET scenarie, et nyt i hvert fald. Reelt to, fortsætte som det er nu, eller give ham lidt mere, jeg behøver ikke give mere han bliver hængende uanset. Med mindre jeg lukker ned. Var mere en, fortjener han ikke den mulighed, venner med fordele. Men der skal jeg være extra sikker i min sag, for vil kun komplicere tingene endnu mere. Og det er ikke det han ønsker. Så selv hvis han accepterede det, ville det være et sølle kompromis, alt ville stadig være på mine præmisser. Jeg synes han fortjener bedre. Og tak for ikke at se mig som et dårligt menneske. Det her har stået på for længe og jeg skal tage en endegyldig beslutning.

Tænker ikke de/vi har hukommelsessvigt ved ikke at svare, da vi ikke ved hvem I er. I vælger hvem I henvender Jer til. Men forsøgte blot at give dig et svar på hvorfor ikke alle piger svarer. Over and out.

Tak for hele dit skriv. Vælger lige dette lille citat. Så man kan se hvem jeg svarer og sige. Ser det ikke som løgne eller julelege. Men har hidtil holdt bolden på egen banehalvdel og argumenteret med hvilke forhindringer der på min side, som gør vi ikke skal være sammen. For det er meget hårdt at sige til en person, vil ikke have dig 100% fordi du stadig “er syg”. Men ja må få mere ærlighed frem på en anstændig måde. Var vi blevet i forholdet havde det nok heddet i medgang og modgang, sygdom etc. Som det er nu kan jeg vælge. Nej har ikke direkte spurgt / tilbudt åbent forhold. Men han har gjort det tydeligt gp skal blive fortid. Så tror jeg kender svaret. Men du har ret kortene skal helt på bordet. Alle kort.

Rigtigt. Men takker for alt input, og forskellige vinkler. Når situationen har Gp job involveret er det jo ikke noget man lige bringer på bane i sauna klubben, med naboen etc.

Tak for den vinkel. Ja heldigvis prøver jeg ikke at indgå i andre forhold heller. Og med de følelser han har forstår jeg ikke han kan holde tanken ud at jeg har sex med så mange andre. Og stadig se mig på samme måde. Det med hvad der er rimeligt overfor ham er svært, for ved han også nyder venskabet. Mange andre er videre med kone og børn. Så ikke mange der har tid til ham. Håber også jeg finder en go løsning.

Tak for alle svar til nu. Ja havde tænkt på det med tage alvorssnakken igen ansigt til ansigt. Men et brev er også en go ide. Det kan jeg få alt med uden at blive afbrudt. Ja han er meget tydeligt stadig forelsket. Når han ikke kom videre i de 10 år helt uden kontakt, og bare ventede til jeg var ude af forhold længe nok til det var ok at henvende sig (den detalje glemte jeg) så er det i hvert fald en ikke nemt nu hvor vi har kontakt, fordi jeg åbnede døren. Han bebrejder sig selv jeg “fik lov at flytte”, “at han var for syg til at holde på mig, hjælpe mig”, “alt det lort der er sket for mig i mellem tiden”, “måske endda at jeg endte som prostitueret”. Som i hans verden er en stor fejl. Så tænker jeg sammen med bruddet, igen skal fortælle ham, intet er nogens skyld. Livet skete bare. Og at jeg ikke har det dårligt med at være GP, tværtimod. Hjælper meget andre sætter ord på hvor svært det er at give slip på en forelskelse. Jeg er nogen gange i tvivl om jeg overhovedet ved hvad kærlighed er, er ikke født med en hjerte af sten, men det blev sådan.

Det her bliver muligvis et indlæg jeg kommer til at fortryde. Det er meget privat, men med alle de mænd der er og enkelte tilbageværende kvinder (gp’er). Er I måske de eneste der har en chance for at give brugbare råd. Det er et tilbagevendende dilemma og synes jeg har prøvet alt. Er ikke go til at holde det kort og situationen kræver en del baggrundsviden. Så bare spring videre hvis det er for meget. Det grundlæggende spørgsmål er: Hvordan får jeg min ekskæreste, som i dag er min bedste ven til at forstå det ikke bliver mere end venskab. (Og selvom jeg egentligt føler mig ret afklaret om situationen, så må spørgsmål 2 være, er jeg et dårligt menneske, burde jeg give ham en chance) Vi dannede par for 18 år siden, han var ikke far til nogen af mine børn men påtog sig rollen. Han er den eneste ex der nogen sinde har behandlet mig ordentligt. Det var ikke mangel på kærlighed der drev os fra hinanden. Vi blev alvorligt syge samtidig ingen kunne tage vare på eller hjælpe den anden. For mig blev løsningen flytte tilbage i nærheden af min familie som kunne støtte mig. Sygdommene havde givet konflikter, vi havde aldrig officielt boet sammen så han begyndte at være mere hos sig selv. Jeg var indlagt, da jeg blev flyttet og altså ikke med til at pakke egne ting. Jeg husker ikke perioden så godt, men gik videre med livet overbevist om vi var slut. Spring 10 år frem. Jeg flytter igen, og til noget mindre vælger at sortere grundig, smide ting ud. Så også kasser der var endt på loftet blev endevendt. Finder nogen uåbnede breve fra ham. De var ankommet mens jeg dengang var indlagt, og endt i bunden af en kasse med ting jeg åbenbart ikke har haft brug for. Han var ikke færdig med mig, de skabte tvivl om han overhovedet vidste jeg var flyttet “hjem” til familien. Eller bare troede jeg var sur, havde ghostet ham etc. Det var breve som fortjente svar, og han var en person som i den grad fortjente en forklaring. Så meget diskret og med tydelig forventning om han var godt videre med sit liv (villa, vovse, Volvo og alt der hører til) og højst sandsynlig ikke engang ville svare, skrev jeg til ham på FB Messenger. Der var svar samme dag, han var ikke videre med sit liv. Han vidste godt jeg var flyttet, og havde accepteret at jeg var nødt til det. Men han havde ikke fundet sig en ny. Han havde af og til overvejet at række ud. Men på FB kunne han se jeg var ind og ud af forhold og ville ikke forstyrre. I starten var vi meget flirtende pr txt og telefon., boede i hver vores ende af landet. Jeg var på pause fra mit GP job, i tvivl om jeg ville starte igen. Efter et stykke tid gik det op for mig, jeg nok mest var forelsket i fortiden, ikke ville låse mig til en mand igen, ønskede at starte som gp igen. (Og en mere meget vigtig ting, men den kommer senere) Nedtonede snakken med ham til venskab, i starten et venskab jeg ikke ønskede at miste. Han prøvede at starte flirten igen. Jeg smed i hovedet på ham jeg arbejdede som prostitueret. For at skræmme ham væk, gøre ham sur, få ham til at hade mig og glemme mig. Stoppe alt inkl venskabet. Det virkede i et års tid. Så fik jeg en besked “hvordan har du det”. De sidste ca. 6 år har det kørt frem og tilbage. Han accepterer venneplan i noget tid, flirter igen, får den kolde skulder accepterer venneplan og igen og igen. Jeg har forsøgt at skubbe ham ud på dating markedet, jeg har sagt tydeligt fra, jeg har i lange perioder bevidst undladt at kontakte ham, prøvet at undlade at svare (ghoste ham), fører kun til han bliver meget bekymret og tror der er sket mig noget. Jeg har sørget for vi ikke på nogen måde har været sexuelt sammen siden vi fik kontakt igen, for ikke at sende forkerte signaler Jeg ser ham ikke som en stalker, jeg nyder venskabet, vi kender hinanden bedre end nogen andre, vi griber hinanden når vi har en dårlig dag. Et stort dilemma, til trods for jeg ved jeg har gjort alt jeg kan finde på for at bryde kontakten igen. Føler jeg, at jeg udnytter venskabet. Men vi er jo begge voksne mennesker, det står også ham frit for at sige fra. Den sidste ret vigtige årsag til jeg holder ham på venneplan. Er hans alvorlige sygdom, gav varige fysiske mén. Når mit sidste barn flyver fra reden. Har jeg været alenemor on/off i 25 år til diagnosebørn. Levet med de begrænsninger det har givet. Så jeg ved, jeg bare vil leve som jeg ønsker, gøre hvad jeg vil, ikke være bundet af hans begrænsninger. Og det er så egoistisk som noget kan være. Jeg fornemmer han venter på jeg får mere fritid, fra mine nu voksne børn. Som stadig kræver mere hjælp end et velfungerende ungt menneske gør. Jeg fornemmer han tror, han kan overtale mig til ikke at være GP. Men jeg har forsøgt at stoppe for år tilbage og savnede det for meget. Jeg ved jeg kommer til at kede mig med kun en mand. Og jeg skal finde mig et andet kedeligt job. Det bedste jeg kan tilbyde ham er et uforpligtende forhold, være sammen men ikke bo sammen, venner med fordele…. At han som den eneste mand i verden kan have sex med mig uden betaling. Men det ved jeg han ikke er med på. Han har sagt for år tilbage. Det ikke er et problem jeg har været prostitueret, så længe jeg stopper med det. Det er et dilemma for mig, for er træt af at skulle forholde mig til flirten når det sker, være den der siger fra. Skulle revurdere min beslutning igen og igen. Det er et dilemma fordi jeg er bange for han en dag ser sig tilbage og fortryder alt den tid han har spildt på mig. Og kommer til at bebrejde mig. Det er et dilemma fordi jeg tror han bliver hængende for at være min beskytter, redde mig fra mig selv. Støtte mig når jeg har dårlige dage med ungerne. Jeg tror det eneste der kan skubbe ham væk er at give det en chance, så han kan komme af med sin “Hvad nu hvis tanke”. Jeg er bange for at såre ham, da jeg som sagt ved jeg ikke kan holde mig fra at være sammen med andre. Det vil måske holde et par år, så bliver savnet til jobbet for meget. Men jeg er også bange for selv at blive såret hvis jeg giver mig selv helt til ham og han bryder det. Han er en fantastisk mand, et fantastisk menneske, og jeg er mega egoistisk ikke at ville lægge mit liv om. Piger er i branchen for altid? Eller fordi det er sjovt og spændende lige nu. Hvorfor er det så svært at stoppe? Mænd hvad kunne få Jer til at trække stikket og endelig fatte det bliver ikke mere end venskab evt bryde venskabet helt. Og er jeg bare et dårligt menneske som udnytter hans venlighed. Burde jeg stoppe kontakten, og virkelig stå fast på at lukke kontakten ned, når han nu åbenbart ikke kan/vil. Også selvom jeg ved han bliver bekymret når jeg ikke svarer. Og ja det har lige været sket igen. Derfor tankerne ulmer, og jeg igen skal beslutte om jeg virkelig ikke kan / vil leve et “normalt” liv med ham.

Lidt off topic. Tråden er en undren over hukommelsen/ubrugelige svar. Men anyways. Enkelte du har skrevet til er måske total fakes. Men også rigtig mange piger som konsekvent ikke svarer hvis der er gået mere end eks. 1 time. Aht. Kundes liv og de måske nu er et sted hvor svaret vil være upassende. Hvad man bør gør er der ikke et entydigt svar på. Men de fleste vil nok desværre tolke pigen som fake. Hvis du vil dykke yderligere ned i emnet, anbefaler jeg en ny debat i en seperat tråd.

Ja jeg ville personligt dømme ham der til en decideret bevidst useriøs tidsspild henvendelse. Men den teori der fremsættes i denne tråd (og andre) skal nok være korrekt til andre situationer. Igen mænd må gøre som de vil, og ja helt klart også useriøse piger på markedet. Jeg laver aldrig aftaler med ankomst 10-15 min efter henvendelse. Og slutter af helt principielle årsager kommunikationen i situationen, hvis jeg på nogen måde mistænker de kører bil. Men det er en helt anden debat.

Nej men I har vel ikke mere travlt end I lige kan noterer i telefonen hvem der har hvilket nummer. Det er jo op til den enkelte hvordan I tackler at få en aftale. Men den der metode tænker jeg fører til rigtigt mange af de dårlige anmeldelser vi ser herinde. I møder i sidste ende op uden rigtigt at vide hvem eller hvad I kan forvente. Og med stor sandsynlighed til en af dem som bruger telefonen mens hun har sex. Super godt håndteret. Jeg plejer at svare noget i stil med. “Så må du jo henvende dig næste gang du finder min annonce”. Jeg hjælper ikke med et link. Dem hvor et hul er et hul og de bare skal tømmes uanset ved hvem. Er ikke lige mit match.

Nej betyder jeg ikke tænker nogen arbejder fra de virksomheder du nævner er på adressen. Eller for den sags skyld at der er privat bolig.

Du har fået mange svar, så vil kun lige tilføje. Det i min optik ikke kun andre piger og deres bagmænd. Men personer generelt, som ikke bryder sig om branchen, og prøver at demotivere. Mænd som af forskellige årsager måske er jaloux på de ikke kan ha sex. Mænd som ved de ville blive afvist i døren, men som lige skal genere. Alle annoncører oplever det så du er bestemt ikke alene.

Og du bliver ved. Det er fuldstændig ligegyldigt hvordan den sætning vendes. Du dømmer andre på deres svar. I et indlæg hvor du fra start inviterer alle svar. Men som sagt ha en go dag

Fint. Stopper her. Synes stadig det er en underlig måde at konkretisere på. At blande sexuel orientering ind i det. Du allerede der indirekte skrev “I andre må være noget andet”. Men min pointe er ude og din så ha en go dag.

Han havde fanget min pointe i sit første indlæg.

Det indikerer dit indledende skriv på ingen måde. Og jo du stempler dem som bisexuelle fordi de tænder på smagen af sperm. Jeg giver dig en anden vinkel på tingene. At der kan lægge mere bag “at tænde på sperm”

Troede det var kunder generelt. Men du vælger nu at definere deres sexualitet, hele dit spørgsmål falder til jorden hvis du kun ønsker svar fra folk der er enige med dig. Hvorfor begynde at understrege du er hetero.

Læste du hele min kommentar?

Dejligt du er kommet til en konklusion på egne vegne. Vil bare lige påpege de andre mænd kan også sagtens være heteroseksuelle, uden at have udfordringer med sæd. Som jeg hører det fra min kundegruppe. Tænder det nogen, at det er tydeligt den de besøger er prostitueret. Så ikke sæden, sæd/piksmag i sig selve men situationen.

Ok det synes jeg på en måde er rart. Kan bidrage med. Det er sådan helt generelt unormal adfærd at oplyse sin adresse i annoncen, især ved privat/diskret. Så kunne være chikane af en privat person. Er det så heldigvis ikke i dette tilfælde.