Vildfaren

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Forføre - lokke til at begå noget galt, især om erotisk forhold.

Siddende der, opslugt af tanken om en tanke, i den lidt for slidte blålige sofa, fandt han at blikket blev flakkende. Det højre ben rumsterede underligt hvor roen burde indfinde sig. TV'et havde ikke været tændt denne morgen, ej heller havde radioen kunnet udfylde et eller andet vakuum, der syntes snigende, at vokse her i lejligheden. Fikspunkt ønskes - et menneske haves. Hans øjne ramte en lidt for stor opvask fra i går, en støvsuger man kunne benytte, en kedelig bog han kun lige var begyndt på. Intet af det ville give mening.

I stedet fandt han en smule trøst i at skue den gamle læderjakke, der, henslængt på en stol, i det mindste kunne give ham et påskud. Med overraskende determination tog han den på. Hoveddøren blev ikke lukket, men, næsten i afmagt, smækket bag ham og han tog trapperne ned af opgangen i et øgende tempo.

Duften af sommerregnen der lige måttet have ramt brostenene, eller var det lige op over den ville? Han var ude af stand til at skelne, afgøre. I hvert fald tog han, med en påtaget bestemthed, et højredrej og, imens han forsøgte at holde blikket horisontalt, ikke mod den himmel, der kunne bevidne, ej heller mod fortovet, kloakdækslerne og cigaretskoderne der ville have samme effekt, men lige ud. Mod et eller andet. Forhåbentligt.

Det var et gryende tidspunkt. Var det for varmt til at have læderjakken på, eller skulle han slænge den over skulderen. Var det for køligt til ikke at lyne selvsamme læderjakke op. Det afstod han fra at beslutte sig om. På en rustende lygtepæl hang et skilt. "Du dansker, lyt". Han stoppede op. Betaget af fotoet under teksten af en blond kvinde, læste han det med småt og opnåede en varm følelse i maven. Jo fotoet var en kende retoucheret og det skrevne en smule fladisk, men alligevel. Et lunkent smil ramte den venstre mundvig.

Idet han bevægede sig mod centrum, kom han i tanke om, at han endnu manglede at købe en ny pickup børste. Elektronikbutikken var ikke langt væk og han, med nyt mod, bestemte sig for at få det ud af verden. Da han ankom til gaden hvor han vidste den lå, kunne han se en lille folkesamling udenfor forretningen. Med nyfundet tillid til sig selv, brugte han skuldrene til at skubbe sig igennem mængden. Hvad kikkede de dog på? Åhh. Skuffet betragtede han et kæmpe fjernsyn, hvori tekster i underkanten af skærmen og en ældre, rødlig håret hvid mand med et selvsikkert, dog lidt påtaget smil, mindede ham om en eller anden kampagne, der langt væk. Der var nu noget over denne skikkelse på billedet. Der var bestemthed over attituden, der var selvsikkerhed, der var der ingen tvivlen eller ubeslutsomhed. Det var en overbevisende skikkelse. Hvad han sagde, der på skærmen, kunne han jo naturligvis ikke høre her ude fra gaden.

Bogbutikken var lige ved siden af. Skulle han inspireres. Den bog han var i gang med var jo jævn kedelig. Sådan, skimtende gik hans blik over udstillingen i vinduet. "Stor retorik", med en eller anden i skrårem på forsiden, "Den økologiske sandhed", hvor to kvinder smilende og betagende holdte en kurv med grøntsager mellem sig, "Min sandhed, burde også være din", blev åbenbart fremført af en ældre hvid mand, der foran sin egen bogreol, med lidt for hvide tænder, fyldte billedet på bogen ud. Et eller andet besnærede ham dog over netop denne bog. Købt.

Fugten spredte sig i armhulerne mærkede han, men det var tidsspilde at tage læderjakken af nu. En snigende kvalme nedefra og op. Han havde dog nu et mål. Murstensgiganter omgav ham. Et betoninferno indrammede ham, der på gaden, hvor han isatte et travende tempo. Hvor blev regnen af? For fanden. Han væltede næsten over en smidt affaldspose midt på fortovet, så giv mig da sol, tænkte han frustreret. Beslut dig dog for noget der oppe, for helvede.

Endelig var han der. Et par hurtige kik over, først den ene skulder, og så den anden og ned af trappen, ned i en kælderopgang. Der inde var hun jo. Som aftalt, der for 20 minutter siden. Hende, der jo bare var, hende.