Dejlige Sisse

Jeg savner sommetider at være på vagt... og jeg savner sgu også pengene... Så jeg tænkte at jeg ville oprette en profil på sugardaters.dk og se hvad det bragte med mig og tage det som det kommer. Men opdager til min rædsel at de kræver profilbillede med ansigt... Som gammel gp'er er dette bare no go i min verden. Jeg vil ikke have mit ansigt smidt ud i æteren i den forbindelse. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på de andre piger der inde... ligger de virkelig billeder af denne karakter på.

Det giver rigtig ondt i maven når en gæst kommer galt afsted med hjertet. 99 procent af de gæster jeg har haft som fik et lille cruch har alle været realistiske. De har nydt det i den tid der var betalt for og måske på den indre film hjemme ind i mellem. Men ellers har de respekteret at drt ikke var en del af legen. Men så er der den 1 procent der får der svært. Og som pige bliver man så ked af det. For nej. Det er i meget sjældne tilfælde gengældt. Men der skabes bånd ind i mellem. Det gør der da. Og venskaber der rækker ud i den virkelige verden. Jeg har været glad for min evne til at skille skidt fra kanel og mine gæsters respekt. Jeg tror slet ikke jeg ville have kunnet holde til det her hvis jeg havde forelsket mig i mine gæster eller de havde været åbenlyst forelsket i mig.

Jeg syntes du skulle hedde Marlene Olsen. Det er sgu da til at huske. Når jeg kunne give dig fornavnet kan jeg vel også give dig efternavnet. Lol

Det er nu 1.5 år siden jeg fik en potentiel dødelig diagnose (og nej ikke en smitsom en af slagsen). De første mdr rørte det mig ikke synderligt. Men langsomt følte jeg at mit liv smulrede imellem hænderne på mig. Og derefter smulrede det helt bogstaveligt i den form som jeg kendte det. Jeg oplevede at det som før havde værdi nu ikke betød en skid. Og jeg måtte simpelthen skabe mig selv på ny. Det var en hård face men nødvendig og nu hvor jeg er på vej ud på den anden side føler jeg mig som en stærkere og bedre menneske. Jeg havde altid troet jeg ville få en trang til at søge væk, ud i den store verden hvis jeg nogensinde fik en dødelig diagnose. Men jeg fik faktisk et enormt behov for at være alene i trygge rammer. Omgivet af få mennesker som holdt af mig. Simpelthen finde ind til kærnen af mig selv. Det betød et Farvel til en masse mennesker. Trist og sørgeligt på mange områder men nødvendigt for mig. Jeg kunne simpelthen ikke rumme fremmede alt imens jeg skulle forholde mig til at jeg måske snart skulle herfra.

Jeg skal tilbringe en uge på en båd. Med en kæreste. 4 børn og en svigermor. Så regner ikke med det helt store sexeventyr ved mindre vi kan snige os i land et eller andet sted og knalde bag et bådhus. Så regner med at glæde mig helt sindsygt til at komme tilbage til pigerne når ferien er over. Ikke fordi jeg så får knaldet. Men kan igen tænke frit og tale bramfrit...

Man ved bare at man er ved at blive gammel når ens bedste julegave var en fodfil og en fodcreme....

Altså. Det er bare indtil i når op i en alder hvor Rynkerøven gør sig gældende og man får hvide fissehår. Så er al positiv opmærksomhed en optur

Fnis..... bluebasse. Men det får du ik af vide.... nananana naaaaaaa na...

Skal jeg være hudløs ærlig. Så ville jeg ikke acceptere det. 1 fordi hvis min mand have behovet for at knalde en anden kvinde så ville der være et eller andet grundlæggende galt i vores forhold. 2 jeg har igennem tiden mødt en del GPER der burde have været på den lukkede i stedet for på et bordel. Og da det er fuldstændig umuligt at navigere i om pigen hører til i den kategori. så ville jeg blive fysisk dårlig over at min mand havde betalt et menneske der er så langt nede i møget, penge for at få lettet trykket.

Jeg tror de fleste piger i den her branche har oplevet at man har slået automat piloten til. Lukket døren efter kunden også ikke skænket det en tanke derefter... for så at modtage en sms eller en mail hvor kunden skriver rosende ord. Takker for en fantastisk oplevelse. Og man sidder så med et stort WTF... var han i samme rum som jeg.... eller hvem fanden er det der skriver. Var det kl 11 eller kl 12. Så at man kan sagtens levere en god service uden at have ofret kunden anden opmærksom end lige i den tid der er betalt for.

Jeg har ikke nogen forretning at skulle tage hensyn til længere. Så jeg vil da gerne svare så ærligt som muligt. Man bruger faktisk ikke særlig meget energi på at forholde sig til kunden - mennesket bag ved. Ikke i første omgang. Han er blot næste på programmet og så længe han ikke er kendt i huset tager man det som det kommer. Det betyder jo ikke at man ikke interesserer sig for hvad det er for et menneske der står over for en. Man måler og vejer i lige så høj grad som i gør. Forsøger at læse hvilke behov vedkommende mon har og læse Hvordan han møder en. Er kunden kendt af huset, forbereder man sig i forhold til den hukommelse man har. Hvad var det han kunne lide sidste gang. Snakkede vi om noget. Var det ham der skulle på ferie osv osv. Man bruger en del resurse på at skabe en connection til ham. Selvfølgelig for at give ham en oplevelse af at være velkommen og savnet. Der er dage hvor man gør sig mere umage en andre. Jeg er taget på vagt hvor mit overskud ikke har været til andet end - kom så ind og Farvel igen. Også er hjernen ellers slået fra. Også har der været vagter hvor humøret har været højt og man har suget alle små impulser til sig og givet en masse igen. Kemi er alt afgørende. Jeg har haft kunder som jeg ikke ville kunne genkende 10 min efter de er ude af døren. Og jeg har haft kunder jeg vil huske resten af mit liv. Fysiske fremtræden betyder noget. Som i livet alle andre aspekter. Men den er bestemt ikke afgørende for om man høre til i første eller sidste kategori. Det her er business som al andet business. Men det betyder ikke at man ikke ser de mennesker der kommer i forretningen. Også var det afgørende Hvordan i mødte mig... jeg var lidt et spejl. Blev jeg mødt med smil, nysgerrighed og respekt. Så fik man det igen. Var kontakten begyndte med tingen om pris. En mistro osv. Så var jeg noget mere lunken når døren blev åbnet.