Findus

Tak for interessen - men jeg har så ikke skrevet nogen i år. Som nævnt sidste år skriver jeg også udenfor EG og er endt med at prioritere det i år. Der ligger et betydeligt arbejde, og en hulens bunke fortælletekniske bindinger i en historie som skal fastholde læserens interesse over 24. separat læste afsnit, så en julekalender kan ikke laves som venstrehåndsarbejde. Men projektet er kun pauset ikke opgivet, så det er da muligt julekalenderen vender tilbage på et tidspunkt.

Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal formulere det her uden at fornærme nogen, det er ikke hensigten så læs venligst indlæget på den måde. Det er så ubegribeligt hvad der er sket siden sidste weekend, at jeg selv har svært ved at fatte det - men den verden vi levede i indtil tirsdag middag er væk og den kommer næppe tilbage de første måneder. Der er taget uhørte skridt for at begrænse smitten. I løbet af 5 dage er der i hastig rækkefølge besluttet at: Lukke alle skoler, hjemsende alle offentlige ansatte, lukke grænserne. Erhvervslivet er påført et dagligt milliardtab og staten betaler nu +70.000 privatansattes løn for at undgå massearbejdsløshed. Det er de mest omfattende statslige indgreb der er set i Danmark i fredstid. Hvorvidt nogen vil udsætte sig selv og andre for smitte er ikke længere vedkommendes eget valg. Af den hastelov der blev vedtaget enstemmigt i Folketinget sent torsdag aften fremgår bla.: »§ 5. Sundheds- og ældreministeren kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet. Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet med en sygdom som nævnt i stk. 1, hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at forebygge eller inddæmme udbredelse af sygdommen. Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1 og 2, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling. Med de indgreb der ellers er gennemført tvivler jeg ikke på myndighederne er parat til at bruge bemyndigelsen. Viser vi ikke samfundssind og lukker branchen ned mens epedimien står på gør de det.

Konspirationslogik...

Det er jeg ikke klar over, det har jeg aldrig gjort. Men det nemmeste ville jo være at spørge hende i forbindelse med tidsbestillingen.

Det har været rigtigt fint vejr hele dagen men nu er det koldt. Det lægger jeg nu ikke specielt mærke til for godt nok var jeg afsted i god tid, men jeg har af samme grund sløset, så nu er jeg ved at komme for sent og går hurtigt. Endelig smutter jeg forbi en vandpibecafe og ind gennem porten i nr. 37, gennem endnu en port og så til højre for at ringe på - jeg er der 4 min. før, lige til tiden. Eller det troede jeg da. Meget ukarakteristisk har jeg taget en chance. Normalt satser jeg på de sikre kort men idag skal jeg besøge en helt nystartet pige uden omtale, og jeg har ikke andre forestillinger om hende end dem jeg selv har dannet mig ud fra Pussy Gallores profiltekst, pigens egen annonce og et par billeder - faktisk specielt ud fra et par billeder. For det var begyndelsen på historien. En uge før, lå jeg på sofaen og flippet frem og tilbage mellem EG og Pinterest lige ukoncentreret om begge dele. Pinterest robotten mente jeg burde være interesseret i nogle opslagstavler med titlen "Steampunk", uden dog at jeg fandt noget som var værd at gemme, samtidig var jeg i gang med en PM samtale. Under et af skiftene placerer jeg en finger forkert, og ender i "annonceprofiler". Lige da jeg skal til at trykke "tilbage" fanger en annonce min opmærksomhed - den med det eneste sort-hvide billede på siden. På det står en pige klædt i arbejdsbukser og seler og ikke så meget andet. Hun står selvsikkert med hænderne i lommen og ligner præcist en af de "greasemonkeys" opslagstavlerne vrimlede med, sej og piget på én gang. Overskriften var også noget for sig, "Ægte lesbisk" og en opfording til at tage kæresten med og dele fornøjelsen - den havde jeg aldrig set før, så selvom der var et insisterende rødt ettal i højre hjørne måtte PM'en vente. Det viste sig at det ikke skulle tages helt bogstaveligt, mænd, piger og par var lige velkomne. I sin annonce på EG hedder hun "Babygirl" og på Pussy Gallores "Babydoll". Der er hun af en eller anden grund ikke på listen over piger, men kun kan findes gennem linket på vagtplanen. Links: https://www.eroguide.dk/massage-escort/Babygirl/ http://pussygalores.dk I annonceteksten beskriver hun sig som en "tomboy", en pigetype jeg af uforklarlige grunde altid har har været tiltrukket af. Hmm - jeg skulle alligevel til København snart. Tilbage i nutiden er det hele ved at slutte lige der i døren da telefonpigen på Pussy Galores har skrevet min tid ind den forkerte dag. Heldigvist er Baby ledig så skaden er ikke stor og hun dukker op med lidt forsinkelse. Selvfølgeligt ikke klædt som billedernes "geasemonkey" - det havde jeg ikke lige tænkt på at bede om, og det ville jo alligevel have været forgæves pga. kokset - men i et "outfit" jeg ikke har set anvendt før. Høje hæle, almindelige bomuldstrusser, og en for stor habitjakke. Det virkede faktisk ret godt. Efter at have ordnet formaliteterne, og snakket lidt om mine forventninger, udveksler vi det første kys. Det bliver vi ved med længe, og undervejs forsvinder mit tøj efterhånden som hun piller det af. Mit bidrag er at sende hendes habitjakke samme vej - og da hun træder ud af de højhælede viser det sig, at hun har den perfekte pigehøjde så jeg trækker den lidt endnu inden vi lægger os på sengen. Baby er ikke supermodel-køn og ditto slank, men almindelig ungpige-køn og slank - som en af de piger man bemærker i bussen med et lille stik af vemod over den tid er forbi hvor det ville have været naturligt at prøve at indlede lidt småflirt. Hun er mørkhåret med en halvlang pagehårsagtig frisure, som, skulle det vise sig, er temmelig uregelig. Habitjakken gemte på et par små faste bryster. Jeg ved ikke ved om de skal betegnes som en stor A eller en lille B men de passede ihvertfald præcist i min hånd, og da trusserne lidt senere kommer af afslørede de det der idag er et sjældent syn, en nydelig lille trekant. Men det jeg lægger mest mærke til er hendes øjne, som er meget levende og nærværende. Det føles meget privat, og GFE illusionen er næsten perfekt, hun kunne have været den pige jeg havde lagt an på i bussen - altså hvis det ikke lige er fordi min ryg mindede mig om jeg er blevet 30 år ældre - jeg forstrakte noget dagen før. Af samme grund har jeg bedt hende om at tage det med ro, og at hun har rollen som den aktive part. Efter en tid med kyssen kommer kondomet på og hun anbringer sig øverst. Det er fint, men på den måde vil det gå for hurtigt, så jeg trækker hende op og anbringer hende på alle fire over mit ansigt. Det kan hun li' - og mig også. Hun bevæger sig mod min mund og jeg kaster et blik opad. Over mig har jeg hendes mave og bryster, ansigtet er halvskjult af det mørke hår. Vi skifter stilling og hun rider mig på ny - nu går det så godt at jeg bliver overmodig og vil overtage intiativet - vi ruller rundt, og opdager ved samme lejlighed at kondomet er blevet træt. Der skal et nyt til. I andet forsøg lykkes det med et undskyldende "jeg har ikke gjort det her så længe", og det tabte genvindes ved et kort blow. Vi begynder igen med mig øverst, og hendes fødder placeret mod mine lår. Men den går ikke - ryggen er slet ikke samarbejdsvillig, og efter at have snakket om at prøve en sideliggende stilling vender vi tilbage til hende øverst. Jeg griber hende over hofterne med begge hænder, og guider hendes tempo og vinkel. Hendes hår hænger i tjavser ned foran ansigtet, og de små bryster gynger i takt med ridtet, jeg flytter hænderne og knuer dem hårdt. Pga. de manglende stillingsskift er vi forud for planen og der er en del tid tilbage. Hun putter sig ind til mig, hendes hud er fugtig efter ridtet og hun begynder at nusse. Resten af tiden ligger vi og nusser og snakker - igen er venindeillusionen perfekt som vi ligger der, tæt omslyngede og snakker om løst og fast. Hun er meget nem at snakke med, og "pillowtalken" falder naturligt. Jeg fortæller historien om hvordan jeg bemærkede hende, smådriller med "greasemokey" outfittet på billederne, spørger lidt ind til den usædvanlige annonce og beklager for sjov at jeg ikke havde taget en veninde med til hende. Ikke overraskende er det et ikke særligt anvendt koncept. Til sidst banker telefonpigen på - tiden er næsten gået, så vi klæder os på, og Baby følger mig til døren. Hvordan er det samlede indtryk så? - bevares der er andre piger der er vildere på lagnerne, der er piger der mere tjekkede og der er helt klart piger der er mere professionelle - men der er en naturlighed og friskhed over hende som bare virker i GFE sammenhængen, og jeg vil gentage besøget engang når jeg alligevel er i København - og helst i en tilstand hvor jeg er i stand til mere end den mandlige udgave af søstjernen

@Lady C jeg må indrømme jeg er temmeligt imponeret. Dels er "Forvandlingen" flot rent sprogligt, så personen "Jens" og hans fald ind i vanviddet bliver sært logisk og forståeligt, dels har du i hvert eneste afsnit formået at give fortællingen et tvist som efterlader næste afsnit fuldstændigt åbent. Men især er jeg imponeret af den er skrevet "on the fly" og alligevel er blevet så helstøbt - det ville jeg aldrig kunne gøre. Fortællingen har, trods sit emne, været et af de sjældne lyspunkter på EG - og jeg håber du en anden gang kunne overtales til en ny historie

@Lady C ja fortælleren/hovedpersonen er en pige. Jeg synes det kunne være sjovt at spejle din "Stå stille" - mandlig fortæller/kvindelig forfatter. Så kan jeg godt li' et tvist til slut som viser hvor meget mere vi læser ind i en historie end der egentligt helt nøgternt står skrevet. Der er et par meget små antydninger af fortællerens køn undervejs. Hendes konstatering af Emmas hår nok er farvet og hendes ærgelse og omsorg for den plettede t-shirt er ikke specielt maskulint. Endelig er der en undladelse i selve sex-scenen - fortælleren beskriver ikke den fysiske reaktion der står i centrum for mandens begær.

@Liv, @mignuigen tak for det Det er ikke noget der umiddelbart er planlagt, jeg kan godt nok bedst lide længere historieforløb, hvor en figur kan bygges op gradvist. Der er novellen en svær genre, hvor alt skal bygges op og afsluttes på få sider. Jeg udelukker det ikke, men I må nok vente til december - så kommer der til gengæld 24 historier i træk

Det bliver svært at komme efter Lady C og "Stå stille", men jeg vil også komme med et skud i denne genre. Bryllupsgæsten Jeg kedede mig inderligt og håbede bare snart på jeg kunne komme hjem, men det var alt for tidligt. Hvad havde jeg forventet? Måske var det ikke så slemt, festen var vel bare som den slags nu engang er. Masser af mennesker jeg ikke kunne huske navnene på. Gråhårede familiemedlemmer som jeg ikke havde set i årevis og min søsters og hendes kærestes, nej mands nu, kedelige venner, som jeg måske var blevet introduceret til en gang før. Der var også et par små unger som vist nok hørte til hans ældre søskende. Derfor smilede jeg venligt genkendende til alle, og prøvede at drukne kedsomheden. Allerede under forretten havde jeg fået så meget hvidvin, at en lille moralsk stemme i mig advarende havde løftet pegefingeren i håb om at kontakte mit bedre jeg. Under hovedretten hældte jeg temmeligt meget rødvin efter den i håb om den ville tie stille og jeg havde nu nået det punkt hvor jeg var i et fandenivoldsk ukontrollabelt humør. Mit blik fangede min mors oppe ved brudeparrets bord - ja det havde så været min søsters store bekymring, og anledningen til flere alt for lange telefonsamtaler de sidste uger, om det nu var OK. at jeg endte ved bordet med min fars nye kone, og noget af hans familie vi ikke havde set i årevis. Min mors blik bragte mig ikke til fornuft - tværtimod var jeg blevet trodsig. Jeg gjorde tegn til en af de forbipasserende serveringspiger, som gik langs bordene med en flaske. Hende her havde jeg ikke lagt mærke til før, mærkeligt nok, for hun var lige den type jeg plejer at falde for, som regel ikke til mit eget bedste må jeg indrømme. Hun var nogle år ældre end de fjantede gymnasiepiger som rendte rundt i deres små sorte serveringskjoler, nærmere midt i end først i 20'erne. Hun var ret lille og spinkel, mørkhåret, og, bemærkede jeg da hun hældte op, hun havde blå øjne. Faktisk lignede hun Frida temmeligt meget, altså hvis man så bort fra hun var et par år ældre sådan nærmere på min alder, og at hendes hår var klippet halvlangt, ikke i Fridas skarpe korthårsfrisure. Sandsynligvist "fake", afgjorde jeg, det måtte være farvet. - jeg sukkede. Det var 11 måneder siden vi splittede op. Hun havde dumpet mig til fordel for en fyr fra studiet. "Broke my heart, end of story" – så kort kunne det fortælles. Der havde ikke været andre siden, altså ikke noget som var ment mere alvorligt end som slutningen på en fordrukken bytur. Hun så ret tiltrækkende ud i den lille sorte kjole. Jeg sukkede igen indvendigt - jeg var håbløs indså jeg, jeg ledte efter en ny Frida i alle piger jeg mødte. Min sidemand sagde et eller andet og jeg rettede opmærksomheden mod ham, men hans kone tog straks over. Jeg var ikke helt klar over hvem de var, det var et eller andet af min fars familie som jeg ikke havde set siden barndommen, og de gik i gang med at fortælle en anekdote om mig og min søster fra en ferie engang. Mellem hovedretten og desserten blev der holdt et utal af taler af den lange kedelige slags der er spækket med pudsige episoder fra barndommen som hovedpersonerne heldigvist havde glemt alt om indtil nu. Min fars tale var meget rørstrømsk, og han var sikkert noget mindre ædru end mig. Både min mor og hans nye kone betragtede ham i hvert fald strengt mens han vævede løs. Kort sagt kedede jeg mig gudsjammerligt, og jeg gav mig til at kikke efter hende den lille mørkhårede. Hun var rigtigt køn så meget var gået op for mig, og jeg faldt hen i dagdrømme med os to i hovedrollerne. Med ét gik det op for mig at hun havde opdaget mit blik, og jeg så til den anden side. Talerne blev fulgt af sange af den slags folk desværre selv har skrevet, og trods min mors blikke fik jeg igen tiltrukket betjeningens opmærksomhed og fik endnu et glas rødvin. Desværre var det ikke hende, men en lyshåret pige der kom med det. Hvor var hun egentlig? – jeg så op, og mine øjne mødte hendes blå. Hun slog hurtigt blikket ned. Jeg smilede indvendigt, dagen kunne måske alligevel blive en smule mere interessant end jeg havde regnet med. Nej – nu overfortolkede jeg bare, hun var blevet usikker over jeg stirrede på hende indså jeg, det var det hele. Jeg besluttede mig til at prøve at ignorere hende. Endelig sluttede det efter desserten og vi kunne komme op at stå. Jeg gik straks udenfor for luften i salen var kvælende her i forårsvarmen, og jeg tog mit halvfyldte glas med ud på terrassen. Jeg var ikke den eneste der havde fået den idé, og snart stod der en snakkende klump udenfor. Der var også et par af mine fætre, så det var faktisk ganske sjovt. Jeg så mig omkring. Jeg kendte selvfølgeligt stedet, jeg havde været her mange gange før jeg flyttede fra byen, og kroen var da også smuk og romantisk ud her i det sene forår med lysegrønne bøgetræer bagved, og udsigten ned mod fjorden – den perfekte kulisse for et bryllup måtte man indrømme. På terrassen i solen var det faktisk ganske behageligt, og jeg faldt hurtigt ind i det gamle ping-pong spil med mine fætre. De ville så have øl og viftede en af pigerne hen til vores bord. Jeg var ikke så meget for at skifte fra vinen og bad om et glas mere. En halv time efter bestilte vi igen selvom det var begyndt at blive småkøligt udenfor. Denne gang var det hende. Hun satte bakken på bordet og begyndte at række det bestilte ud. Jeg betragtede hendes små smil og intetsigende bemærkninger hun gav som svar på mine fætres klodsede flirten. Selv holdt jeg mig tavs og nøjedes med at betragte hende indgående - mit forsæt var helt glemt. Hun bemærkede det, og sendte mig et blik som fastholdt mit et splitsekund for længe – sådan opfattede jeg det i hvert fald. Da hun kom til mit glas rakte jeg ud, lidt for hurtigt, måske lidt febrilsk, samtidig med hun rakte glasset frem. Resultatet blev at det tippede over, og det meste af indholdet faldt ned på terrassebordet så rødvinsdråber sprøjtede langt omkring. Jeg kom hurtigt op før det løb over kanten og ned på mine bukser, men min t-shirt var ramt. ”Ikke mere til dig i dag” grinede den ene af mine fætre. Hun undskyldte mange gange, men jeg sagde trøstende, at det havde været min egen skyld. Jeg fik fundet min mor, og lånte bilnøglerne, for at skifte til en almindelig hvid t-shirt fra weekendtasken. Selvom det var et uheld var jeg ærgerlig. Den var ny og den havde været dyr. Tørrende det først ind kom det aldrig af igen, så jeg gik ud bagved til køkkenet med t-shirt’en i hånden. Der var to piger derude en lille buttet helt ung lyshåret en jeg ikke havde set før og hende den mørkhårede. Hmm, erkendte jeg - jeg havde faktisk håbet hun var der. ”Kan jeg ikke få lagt den her i blød” bad jeg ”ellers er den ødelagt”. Den buttede forsvandt med en bakke med et par fadøl og tre kopper kaffe. Øllet var sikkert min fættres nye bestilling mens den mørkhårede viste mig ind i et linnedrum. ”Åh gud hvor hun ligner Frida” tænkte jeg da jeg fulgte efter hende derud. Døren var af den slags med dørpumpe så den lukkede sig selv bag os og vi stod nu i halvmørke. Der var kun en elendig søvnig sparepære i loftet så det meste lys kom fra døren hvis øverste halvdel bestod af en matteret glasrude, der nok tillod dagslyset fra køkkenet at falde ind bag os men uden at man kunne se ud eller ind. Rummet var lille og stopfyldt. Mod den ene væg stod en støvsuger og nogle gulvskrubber med tilhørende spande under en vask. Den anden væg var optaget af stålreoler med duge og linned. Hun tog dunk flydende Biotex som stod på vaskemaskinen og bøjede sig så ned for at for at løfte en spand op. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men med ét trådte jeg nærmere og lagde mine hænder på hendes røv – den var så indbydende og rund som hun bøjede sig fremover - ”hvad er det jeg gør” nåede jeg at tænke – men hun trak sig ikke forskrækket fra min berøring, hun rettede sig blot op uden et ord. Min ene hånd fandt et bryst mens jeg lagde den anden ind lige over hendes skød og knuede hende ind mod mig. Hun bøjede nakken over min skulder og fandt min mund i et skæv kys mens hun famlende greb bagud. Sådan stod vi en tid, men jeg ville mere så jeg trådte lidt tilbage, flyttede mine hænder til hendes skuldre og vendte hende. Så gik jeg halvt ned i knæ og greb med begge arme lige under hendes røv. Hun forstod øjeblikkeligt hvad jeg ville og slog armene om halsen på mig. Hun var let, og øjeblikket senere sad hun på vaskemaskinen. Nu var det mig der kyssede opad, og min ene hånd forsvandt op under kjolen og jeg pressede håndfladen rytmisk mod hendes køn. Hun famlede efter min bukselinning, men jeg beordrede - "kun dig" og hun lagde i stedet sine arme om min nakke og samlede sine ben om min røv og pressede mod den for at guide mit tempo. Gennem døren hørtes stemmer fra de andre serveringspiger, og skygger bevægede bag det matterede glas. Jeg stoppede igen. Hendes kjole var gledet halvt op da jeg løftede hende, jeg smøg den helt op om livet på hende. Trussene var små, blå og i blonder, alt for "overdressed" til lejligheden, men det passede mig fint, jeg tænder banalt nok på lingeri, specielt blåt. Der lød igen stemmer fra køkkenet, denne gang var det kromutter som var ved at give instruktioner til pigerne om at det var sidste servering til de af gæsterne der var trukket udenfor på terrassen. De var højst et par meter væk, den mindste lyd kunne afsløre os. En mørkere blå farve havde bredte sig på trusserne, hun tændte lige så meget på situationen som mig indså jeg. "Vær stille" beordrede jeg og tog fat i trussekanten. Hun lettede røven lidt og de gled af og op over benene, et øjeblik sad de fast i hendes venstre fod, og jeg trak dem det sidste stykke med tænderne. Så greb jeg hende under knæhaserne og spredte hendes ben vidt. Hun lagde sig over vaskemaskinen og tørretumbleren og jeg smagte på hende. Hun var våd, meget våd, og indbydende smuk. Udenfor gik skyggerne tæt, der lød skramlen af tallerkener og flasker mens flere stemmer kom til. Jeg er god til at slikke, det ved jeg, og hun reagerede hurtigt med undertrykte småstøn. Så stoppede jeg og lod hende se mig direkte i øjnene - først tog jeg dvælende langefingeren i munden så tommelfingeren, så spyttede jeg ekstra på tommelen og bøjede mig igen. Tungen var nu suppleret af en finger oppe og en våd tommelfinger omkring røven. Som jeg havde regnet med var hun en ”Slut”, og hun kunne li’ det, hun kunne i den grad li’ det. Jeg satte tempoet lidt ned og stoppede helt når hun begyndte at ryste, for ivrigt at tage fat igen øjeblikket efter – sådan holdt jeg hende teasende på grænsen indtil jeg til sidst forbarmede jeg mig og lod hende komme. Hun klarede det fint, næsten lydløst. Der lød igen stemmer ganske tæt på og skyggerne blev til mere tydelige skikkelser, nogen stod lige foran ruden. Vi kyssede ivrigt, og hun greb mig hårdt og begærligt om røven. Jeg gjorde mig fri og holdt hende ud på afstand med hænderne på skuldrene – ”vi må tilbage” sagde jeg lavmælt. Hun nikkede, sprang ned fra vaskemaskinen og bukkede sig mod gulvet. ”Næ, dem beholder jeg” sagde jeg og tog trusserne ud af hånden på hende. Så foldede jeg det lille stykke blondestof tæt sammen mens jeg fastholdt hendes øjne og snusede til det før jeg stak det i lommen. Hun trak rødmende serveringskjolen så langt ned hun kunne og glattede den. Jeg trak min I-phone frem, låste den op og rakte den til hende – ”ring til mig i morgen”. Hun sendte hurtigt en sms til sit eget nummer. Vi ventede til der var lyst og stille bag den matterede rude, så smuttede vi ud. I gangen mellem køkkenet og salen hørte jeg en dør gå op og kromutter bebrejdende spørge ”hvor har du været Emma”? – jeg hørte ikke svaret, da døren til salen i samme øjeblik blev åbnet af en af pigerne og alt druknede i lyden af stemmer. ”Emma” – så det var det hun hed. Bordene var ryddet til side, og musikken var ved at gøre klar. De gæster som havde været udenfor i solskinnet begyndte at dukke op, og pigerne vendte tilbage med glas, Asti med jordbær hvis jeg ikke huskede fejl. Mine fætre kom ind og fortrak straks mod et bord i det ene hjørne, hvor der var en opstilling af ølflasker, sodavand og glas. Min søster dukkede op og vinkede glad til mig – ”der er du, hvor har du dog været”? Jeg trak på skuldrene, ”jeg spildte rødvin, og min t-shirt skulle lige reddes” mens jeg trak demonstrerende i den billige hvide T-shirt jeg nu havde under jakken. Jeg kom i tanke om noget – ”bilnøglerne, mor skal have dem tilbage”. Hun greb mig under armen og guidede mig snakkede hen til den nærmeste af pigerne med bakkerne. Det var Emma – hun rødmede let ved synet af mig. Jeg tog et glas og klappede uskyldigt på min ene jakkelomme – hendes øjne kunne ikke møde mine og hun blev blussende rød i ansigtet, for at blive reddet da en af min mors kusiner også ville have et glas. ”Vi skal danse bryllupsvalsen lige om lidt” sagde min søster - jeg nikkede og smilede uvilkårligt, hun var så glad, ”og så er der ikke længe til jeg skal kaste brudebuketten”. ”Ah, den slags cirkus er ikke lige mig” - sagde jeg afværgende, men hun sendte mig blot et strålende smil, "nej du slipper ikke - ikke i dag” sagde hun, tog mig under armen og trak mig med - ”du er trods alt min eneste søster".

Se det står der så ikke det mindste om i anmeldelsen - og det er ganske bevidst. Ofte ødelægger vi det for os selv i thai-verdenen ved at have alting pinnet ud i detaljer og gjort klart på forhånd. Alt efter hvilken type sted der er tale om selvfølgeligt, er der intet menukort, men en række undtagelser, gråzoner og stamkundeprivillegier. Nogen gange skal man bare flyde med og se hvad der sker. Hun er så ikke ukendt herinde, og har tidligere fået strålende anmeldelser, de er næppe svært at finde.

Forleden fangede mit blik tilfældigt et skilt på facaden af et hus hvor der ikke plejede at være noget skilt - "Ann Thai Massage" stod der. Det var ganske interessant, for det kunne nemt være den kendte og skattede pige fra Suree/Oriental Massage af samme navn som var holdt fornyligt under ikke helt afklarede omstædigheder. Det havde ærget mig en del at hun sådan pludselig var væk, for Ann var klart en af de bedste thai-massører jeg er stødt på, og en pige jeg har besøgt gentagende gange de sidste 4-5 år. Kunne det være Ann der var startet for sig selv? - det var en oprigning værd. Jeg genkendte straks stemmen og fik dagens sidste tid. Min ankomst var "spot on" og jeg blev lukket ind ved første ring. Hun havde ikke genkendt mig i telefonen så jeg blev mødt med glad genkendelse i døren. Stedet er lille, det er en 2-værelses lejlighed i stueplan, og der er kun Ann tilstede. Hun har opgraderet indenfor udstyr og er nu udstyret med en opvarmet briks, ditto håndklæder til afdækning, og "hotstones" som blev brugt med stor effekt under massagen samt varme fugtige håndklæder til aftørring frem for den sædvanlige køkkenrulle. Kort sagt var der lagt op til en vellness-oplevelse af de bedre. Og det var også hvad jeg fik. Ann var klædt i en eksotisk lang slå-om nederdel og matchende top, og havde tilsyneladende skiftet frisure til noget kaotisk strittende, som - da jeg bemærkede det - viste sig at skyldes et sjusket isat hårspænde som staks blev rettet, selvom det egentligt så ret sødt ud. Massagen var som altid kompetent, og dybtgående og især koncentreret om nakke og skuldre, hvor musen havde bidt dybt. Jeg fik besked på at vende tilbage om en 14 dages tid så hun kunne gøre arbejdet færdigt. Jeg er udmærket klar over at interessen herinde i mindre grad er fokuseret på massagen, som på det der indimellem følger bagefter. Men hvad var thaimassage hvis alt var åbenlyst og givet på forhånd? - der skal være plads til overraskelserne, undtagelserne og den orientalske mystik. Efter halvanden time var min min time overstået, og jeg smuttede hurtigt så hun kunne få lukket. Af samme grund glemte jeg at spørge om der var var mulighed for bad, så det må I selv finde ud af. Der er ikke noget direkte link, men kontaktoplysningerne er "Ann Thai Massage Skottenborg 42, st. Viborg tlf. 2577-2681", og der er en lille annonce med åbningstider her: https://ugeavisen.dk/e-profil/andre-personlige-serviceydelser/ann-thaimassage

Tak for det Jeg er så nok liiige en anelse sent ud hvis det skulle blive til en januarkalender - men uden at ville love noget, er der et projekt på beddingen som muligvist kunne tænkes at dukke op om en 11 måneders tid, hvis det ellers lykkes.

Jeg takker så de læsere der holdt ud fra "En trist begyndelse" til "En langtrukken finale" Finaleafsnittet indeholdt alle de kendte og elskede elementer i en rigtig hyggelig dansk jul - håndværkersex, indbrud, væbnet røveri, tvivlsomme finansielle instrumenter, revisionstekniske detaljer, filateli og rockerhævn. Finalen er samtidigt vores afsked med "Det Gamle Bordel" efter 3 sæsoner - og dermed vores afsked med de kendte figurer - og her skal den i 2. sæson så tragisk bortgåede Hr.Lillemand ikke glemmes. Hvordan skal det gå dem fremover? - tja, af en eller anden grund tror jeg de nok skal klare sig. Mutter er trods sin jamren ukuelig, Den Vakse Telefonpige er reddet fra kommunalt støttet slaveri i Netto, Karla og Peter lægger i stilhed søde fremtidsplaner, Fie har fået inspirationen til sit speciale og kik på en italiensk udvekslingsstuderende, de unge elskende Ramus og Freya/Sofie har hinanden, mens Lola og Sara er blevet rigtigt tætte veninder. Hvordan skal det gå med julekalenderen fremover? - ja det vil tiden vise. Muligvis dukker der en ny titel og nye peroner op om 11 måneder, men man kan aldrig vide ....

24. december En langtrukken finale Mutter, Den Vakse Telefonpige og pigerne stod af linje 150S på Brønshøj Torv, ”hold kæft hvor er det koldt” sagde Sofie – pigernes påklædning havde vakt en del opsigt i bussen. ”Husk det nu piger” sagde Mutter nervøst, ”I skal holde dem beskæftiget i en halv time”, så skiltes de. Pigerne nåede frem til afspærringen, hvor de flittigt brugte de nylærte ord ”słodziutki” og ”wolny” i mange forskellige udtaler - de og håndværkerne forsvandt snart parvis ind i campingvognene. Mutter og Den Vakse Telefonpige ventede skjult i porten overfor – ”hvor i helvede er vores specialist” snerrede Mutter stresset. ”Her” lød det bagved den og de vendte sig i et forskrækket sæt – der stod Kald-mig-Brian som havde han materialiseret sig ud af mørket denne sene december eftermiddag. Han bar på en tydeligvist tung medium sportstaske. ”Har I honoraret?”, Mutter rakte ham en konvolut, og trioen smuttede over gaden og ind gennem den nu ubevogtede port og den velkendte solide hoveddør i baghuset og derfra op på førstesalen til den gamle dungeon. Mutters tvivl om Kald-mig-Brians faglige færdigheder viste sig grundløse, da han 8½ min. senere med et ”sådan” åbnede lågen. Mutter bævede – udover en masse døde indtørrede sølvfisk indeholdt pengeskabet kun en kuffert med mærkater San Fransisco-New York–Kjøbenhavn, ”det må være den” sagde hun hæst. De sneg sig tilbage forbi rækken af nu let gyngende campingvogne - fra den nærmeste trængte Fie´s klare stemme tydeligt igennem ”Oh, oh yes, fuck me, yes fuck me, fuck me, ooohh … yes yes yes … YEEESS”. De fortsatte ud gennem afspærringen hvor Kald-mig-Brian diskret forsvandt i skyggerne. Mutter og Den Vakse Telefonpige satte kursen mod mødestedet, bus 150S’ stop på Brønshøj torv, hvor resten af pigerne skulle slutte sig til dem, og Mutter begyndte med den gamle læderkuffert fast knuet i armene at udbrede sig om de ret så omfattende planer hun havde lagt for genåbningen af Det Gamle Bordel i nye luksuriøse lokaler. Noget forsinkede i forhold til tidsplanen, dukkede pigerne igen op på Brønshøj Torv med uglet hår, og lettere rødplettede i ansigterne – ”pyha”, sagde Sara, ”det var sku´ noget andet end de fimsede multimediedesignere og kommunikationsrådgivere der plejer at komme hos os”, Fie nikkede ivrigt bekræftende, ”ja jeg fik da danset spjæt-mazurka” grinede hun – Sara og Lola grinede smørret med – Den Vakse Telefonpige så derimod spørgende ud, og Fie begyndte på en forklaring ”du ved. ..” sagde hun og løftede sigende det ene øjenbryn. Men et løftet øjenbryn og et "du ved" fik kun Den Vakse Telefonpige til at se endnu mere undrende ud. – ”… du kender det, som når du sådan bliver rusket rigtig igennem” fortsatte Fie opfordrende - men heller ikke det ’at blive rusket rigtigt igennem’ var noget der så ud til at vække den fjerneste genkendelse i Den Vakse Telefonpiges øjne – ”ah bare glem det, det var en vits”, afsluttede hun, og trak i stedet sin telefon frem. ”Hi, Earl, It´s me, we found it! – yes we actually found it”!! Bus 150S kom i det samme, og gruppen begav sig på vej mod privaten i Vangede. Da de kom tilbage til rækkehuset blev de som ventet mødt af Rasmus, som til Mutters overraskelse stod han og talte med Hr. Rejsenetværk og den kære gamle Hr. X - ”hvad laver I her?” spurgte Mutter bryskt – ”ja øh, du inviterede os jo til juleaften som du plejer, bare hjemme i privaten” svarede Hr. Rejsenetværk, ”ja og”? svarede Mutter for så forbløffet at spørge – ”er det da juleaften”? Den lille forglemmelse (som jo kunne ske for enhver) blev hurtigt rettet, og da Palle dukkede op på sin motorcykel blev han sendt ud for at købe ”et eller andet”, for Mutter ejede hverken vådt eller tørt. Hun låste op og tog Hr. Rejsenetværk under armen, og sagde ”fortæl mig lige igen om de der koncepter for en fornyelse af branchen du har snakket om” - hun tøvede så sig overrasket omkring, ”men hvor er Hr.Jernsvin? – ”han er i Polen” svarede Hr.Rejsenetværk. Piger og gæster strømmede indenfor og Mutter satte i triumf den gamle kuffert på spisebordet, da det ringede på døren, ”det er sikkert Earl” sagde Fie, og da Mutter så spørgende ud ”altså professor Smythe-Bowles han ville gerne se skatten før han flyver hjem i aften” – ”jamen jo flere jo bedre” svarede Mutter jovialt, og begyndte med noget besvær at åbne kuffertens rustne spænder. Kufferten indeholdt, udover en masse papirsmulder og døde indtørrede sølvfisk, nogle meget anløbne smykker, et jade cigaretrør, en læderbrevmappe med ditto snor om og en lille men tung læderpose. Mutter åbnede læderposen - indholdet glimtede gyldent, og hun tog en af mønterne op. Den var prydet med billede af en skaldet ørn på den ene side. Hun kikkede på den, ”20$ - hvor meget er det i kr.”? – ”ikke ret meget” svarede Sara, ”vi plejer at tage 150$ for en halv time når et af Krydstogtskibene lægger til ved Langelinje” – Mutter stod måbende med mønten i hånden. ”Det er guldmønter skal I lige huske” sagde Rasmus og samlede en af mønterne op, ”de er meget mere værd end det der står på dem”. ”Hvor meget” spurgte Mutter nu igen forhåbningsfuld. ”Åh, jeg vil sige knapt et par hundredetusinde” sagde Rasmus, ”hver?” sagde Mutter, med glad overraskelse i stemmen, ”nej, tilsammen – før skat altså” svarede Rasmus. ”Ikke mere” sagde Mutter tonløst og en flad følelse af skuffet halvfiasko bredte sig i forsamlingen ”Nej altså, nu har han også fundet en pistol”! udbrød Den Vakse Telefonpige klagende og de kikkede op. Smythe-Bowles, som havde holdt sig lidt på afstand under åbningen af kufferten, stod nu med en pistol i hånden - men den var hverken rusten eller ’Old School’, tværtimod så den yderst moderne og effektiv ud. Med en selvsikker viftende bevægelse gjorde han tegn til pigerne og gæsterne om at fortrække til den anden ende af stuen, men blev kun mødt af vantro blikke. I en flydende bevægelse rettede han pistolen mod Mutters reol og et skud smældede - kuglen slog ind lige i VHS samlingen der ellers rummede adskillige unika fra de glade EM dage i ´92. Så pegede pistolen igen på dem og Smythe-Bowle gjorde atter tegn med en viftende bevægelse. Han fortrak ansigtet i en hånligt triumferende grimasse, men indså, at meget af effekten af hans det-var- min-onde-plan-hele-tiden-og-nu-er-der-intet-I-kan-gøre tale ville blive spoleret hvis Mutter ikke opfangede de finere detaljer i hans hoveren. Han rettede derfor pistolen løseligt i Fie’s retning, fulgt af et ”translate”. Han nikkede let mod pigerne – “Whores”, fulgt at et nik mod Rasmus og gæsterne ”Pimps”, og et dybere ironisk nik mod Mutter ”Madame” - så stillede han et spørgsmål, ”Charles Earl Smythe-Bowles, does that ring a bell”? - Fie så forvirret ud og oversatte ikke noget - ”Bowles can be spellede without the ’w’ and Smythe came from my mothers side” – hjalp han. ”FUCK”!!! udbrød Fie. “Well that´s your line of work - not what I said” svarede han koldt - Fie oversatte tænderskærende. ”Er han virkeligt Black Barts efterkommer”? spurgte Mutter vantro – ”og de har jagtet skatten lige siden, og det er derfor han er kommet til København”? Fie nikkede ”ja altså det er det han siger, men den historie er bare SÅ langt ude”. - ”det sker tit, det var præcist lige sådan i DaVichi Mysteriet med ham albino dræbermunken, og i…” begyndte Lola ophidset, men blev mødt af et kollektivt ”Lola!!”. Smythe-Bowles lod afsløringen synke ind, og forsatte så sin hoveren. Han fortalte at Black Bart havde indset, at tiden var ved at rinde ud for ’outlaws’ og at forbryderverdenen måtte forny sig. Derfor havde han indledt et samarbejdet med ”The Klondike Mining Company Inc.”, som mange guldgravere havde valgt at afstå deres udvindingsrettigheder til efter en serie af tragiske dødsfald. For sin indsats i den forbindelse havde han modtaget 200.000$ i form af en veksel forsynet med alle behørige stempler og underskrifter, som kunne indløses af ihændehaveren a´vista. ”Hvad betyder a´vista?” spurgte Rasmus af faglig interesse. Smythe-Bowles forklarede med en mine som han var blevet stillet et spørgsmål af en overraskende opvakt studerende, at det var en nu ikke længere særligt brugt type gældsbevis uden udløbsdato, som ihændehaveren kunne kræve indfriet på et hvilket som helst tidspunkt - "men det er jo over 100, år siden” svarede Rasmus, ”den kan da ikke være noget værd i dag, selskabet er sikkert ophørt for længst”. Næ det eksisterede skam endnu forsikrede Smythe-Bowles, det havde ganske vist skiftet navn og forretningsområde – kendte de den multinationale megakoncern Universal Equties Inc.? – Mutter udstødte et fnys af raseri. Smythe-Bowles lagde sin frie hånd på brevmappen, og sagde med skinnede triumf i øjnene ”Bowles-slægten kan nu indtage sin retmæssige plads blandt USA´s mest velhavende familier”!! - ”Men var det ikke kun 200.000$” sagde Rasmus forvirret ”så mange penge er det altså heller ikke”. Smythe-Bowles så skuffet på Rasmus som om han nu alligevel viste sig at være en småtumpet og langsomt opfattende studerende, der blot ved et tilfælde havde stille et begavet spørgsmål - ”som er forrentet med 51/4% pro anno med første rentetilskrivning primo 1904. – ”og med 114 års renter…” hviskede Rasmus nu i ærefrygt, ”det bliver jo …” han lukkede øjnene og begyndte at regne efter men Smythe-Bowles kom ham i forkøbet ”68.288.867 dollars og 36 cent ifølge noten om andre hensættelser og eventualforpligtigelser i Universal Equties Inc. sidste årsregnskab” – Rasmus fløjtede imponeret. ”Keep the change” afsluttede Smythe-Bowles og kastede med en foragtelig bevægelse posen med guldmønter til Mutter, for med vild triumf i øjnene at åbne mappen. Sekundet efter skiftede han ansigtsudtryk til vantro benægtelse - han rodede desperat med den frie hånd for til slut at hælde indholdet ud på bordet, men mappen indeholdt kun papirssmulder og for længst indtørrede sølvfisk i massevis. Smythe-Bowles stod helt stille et sekund, så gik han truende et par hurtige skridt mod Mutter, løftede pistolen op i hovedhøjde, og snappede uden et ord læderposen fra hendes hånd, trådte så tilbage til bordet og fejede så mange af smykkerne som muligt ned i lommen for at forlade stuen baglæns mens hans pistol fejede hen over forsamlingen. Et smæk fra hoveddøren brød tavsheden ”… og ham brugte jeg mit bedste skolepigeoutfit på” lød det rasende fra Fie før alt druknede i en forvirret larm fra de chokerede piger og julegæster. ”Vi må ringe til politiet” sagde Den Vakse Telefonpige bestemt, ”og sige hvad”? spurgte Karla, ”at han lige har røvet byttet fra vores pengeskabskup”? Mutter som nu for første gang tog ordet var overraskende fortrøstningsfuld ”Palle ved hvad der skal gøres”. Nogle minutter senere vendte Palle tilbage med to bag-in-box rødvine og nogle rødkåls og andepizzaer. Men han sagde ikke et ord ved nyheden, han forsvandt blot ud i garagen med sin mobil. 17 minutter senere var larmen øredøvende, porcelænet dansede faretruende i skabene og gulvene rystede under dem - ”jeg smutter lige” meddelte Palle fra bagdøren, mens han rettede på et eller andet langt og omfangsrigt under jakken og i et brøl fra hundredevis af Harley-Davidson hestekræfter kørte Palle og hans brødre af den julestille villavej mod et ukendt mål. Den Vakse Telefonpige havde i mellemtiden fundet et glas og gik målrettet i gang med at dulme nerverne med Bag-in-box rødvinen, og da nerverne var lige så tyndslidte hos resten af selskabet og sulten efterhånden meldte sig sluttede de sig til hende og tog hul på de nu mere end halvkolde rødkåls og andepizzaer. Den kære gamle Hr.X ville ikke have pizza, han var fuldt optaget af at studere de ophængte breve på køleskabet, og da Sofie kom ud i køkkenet på jagt efter noget andet at drikke end billig rødvin, begyndte han på lang og omstændelig historie om dengang han som dreng samlede på frimærker og hvor brændende han havde ønskede sig lige præcist sådan et som på konvolutterne, et meget sjældent Canadisk Yukon-Territory frimærke med overstempling. Som hun havde lært på sygeplejeskolen hørte Sofie professionelt-høfligt ikke efter og gelejdede ham venligt ind til selskabet. Mutters Nokia summede, det var en sms fra Palle – ’fuglen er fløjet’ stod der. Hun lagde tungt telefonen fra sig. Mutter satte sig tungt på en stol og sagde opgivende ”det var så det” – pigerne vendte sig bekymret mod hende, ”vi vil aldrig åbne igen nu”. ”Jeg skal i banken lige efter jul…” hun så sig omkring ”…så tager de huset”. Karla rømmede sig for at sige et eller andet trøstende, men kunne ikke lige komme på noget og opgav igen, Mutter vendte sig mod Den Vakse Telefonpige – ”hvordan var det lige med din ressourceudredningssamtale Telly, det var jobprøvning i Netto ikke”? Den kære gamle Hr. X som var blevet lidt tunghør på sine gamle dage afbrød hende med sin snak om frimærkerne, og tilbød at købe dem. ”Ja OK.” svarede Mutter - ”hvad med en daler”? foreslog han. ”Whatever” svarede Mutter, men Hr. X bød straks over, ”så 100 kr. da”? - ”ja så siger vi det” sagde Mutter med trist ligegyldighed, - ”1.000 kr.- det er mit sidste bud” sagde Hr. X ivrigt. ”Lad os nu finde den rigtige pris så de ikke snyder dem selv Hr. X” sagde Sofie og sendte den tydeligvist forvirrede ældre herre et professionelt sygeplejesmil. Så hev hun sin I-phone frem og tog et nærbillede af det åbentbart så interessante frimærke for at starte en billedsøgning. ”Måske kunne jeg flytte til Jylland” sagde Mutter – pigerne så bestyrtet på hende ”lejlighederne er ret billige – jeg kunne måske få råd til noget omkring Herning”. ”Rasmus”, kaldte Sofie med en mærkelig hæs stemme, ”se lige her” - Rasmus kikkede på skærmen så fløjtede han imponeret. Han kikkede opfordrende på Sofie som tog ordet – ”hør lige her alle sammen frimærkerne er noget værd, ret meget faktisk” – alle så spørgende på hende bortset fra Mutter som blot sløvt gentog, ”noget værd”? Sofie tjekkede igen mens Rasmus så hende over skulderen, ”ja knap 200.000”. Livet vende tilbage i Mutters øjne, og hun kastede et blik ud i køkkenet på køleskabet og de mange breve der var sat op med magneter ”det er vel samlet”? sagde hun – ”øh nej, det er for hvert af dem” svarede Sofie – ”… husk lige at sige det er i dollars” indskød Rasmus. Alles blikke rettede sig mod Mutter som først var stille - så samlede hun jadecigarretrøret op, stak en hjemmerullet i og tændte den med lighteren. Hun sugede ind og pustede så langsomt røgen ud mens hun holdt røret i en kæk vinkel - ”Girls – we´re back in business”.

23. december Timet og tilrettelagt De kommende pengeskabstyve sad denne aften i Mutters køkken og ventede på Palle og den lovede specialist. Mutter selv sad i sin sædvanlige slidte slåbrok med en hjemmerullet smøg i hånden, mens Lola til lejligheden havde klædt sig i et opsigtvækkende kropsnært lakdress med tydelig inspiration fra ’Cat-Woman’. Kl. 18, ringede det på, Den Vakse Telefonpige sprang op for at åbne døren. Kort efter trådte Palle ind i lokalet fulgt af en lidt smånusset anonymt udseende mand, som han præsenterede som ”specialisten”. Denne nikkede bekræftende og præsenterede sig som ”kald mig Brian”. Efter Mutter havde udstødt et hånligt fnys ved synet af Palle, henvendte hun sig inkvisitorisk til hans anonymt udseende ledsager for at i detaljer at forhøre sig om dennes evner virkeligt rakte overfor et pengeskab af et så legendarisk mærke, da han jo var blevet introduceret til selskabet af en personage af tvivlsom karakter og ringe troværdighed – men hendes forhør blev afbrudt af Lola ”Ej, er det sådan med gummihandsker og stetoskop? – det ville jeg gerne se” sagde hun spændt, Kald-mig-Brian kikkede mærkeligt på hende. ”Den slags virker kun på film” sagde han, ”jeg bruger et diamantbor”. Pigerne tyggede lidt på den oplysning, og Lola så temmelig skuffet ud. ”Men vil de så ikke høre os bore”? spurgte Mutter foruroliget. ”Det er jeres job at sikre arbejdsro en 15-20 minutter” sagde han med et skuldertræk, ”hvordan I gør det kommer ikke mig ved”. ”De der polakker er der jo hele dagen” sagde Lola tvivlende, ”hvordan i alverden vi så komme til at åbne pengeskabet i fred og ro”? - så kom hun i tanke om to af sine absolutte yndlingsfilm, en med Lucy Liu som hun irriterende nok ikke lige kunne huske navnet på, og ’Ocean 8’ og skitserede selvsikkert en indviklet plan som indebar snedige forklædninger, veltimede afledningsmanøvre og adskillige strategisk placerede spejle. Lola fremlagde sin plan med stadigt stigende begejstring - men resten af forsamlingen møde hende med vantro blikke. ”Jooo det er en fin plan Lola, men den er nok lidt for svær at gennemføre med kun én dags varsel, så hvem der dog bare kunne få en god og enkel idé” sagde Palle, og pigerne vendte sig spørgende mod ham, ”for hvad i alverden kan vi dog finde på, som kan holde 5 mænd beskæftiget så de er helt tabt for omverdenen i en halv times tid? - 5 raske og stærke mænd der arbejder langt hjemmefra, og som ikke har set deres koner i ugevis - jamen, jamen, jamen hvad kan vi dog finde på”? - sagde han overdrevet undrende. Mutter vendte blikket fra Palle – ”det er op til jer piger”.

@Butch jeg tror så mere at Palle er på bølgelænde med Dynamit-Harry @Christina ssbbw jeg han undersøgt sagen. 100% af alle hunde der rejste med Titanic på 1. klasse blev reddet - men der optræder ikke en "Moppe" på passagerlisterne, så enten er (han?) ligeledes rejst inconito, eller V. har simpelthen ladet ham blive hjemme. @Alkoholikeren ja så nærved og dog så frusterende fjernt. Skatten, hvad så end den er, har i årevis befundet sig lige under Mutters næse, men med "Universial Equities Inc.” erhvervelse af matriklen i Brønshøj har Mutter mistet ethvert jurisdisk (men dog ikke moralsk) krav på skatten. Det er foruroligende og særdeles skuffende, at vore heltinder tilsyneladende nu overvejer at rette henvendelse til kriminelle kredse for ad den vej at erhverve skatten

22. december Professionel hjælp søges ”… og polakkerne smed os udenfor afspærringen, og ham den danske arbejdsleder de havde ringet efter var skidesur og sagde at nu var det nok - ja det var så også efter Sus havde kradset ham i ansigtet - og at han var træt af dem der sneg sig ind som ham der den underlige der kom hver nat, og at det var en byggeplads, og at det var farligt, og at han ville ringe efter politiet hvis vi nogensinde så meget som bare kom i nærheden af Brønshøj igen, og så gjorde Sus så det der - ja det var måske også lidt dumt for så blev han først rigtigt sur og kaldte hende et sindssygt kvindemenneske – men først gjorde hun altså …” – ”tak Telly det rækker så rigeligt” afbrød Mutter studst. Pigerne var igen samlet i Mutters dagligstue – Lola og Sara havde undtagelsesvist lukket forretningen tidligt, Karla havde lige et par timer, og Fie kunne godt ofre lidt mere af læseferien, Sofie også, mens Ramus havde travlt med et eller andet hemmelighedsfuldt indkøb. Mutter havde bedt dem om at finde deres kopper fra i går hvis de kunne, for hun havde været for oprevet til at vaske op, og hun stillede glasset med Nescafé midt på bordet sammen med kedlen, så de selv kunne tage. ”Der var faktisk et pengeskab”? spurgte Fie, ”ja men det var låst” meddelte Mutter ærgerligt. Hun trak sin Nokia op af lommen, ”vi tog et billede af det” – Nokiaen gik på omgang mellem pigerne. ”Det beviser så at søsteren ikke fandt skatten” sagde Mutter henvendt til Fie - ”døren var stadigt låst så hun har ikke åbnet det”. Fie vekslede et bekymret blik med Karla – ”nej det beviser ingenting, hun kan have taget hvad det nu end var ud af pengeskabet og låst det igen bagefter, og Rasmus fandt jo ud af …”. ”Åh nej Fie, Mutter har ret og du tager fejl - hun kan umuligt have åbnet det” sagde Lola roligt. Fie vendte sig irriteret om ”…og hvorfor så det”? Lola smilede selvsikkert og fortsatte – ”fordi hun ikke kendte koden” Fie sukkede demonstrativt opgivende, ”det sidste PS. I Titanicbrevet, det der med fødselsdagen for ham Moppe - det var ikke en fødselsdag, det var koden til pengeskabet” – fortsatte Lola og så Fie udfordrende i øjnene. De andre betragtede nu også Fie intenst. Hun kunne ikke rigtigt møde deres blikke og så væk – så hun forsøgte med et tøvende ”øhh, vi kan jo ikke være sikre, det behøves ikke at betyde … altså måske er det kan bare svar på noget søsteren havde spurgt om i et andet brev, eller hun mente hvornår hun var hjemme igen, eller… øhh ” – hun rømmede sig og sagde så i en overvejede tone ”men hvis vi et kort øjeblik prøver … altså uden at sige du har ret Lola … men øhh … bare et kort øjeblik leger med tanken, så kunne det betyde at … øhh … betyde, at Amalie …” Fie skiftede tonefald fra det usikkert overvejende og gik over i det ivrige... ... ”så betyder det, at Amalie nok kendte til pengeskabet, men hun havde ikke koden og da hun var meget syg på det tidspunkt, er det muligt hun ikke orkede at få gjort noget ved det før hun døde, hvis nu hun ikke vidste der lå noget særligt vigtigt i det - og hvis ingen andre end søstrene kendte til pengeskabet, så er det muligt at det først var da Telly flytter tingene fra dungeonen det blev opdaget igen, og så ….” - Fie stoppede op. ”… og så er skatten der stadigvæk” afsluttede Lola triumferende. Fie som stod i centrum for alles blikke, åbnede munden et par gange ligesom for at sige noget, så nikkede hun – ”hvordan får vi det åbnet”? ”Det er da nemt nok”, sagde Lola selvsikkert, "vi ved hvor pengeskabet er og vi kender koden" - Fie kastede et opgivende blik på Karla som tog over- "og hvornår har Moppe så fødselsdag"? Lola gik i stå - "ja øhh ... kan vi ikke bare prøve alle datoer? – ellers så jeg engang i ..." fortsatte hun ivrigt, men blev afbrudt at et "U stop UR self girl"! fra Sara. "Måske kan jeg finde ud af hvem Moppe er ved at kikke videre i arkiverne" sagde Fie tvivlende, "der er bare ikke meget at gå efter, det er nok et kælenavn for en eller anden de kendte, men vi aner ikke hvem det kunne være og har vi ikke et rigtigt navn … og vi har altså ikke meget tid før polakkerne begynder at rive huset ned og finder pengeskabet". "Det var en hund" sagde Mutter, de andre så forbløffede på hende, "Muttrene på Det Gamle Bordel har altid holdt hund" sagde hun, og så trist mod et foto af Mr.Snuggels der stod på en prominent plads i reolen i en ramme draperet med sort tyl, "det er en tradition". "Fødselsdatoen for en hund der levede for 100 år siden? - det finder vi aldrig ud af" sagde Fie kategorisk. ”Vi behøves ikke koden, der er jo mange andre måder at åbne et pengeskab på” sagde Lola fortrøstningsfuldt, Karla svarede: "Ja du har helt ret Lola, det eneste vi skal gøre er at åbne pengeskabet på en anden måde - men kan du svare på hvordan vi helt præcist gør det? – det kræver hjælp fra professionelle, kender du tilfældigvist nogen som kan hjælpe os, sådan helst lige indenfor de næste par dage"? "Du mener sådan eksperter og specialister? – nej den slags kender jeg ikke" indrømmede Lola og hun så nu, som resten af pigerne let opgivede ud. "Men det gør Palle" sagde Den Vakse Telefonpige.

21. december En uventet vending Det ringende igen på døren da Den Vakse Telefonpige noget forsinket kom som den sidste. Hun fandt en ledig stol og tog sit strikketøj frem – en hobby hun havde startet på, nu da hun havde så meget tid på hånden. ”Godt du er kommet dig igen Telly” sagde Mutter, ”det er vist første gang du har fået influenza før julefrokosten”, pigerne grinede – ”bare gå videre Fie” sagde Mutter. ”Jo som Rasmus sagde var boet efter den første Mutter og hendes søster ikke specielt stort, der var stort set kun ejendommen i Brønshøj” – "og det beviser jo, at skatten aldrig blev fundet af arvingene” sagde Mutter overbevist. Fie fortsatte diplomatisk ”det sikre sted ville mest sandsynligt enten være i Brønshøj, eller i søstrenes hjem på Frederiksberg”. Mutter nikkede forbeholdent bekræftende ”og mente hun et helt 3. sted finder vi det aldrig her over 100 år senere”. – "og derfor er det i et af husene” sagde Mutter, et argument hvis logiske holdbarhed Fie undlod at kommentere. Hun fandt nogle nye fotokopier frem og bladrede i dem. ”Villaen de lejede på Frederiksbjerg blev revet ned for nogle år siden og der blev ikke fundet nogen skat”. – "det sikre sted er så garanteret i haven” sagde Mutter fortrøstningsfuldt. ”… og hele grunden blev gravet op til en parkeringskælder til den nye ejendom” fortsatte Fie som nu så på Mutter med medlidenhed i blikket – hun gjorde en pause for at lade argumentet synke ind, men Mutter svarede glædesstrålende - ”så ved vi det er i Brønshøj”. Fie trak vejret dybt og satte nådesstødet ind ”... og havde der været et hemmeligt gemmested i Brønshøj ville du eller dine forgængere jo for længst fundet det” – Mutter ville modsige hende men tøvede af mangel på indlysende argumenter. ”Hvad snakker I om”? spurgte Den Vakse Telefonpige - Mutter, Fie og Lola gav hende tre vidt forskellige udlægninger af de kryptiske instruktioner i Ur-Mutters sidste brev. ”Nå” - Den Vakse Telefonpige strikkede koncentreret videre og sagde så henkastet, ”hun mente vel bare pengeskabet”? Mutter vendte sig mod hende og sagde i en irriteret tone ”hvad for et pengeskab Telly, det står der da ikke noget om”? ”Det inde i væggen i den gamle dungeon på 1. sal” ”Hvad-er-nu-det-for-noget-vrøvl” sagde Mutter affejende hvad der stødte Den Vakse Telefonpige så meget, at hun stoppede strikkeriet og i stedet kastede sig ud i en længere forklaring. ”Husker du da vi opgav førstesalen efter der var kommet det der hul i taget og det dryppede ind og du ikke ville ofre penge på at få det repareret fordi du hellere ville have den taske og så flyttede vi alt inventaret ned i den nye Dungeon”? – Mutter nikkede forbeholdent bekræftende, ”ja det var jo så mig og Sille der flyttede det hele, for dengang havde du jo gæster nok” - ”dengang!! - må jeg være fri!”afbrød Mutter indigneret, men blev selv afbrudt af de andre som nu hørte interesseret efter. Hun fortsatte, ”da vi tog korset med alle remmene ned fra vægen, ja så opdagede vi et skab bagved - altså det var mere sådan en trælåge i panelvægen som skubbes til side end et rigtigt skab, og bagved den var der så det der pengeskab”. Den Vakse Telefonpige genoptog klodset strikningen, men da Mutter stadigt så helt uforstående ud spurgte hun overrasket ”vidste du ikke du havde et hemmeligt pengeskab”? – ”nej” svarede Mutter – ”nå, vi sagde så aldrig noget, for vi troede, at du bare ville blive sur over vi havde opdaget det”. Forsamlingen tyggede i tavshed på de nye oplysninger. ”Nå jeg sagde det jo”. Mutter så med et triumferede blik på Fie – ”ja, øh, ja det kunne måske være det sikre gemmested der nævnes i brevet, men der betyder ikke nødvendigvis at …” Mutter afbrød hende ved at løfte hånden …”Telly, vi tager til Brønshøj og henter skatten - NU”.

De fleste teorier om skattens beskaffenhed tager så udgangspunkt i tyvens, ikke den egentlige ejermands præferencer, og dermed kom vi ad bagveje ind på en vis Oscar-støvsugende revisionistisk western. Men ville Black Bart, den berygtede, morderiske, men dog samtidigt poetiske outlaw virkelig ønske sig en gylden dildo? - der kræver det mere end en favnfuld Oscars at overbevise mig. Hans præferencer ville efter min opfattelse være mere konventionelle og gå i retning af en gylden Colt .45 - selv hvis han var i et ukarakteristisk åbentsindet, tolerant og regnbuefarvet humør ville han kun muligvis kunne strække sig så langt som til det kontroversielle valg af en gylden Smith&Wesson .44 i stedet.

Ja der er mange bud på hvad skatten kunne være, men vi ved det ikke, da V. (som vi nu ved hed Vilhemine Kathrine) - var så upræcis om hvad hun havde fundet, andet end at hun anså det som meget værdifuldt. Mellem pigerne hersker der (med Lola som den eneste undtagelse) enighed om, at der slet ikke skal ledes efter den skat, da der ikke er noget at finde. Dette støttes af den internationalt anerkendte kapacitet på området, professor C.E Smythe-Bowles, som takket være en ihærdig indsat fra vores 12 tals pige Fie er blevet inddraget i skattejagten. Julekalenderes læsere har selv bidraget med adskillige teorier, hvor nogle må betegnes som mere sandynlige end andre - vi kan dog med sikkerhed udelukke teorien om en gylden dildo, da da jeg ikke vil tillade der går "Brokeback Mountain" i julekalenderens westernafsnit. Imorgen vil endnu en flig af mysteriet løfte sig (måske) - så følg med i det næste spændende afsnit af "Jul på Det Gamle Bordel III - Jagten på Urmutters skat".

20. december Flid, fedt og snyd Scenen er det indre København, nærmere bestemt en af den slags cafeer, hvor indretningen med rå betongulve og ditto vægge kombineret med billige genbrugsmøbler retfærdiggør, at der sælges usædvanlig dyr kaffe. På cafeen finder vi Karla, Lola og Sara, som venter på Fie, Sofie og Rasmus som burde have været der for 20 minutter siden. "Der er Sofie og Rasmus" sagde Sara, hun vinkede og de vinkede tilbage. De stoppede ved disken og snakkede lidt indbyrdes, da Sofie ikke rigtigt kunne bestemme sig. Til slut blev hun for at købe en kop Americano til Rasmus og et eller andet til sig selv, mens Rasmus gik ned til de andre og satte sig i den ene sofa med et forklarende ”vi mødte en af Sofies veninder på vejen”. Efter lidt smalltalk kom Karla i tanke om hun havde et spørgsmål, "nå ja" sagde hun og vendte sig mod Lola, "jeg kan se der er kommet nye billeder på jeres annonce, den med den nye ydelse, er det...."? Sara fnisede - "vi havde det bare så sjovt" - Karla ignorerede afbrydelsen og fortsatte "...men altså, er det noget der virker Lola? – på mænd altså"? "Vi kan jo prøve" sagde Lola med et drillende smil og tog sin mobil frem. Hun fandt annoncen og rakte telefonen til Rasmus, som stirrede intenst mens han rødmede. Så swipe’de han et par gange og rødmede endnu dybere, mens hans øjne flaksede fra skærmen til Sara og Lola der sad overfor ham – Lola lagde armen om Saras skulder, og lagde kinden mod hendes -”får du lyst til at lege med os søde Rasmus”? spurgte hun uskyldigt smilende. "Så Lola, nu må du ikke 'crashe' Rasmus" sagde Karla og tog telefonen fra ham og rakte den tilbage, "vi skal bruge ham husker du nok". Sofie, som kom tilbage i samme øjeblik med to kopper sendte Lola men især Sara et koldt blik, så satte hun sig helt tæt op af Rasmus og lagde besiddende en hånd på hans lår. ”Hej, hej” lød det forpustet, det var Fie som havde cyklet fra campus, "der var altså modvind hele vejen" undskyldte hun. "Ej I kan tro jeg har fundet ud af en masse", fortsatte hun uden overgang, "den dårlige nyhed er at hun rent faktisk var i Klondyke hende V. som skrev brevene, hun hed Vilhemine Kathrine Bauer og hun er nævnt mange gange i andre kilder som "Klondike Kate" - hendes søster hed så Amalie - den gode nyhed er så at hun ikke er på passagerlisten fra Titanic – men den er knap så god alligevel for det behøves så ikke at betyde andet end at hun rejste incognito som hun selv antydede" – Fie så opfordrende på Rasmus, "så det er op til dig at hjælpe os videre". Rasmus fattede tydeligvist ikke et ord, og Fie kom i tanke om han og Sofie faktisk ikke kendte historien, så hun kastede sig ud i en forklaring om kommoden, avisudklippene og brevbundtet, og ikke mindst Mutters foruroligende idé om Det Gamle Bordels første Mutter havde skjult en skat, som nu skulle redde både Mutter, rækkehuset i Vangede og Det Gamle Bordel – alt sammen lettere afsporet af Lola's enthuiastiske referencer til forskellige skattejagtsfilm. ”Så vi leder efter noget vi ikke aner hvad er og vores eneste spor er, at det blev gemt på ’det sted du ved nok’ engang for over 100 år siden”opsummerede Rasmus. Pigerne nikkede – ”ja den skat finder vi da helt sikkert inden jul” sagde Rasmus sarkastisk. "Vi skal ikke finde den, vi skal få Mutter til at lade være med at lede efter den" - sagde Karla ”nu tror hun fuldt og fast på at alt vil blive som før, det ender bare helt galt for hende og hun er for stædig til at stoppe det selv”. Sofie indledte nu en længere redegørelse for at først erkendelse, siden accept af situationen, var de første skridt på vejen til en succesfuld helingsproces, stærkt inspireret af de sidste dages undervisning i sygeplejepsykologi. Til de andres lettelse afbrød Fie hendes talestrøm med praktiske instruktioner om hvilken indsats hun forventede af Rasmus - han skulle bruge sin adgang til Skats arkiver. "Kan vi se søstrene pludseligt er blevet rige, er det fordi de har solgt hvad nu end det var der var skatten, og så er det bevist der ikke er noget at lede efter i dag, og… " - Karla afbrød hende ”det var bedre hvis vi kunne bevise at hun aldrig kunne have haft en skat". Fie rystede på hovedet og fortsatte sin forklaring "det med en kæmpestor skat kan selvfølgeligt ikke være rigtigt, men vi kan ikke bevise det fordi hun var så upræcis om hvad det er, Earl nævnte også at hun var kendt for at ..." - "hvem"? spurgte Karla forvirret, ”Earl, professor Smythe-Bowles” svarede Fie glat. "Så er det 12 tal i kassen" grinede Sara. Fie ignorerede hende, og prøvede at gå videre, men nu fløjtede Sara med uskyldig mine og temmeligt falskt de første strofer af ’My boy Lollipop’ - "åh hold mund" sagde Fie og genoptog sin forklaring med let blussende kinder. Professor Smythe-Bowles var meget mere interesseret i V. og brevene end de havde fået indtrykket af igår, rigtigt meget faktisk, og hun havde på hans opfordring sat alt til side for at oversætte brevene fra Klondyke tiden. Professoren havde allerede lavet et imponerede researcharbejde – måske er der ligefrem stof til et speciale overvejede hun. Samtalen forlod nu emnet ”Skatten” og gled over i andre og mere nærværende emner så som gamle dage, dvs. Sofies december på Det Gamle Bordel sidste år, nyheder og sladder om piger de kendte og ikke mindst de seneste skandaler på EG. Tiden gik, og der blev hentet nye kopper et par gange. ”Jeg må altså gå nu” sagde Fie og rejste sig, ”jeg skal til vejledning” – ”hos Earl” grinede Sara ”ja faktisk” svarede Fie. ”Her” sagde Karla og greb en pude i genbrugssofaen rakte den til Fie som så undrende på den - ”til dine knæ” sagde Karla. Fie´s ”åh hold kæft, nu stopper I altså” druknede i pigernes latter og hun forlod cafeen til tonerne af ’My boy Lollipop’ fløjtet i kor.

19. december I lærdommens hellige haller Mutter, og Sara mødte op på campus efter at være gået fra Metroen. Fie havde skaffet dem et møde med Dr. Smythe-Bowles, en amerikansk gæsteprofessor med speciale i den sene frontier periode, og hun mødte dem ved indgangen. Hun iført et opsigtsvækkende dress, der mest af alt lignede en hormondrevet teenagefantasi om en japansk skolepigeuniform - hvad der havde en ret så distraherede effekt på de mandlige studerende og undervisere de mødte på vejen op mod gæsteprofessorens kontor. Professor Smythe-Bowles, en efter Mutter mening temmelig attraktivt udseende mand først i 40´erne, modtog dem høfligt. Da hendes engelske ordforråd ganske vist imponerede indenfor et snævert felt, men var temmeligt pauvert på andre, skulle Fie oversætte under mødet. Fie stillede sig derfor ved skivebordet nær professoren, mens Sara og Mutter satte sig på et par gæstestole. Efter en kort indledende small talk rakte Fie ham fotokopierne af brevene, og gav et sammendrag på engelsk som Smythe-Bowles høfligt lyttede til. ”Fortæl ham mere om Titanic-brevet” forlangte Mutter, Fie tøvede men oversatte så Mutters udførlige beretning. Smythe-Bowles var tydeligvist interesseret og spurgte afklarende til et par detaljer, men kun for med en henkastet latter at sige, at den sikreste måde at få vished på jo var, at de fandt den angivelige skat - de skulle vel ikke tilfældigvis kende gemmestedet? Mutter afkræftede slukøret – ”vi har fortalt dem alt vi ved” sagde hun - ”… og jeg har fået alt materiale”? spurgte han. Mutter bekræftede med et nik. Han smilede ”Jamen finder I mere skal I endeligt lade mig det vide”. Han rejste sig så, og tog sit værk om Klondyke´s Gold Rush ned fra hylden, for med en hurtig talestrøm i en belærende tone, at berette om Black Bart og de mange identiske legender der knyttede sig til ham og andre berømte ”outlaws” - herunder den klassiske vandrehistorie om en snu prostitueret der som den eneste havde snydt dem og vundet en formue. Han rettede blikket direkte mod Mutter. ”Deres breve kan udgør et interessant supplerende kildemateriale, men baggrunden for brevskriverens krav på at være legendernes ’snu prostituerede’ er givetvis en art eskapistisk selvbedrag, et forsøg på at sprede en eventyrglans over sit sørgelige liv, eller en følelsespansring om man vil, som er ganske typisk blandt den slags kvinder”. Smythe-Bowles stoppede sin talestrøm og betragtede nu tydeligvist audiensen som slut. Mutter og Sara rejste sig og samlede deres overtøj, mens Fie som stod bag professoren, bøjede sig frem for at pege på en passus i den bog han havde slået op i og lod sig ligesom tilfældigt et par fingre på modsatte hånd hvile på hans skulder, hun vendte sig halvt, så hun nu stod med ansigtet tæt på hans og sukkede beundrende ”thats amazing professor Smythe-Bowles, I would do anything for….”. "Der er vist en der går ’all-in’ for sit 12 tal" mumlede Sara. "Fie får jo altid topkarakterer ved mundtlig eksamen" svarede Mutter halvhøjt og Sara fnisede. "Det hørte jeg godt” sagde Fie køligt, Smythe-Bowles så spørgende på hende - "just a silly joke – it´ll be lost in translation" sagde Fie med et skuldertræk og strøg sit lange lyse hår fra øjnene for igen at give udtryk for sin store beundring for Smythe-Bowles akademiske præstationer mens hun fastholdt hans blik i sine klare blå øjne. – ”vi er vist bare i vejen” sagde Sara, og de smuttede mod Metroen og privaten i Vangede.

18. december Pillow talk ”…åh det var godt” sagde Freya stadigt gispende, hun gav Rasmus et hurtigt kys og lagde sig til rette med kinden placeret på hans skulder – Ramus nøjedes med at nikke da han hverken havde luft til at svare eller tænkte klart nok til at sætte to ord sammen. Han strøg ømt et par svedvåde hårtjavser fra hendes ansigt, og de gav sig til at snakke - eller det vil sige at Freya snakkede idet hun planløst sprang fra emne til emne, mens Rasmus mest bidrog med små bekræftende grynt men også indimellem indskød spørgsmål, som viste at han rent faktisk fulgte med. Pludselig skiftede Freya emne fra bekymringen over ikke at kunne finde på en passende julegave til bedstemor og Kurt, til den sms der var kommet midt i 3. lektion. ”Sara har sendt mig en sms i dag”- Rasmus udstødte, belært af sine tidligere erfaringer med at vise for stor interesse for sms´ens afsender, et neutralt grynt. Freya fortsatte ”jeg skrev lidt med hende, og Lola også - de har brug for vores hjælp”. Rasmus flyttede lidt uroligt på sig og spurgte ”jeg troede ikke du ville tage vagter mere?” Freya, aka. Det Gamle Bordels populære julevikar ”Sofie” grinede ”– er du jaloux?”, Rasmus forsøgte med en række benægtelser, som kun fik Freya til at grine endnu mere, så rejste hun sig op på albuen, og hendes lange røde hår indrammede dem i et kys. Mere kyssen fulgte – så lagde Freya sig tilrette igen. ”Det er faktisk mere din hjælp de har brug for, det er noget om en skat og…” – ”åh nej” afbrød Rasmus ”det er altid lige på grænsen det de laver, det vil jeg helst ikke …” – ”… nej det er en rigtig skat, med skattekort og det hele” – ”hva’ for noget” sagde Rasmus vantro. Freya, alias Sofie opridsede hovedtrækkene som de fremgik af de sms´er hun havde fået fra Sara og Lola - men deres forklaringer havde været både sparsomme og forvirrende forskellige så hun var ikke rigtigt i stand til at svare på Rasmus uddybende og i stigende grad skeptiske spørgsmål – ”jeg har lovet at vi mødes med de andre torsdag eftermiddag inde i byen” sagde hun let defensivt. Rasmus begyndte at røre uroligt på sig ”bliver jeg for tung nu?” fortsatte hun – ”min arm sover” indrømmede han. Hun rullede ud af hans favn, og lå nu på maven ved siden af ham og Rasmus lagde sig på siden for at fortsætte samtalen, ”nej du skal altså lige se hvad Lola skrev, det lyder helt vildt” hun dykkede ud over sengekanten for at lede efter telefonen der måtte ligge et eller andet sted nede på gulvet mellem tøjet - ved synet gled Rasmus tanker fra skatten til noget helt andet.

Nu må vi se - Fie's viden om forliset stammer fra en hurtig gennemlæsning af Wikipedia, blandet med den naturlige selvtillid, der kommer af en nyligt erhvervet bachelorgrad som blev bestået med indtil flere 12 taller - men hun er ikke Titanic ekspert, og hendes tilgang til V.'s historie synes ikke at være helt fri for bias. Måske vil sløret løfte sig imorgen, måske vil julekalenderen blot igen skifte spor og handle om noget helt andet - ingen kan vide det. Det eneste I kan gøre er at vente på morgendagens næste spændende afsnit af "Jul på Det Gamle Bordel III - Jagten på Ur-mutters skat"

17. december ”Welcome Back” 22.04 Karla Krammedyr er begyndt med at chatte 22.04 Sara 24 er begyndt med at chatte 22.04 Karla Krammedyr – hvad skete der 22.04 LF1994 er begyndt med at chatte 22.05 Sara 24 – chatten er bare så ustabil 22.05 LF1994 – Møg chat 22.05 Lola L er begyndt med at chatte 22.06 Sara 24 – det sker hele tiden det pis, de burde gøre noget ved det 22.06 Lola L – ØV nu igen!! 22.06 Sara 24 – WB back @Lola 22.07 Karla Krammedyr –Det var så også Mutter vi skulle snakke om 22.07 Karla Krammedyr – Jeg kan ikke li´ det, hun tror fuldt og fast på den skat og de breve 22.08 Karla Krammedyr - Hun er alt for stædig til at opgive når først hun har fået en ide, og får vi hende ikke fra den ender det galt, hun tror alt kan blive som før 22.08 LF1994 – Kan vi ikke tale hende fra det må vi vise hende der ikke er en skat 22.09 Karla Krammedyr – Men hvordan? 22.09 LF1994 – Jeg besøgte Mutter i dag og har scannet alle brevene, de er interessante men også ret fantasifulde. 22.10 Karla Krammedyr – Det er fint du prøver havd er ideen 22.10 Lola L – Hvorfor skal hun opgive, det var jo rigtigt nok det med Titanic 22.12 LF1994 – Ja og det var godt set Lola, men derfra og så til at tro der ligger en kæmpeskat et sted som hun bare lige skal finde - det er altså langt ude 22.13 LF1994 – På studiet starter vi med kildekritik, første step er om de steder og de personer hun har nævnt findes i virkeligheden 22.13 LF1994 - Jeg været lidt i gang og I skal lige se noget - vent lidt 22.14 LF1994 – 22.14 Sara – Næ har du scoret 22.15 LF1994 – Det her Charles E. Boles aka Black Bart som ledte en bande outlaws i Klondykeområdet fra 1898 til sommeren 1903 hvor han og banden pludseligt forsvandt 22.15 LF1994 – Som om Sara 22.16 Lola L – Så passer det hele jo sammen!! - de tog væk for at fange hende V og få skatten tilbage 22.16 Lola L – det er det jeg har sagt hele tiden 22.16 Lola L – der er garanteret også et hemmeligt selskab der jager den, og et skattekort 22.16 Lola L – så skal vi have fat i Mutter og skynde os så de andre ikke kommer først 22.16 Sara – Snap out off it girl 22.16 Lola L – helt ærligt den slags sker altså tit!!! 22.17 Karla Krammedyr – På film Lola, kun på film 22.18 LF1994 – Ro på Lola, vi ved ikke andet end at Black Barts bande var virkelig nok, og at de var i Klondyke indtil 1903, men var hun 22.18 Sara – brevene er nok bare historier, og det hele er noget hun har fundet på 22.19 LF1994 - Præcist, den historie er bare totalt utroværdig, som noget hun har taget fra en wild west knaldroman blandet med det hun har læst i avisen om Black Bart. 22.20 Lola L – nå og hvor ved I så fra at det ikke er rigtigt nok og hun ikke har været der??? 22.20 Lola L – ????????????????????? 22.21 LF1994 Det ved vi heller ikke, men jeg kender en der kan hjælpe os. Jeg kan bare ikke bruge for meget af læseferien på det her - men det kunne være lige den åbning jeg har brug for 22.21 Karla Krammedyr – Fie er du nu i gang igen 22.21 Sara – U GO 4 IT GIRL 22.22 LF1994 – Ey helt ærligt - tænker I aldrig på andet 22.22 Sara – Nej 22.22 LF1994 - Men jeg får brug for Rasmus senere 22.23 Karla Krammedyr – Rasmus? 22.23 LF1994 – Ja ham Sofies kæreste 22.23 Sara 24 – Han er lækkeeer 22.24 Sara 24 – Sofie ku godt deles lidt 22.24 Karla Krammedyr – Det ved jeg godt, men hvorfor får du brug for ham? 22.24 Lola L - Sara 22.24 LF1994 – når vi finder ud af hvem søstrene var, skal vi finde ud af om de var rige og hvis de var hvornår de blev det og Rasmus har adgang til skats arkiver. 22.24 Sara 24 – 22.25 Karla Krammedyr – Men vi ved da hvem den ene søster hedder det står jo på konvelutten? 22.25 LF1994 Nej det er ikke helt så simpelt, deres far forbød søstrene at skrive til hinanden, V nævner det i et de første breve, så brevene er sendt til en bekendt. Altså undtagen det sidste som er sendt til Skodsborg Sanatorium, men det fortæller os kun at de hed Bauer. 22.26 Karla Krammedyr – Nå ja, søsteren var jo syg 22.27 LF1994 Som du fandt ud af Lola kan V sagtens have været med Titanic, men hvad hvis hun blev reddet da det sank? 22.27 Lola L – altså Rose blev jo reddet, men vi ved jo hendes søster ikke læste det sidste brev og så kunne hun jo ikke finde skatten 22.27 LF1994 Hun behøves slet ikke at have læst det sidste brev, husk hun hele tiden kendte det der gemmested og var det penge værd finder Rasmus det i opgørelsen af boet. 22.28 Karla Krammedyr – Godt tænkt Fie og god plan 22.29 LF1994 – jeg skriver til Sofie i morgen 22.29 Sara 24 – jeg har ikke vagter de næste par dage Fie så bare sig hvis du skal have hjælp 22.31 Karla Krammedyr – Sker der ellers noget på forum for tiden – det er lang tid siden jeg har været her 22.32 LF1994 – det kommer an på hvor interesseret du er i Politik 22.32 Karla Krammedyr – 22.32 Sara 24 – det er snart det eneste der sker herinde 22.33 Karla Krammedyr - Er det så de højresnoede eller de venstresnoede tågehorn der trutter højst i aften 22.33 LF1994 - 22.33 Sara 24 - good one 22.34 LF1994 – Sara gider du ikke lige finde Sofies nummer, jeg har det ikke selv alligevel 22.36 LF1994 Sara?? 22.37 LF1994 - HALLOOO SARAAAA Sara 24 har forladt chatten 22.39 Lola L – Så er jeg tilbage alle sammen 22.39 LF1994 - ?? 22.39 Lola L – jeg løb tør for strøm 22.39 Lola L – det er mig, Sara altså 22.40 Karla Krammedyr – I er da ikke stadigt på arbejde? 22.40 Lola L – nej jeg er på besøg hjemme hos Lola vi har taget nye billeder 22.40 Lola L – nummeret er i arbejdstelefonen og den er løbet tør, jeg skriver til Sofie i morgen 22.41 LF1994 – Ok 22.42 Karla Krammedyr – jeg vil smutte piger - held og lykke med det Fie 22.42 LF1994 – Ah, det kan vel ikke være så svært – ses Karla Krammedyr har forladt chatten 22.43 Lola L – vi vil også smutte, vi skal have set på de billeder 22.43 LF1994 – Vi ses Sara 22.43 Lola L – nej nu er det Lola 22.44 LF1994 – I er skøre I to Lola L har forladt chatten LF1994 har forladt chatten