Nihil

Nej, men hun har været her. Det er godt nok vel ca. 3 år siden. Men billederne er de samme såvidt jeg husker og hun var yndig da.

@Marqui Din idé med de givne likes er faktisk slet ikke dum. Det fortjener en like herfra. Der er ganske vist megen forfængelighed forbundet med at like. Ja. Nogle gange må jeg sætte mig uforstående over for den tendens. Om end jeg sikkert falder i fra tid til anden. Det må jeg så selv rode med. I det mindste håber jeg folk gør det med bevidsthed. @Cage Hehe ja, nu hører vores fascination af Pj. Jo nok til i en anden tråd. Jeg har, skal det siges, aldrig set et interview med hende. Ligesom jeg med billedkunst fravælger at læse stolpe op ned om kunstneren før jeg betragter dennes værker. Det er et valg man kan træffe. Så jeg nyder hendes skiver, de sene som de tidligere, uden den store indsigt i hendes beskrevne liv. Kun hvad jeg kan trække ud af tekster og stemninger i musikken. Hun er yndig dog, for hunde da en smuk kvinde, så der fraviger jeg en kende fra mit princip.:)

Da jeg skev Harvey frem for hendes musik Munch frem for hans værker Var det en hentydning til, ikke mit ideal, men hvorledes majoriteten efter min opfattelse anskuer det skabte. Da især i forhold til at like noget, som her på EG.

Ak jo. Den kære bold @Cage. Eller nu en fjerbold står så klart for mine indre øjne, så tager jeg den. Det var dælme noget øv @Marqui Det jeg så forsøgte at formulere var det samme, st skaberen egentlig er uinteressant. Hvilket du jo læste modsat. Men så er vi jo så langt vel enige. Jeg forholdte mig faktisk ikke til modtager i vores første kommentarer, hvilket jo var en fejl af mig. Jeg forholdte mig til værk vs. Afsender. Hvor min pointe til stadighed er: Værket først. Uden det har modtager ej heller noget at forholde sig til tænker jeg også. Og også at det enkelte værk, svært som det er, bør betragtes individuelt. Ja det er vel et utopisk ideal mellem ørerne på mig. Jeg er på fra mobilen, så bær over med mig om mit overblik halter en kende. Du skriver til sidst, at det er helt ok sådan at frasige sig indhold i forhold til at give en like rettet mod afsender, hvor du før skrev: at du opponerer mod at værket anskues ud fra hvorledes man anskuer skaberen?. Hvilket jo var min pointe fra første færd. Og nej kender ikke Meegeren, jeg kan pynte mig af hverken at være særlig belæst eller besidde særlig nicheviden. Til gengæld kan jeg stadig sparke højdere op på min gamle skoles gymnastiksal.:)

Nope der var en håndboldkamp. Spot on til min forfængelighed og at jeg, uopfordret kommer i bukserne af at nørkle med ord, grammatik og syntaks. Så har vi mit motiv på plads. Hvad er dit, du @Marqui, nu du sådan har set dig ond på mig og vil mundhugges. Jeg gjorde opmærksom på at nogle liker personen og ikke det som personen skriver. Du kunne have valgt at opponere mod den tendens. I stedet for kaster du dig ud i en langhåret diskussion, hvor udgangspunktet tydeligvis ikke er med men mod. Her bliver det faktisk interessant. Du vil blotte mig, men hvorfor?

Altså. Det første du skriver er jo hvad jeg selv har skrevet. Fornuleret anderledes jo. Modtageren af værket er den der giver det mening jo. Men ak det var vel ikke det der var udgangspunktet for denne lille debat om det skrevne vs. Skriveren i forhold til at like noget. Åhhh trætheden melder sig. Sov godt alle sammen.

@Marqui Kanske jeg må se mig nødsaget til at hive "jeg er langsom" kortet frem her. Pj. Harvey frem for hendes musik Munch frem for hans værker At bedømme det skabte, ikke med selvstændig værdi, men ud fra hvorledes man anskuer skaberen. Ok. Det giver altså god mening i mit hoved. Så glem kortet. Ellers er jeg åben for kritik af mine formidlingsevner. Det kunne være formuleret mere klart ja.

@Frække Ida, det med at tjekke profiler, for at skulle vægte om man skal like et skriv? Min pointe, med den kommentar jeg skrev var faktisk om akkurat det. Som at se et billede af Munch, stå og nikke, kun fordi man ved det er netop Munch. Helt uden at forholde sig til selve værket. Indholdet er ofte sekundært for mange. Hvem før hvad tendensen måske?

Jeg elsker Pj. Harvey. Har en spandfuld skiver med hende. Hun er skøøøøn og en frækkert at se på. Jeg sidder ofte i mørket med kun et spotlys på og tjekker hendes covers ud. Musikken....tja, den er jeg ikke nået til endnu. Betyder det noget......ej. nogle fotos har hun spandex på. Hun er hot. Hov forkert tråd...tror jeg.

Jeg tror vi, sådan snigende er ved at afvige fra oplægget i tråden. Jeg vil forsøge, at flette! Også jeg har tænkt tanken, hvad om hvis? Og kunne det ske? Med hensyn til en GP som kæreste. Det er dog en del besøg siden. Jeg konkluderede nok, at det ville jeg simpelthen ikke være i stand til. Den given, har jeg endnu tilgode at opleve hos mig selv. Det er nemlig det jeg tænker det kræver: En unik og selvopofrende tilkendegivelse af kærlighed. Her er så de følelser som man kan rammes, og jeg vil skrive her: Heldigvis, af, når man frekventerer en GP. Som de ej er maskiner, kvinderne, er vi det jo ej heller. Min erfaring siger mig dog, at man opbygger en værktøjsæske, hvori man finder brugbare redskaber til at, ikke underkende, men holde de der følelser.i ave. Både for kvindens skyld, men da også for ens egen lykke og velbefindende. Man kan gå på gløder, man kan sluge en sabel, man kan stikke et langt søm op i sin næse. Om den kan begribes ret!

Du har naturligvis ret @Cage - Jeg glemte mit obligatoriske: "Tilnærmelsesvis" der.

Jeg er lidt uvis på om jeg fik responderet ordentligt på dit filmiske bidrag @TheVoice Kan nogen som helst frasige sig, selv socialt med en samlever,ikke at være endegyldigt oprigtige, evigt og altid, i deres virke. Mennesker spiller ofte skuespil. Vi påtager os en rolle, nogle gange fordi det forventes og vi vil behage, andre gange af forfængelige årsager, ja ganske tit af netop denne grund. Selv har jeg pt. en op ad bakke kamp, om at komme igennem "Idioten", men at betragte verden og sin næste med uskyldighedens blik, den infantile tilgang, hvor man blotter sig og ikke bare forsøger, men godtager og tilslutter sig ærligt, at man vil virke dum og barnlig i forsøget på at fralægge sig et skuespil, kan måske tænkes som et ideal. Hvad vil jeg sige med dette - Jo, i det mindste ved de stunder med en GP, selv, og nok især, med den man betragter som favoritten er vi ærlige om uærligheden.

@TheVoice Tak for respons på min kommentar. Min præmis var ikke at jeg/nogle overhovedet er så enfoldige liderlige bukke, at de kun opnår en emotionel reaktion i samspil med købesex. Det er en usandhed i mine øjne og stigmatiserende. Jeg ser det, og din pointe der er fin, som et afbræk, hvor meget jo kan kontrolleres af køber, altså skabe en idealverden, om end kun i et moment, dog vidende at det var netop det. En illusion. Det er ikke af ringe værdi heller. Og, her vil jeg ikke gå ind i en langhåret filosofisk disputs om hvad der faktisk er illusion og hvad der kan anskues som virkeligt. Men øjnene der ser, hovedet der tænker og hjertet der banker - om det så kun er i et halvt sekund, så har det værdi i min verden.

@TheVoice Flot skriv, dog: Jeg elsker GFE, dog bevidst om det altid skal ende på det E i en betalingsaftale. Jeg ved ikke om mine følgende tanker har relevans generelt for denne øvrige tråd i øvrigt.. Med efterhånden fuld klarhed, ved jeg det er en illusion. Den er dog ikke uden værdi. øjeblikkelige, flyvske og forgængelige oplevelser, har jeg erfaret, kan berige en ubeskriveligt og faktisk, tjoe....er de en nødvendighed som kontravægt til en higen efter de store sandheder i livet. Jeg mener ikke, at levet liv består af summen af sandheder man lægger og sukker efter på ens dødsleje, snarere når man får en snært af et minde hist og her, øjeblikkelige fornemmelser af perifere illusionistiske oplevelser, se der smiler jeg allerede nu, og ikke på mit dødsleje. Jeg, og her et postulerende, "vi", betaler altid for en oplevelse. Ikke en kvinde, ikke en fisse, ikke et objekt. En oplevelse, illusion eller ej.

Tak for kommentaren Tilde, og for at bryde min monologiske tråd Det varmede her.

"Her beauty and the moonlight overthrew you " (Cohen) - Bær over med mig, en, som alle. - Kilden til hende og jeg Som formodningen om det dybe stille vand, der i rolighed er underneden drømmes der om hende Som den i evighed enestående springen fra grund til liv ser jeg hende igen nyfunden Som der hvor en blålig rislende kilde aldrig synes at vildfaren tvivle ledes jeg af hendes lette kærtegn Som når strømmende denne kilde, skaber liflig selvvunden rum deles vi om hinanden Som idet det sødligt sagte ved en kilde bliver brusende i omfang finder hun mig altid til fulde Som kraftfuld kilde, der til stadighed søger sit endelig i havet giver hun mig i et øjeblik hende Som vedblivende genganger vil kilde søge det dybe stille vand hvori hun lader mig gentage os

En kvalme aftager jo nok, tristheden der imod, over en forflyttelse mentalt hos mennesket mod, ja i mangel på et bedre udtryk, vil jeg kalde det "væsens forfængelighed", det er ikke den fysiske, som jeg betragter som værende overflade og ret uskyldig, men den der er omfangs gribende om et helt menneske. Cage er jo ikke alene i det, vi er alle en del af den tendens. Der hvor man med bekostning af etik, udelukkende fokuserer på æstetikken, altså der hvor form er essens og indhold ligegyldigt, så længe det er set med omvendt linseføring fra kameraet på sin mobil, således vi selv altid er centreret i fokus, med omgivelserne uskarpt i baggrunden. På mig virker det som om trådstarter har skuet sig selv i den der kilde og også ville have os andre til det, ikke for vi kunne se os selv, men i dette tilfælde ham. Sjov, spas, hygge og "jeg ved ikke hvad jeg tænkte"....tjoe. Vi har vel alle en skjult dagsorden, måske har den i dette tilfælde været ubevidst. hvilket jo ikke gør det bedre. Kvalmen aftager og til en hver reaktion hører en modreaktion, det kan forhåbentligt få bugt med en voksende tristhed. Tag det ikke nu personligt Cage,det er en udvikling, sådan mellemfolkeligt, som du, jeg, ja vi alle vel ikke kan frasige os at være en del af, men som vi bør være bevidst om. "Its evolution baby".

Det er ofte op ad bakke. Sådan, at forsøge at tilsidesætte ens egen trang til at polere en flade til krom, således man kan se genspejlingen. Rolig nu....jeg har tendenser i samme retning. Sådan, at i det mindste kan man skelne mellem det uvedkommende private, det tilnærmelsesvis vedkommende personlige og det absolut interessante alment menneskelige, når det kommer til offentlig kommunikation mellem forholdsvis anonyme mennesker. Sådan, når selvpromovering og uhåndgribelig numseslikkeri er reglen og ikke dens modsætning. Vanity is a Bitch - "I know her well". Sådan, at drøfte en sag i plenum, ikke for at blive set, ikke for at blive læst uden forståelse, ikke for at annoncere semi skjult, ikke engang for at opnå konsensus, men for at belyse et interessant emne dybdegående. Sådan, at leve i en tidsperiode hvor intet er over ordet "Jeg", hvor det eneste der er værdiladet for jeg'et er det det selv er i berøring med. Nope ingen selfiestang her. Er du et lykkeligt menneske, og mere eller, forhåbentligt, mindre tilfældigt havnet i denne branche. Ja, så er oddsene gode for at du kan gå under betegnelsen en "Lykkelig luder". = Den lykkelige luder eksisterer ikke. Det er uafhængigt af branchen, at du vil alligevel være lykkelig og branchen i sig selv kan ikke gøre dig generelt kvalitativ lykkelig. Og her kommer indsigelsen, "men jeg er".....og deri lægger min pointe. Jo, det er ofte op ad bakke.

Til Cage: Min personlige overbevisning tilsiger mig, at man kan skelne, graduere en lykketilstand. Altså, er det ikke også det du gør når du skriver "fornemmelser/følelser", hvor en fornemmelse vel er mindre bastant og blivende, i forhold til en følelse, der er mere omfangsrig og ved en følelse er det også min opfattelse der er mere erkendelse forbundet med dens tilstedeværelse og intervallet hvori den er der. Der, siger min erfaring mig, er også en intensitetsgraduering. At, nu er jeg ikke far, se sit barn blive født og føle den lykke, er vel en anden og mere kvalitativ lykkefølelse, end det at fornemme man spiser det bedste hjemmedyrkede æble den sommer og få et kick ud af det. Jeg kan jo, naturligvis, ikke afgøre hverken intensiteten eller intervallet hvori din lykkerus er til stede. Jeg glædes over, at du glædes. Når det er sagt, så bliver det endnu mere interessant for mig, når det konkret personlige bliver udlagt alment. Spørgsmålet der blev rejst af trådstarter og som vel må være essensen af denne tråd: Findes den lykkelige luder? Eller gør faget/branchen prostitution dig "mere" lykkelig?. Vi kan sagtens enes om at individet selvfølgelig kan være lykkelig i branchen, som alle mennesker personligt kan i alle brancher, men det er jo, efter min mening ikke, hverken en interessant diskussion, eller det jeg læser ud af det oprindelige spørgsmål. Jeg vil tro, at der faktisk, og det er også det jeg læser ud af det Kamilla skriver, at mange elementer i faget er berigende. Den fysiske kontakt jo, det sociale samspil, den økonomiske ballast man kan opnå, den anerkendelse og opmærksomhed man får. Her må jeg så irettesætte mig selv - Når de elementer, jeg lige har nævnt, kan samles til en masse. En substans af sammenbragte fornemmelser, så vil jeg faktisk tro, at man kan opnå en lykketilstand i branchen. Irettesættelsen af mig selv, vil her bestå af, at jeg tror dette fordrer en afklarende tilgang til universet af købesex, en overvejende lutret personlighed, og ben i næsen ikke mindst. Altså individuelle karaktertræk og der modsiger jeg nok mig selv. Konkluderende må jeg slutte, at de fællesmenneskelige elementer der kan gøre individet lykkelig er tilstede i branchen. Det må så være klarheden hvor med man ser dem og afklaretheden med en selv og branchen, der gør om man besidder den "lykkelige luder" tilstand.

Man kan lade "sæderne forfalde" med mere eller mindre bevidst accept. Jeg vil til stadighed have den overbevisning, at det skal være med "mere". Men dog er det stadig, desværre, en beslutning der træffes, om at vi enes om en lavere fællesnævner, hvor man skriver i umiddelbar affekt, udelukkende med egen vinding for øje, og, efter min mening, ikke med en fornøden respekt for hverken fællesrummet, og værre endnu, for et/de mennesker man jo bør vide er modtagere/emne af ens skriv. Lad flyde, hvad flyde skal. Gør det dog bare i det mindste bevidst og med ærlighed. At betegne et voksent menneske som et barn, er i min optik, aldrig ment med respekt.

Forføre - lokke til at begå noget galt, især om erotisk forhold. Siddende der, opslugt af tanken om en tanke, i den lidt for slidte blålige sofa, fandt han at blikket blev flakkende. Det højre ben rumsterede underligt hvor roen burde indfinde sig. TV'et havde ikke været tændt denne morgen, ej heller havde radioen kunnet udfylde et eller andet vakuum, der syntes snigende, at vokse her i lejligheden. Fikspunkt ønskes - et menneske haves. Hans øjne ramte en lidt for stor opvask fra i går, en støvsuger man kunne benytte, en kedelig bog han kun lige var begyndt på. Intet af det ville give mening. I stedet fandt han en smule trøst i at skue den gamle læderjakke, der, henslængt på en stol, i det mindste kunne give ham et påskud. Med overraskende determination tog han den på. Hoveddøren blev ikke lukket, men, næsten i afmagt, smækket bag ham og han tog trapperne ned af opgangen i et øgende tempo. Duften af sommerregnen der lige måttet have ramt brostenene, eller var det lige op over den ville? Han var ude af stand til at skelne, afgøre. I hvert fald tog han, med en påtaget bestemthed, et højredrej og, imens han forsøgte at holde blikket horisontalt, ikke mod den himmel, der kunne bevidne, ej heller mod fortovet, kloakdækslerne og cigaretskoderne der ville have samme effekt, men lige ud. Mod et eller andet. Forhåbentligt. Det var et gryende tidspunkt. Var det for varmt til at have læderjakken på, eller skulle han slænge den over skulderen. Var det for køligt til ikke at lyne selvsamme læderjakke op. Det afstod han fra at beslutte sig om. På en rustende lygtepæl hang et skilt. "Du dansker, lyt". Han stoppede op. Betaget af fotoet under teksten af en blond kvinde, læste han det med småt og opnåede en varm følelse i maven. Jo fotoet var en kende retoucheret og det skrevne en smule fladisk, men alligevel. Et lunkent smil ramte den venstre mundvig. Idet han bevægede sig mod centrum, kom han i tanke om, at han endnu manglede at købe en ny pickup børste. Elektronikbutikken var ikke langt væk og han, med nyt mod, bestemte sig for at få det ud af verden. Da han ankom til gaden hvor han vidste den lå, kunne han se en lille folkesamling udenfor forretningen. Med nyfundet tillid til sig selv, brugte han skuldrene til at skubbe sig igennem mængden. Hvad kikkede de dog på? Åhh. Skuffet betragtede han et kæmpe fjernsyn, hvori tekster i underkanten af skærmen og en ældre, rødlig håret hvid mand med et selvsikkert, dog lidt påtaget smil, mindede ham om en eller anden kampagne, der langt væk. Der var nu noget over denne skikkelse på billedet. Der var bestemthed over attituden, der var selvsikkerhed, der var der ingen tvivlen eller ubeslutsomhed. Det var en overbevisende skikkelse. Hvad han sagde, der på skærmen, kunne han jo naturligvis ikke høre her ude fra gaden. Bogbutikken var lige ved siden af. Skulle han inspireres. Den bog han var i gang med var jo jævn kedelig. Sådan, skimtende gik hans blik over udstillingen i vinduet. "Stor retorik", med en eller anden i skrårem på forsiden, "Den økologiske sandhed", hvor to kvinder smilende og betagende holdte en kurv med grøntsager mellem sig, "Min sandhed, burde også være din", blev åbenbart fremført af en ældre hvid mand, der foran sin egen bogreol, med lidt for hvide tænder, fyldte billedet på bogen ud. Et eller andet besnærede ham dog over netop denne bog. Købt. Fugten spredte sig i armhulerne mærkede han, men det var tidsspilde at tage læderjakken af nu. En snigende kvalme nedefra og op. Han havde dog nu et mål. Murstensgiganter omgav ham. Et betoninferno indrammede ham, der på gaden, hvor han isatte et travende tempo. Hvor blev regnen af? For fanden. Han væltede næsten over en smidt affaldspose midt på fortovet, så giv mig da sol, tænkte han frustreret. Beslut dig dog for noget der oppe, for helvede. Endelig var han der. Et par hurtige kik over, først den ene skulder, og så den anden og ned af trappen, ned i en kælderopgang. Der inde var hun jo. Som aftalt, der for 20 minutter siden. Hende, der jo bare var, hende.

En tankerække har trængt sig på, efter at have reflekteret lidt over denne tråd. Okay - Kan man påstå, at det at man faktisk tager branchen for dens gode og dårlige sider, bevidner en kærlighed til selv samme branche og er med til netop at afvæbne et tabu, ja jeg mener den forgyldning af universet af købesex, som vi oftest/altid mødes med på EG skaber et tabu om en ensidig og urealistisk verden. Så er vi med til at skabe stigmatisering af os selv, om en samlet masse af naive liderbukke/tilbedere og absolut lykkelige ludere/Gudinder. Er det ikke lige så lidt sandt som dets modsætning?? Jeg er ganske glad for det købesexunivers jeg dyrker, men er ked af at det næsten altid bliver fremført unuanceret.

Lykke er en svær størrelse. Hverken kan jeg, eller vil jeg bestride Kamila K's påstand om hun er lykkelig. Det ville ikke give nogen mening overhovedet. For mig kan lykke have en eller anden kvantitativ form. Her tænker jeg på en nydelseslykke, ja måske af en æstetikers tilgang til livet. Der hvor sanserne bliver brugt og udfordret. Det kunne eksempelvis være af seksuel karakter. For mig er denne lykke dog flygtig og at søge den som en vedvarende ting, har jeg oplevet som omsonst. Ergo må man tage den for hvad den er. Et øjebliksfænomen. Ikke at forklejne værdien af den, men vedkende sig, at den opstår, for derefter at svinde. Men der hvor det bliver interessant for mig, er hvor lykken i sandhed bliver kvalitativ. Jeg holder utroligt meget af den sætning "At være samtidig med sig selv" (Kierkegaard), og i min optik er det noget man, om aldrig besidder totalt, så altid må hige efter. Denne kvalitative lykke består, for mig, af en erkendelsesproces. At man står ved, ærligt, ikke bare den man gerne vil fremstå som, men også den man i sandhed er. Der bliver det for mig givende, og jeg mener netop givende. Mit postulat vil her være, at først der, hvor man formår, tilnærmelsesvis, at opnå en samtidighed med selvet, vil man være ærligt i stand til at give sig hen til et andet menneske. Deri lægger lykke for mig. At være i stand til, at slippe alle de skjulte dagsordener, alle fragmenter af den selviske trængen sig på. Det er vel ikke en blivende tilstand, vi er jo mennesker og deraf besidder vi fejlbarlighed.(minus Paven naturligvis, der påstår at være netop dets modsætning) Skal jeg så perspektivere til dette købesex univers, som vi er en del af. Ja, så vil jeg nok vedholdende postulere at den lykke jeg opnår og søger her, er af kvantitativ karakter. Det er også en værdifuld lykke, men jeg skelner dog. Min erfaring siger mig, at man, når man, sådan i momentet, føler den der samtidighed med sig selv og dyrker et andet menneske, kropsligt som socialt i en GP - kunde situation, så bliver den kvantitative lykke det bedre. Dog betragter jeg den udelukkende som det - kvantitativ. Der er nogle betragtninger i trådstarters indlæg, som jeg ikke kan være enig i: Et menneske der aldrig tager maske på, aldrig forfalder til facade og altid, vedblivende står udelukkende ærlig, er for mig utopi og forbeholdt et fåtal af individer i historisk perspektiv. Måske endog en sådan semi fejlfri, ja lad mig bruge ordet Gud/Gudinde, der er vel allerede gået lidt inflation i det ord alligevel. Desuden må jeg vedkende mig en anelse døsighed, når de der udtryk som: Fordi jeg kan - Fordi jeg elsker alle pikke/fisser(Ergo elsker man ingen) - Fordi jeg bare ikke kan få nok(Nymfomani). Den virkelighed vi som individer står i, er formodentlig aldrig en absolut tilstand, altså, vi/vores omgivelser, er altid i ændrende udvikling og forandring. For mig er det at være menneskelig dog også, at have de der forbandede dagsordener under neden. Så som når jeg nu skriver dette indlæg, så som en GP der postulerer hun finder kvalitativ lykke udelukkende i branchen, så som de der påstår at det til alle tider udelukkende drejer sig om bare at stikke en pik op i en fisse., så som EG's forummer, der ofte for mig fremstår med glansspejling og talen efter. Det trøstende er dog til alle tider, at man kan erkende disse og dermed få et tilnærmelsesvis klarere syn. Jeg er uvis på om man kan skelne og graduere lykke således som jeg her har gjort. Jeg er klar over jeg kan have uret. Det vil ikke være første gang.

https://annoncelight.dk/showad/198300 Bruseren var på maks. Selv i kampen om at finde den rette temperatur på vandet, blev der lagt på forventningerne til en morgenbolleaftale. Dog, imens shampoen rendte ned i det venstre øje, var det denne gang anderledes, kunne jeg mærke i legemet, såvel som den der mentale nervøsitet der prikker lidt. Det var en ny kvinde, en anden krop, et fremmed menneske. Hvad nu hvis? og hvad om hun nu? Tjo...man kan blive sat, ikke bare i vanen, men også frasige sig dens eksistens. Ikke her skrevet, at det vanlige er en skidt størrelse, men den, i sig selv bliver netop kun en foretrækkelig tingest, når den bliver sat i modspil af det den ikke er. Disse vandstråler, der kølende dræbte den tankerække og trangen til en lempelig filosoferen over, at tilnærmelsesvis altid vælge det skønne, det sikre, i ens bevidsthed, forbliver en redningsplanke. Dog ikke på nogen måde som lyden af hoveddøren der bliver åbnet. Der går maksimum 45 sekunder, der inden en kvinde indtræder i badeværelset, hvor jeg som vanligt er under bruseren. Men de 45 sekunder er essentielle. For hunde de tanker der altid, jeg må pointere, altid, går gennem hovedet og nedover i det korte interval. Et menneske kan føre ræsonnement, overeje, drage slutninger og bestemme sig for - alt, på 45 sekunder. De er gyldne for mig. Derfor næsten altid dette ritual, hvor jeg udtræder af bruseren og denne dags kvinde tørrer mit legeme fra top til tå(Ikke omvendt). Her, midt i en forsvinden i egne spekulationer, er der en der rækker mig en Line. Naturligvis kommer hun ind med sikkerhed i stemmen. Naturligvis med et overskud og et flig af et toneleje der fordrer spilopper i sigte. Denne Line, der her til morgen blev smurt ind i olie, der blev opfordret til at sætte sig på mit ansigt, hvilket hun gladeligt gjorde, der smagte mig og mig hende, der her til morgen lod mig dyrke os, denne Line der med selvfølgelighed gav modspil, i konversation, såvel som på lagnet. denne Line, som jeg forsvandt i for en stund. Denne kvinde, dette betagende menneske og hendes dejlige kvindekrop, er jeg ej færdig med. Om perfektion på en længere aftale kan jeg kun skrive - Ingen er fejlfri - min erektion var mangelfuld og sporadisk, desværre. Line derimod gjorde naturligvis sit ypperste for at standhaftiggøre, lade mig udforske andre lege og være, ikke mindst, bare en gæv kvinde. Så minusset tillægger jeg min egen nervøsitet over, at have en ganske fremmed kvinde i mit hjem for en gangs skyld og en kende, at fanden ej havde sko på også. Så når bruserens vage stråler nu rammer min ryg, stadig kølende, med et højre ben der ekser fra de klimakser Line, trods min nervøsitet formåede at bibringe mig, lukker jeg øjnene og forsøger at printe denne fine stund i min hukommelse, til en eller anden aftentime hvor jeg igen skal vente de 45 sekunder på at denne Line kommer ud og tørrer mig. Livet kan være redundant. Er det ikke herligt! Mvh - ham der finder vane, selv i uvante.

Tak til trådstarter for mange, igen, fine betragtninger. Et rampage er et gevaldigt hug i bankboksen, men også en tid man aldrig kan lægge fra sig. Et nik herfra til det og til at turde blive betaget, draget og ærligt møde et menneske. Min rampage er også ovre, men nu dyrker jeg universet nedtonet, dog vedholdende. Du, Cage har mod. Mod til, uden at fable, skrive eventyrlige beretninger, eller pakke det ind i alt for mange metaforer, for ligesom at skulle distancere sig, hvor man jo alligevel ikke kan, at med åbne øjne spejle dig selv. Det er en styrke, som det også er, at kunne tvivle, tage fejl og vedkende sig dette. Nu har jeg læst denne tråd og ser du besidder denne styrke. At jeg postulerede engang, at du var positionelt forfængelig skal du ikke tage så tungt, om end jeg fastholder det, så, også jeg. At kunne frasige sig at berøre et andet menneske, uden tanke på deres tanke, virke, liv. Er til stadighed for mig uforståeligt. Det gælder begge veje jo. I mødet bør man mødes. Jeg har langt fra læst alle dine skriv, men jeg har følt du har bidraget med nyt, hvor gentagelser ellers ofte er normen. Så forbliv endelig EG'er.