Sommerfuglefangeren

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Du, der med dine ekspressive farver, baskende sætter i flyv, fra blomst til blomst. Og du der med det iøjnefaldende motiv på dit skrøbelige vingesæt, undviger endnu engang. Og du der synes at fordrive alle mine trivialiteter, med dine påfald om at flyve højt som lavt, dog aldrig i lige linje, mens solens genskin når dine kridhvide vinger.

Han, der har sommerfuglenettet kraftigt knyttet i begge sine hænder, med håb om en berigende jagt og et bytte. For en gangs skyld et bytte. Vinden er aftagende og solens højde gør denne morgenstund perfekt til netop denne hobby han har. Engen ved brynet, med alskens vilde blomster, er hans yndlingssted og her ved han chancerne er størst for fangst.

De, der ej svæver, men er i konstant bevægelse. Op, ned, højre, venstre, men aldrig forudsigelig i flugt. De, der synes så forgængelige og uden bastanthed, men som ejer den ynde og samtidig vitalitet som få væsner evner at udtrykke. Med en tilsyneladende ligegyldighed for fare og med en glædens ubekymrethed in mente drages de fra plante til plante, dog ikke uden, kunne det synes, at nyde små svinkeærinder i fulde drag.

Han, der må tage sweateren af, da solens indtog gør ham svedig, mens han ligger på lur ventende på lige netop den han vil fange. Drømme om en kollektion af disse prægtige sommerfugle rammer ham, og han drages af forestillinger om vinger med uovertruffen kolorit og motiverne på selvsamme vinger, der ville kunne skønnes ej smukkere på jord.

Du, der nærmer dig. Du der ikke følger blomsternes vej, men søger højderne for kun at erkende du ikke magter dem. Bag busken. I krattet, sidder en mand. Det har du for længst erfaret. Han har igen det net med. Du, der ved han nu springer frem for at indfange dig. Du der ved dine uregelmæssighed i luften, vil have afgjort denne mands jagt på forhånd.

Han, der springer frem fra busken og for første gang magter at ramme plet. Med megen omhyggelighed og omhu vendes nettet og en flugt er nu umulig. Han der til sin store forundring betragter dette væsen i sin baskende kamp for frihed. Den er nu hans. Hans. Med en endelig rolighed tager han sommerfuglen i sin næve, løfter hånden og åbner den. Den drages opad mod en skinnende sol, velvidende at denne leg fortsætter i evighed.

De der ikke evner at leve i bur, og han der ikke evner at stikke sine nåle i dem.

[Gæst]

aaaaaamæææææææn @Nihil

 For pokker - tak for at du deler sådan noget med os. Det går da lige i hjertet og hjernen det der

[Guest Jesper 1968]

Og her sidder han så i al sin pomp og pragt - sommerfugle fangeren. 

 

[Nihil 435]

Jeg takker @Cage, for de fine ord og til @Jesper 1968 - Jeg tog en gang imellem smoking på til jyllandsseriebold og klaphat på til en koncert med Chicago Philharmonic Orchestra. Det kan, eller rettere, kunne jeg se det sjove i da jeg var 16 år, i dag....tja.....