Findus

14. december En tusmørkefortælling Sidst på formiddagen bankede det kraftigt på vinduet. Den Vakse Telefonpige rejste sig og kikke ud – udenfor stod Karla på tå, og gestikulerede mod døren så Den Vakse Telefonpige forlod pigestuen for at lukke hende ind. Karla ankom med en bagerpose i hånden ”nå I har stadigt ikke fået den dørklokke til at virke. Se Jeg har taget morgenmad med” sagde hun stolt og løftede posen – ”det var pænt af dig, men her spiser vi ikke kager længere” sagde Mutter og var egentlig begyndt på en længere redegørelse om kostomlægning ud fra et syre-base perspektiv, da hun kom i tanke om at Carla og Sofie ikke kendte hinanden, så hun forsatte uden overgang ”det er Karla som engang arbejdede her (Karla Krammedyr 31/168/63/C), men som nu er PD-pige, og det er Sofie, vores nye pige som afløser Fie her i december” – Sofie lagde Kleenex´en fra sig, dels for at hilse på Karla, dels for at spørge hvad PD betød. Karla som ikke havde skrupler omkring syre-baser satte både en københavnerbirkes og en kanelsnegl til livs nu da der var rigeligt mens Den Vakse Telefonpige så sultent på og snakken gik. Sofie derimod sad appetitløst og snøftede i sit hjørne. ”Hvad er der med hende”? spurgte Karla. Mutter fortalte suppleret af Den Vakse Telefonpige den opsigtvækkende historie i mange detaljer og tilføjede en del vidtløftige gisninger omkring Rasmus´ nedrige motiver. "Ah – sagde Karla, du var jo heller ikke begejstret for dem fra ”Danske Motorcykelenthuiasters Gjensidige Forsikringsselskab” tidligere". Mutter så indigneret ud, og begyndte at protestere, men Karla forsatte – "du kaldte dem da både blodsugere og parasitter og brokkede dig meget over præmien på den Brand- og glasskade forsikring, men det har da ikke forhindret dig i at omgås Palle. Min Peter var I jo heller ikke så begejstrede for til at begynde med" - Lola som var kommet til efter en gæst grinede smørret, "ja tænk at han rent faktisk hedder Peter". ”Og tænk bare på ”Twighligt” fortsatte Carla, som nu bevægede sig ind på et af sine absolutte yndlingsemner ”der var heller ingen af Bella´s og Edwards´ venner der synes skulle se hinanden”. Hun fortsatte nu med en længere udredning om vampyrer, varulve, gammelt had mellem klaner, menneskepiger og komplicerede kærlighedsforviklinger. Men da hun kunne se hun var ved at tabe sit publikum skiftede hun til mere håndfaste og dagligdags argumenter "og måske kan han oven i købet hjælpe med regnskabet?" Mutter var ikke helt upåvirket af sammenligningen af Rasmus med Robert Pattinson, der var ret nuttet på sådan en drenget måde. Men hun spidsede især øre ved det sidste, for regnskab var ikke ligefrem hendes favoritdisciplin. Enhver aflastning for slavearbejdet med bon´er, kontoudskrifter, håndskrevne lapper og de to kassebøger (og her ikke mindst de evige spekulationer om hvad der var mest hensigtsmæssigt at skrive i den som revisoren skulle have og hvad der kunne komme i den anden hun beholdt selv) ville være mere end velkomment. "Måske har vi været lidt for hastige" sagde hun tøvende, Sofie faldt Mutter om halsen "TAK, Tak, tak" – det var godt nok ikke lige helt det Mutter havde ment, hun havde faktisk mest tænkt på behovet for en ikke nærmere bestemt hjælper til regnskaberne, men stillet over for al den overstrømmende taknemmelighed nænnede hun ikke at rette misforståelsen – så sådan blev det. 20 min. senere smed en stakåndet Rasmus cyklen i gården, og værelset med den fine seng med de messingknopudsmykkede hjørnestolper var rammen om stor gensynsglæde.

Du bringer et vigtigt og urovækkende emne op. Jeg har derfor tilbragt eftermiddagen med at gennemgå den videnskabelige litteratur på området, men kan ikke finde ét eneste studie indenfor nissologien som omhandler nissers overlevelses muligheder uden regelmæssig tilførsel af Asti. Imidlertid må man frygte at Hr.Lillemand som bordelnisse og forhenværende skibsnisse vil have mindre tolerans over for de mangelsygdomme der er knyttet til en nul-Asti diæt, end eksempelvist en vuggestuenisse. Vi kan derfor kun håbe at Mutter vil komme til fornuft, og indstiller det hensynsløse Skyr-regime hun har presset ned over "Det Gamle Bordel" før Hr.Lillemands helbred lider varig skade. Men vil det ske? - svaret blæser i vinden, men vil, som så mange andre spørgsmål, måske blive besvaret i næste afsnit af "Jul på Det Gamle Bordel II" som kommer på sædvanlig tid *) og sted imorgen. *) Med forbehold for servernedbrud

13. december Et magisk øjeblik Alt var mørkt og stille på Det Gamle Bordel, efter Mutter som den sidste låste efter sig og begav sig på hjem mod privaten. Før hende var Sara og Sofie gået fulgt af Den Vakse Telefonpige, som igen lige undtagelsesvist skulle nå noget i dag, så hun desværre ikke kunne blive og låse af. Lola som havde haft sin faste tirsdagsgæst til dagens sidste tid var lige smuttet nogle sekunder før. Alt var nu stille, intet bevægede sig mellem de slukkede søvnige røde lamper, og de nu tavse sengefjedre. … og dog. Hr.Lillemand betragtede foruroliget sin højre hånd. Han løftede den op i øjenhøjde og prøvede at holde stille, men den rystede ukontrolleret. I det hele taget havde han det ikke for godt. Svimmel, med kvalme, hovedpine og på rystende ben rejste han sig og bevægede sig usikkert ud fra nisseboet under den store runde seng. ”Der står sikkert lidt Asti slatter i køkkenet, det vil hjælpe dig gamle dreng” sagde han beroligende til sig selv - mere i et forsøg på at skabe håb end fordi han rent faktisk troede det. I det mørke køkken summede køleskabet. Det holdt brat op, da en lysstribe viste sig for Hr.Lillemand havde hurtigt konstateret, at der ikke var den mindste opvask og dermed intet håb om sjatter. Men i det ubamhjertigt klare lys fra køleskabspæren åbenbarede der sig et totalt fravær af Asti suppleret af et hånende opbud af kildevand, ingefærshots, lavkalorie smoothies og SKYR!!! – Hr.Lillemand satte sig med et bump grædefærdig og fremstammede med brudt stemme ”Asti”. Sort håbløshed sivede ind over ham fra alle sider – men måske, måske … Ja indrømmet det var et langt skud, men der var der i hvert fald ét kendt fortilfælde. Godt nok havde han for længst mistet sin magi-licens (det var endegyldigt efter Caracas), men der var et lille smuthul de måske havde overset – Hr.Lillemand vendte sin opmærksomhed mod en flaske Carlsberg Kildevand og viftede et indviklet og hemmeligt håndtegn mens han udtalte de magiske ord ”tryller-ryller-ryller-ri-og-lidt-jule-nisse-magi-og-alt-det-der-julefis-halløj”. Kildevandsflasken afgav et par spredte mærkeligt farvede lysglimt, på sådan en halvhjertet og småforkølet måde som når man prøver at tænde en lighter der er løbet tør for gas – et spiltsekund viste en spøgelsesagtig form sig af solid grøn flaske sig oveni kildevandsflasken, men med et lavmælt ”puf” var lysshowet forbi, og det eneste der stod tilbage var en ganske ordinær flaske Carlsberg kildevand. Det virkede sku´ ikke alligevel konstaterede han mørkt men ikke specielt overrasket – Hr.Lillemand vendte ryggen til køleskabet og begyndte nederlagstungt at sjoske tilbage mod sit nissebo hvor endnu en deprimerende Asti-løs nat ventede.

Ja, ja EG har været nede hele morgenen, men nu kommer det

Før man dømmer Dahlgaard for hårdt må man tage i betragtning, at hans erfaringer stammer fra den vestlige civilisations absolutte højdepunkt. Den ligefremhed mellem gæve piger og raske unge mænd han forudsatte, er desværre, ganske som kaffebaren, væk i denne sørgelige forfaldstid.

12. december Ballade i Brønshøj Selvom Rasmus ikke havde meget tiltro til Dahlsgaards råd, og i øvrigt ikke ville tilgive ham episoden i kantinen foreløbigt, havde han i hvert fald ret i én ting – Freja og han måtte tale sammen i fred og ro. Derfor finder vi denne tidlige decemberaften Rasmus på Brønshøj Torv hvor han lige er steget af bussen (linje 350S) – og ganske som ventet fik han efter noget ventetid øje på en kendt skikkelse på vej mod samme busstoppested. Men desværre virkede skikkelsen ikke særligt interesseret i at snakke med ham - faktisk gav hun sig til at småløbe for at komme forbi og udstødte med tårevædede øjne et ”hold dig væk” – med andre ord gik det slet ikke som planlagt. Lettere desperat, og fordi hjernen var tom efter den uventede afvisning, greb han Freja i armen - lidt hårdere end det egentlig var meningen. Planen er ikke særligt gennemtænkt og i mangel af en kaffebar så han sig desperat om efter noget der bare lignede lidt. Kort derfra i den mørkeste ende af pladsen op mod et grønt anlæg, lå et snusket pizzaria – det måtte gå an tænkte han og begyndte uden at forklare sig, at hive Freja i den retning - men hun reagerede ikke med spage protester som Dahlsgaard havde forudsat, men vred sig, sparkede og råbte højt ”slip mig så din idiot” – og selv for en rask ung mand viste det sig at være en del vanskeligere, end man lige skulle tro, at hive en modvillig og sparkende pige i den ønskede retning. … og de forbipasserende på Brønshøj Torv opfattede slet ikke scenen som en lille kurre på tråden. Næ det de så, var at en suspekt mandsperson forsøgte at hive en ung pige, der tydeligt gjorde anskrig og kæmpede imod, i retningen af buskaset i den fjerneste, mørkeste ende af torvet. De stimlede forarget og - efterhånden som de blev flere - i stigende grad aggressivt sammen indtil Rasmus opgav hiveriet. Freja, der i mellemtiden var blevet ualmindelig hidsig (det ligger som bekendt til rødhårede) gav Rasmus en overhaling som gjorde kraftig brug af ordene ”idiot” og ”nar”, og indeholdt den kraftigt understregede pointe ”jeg vil aldrig se dig nogensinde igen” samt en afsluttende lussing. Dette sendte Rasmus slukøret og ulykkelig i den ene retning, mens en stadigt rasende, men ligeledes ulykkelig Freja steg på bussen i den anden.

Scenen er igen skiftet til Rasmus arbejdsplads, og spændingen stiger efterhånden som nye dramatiske sidehistorier introduceres. Læserne sidder efter dagens afsnit af julekalenderen tilbage med en række brændende spørgsmål på læberne: Hvad kostede en chokolademælk med sugerør egentligt på en kaffebar i Grenaa i 60'erne? Har Freja virkeligt aldrig lært at stå på skøjter? Burde der ikke være et mindstekrav til kvaliteten af den poesi der offentliggøres på EG? Har Rasmus arbejdsindsats og engagement som planlagt gjort et uudsletteligt indtryk på hans chef? Vil det lykkes Skats dynamiske duo at blive klar til den planlagte bordel-razzia inden jul? Er Dahlsgaards onkelråd virkeligt Rasmus bedste chance for at genvinde Freja? Disse og andre spørgsmål besvares (måske) i det 13. medrivende afsnit af "Jul på Det Gamle Bordel II" så følg med imorgen på samme sted og tid.

11. december Hjerte-smerte Rasmus sad denne mandag morgen på sin plads i 11. kontor med en af Skats officielle notatblokke foran sig. Han stirrende tomt på blokken, så sukkede han dybt og kikkede op - og gjorde et lille forskrækket hop i stolen, for Kontorchef Mortensen stod ved hans skrivebord med et spørgende udtryk i ansigtet. ”Øh”? sagde Rasmus – Mortensen gentog med en snert af utålmodighed i stemmen, ”Dahlsgaard, hvor er han?” – ”øh” svarede Rasmus, ”øh, øh ja han er nok lige ude og ryge” - en meddelelse der ikke så ud til at komme helt bag på Mortensen. ”Sig til ham, at han skal…” Mortensen retter sig selv - ”at I, skal blive med bordelsagerne”. Rasmus så uforstående ud, og bidrog med endnu et ”øh”? - så med et tvivlende sideblik opgav Mortensen ham og begav sig mod rygeskuret. Da han var ude af syne sukkede Rasmus endnu engang dybt og vendte igen opmærksomheden mod sin notatblok. Han skrev koncentreret og bed indimellem i enden af kuglepennen ”Oh Sofie Du underskønne pige Mit hjerte er bristet For dig har jeg mistet Ak kom I tilbage I lykkelige dage” Digtet udtrykte nogenlunde hans følelser, men han var alligevel ikke helt tilfreds. Det ville klart være bedre at bruge hendes rigtige navn, men desværre var der ligesom ikke rigtigt nogle gode rim på Freja – han bed eftertænksomt i kuglepennen igen. ”Hov hvad er den af”? lød det bag Rasmus, som forgæves forsøgte at skjule sin poetiske indsats bag momsvejledningen – han burde nok have reageret hurtigere, da lugten af gammel piberøg forrådte Dahlsgaards opdukken på flere meters afstand. Men efter indledende at have moret sig en del over Rasmus´ genvordigheder, anlagde Dahlsgaard en jovial, sympatisk onkelagtig mine og meddelte ”at der har vi jo alle været engang” og at alt nok skulle vende sig til det bedste hvis blot Rasmus spillede sine kort rigtigt. I sin desperation var Rasmus parat til at give hvad som helst en chance hvis der var udsigt til at se Sofie igen, og han spurgte derfor ”hvad mener du med at spille mine kort rigtigt”? Dahlsgaard udmalede en verden af iskageboder og evigt solbeskinnede røde tegltage under blafrende dannebrogsflag, hvor gæve piger i lyse sommerkjoler og raske unge mænd, der ikke var bange for at spytte i næverne og tage fat delte chokolademælk på kaffebarer, dengang i midten af 60´erne hvor den vestlige civilisation havde nået sit absolutte højdepunkt - nærmere bestemt i Grenaa og omegn. Han foreslog Rasmus forskellige strategier, spændende fra følge Freja hjem fra et spejdermøde, til at kontakte hende på rulleskøjtebanen. Da Rasmus både stillede sig tvivlende overfor om Freja nogensinde havde været pigespejder, og i øvrigt ikke kunne stå på skøjter, hverken de rigtige eller dem med hjul, rådede Dahlsgaard ham til mere direkte strategier. ”Unge piger ved ikke hvad de selv vil” forklarede han med overlegen erfaring, derfor må en ung mand nogen gange bruge en fast hånd – eksempelvist kunne man tage den afvisende pige under armen for trods hendes spage protester og lette fysiske modstand (ingen sag for en rask ung mand) at føre hende ind på nærmeste kaffebar, hvor en erklæring af den unge mands dybfølte kærlighed kombineret med to chokolademælk med sugerør på hans regning ville rydde alle kurrer på tråden af vejen. Rasmus var ikke helt overbevist, men da der nu var gået 38 min. med rådgivningen om unge kvindes luner var det på høje tid med en ny pibe så Dahlsgaard fortrak ud i rygeskuret igen. Senere i frokostpausen ved 11. kontors stambord i kantinen videregav Dahlsgaard historien om Rasmus´ kærlighedskvaler til almindelig underholdning for de tilstedeværende kollegaer.

Jamen sådan var det da, sådan helt præcist - var det ikke - det er da så mange der har skrevet herinde i tidens løb

Ja prøv du bare det - og så må du gerne poste beretningen om modtagelsen her på EG ;)

10. december En guldalderscene Af en eller anden grund var det en søndag uden den store aktivitet på Det Gamle Bordel. Kun få havde bestilt tid, og der var ikke mange der ringede i løbet af dagen. Det passede pigerne godt, og den ene efter den smuttede lige en halv times tid for at købe julegaver. Ud på eftermiddagen havde Mutter lagt op til Det Gamle Bordels traditionelle julehygge/julepynte dag, og glanspapirark, sakse og limstifter blev lagt frem på bordet, som også bød på en skål ovntørrede selleri-rødbedesnaks og en anden med rosiner, tørrede abrikoser og mandler samt en kande økologisk pebermynte the. Pigerne, bortset fra Sara som lige nu tog sig af en af dagens få gæster, satte sig og begyndte med større eller mindre ekspertise at fremstille julehjerter og andet pynt. Den Vakse telefonpige løftede mistroisk sin pebermynte the, og så på det indtørrede stykke selleri hun holdt i den anden hånd ”det er ikke som i gamle dage” sagde hun trist ”der fik vi både klejner og småkager” - hun nippede prøvende til the’en -”og glökk” - sagde hun og satte med noget der lignede afsky thekoppen fra sig. Mutter tøvede lidt, det var tæt på hun havde refereret det blog-indlæg hun netop havde læst om kostomlægning og de mange fordele ved udrensende pebermyntethe, men stillet overfor det fristende stikord ”gamle dage” vendte hun sig mod Sofie og Lola og tog i stedet fat på beretningen om ”de gode gamle dage”, den guldalder af lykkelig travlhed, evigt springende champagnepropper og betydelig fortjeneste, der havde hersket før finanskrisen – ”med andre ord dengang en pige knap kunne lukke sin senest indkøbte Gucchi taske om dagens fortjeneste” indskød Lola spydigt. Mutter protesterede og fortsatte sin udmaling af en lykkelig tid med fremadbuldrende aktiemarkeder og massive kursgevinster - hvoraf en ganske betydelig del, såvidt Mutter erindrede det, kom de arbejdende piger på Det gamle Bordel i hænde gennem generøse gentlemen. Hun henvist som et uigendriveligt bevis til den nu lukkede første sal hvor der i lykkeligere tider var afholdt mange mindeværdige parties. Den Vakse Telefonpige supplerede indimellem ved at fortælle en stærkt skeptisk Lola, at der ret faktisk var noget om det, og andre gange for at korrigere Mutters værste overdrivelser. Sofie sagde ikke så meget, da hun både havde svært ved at forholde sig til noget så der lå langt tilbage som før 2008, og da hendes tanker mest kredsede om Kleenex-krævende emner. Desværre blev Mutters argument om ”mindeværdige parties” stikordet til at hun forlod emnet ”guldalderen” og i stedet kastede sig over sin absolutte favorithistorie. ”Jeg kan huske den gang jeg næsten lige var startet i branchen og var begyndt på Det Gamle Bordel – det var tider! Det var i de glade EM dage i ´92” begyndte Mutter, og fortsatte uanfægtet af sukket fra forsamlingen som havde hørt historien utallige gange før – ”alle kender jo til det der Dannebrogsmalede jagerfly, rådhusbalkonen og hyldestturen gennem byen, men få ved, at DBU havde arrangeret …” … Sara der lige var kommet ind i pigestuen vendte uset af Mutter blikket mod loftet og satte sig med et suk ved bordet efter at være smuttet i en uformelig forvasket badekåbe, og mens Mutter fortabte sig i erindringen om hin mindeværdige aften (og nat, og morgen, og formiddag) klippede de 4 andre resigneret julepynt mens de indimellem nippede til deres pebermynte the. Mutters fortælling blev med et afbrudt af en lettere desperat banken på hoveddøren ”Telly – jeg troede du lige havde skiftet de batterier” sagde Mutter småvredt ”jeg købte nye i forgårs” svarede Den Vakse Telefonpige, og forsvandt påfaldende hurtigt ud for at lukke op, mens Lola med et forhåbningsfuldt - ”det er sikkert til mig” rejste sig og hurtigt tjekkede arbejdsdresset.

Det er der kun et svar på, retningslinjerne: "3.2 Det er ikke tilladt at offentliggøre adresser eller konkrete stedangivelser, der ikke i forvejen fremgår af annonceringen". Link - https://www.eroguide.dk/forum/guidelines/

9. December Om Kleenex og fodbold Med et snøft tog Sofie hul på dagens 3. pakke Kleenex, for derefter endnu engang at tage telefonen frem og læste de beskeder hun havde udvekslet med Rasmus i de korte lykkelige dage før katastrofen – hvad der udløste behovet for en ny Kleenex. Lola og Den vakse Telefonpige prøvede at tale hende til fornuft ved at fremhæve det umulige i en forbindelse med en ansat i Skat, der jo som bekendt alle uden undtagelse var sleske, forræderiske typer som kun ventede på en pige skulle begå en mindre fejl for da staks at afsløre deres sande nedrige natur, og at Sofie var bedst stillet ved at have vist denne Rasmus personage døren – men deres anstrengelser skabte kun behovet for flere Kleenex. Sådan gik formiddagen kun afbrudt når Sofie havde en gæst, hvor hun kom på benene og med et tappert, men sørgmodigt smil gik ud for at tage imod. Mutter dukkede op ved frokosttid efter en forretningsaftale ude i byen (Hotel Radisson, en af suiterne, svensk gentleman) med en lille pose i hånden, som indehold en salat med quinafrø, et økologisk æble (af sorten Guldborgsund), en bøtte lav lavkalorie hytteost og en kildevand. Da det var tydeligt, at Den vakse Telefonpiges og Lolas forenede indsat for at tale Sofie til fornuft var slået fejl (hun var nu i gang med dagens 5. pakke Kleenex), forsøgte Mutter at aflede hendes opmærksomhed – først med en længere redegørelse for nogle kostråd hun fornyligt havde læst i et dameblad - hvad der ganske vist ikke så ud til at interessere Sofie det mindste, men nu var Mutter ikke den type kvinde der lod sin talestrøm standse af noget så trivielt som samtalepartnerens tydelige mangel på interesse, og hun fortsatte derfor detaljeret redegørelsen. Siden da hun nåede grænserne for sin nyerhvervede viden om fordelene ved radikal kostomlægning skiftede Mutter emne, og tog som opmuntring fat på en af sine yndlingshistorier der sikker ikke var blevet ringere af at blive fortalt gentagende gange over årene: ”Jeg kan huske den gang jeg næsten lige var startet i branchen og var begyndt på Det Gamle Bordel – det var tider! Det var i de glade EM dage i ´92” begyndte Mutter, og fortsatte uanfægtet af, at Sofie tydeligvist ikke havde nogen anelse om hvad hun snakkede om. – ”alle kender jo til det der Dannebrogsmalede jagerfly, rådhusbalkonen og hyldestturen gennem byen, men få ved, at DBU havde arrangeret en helt særlig belønning til drengene så en aften standser spillerbussen ude foran, og ingen ringere end [udeladt af diskretionshensyn] ringede på, så kom hele banden myldrede ind og du kan tro de gik til den, jeg husker f.eks. at [udeladt af diskretionshensyn] ønskede en helt særlig behandling, så mens Fanny, der arbejde her dengang, tog sig af Midtbanen, men altså jo især [udeladt af diskretionshensyn] sendte jeg telepigen ud efter tre glas Nutella og den der gummiand ...”. Sofie var for længst holdt op med at høre efter, og så bare trist ud i luften. ”… så ser I, hver eneste gang de på TV2 Sporten viser klippet med ”Jeg ramte den lige i røven” så griner alle de gamle spillere der nu er kommentatorer smørret, og det er ikke [udeladt af diskretionshensyn] evner til at ramme bolden de tænker på”. Mutter lo hjerteligt, henført i erindringen om hin mindeværdige aften, og fortsatte - ”der var så meget gang i den, at min For-Mutter måtte sende telepigen ned i døgnkiosken efter ekstra gummimænd – to gange”!

Ja som de unge elskende fra Verona, er Rasmus og Sofie's kærlighed fanget imellem to stolte klaner hvis strid fortaber sig i den grå fortid. Hvordan skal det dog gå dem - og er alt hvad det giver sig ud for at være? Kan en pige fra bordel-klanen virkeligt vide sig sikker på at være elsket af en ung mand fra skatte-klanen, eller var det blot et lumpent trick for at vinde hendes tillid, men det formål at gøre indtryk på kontorchef Mortensen? Desværre får læserne ikke mere mere at vide i dag, men må vente i spænding til imorgen hvor et nyt afsnit af "Jul på Det Gamle Bordel" vil blive offentliggjort her på Danmarks spritnye erotiske forum.

8. december Rystende afsløringer Det var først på eftermiddagen, i pigestuen sad Sofie og Sara i hver sin sofa. Sara var iført iført en T-shirt med et mønster i sort, grønt og gult. Tværs over den stod der med store bogstaver "Jamaica" – "kommer du derfra?" spurgte Sofie nysgerrigt, Sara så forvirret ud og Sofie gjorde et nik mod T-shirten, Sara forstod og svarede grinende med en overdrevet og ret så utroværdig accent "jaaj kommer fra Jamaica maaan" – "næ jeg kommer fra Helsinge, men sig det endelig ikke til gæsterne". Sara fortsatte efter en pause – ”det er ikke alt i denne verden der er hvad det giver sig ud for”, Sofie løftede spørgende øjenbrynene og ventede på mere, men forsættelsen kom aldrig for de kunne nu høre en svag banken på hoveddøren, så Sara gik ud for at se hvem det var. ”Hvorfor lukkede I ikke op?” sagde Den Vakse Telefonpige forarget ”jeg har banket på i en evighed” - ”det er den dørklokke” sagde Sofie – ”jeg har jo lige været ude og købe nye batterier” svarede Den Vakse Telefonpige forsvarsberedt. Resten af eftermiddagen gik med et par gæster til Sofie og Lola, mens Sara nøjedes med en som til gengæld blev en hel time. Hver gang det ringende på håbede Sofie halvt om halvt på det allerede var Rasmus, som havde fået tidligt fri og nu kom på sit daglige besøg. Men det var bare Mutter der ikke gad låse sig ind – ”godt du har fået fixet den Telly” sagde hun tilfredst da Den Vakse Telepige åbnede døren. Mutter og Den Vakse Telepige satte sig ved bordet og gik i gang med noget kontorarbejde – kort efter sagde Mutter ”se her” og rakte Sofie I-pad’den. Under overskriften ”En ungpigedrøm på Det Gamle Bordel” havde en af de mere aktive og respekterede anmeldere på EG, profilen ”CockAmok” skrevet den første anmeldelse af Sofie. Anmeldelsen var en passende blanding af en rosende, men ikke overdreven, sammenligning af Sofie med kendte og populære piger, og en velskreven pirrende beretning om selve samværet. Kombineret med en let kritik af ligegyldige detaljer skabte det et indtryk af neutral objektivitet og malede et, set med maskuline øjne, overordentligt positivt og lokkende portræt af Sofie. Omtalte Sofie kunne derimod ikke tro sine egne øjne ”nej hvad, nej det jo ikke rigtigt det der, det er jo aldrig sket! - ad hvor klamt! - hvem har skrevet det?” – Den Vakse Telefonpige rakte hånden op ”er det dig?” sagde Sofie målløs ”hvordan?” og tilføjede sekundet senere ved nærmere eftertanke ”hvorfor?”. Mutter og Den Vakse Telefonpige gav Sofie en lektion i moderne markedsføring - ”næste skridt er selvfølgelig at din egen selfie tråd” - sagde Mutter, Sofie så uforstående ud og Den Vakse Telefonpige tog I-pad´en, tastede og rakte den så til Sofie igen ”bare spørg Lola om hjælp, hendes er rigtigt gode”. Før Sofie kunne nå at svare ringede det på døren og Den Vakse Telefonpige forsvandt. Denne gang var det Ramus - han smed sin rygsæk på sofabordet, men missede så den kurrede ned for fødderne af Lola hvor indholdet faldt ud – hun samlede en bog og læser titlen ”Momsvejledningen bind 4” – det ser da godt nok kedeligt ud” – ”tja, det er som man tager det, det er jo mit arbejde” svarer Rasmus. ”Hvor arbejder du da?” spurgte Lola høfligt men uinteresseret – ”i Skat” svarede Rasmus. Lamslået tavshed fulgte – så rejste Mutter sig dirrende i majestætisk harme - ”UD AF MIT BORDEL”.

7. dec. Med Mutter på arbejde "Vi er der næsten" opmuntrede Mutter stakåndet, "du kommer da aldrig i den der"? sagde Sara skeptisk - "jo den er der nu" gispede Mutter, og ganske rigtigt, Den Vakse Telefonpige fik den sidste hægte i og bandt så de sidste sløjfer, hvad der forvandlede Mutter til Madame S. "Så må jeg hellere vise ham ned i kammeret - han har allerede ventet længe derude" sagde Den Vakse Telefonpige og smuttede ud af døren. Mutter tog en sort lak-halvmaske med katteører på og så sig kritisk an i spejlet - synet var imponerende, Madame S fyldte den sorte corsage ud til randen på den mest yppige måde. Hendes lange ben syntes endnu længere på grund af de tårnhøje stilletter og lange sorte lak handsker dækkede hendes arme til op over albuerne. Madame S samlede en ridepisk op fra sofaen – sømmene i corsagen knagede faretruende ved manøvren. Den Vakse Telefonpige, der netop var vendt tilbage sagde "det er samme cirkus hver gang, du skulle købe …" - "sludder, jeg har ikke taget et gram på siden jeg var 19, den slags er bare besværlige at få på" afbrød Mutter i en tone der ikke inviterede til modsigelse, og gik så ned mod kammeret hvor en kær gæst, Hr.Jernsvin ventede. På vejen sagde hun over skulderen – ”og husk nu at få købt ind til frokost Telly”. En god times tid senere sad Mutter, nu klædt i noget mere bekvemt, på sin faste plads og bladrede i et VVS katalog. Den Vakse Telefonpige kom ind i pigestuen med en plasticpose fra Superbrugsen i hånden, smuttede ud i køkkenet. Efter en del lyde af den slags der tyder på at indkøb bliver lagt i køleskabet stillede hun sig i døren og spurgte Mutter – ”skulle vi ikke også skrive den anmeldelse i dag”? – ”jo jeg har allerede skrevet det meste, men vi må få den lavet færdig her lige efter frokost” lød svaret. Mutter rejste sig og gik ud i køkkenet for at hjælpe med frokosten. ”… hun var nu helt tændt, og kastede sig grådigt over mig mens hun tiggede om mere.” - læste Mutter op, ”og så skal der lige laves lidt om i indledningen og så slutter den selvfølgelig med – så brødre, søger du en pige så lidenskabelig som kun en rødhåret kan være så skynd dig at besøge danske 100% nystartede Sofie som kun kan træffes på ”Det Gamle Bordel her i december – og pas godt på hende.” Mutter så i stolt forventning på Den Vakse Telefonpige, der reagerede ved grinende at ryste på hovedet, ”og fra en helt ny bruger selvfølgeligt”konstaterede hun, ”Øh, ja” svarede Mutter, Den Vakse Telefonpige rystede igen på hovedet – ”Du lærer det aldrig, du har ingen ide om hvad mænd falder for” – ”åh jeg skulle da ellers mene jeg har en vis erfaring…” begyndte Mutter studst, men blev afbrudt af et ”er det mig eller dig der ved hvordan mænd tænker?” - Mutter løftede det ene øjenbryn, men undertvang det latterudbrud der spontant trængte sig på. Imod al sandsynlighed var Den Vakse Telefonpige indehaver af en lille halv snes respekterede medlemsprofiler på EG, som altid var behjælpelige med en opmærksomhedsskabende efterlysning eller en velskrevet anmeldelse i sløje tide, hvad både Det Gamle Bordel, og flere af Mutters veninder nød godt af.

Trods enslydende forventninger om det modsatte er det efter nu en uges tilløb lykkedes forfatteren at etablere en form for rudimentær handling i julekalenderen. Men læserne sidder alligevel tilbage, mindre med en følelse af glædelig overraskelse end med følelsen af skuffelse på et nyt og dybere niveau. Forfatteren har kun formået at etablere sin "handling" ved gribe til kiosklitteraturens værste klicheer i en uhellig kombination med boulevardpressens lumre sensationalisme. Mest grelt er selvfølgelig den grundløse, og, som hvis ikke den havde været så lattervækkende, ærekrænkende anklage, at dette forum, hvis formål er ærlig og uselvisk deling af forbrugeroplevelser, skulle være infiltreret af plantede anmeldelser i reklameøjemed. En anklage som ydermere suppleres af slet skjulte antydninger af en hyppig og systematisk forekomst af uvederhæftig oplysninger i EG's annoncesektion. Al erfaring viser at dette, som enhver erfaren bruger af EG naturligvist ved, er absolut grundløst og udelukkede må tilskrives et desperat forsøg på at imødegå julekalenderens med rette stærkt faldende læsertal gennem fabrikerede skandalesensationer. Den påklisterede såkaldte "kærlighedshistorie" involverer ganske utroværdigt et medlem af embedsstanden og en af gadens løse piger, og vi står da også her overfor et "litterært" trick begrundet i en uhæmmet spekulation i et pubertært publikums laveste og mest smudsige instinkter. Denne fortælletekniske modus bringer værste eksempler på den semi-pornografiske pulp-litteratur i erindring (illustration 1), og det er i denne kategori EG's julekalender nu desværre klassificeres. Der kan derfor kun indtrængende rettes en appel til de læsere, der endnu måtte følge julekalenderen om at vende fortællingen ryggen, og undgå den frustration og ærgrelse, der følger af at spilde tid på underlødig underholdning. Naturligvist vil nogle ganske få af de tilbageværende læsere af ren nyfigenhed sidde tilbage med spørgsmålet: Er dette virkeligt bunden eller det skal det igen lykkes julekalenderen at sænke standarden - og derfor vil de desværre igen imorgen klikke ind på "Jul på Det Gamle Bordel", og give forfatteren den nødvendige undskyldning for fortsat at publicere sit (mak)værk.

6. december Om forfattervirksomhed Det var sidst på dagen. Rundt om i salen sad medarbejderne på Skattecenter Brønshøj med det særlige sløve, indvendte ansigtsudtryk som kendetegner en offentlig ansat der har vigtigt arbejde at lave, men af grunde kun ledelsen forstår, skal trækkes igennem endnu et meningsløst personaleseminar. Oppe ved tavlen gennemgik en facilitator fra HR-afdelingen entusiastisk det input i stikordsform, som var kommet ind fra gruppearbejdet, der havde fundet sted kort efter frokosten med den øvrigt udmærkede sandwich. Grupperne havde pligtskyldigt skrevet det sparsomme resultat af deres diskussion ned på nogle Flip-overark, som nu var klæbet op på tavlen, hvor de efter programmet skulle danne basis for en engagerende og medrivende debat mellem medarbejdere og ledelsen kyndigt ledt af facilitatorerne om emnet: ”Forandringsledelse - hvordan implementerer vi Skats værdier og visioner i en disruption tid?”. Men frokostpausen var lang tid siden og den annoncerede kaffe lod vente på sig, så på denne december eftermiddag var der ikke mange der havde det store at sige om værdier og visioner. Enkelte sad og tjekkede mails og fodboldresultater mere eller mindre åbenlyst på deres telefoner, andre halvsov tydeligvist, men de flest bare sad og så sløvt ud i luften. Bortset fra en enkelt, der noterede ivrigt i en rød og sort kinabog, mens han eftertænksomt bed i enden af en kuglepen en gang imellem. Det var Rasmus. Nu var det ganske vist ikke plenumdiskussionen Rasmus var i gang med at nedfælde på papir, men en række indtryk og følelser vedrørende en bestemt rødhåret ung pige, som meget gerne skulle antage poetisk form. Rasmus bed i enden af kuglepennen igen, og skrev så: Åh du skønne I dine øjne så grønne Der kan jeg dvæle To elskende sjæle Ja der skulle naturligvis rettes lidt hist og her så det rimede ordentligt, men egentligt var resultatet ganske godt syntes han. Det udtrykte i hvert fald meget præcist hans følelser overfor den helt fantastisk fascinerende, intelligente, empatiske og utroligt smukke pige han havde mødt for et par dage siden. Rasmus bed igen koncentreret i enden af kuglepennen, og ignorerede et nyt udbrud af ugengældt entusiasme oppe fra tavlen. Mutter var samtidigt i gang med dagens kontorarbejde på sin I-pad. Hun loggede ind på sin EG profil, og skulle lige til at læse erhvervsstoffet igennem da hendes opmærksomhed blev fanget af en spændende overskift ude til højre. Hun klikke ind uden at se hvilket forum den var postet i og trykkede ”Tilbage” 3½ sekund senere, da det havde vist sig at være en tråd i ”Politik”. Så kastede hun sig over ”Anmeldelser Sjælland” som det havde været planen, for lige at se hvad konkurrenterne havde gang i. Grumt smilende genkendte hun sin Med-Mutters Mizz Daisy´s karakteristiske stil i et par begejstrede anmeldelser, og en efterlysning fra et par helt friske netop oprettede brugere. Mutter som aldrig havde brudt sig om Mizz Daisy (38/172/68/G) siden dengang i ’96 hvor der var opstået uenighed om ejerskabet til et slumretæppe i pigestuen, i forlængelse af Mizz Daisy´s faste gæst Store-Peter af fuldt forståelige grunde havde skiftet hyænen ud med Mizz Susie (22/178/57/D)* - klikkede ivrigt på ”Rapporter” og fingrene dansede over skærmen for med et lille hoverende eftertryk at ende på ”Send”. Mutter fnøs - i øvrigt havde ”Mizz Plastic-Fantastic” skrevet 38 i sin annonce i mindst 10 år nu. Så læste hun resten af erhvervsstoffet igennem og loggede ud - men kun for at logge ind igen, nu som profilen ”SexFyr2700”, en lavfrekvent bruger der mest gjorde det i efterlysninger i Brønshøj og omegn. Mutter startede en ny efterlysningstråd med overskriften: ”Kender nogen hende her?” og tilføjede så ”Brødre jeg har brug for jeres hjælp, nystartede Sofie på Det Gamle Bordel, er der nogen der har besøgt hende og er billederne ægte?” – efterfulgt af et interessevækkende ”Hun ser sprød ud” og et link til Sofies annonce. Nu skulle der så bare skrive et par opfølgere de næste par dage, og så kunne anmeldelsen postes – men det var tidsnok at skrive den i morgen. Mutter sluttede kontorarbejdet med at strø en række forretningsunderstøttende ”likes” ud, loggede så igen af EG denne gang for at koncentrere sig om diverse FB-grupper om helsekost. * Læserne bedes bemærke der er tale om historiske data, nuværende data Madame S (35/178/65/G)

5. december En uventet sengekammarat Klokken var 4.32, alt var mørkt og stille på Det Gamle Bordel, de søvnige lamper med de røde plyskæme og det ellers evigt kværnende fjernsyn var slukket, de lystige sengefjedre, som på travle dage sang muntert i duet eller trio var tavse. Intet rørte sig – altså bortset fra Hr.Lillemand som netop på dette tidspunkt vågnede med et støn og åbnede øjnene minimalt så kun en smule gråt lys slap ind i hans tømmermændsplagede kranie – ”så er det nu” sagde han halvhøjt til sig selv, ”på den igen du gamle”. Han sukkede dybt og var på nippet til at glide tilbage i søvnen da han blev distraheret. Noget blødt og eftergivende lå tværs over hans seng, han åbnede med besvær øjnene helt og så vantro på noget der mest af alt ligner et tomt halvgennemsigtigt pølseskind som har ligget tværs over hans bryst luren igennem – ved Rudolfs ildelugtende rensdyrbæer, det var simpelthen bare for klamt! - han smed hidsigt den bløde tingest ud af den røde F-skål har sovet i siden sidste jul. Selv for en bordelnisse var det over stregen. Mere søvn var udelukket nu så han satte sig op i sengen – ”hohoho og glædelig jul” sagde han bittert ud i luften, og kikkede længselsfuld på den flaske Asti som lå ved siden af den glemte BH i nisseboet under den store runde seng, men han vidste den var tom. Køkkenet tænkte han, Den Vakse Telefonpige var notorisk knap så vaks når det kommer til opvasken, så muligvis er der et glas eller to med lidt Asti sjatter - gik det at komme frem nu? – ja det var nat. Hr.Lillemand trådte usikkert ud på gulvet, skulle han tage sin røde trøje på? – nej det var sku´ godt nok tænkte han og kløede sig på sin omfangsrige og stærkt behårede mave gennem netundertrøjen, men han tog huen på og begyndte ekspeditionen mod køkkenet. ”Kun 132 år til efterlønnen” mumlede han mens han sjokkede afsted – ”med mindre de høje herrer har hævet grænsen igen”. Køkkenet var som forventet mennesketomt - men mod forventning og al tidligere erfaring, var der fuldstændigt opryddet og alt var skinnende rent. Hr.Lillemand glippede med øjnene. Det var aldrig sket tidligere i Den Vakse Telefonpiges tid, køkkenet plejede at være et syndigt rod af kopper, Asti-glas, tallerkener, pizzabakker og hvad der ellers kommer til efter sådan en dags tid eller tre – faktisk kunne han ikke huske det var sket i hele hans tid som bordelnisse. Han sukkede mens han smager på ordet, ”bordelnisse”, det var ikke fordi han altid havde været her, nej da, han var af god familie og var startet som slotsnisse … men så var der den der kedelige affære omkring Prinsesse C. "…uværdig opførsel for en nisse, og misbrug af magiske evner" havde de sagt, de gamle snobbede langskæg i Nisserådet. Han sukkede igen. Takket være familiens forbindelser var han blevet gårdnisse, et skridt nedad, et stort et endda bevares, men egentlig godt nok … ja lige indtil det der med Molly-malkepige. Familien havde med besvær fået dysset historien ned ved at bruge al sin indflydelse og trække i samtlige tråde og havde så sendt ham ud som skibsnisse, både for at få ham så langt væk som muligt og som en sidste chance for at han kunne få skik på sig selv … men efter affæren i Caracas havde de helt slået hånden af ham, og nu sad han her. Hr.Lillemand lod misfornøjet øjnene glide hen over omgivelserne, og hans blik blev fanget af et opslag på køleskabsdøren ”Røgfrit bordel - tak fordi du ikke ryger” – en grusom mistanke slog ned. Rent undtagelsesvist, og med stort besvær fik han åbnet køleskabsdøren på klem. Selvom han var forberedt på det værste var det alligevel et chok da pæren tændte – ikke en flaske Asti, ikke en pizzaæske, ikke et Nutella glas i sigte! Køleskabet var rent, og ryddeligt: I lågen stod flasker med kildevand, ingefærshots og lavkalorie smoothies, på hylderne stod der et par færdigkøbte salater, en vegetar couscous salat og en kålsalat, der var også to bakker som indeholder blåbær og granatæblekerner, nogle løse æbler og ved nærmere eftersyn en to-tre bøtter med SKYR!!! Dybt nedbøjet vendte Hr.Lillemand køkkenet ryggen og begyndte med alle tegn på nederlag at sjoske tilbage mod sit nissebo for uden videre foranstaltninger at smide sig op i den glemte F-skåls BH igen – en lettere hysterisk latter boblede op i ham ovenpå chokket, så lukkede han resolut øjnene og gled igen ind i en dyb drømmeløs søvn.

@Nikita Darling Ja det er et sprog man med jævne mellemrum render ind i. Ordrene er såmænd hver især forståelige, sammensætningen er bare helt urimelig @Butch @kanonkongen skal jeg forstå det sådan, at det er et publikumskrav, at jeg skrive julekalenderen om til "Jul på Brokeback Mountain"? @holstebronx Det er da muligt

4. december. Sofies første vagt Ingen reagerede trods lang tids trykken på dørklokken, og Rasmus opgav, vendte sig om og gik et par skridt væk. Men med et blev døren flået op og en lettere fortravlet ret kedeligt udseende midaldrende kvinde stod i døråbningen – nå det måtte være et eksempel på de der meget omtalte ”falske billeder” tænkte han. Hun spurgte skarpt ”Peter?” – ”Øh” svarede Rasmus, han havde faktisk ikke tænkt over det, men et dæknavn ville sikkert være en god idé nu da han var der inkognito så han nikkede bekræftende. ”Du er sent på den” sagde Den Vakse Telefonpige og gennede ham ind. ”Øh hvad koster det egentlig at være her” begyndte Rasmus snedigt udfrittende – ”1.100 kr.” lød svaret ”Om dagen?” spurgte Rasmus henkastet. Kvinden så på ham som om han var idiot ”for en halv time” svarede hun – ”det er jo 26.400 kr. om dagen” sagde Rasmus forbløffet, og tilføjede medfølende ”det kan du da ikke tjene penge på”? Nu var det Den Vakse Telefonpiges tur til at være forvirret, ”øh hva´” sagde hun. Han så medlidende på hende - ”kræver din alfons virkeligt det? - Den Vakse Telefonpige vendte sig mod pigestuen og råbte halvhøjt ”gider en eller anden lige hjælpe her, jeg taler ikke så godt Nar’sk”. Til den forargede telepiges lettelse trådte en usædvanlig stor og kraftigt bygget mand ud fra pigestuen. Han var helt klædt i sort læder og bar Rayban solbriller trods den søvnige belysning, tatoveringer snoede sig op af hans tyrenakke i retning mod den skaldede isse som var dækket af et rødt pirattørklæde med et mønster af små dødningerhoveder. ”Bonjour i bordellet” sagde han friskt, mens han småirriteret rettede på et eller andet langt og temmelig omfangsrigt han bar under venstre side af jakken. ”Jeg hedder Palle Pumpgun, hvad var problemet”? – ”øh problem? - nej, slet ikke, det… det.. det var bare en lille misforståelse, jeg er bare på besøg” fremstammede Rasmus nervøst mens han viftende afværgende med hænderne. En stadigt mistroisk Vaks Telepige guidede ham ned ad gangen, mens Palle blev stående og betragtede dem - så lukkede hun en dør op med ordene ”en halv time, husk det nu”. I rummet var der en seng med fine messingknopper på de høje hjørnestolper, en stol og et par af de åbenbart obligatoriske søvnige røde plyslamper. Rasmus stod lidt betuttet, men var fast besluttet på at være en gentleman og ikke at misbruge den uheldige situation han var havnet i. Døren gik op og en ung pige, med lokket kastanierødt hår trådte ind, slank og smidig kun iført et meget feminint sæt undertøj og stiletter. Rasmus følte et sug i maven og vaklede i sin beslutsomhed – det var lige præcist hende fra annoncen og hun så ganske tiltrækkende ud, faktisk begyndte han at føle sig temmelig varm. Hun kikkede op, hendes øjne var grønne? – ja dybtgrønne - hun så bange ud gik det op for ham med sug i maven – han løftede spontant hånden for at lægge den på hendes skulder – nej, nej så tror hun bare jeg vil slå hende ligesom alle de andre – han sænkede hastigt hånden igen og kunne trods sit forsæt om at opføre sig korrekt ikke holde øjnene fra hende – hun vendte ryggen til og bevægede sig væk fra ham, hun er helt sikkert bange tænkte han, og fulgte hende usikkert med øjnene, en lille forræderisk tanke løb gennem hans hoved - ville det ikke være dumt at bryde sit cover? – men samvittigheden satte straks ind, han kunne aldrig tillade sig at misbruge denne stakkels unge, meget velduftende, og utroligt … utroligt sexede … åh … Sofie gik ind af døren mens hun så genert ned i gulvet for så dødnervøs at løfte blikket – overfor hende stod en fyr kun lidt ældre end hende selv, og faktisk så han ikke værst ud, næ faktisk var han temmelig cute med det der fårede udtryk i ansigtet, den lette måben og de store vidtåbne øjne, næ rettelse, ikke bare cute, ret attraktiv faktisk, tilpas muskuløs uden det var overdrevet, lyshåret med det der lille helt korte lyse fuldskæg – Sofie begyndte at føle sig helt godt tilfreds ved at stå i sin sparsomme, men virkningsfulde påklædning i selskab med netop ham. Han løftede den ene arm ligesom for at kærtegne hende, men lod den falde … aha han var genert, hvor sødt, så måtte han hjælpes. Hun vendte ryggen til sin gæst, og gik langsomt og overdrevet vuggende hen til sengen med fuld udnyttelse af stiletterne og bøjede sig dybt ned mens hun lod som om hun rettede på en pude – virkningen udeblev ikke … Vi lader herefter Sofie (alias Freya) og hendes gæst Peter (alias Rasmus) i fred - temmelig længe faktisk, for en stadigt mere irriteret Vaks Telefonpige må banke på døren til rummet med den fine messingknops udsmykkede seng et uhørt antal gange, før den nye pige endelig tager afsked med sin gæst og med et drømmende udtryk i øjnene bevæger sig ind i pigestuen. Her finder vi hende nu, i selskab med Mutter og Den Vakse Telefonpige - som er knap så imponerede af Sofies første indsats på Det Gamle Bordel. ”Det hedder et bordel fordi vi har b-e-t-a-l-e-n-d-e gæster” sagde Mutter med overdrevet tydelig udtale ”de betaler for den tid de besøger dig, hele tiden – er du med Sofie”? – Sofie nikkede flovt, ”øh, så får jeg vel bare resten næste gang” forsøgte hun prøvende, Mutter vendte opgivende blikket mod loftet. ”- og du kan ikke bare lade alle gæster bliver halvanden time over tiden” supplerede Den Vakse Telefonpige – ”men han var jo så sød” svarede Sofie lettere forsvarsberedt, og det drømmende udtryk i hendes øjne vendte tilbage. Den Vakse Telefonpige sukkede demonstrativt. Lola kom ind i pigestuen og smed i forbifarten et signeret portrætfoto af Joakim B. Olsen oveni det sparsomme udbytte af Sofies besøg – ”pyha for en gæst” sagde hun, ”de bliver´sku´ mere og mere underlige de der Jyllændere”. ”Nå, hvad skete der da” spurgte Mutter uden større interesse, men tilføjede så uroligt - ”han var vel ikke fra Herning”? ”Næ” svarerede Lola, ”men det var vist lige i nærheden. Han ville have rabat for det der foto” - Lola pegede mod bordet. ”Nå ikke andet” sagde Mutter lettet ”så længe han ikke er fra Herning” og vendte igen opmærksomheden mod Sofie. "Hvad skal vi dog gøre med dig Sofie”? sagde hun spekulativt, så lyste hun op i et ”aha” og forsvandt ud i køkkenet. Lyden af en skuffe der åbnedes blev fulgt af nogle rodende lyde, og hun kom triumferende tilbage med noget i hånden og rakte det til Sofie med et ”her”, Sofie så forbløffet på et plastikæggeur formet som en høne.

Jeg takker ydmygst Når jeg laver den slags er det selvfølgeligt først og fremmest fordi jeg synes det er sjovt, især det at få ideerne, for det skal indrømmes at det er et større arbejde at få dem skrevet ned i en form der er egnet til at blive læst af andre. Julekalenderen er på ingen måde et "statement" mod selfie- eller billedtrådene i hyggesnak, den er bare et tilbud lidt harmløs hygge her i december med et tema der ligger inderfor denne verden.

3. december Der lægges planer Denne søndag skifter scenen for vores julefortælling fra Vestegnen til en baggård ikke så langt fra den indre by, i Brønshøj nærmere bestemt. Baggården, som ligger diskret i evig skygge fra Glädeslösa-bygningen der tårner sig op på nabogrunden, er kendt og skattet i vide kredse. Ikke så meget for de tre skraldecontainere, det skæve rustne cykelstativ eller det snorreløse tørrestativs skyld, som for det der skjuler sig bag baghusets solide hoveddør med det lille diskrete skilt. Bagved hoveddøren ligger et venterum som indeholder det beroligende velkendte syn af søvnige lamper, røde let slidte velourforhæng og vægge smagfuldt dekoreret med billige reproduktioner af indendørsscener som mest har noget med senge at gøre. Velourforhænget skjuler en gang med fire døre. En leder til et stort værelse med en stor rund seng, en anden til et lille værelse som indeholder en seng fint udsmykket med messingkugler på høje smedejernshjørnestolper, og den tredje til et mørkt kammer med en masse sælsommer remedier og bemærkelsesværdigt nok endnu en seng, mens den sidste dør leder til et badeværelse med en bagudgang. I venteværelset vil en besøgende finde endnu en dør, døren til pigestuen hvor der ikke er senge, men et par sofaer, et bord med nogle stole og vigtigst et fjernsyn. Men nu er vi kommet alt for langt, for på denne sjappede 2. december eftermiddag står vores hovedperson, den 21 årige Freja nervøst foran den solide dør med pigestuen som mål. Først efter nogen tids ringen og banken på lukkede en ca. 50 årig kvinde op - ”åh, du må være den nye pige? – ja undskyld jeg havde ikke hørt dig, vi har lidt problemer med dørklokken for tiden”. Hun førte Freja ind i pigestuen, som mest af alt lignede pigernes omklædningsrum efter en gymnastiktime. I rummet sad tre mere eller mindre afklædte kvinder. ”Her er den nye pige” sagde hendes guide til den ældste af dem som sad ved bordet midt i rummet, iført en noget slidt lyserød badekåbe. Ved synet af Freja lagde hun den avis hun havde været ved at læse fra sig, mens Freyas guide satte sig overfor og begyndte at tjekke sin I-pad. Freja hilste vagt og blev genert stående lige indenfor indgangen. Kvinden i den lyserøde badekåbe tog nu ordet og præsenterede sig selv som ”Mutter” Det Gamle Bordels ejer, eller alternativt “Madame S” (35*)/178/65**)/G), og præsenterede de andre piger der var tilstede i lokalet. Frejas guide var etablissementets Vakse Telefonpige, (51/??/??/??) som holdt styr på dagens bookninger og alt andet praktisk. I den ene sofa sad Lola Lamselår, (28/172/63/D) med et tæppe slænget om sig og med sin I-pad i skødet og en kaffekop i hånden. I den anden sofa sad Sorte Sarah (24/173/62/C) i et minimalt rødt sæt BH og trusser, og delte sin opmærksomhed mellem Freja og en kritisk inspektion af sine lyserødt lakerede negle. Den Vakse Telefonpige sagde ud i rummet ”din gæst burde være her nu Sarah og Lola, du er på om et kvarter”. I samme nu bankede det kraftigt på døren og Mutter drejede blikket væk fra Freja og spurgte skarpt – ”Telly, hvad er der nu i vejen med den dørklokke?” – Den Vakse Telefonpige svarede glat,” jeg skiftede batterier i sidste uge”. Herefter gik det hurtigt – Freja smuttede i det fine arbejdstøj Bedstemor havde købt til hende og der blev taget et par billeder, mens Mutter og Den Vakse Telepige diskuterede et passende navn, og enedes om ”Sofie”, da det mindende lidt om husets populære ”Lille Fie” som midlertidigt var fraværende på grund af eksamenslæsning. Den Vakse Telefon Pige satte sig igen ved I-pad´en og startede på en annoncetekst under store diskussioner med Mutter, som havde tænkt sig noget i en retning der fik Freja – nu Sofie (21/171/57/B) - til at krumme tæer i stilletterne og ønske sig ned i et musehul. Til sidst forlod hun fortumlet stedet, men en aftale om at starte som ny pige på ”Det Gamle Bordel” mandag kl. 10. - o - Samme søndag, men noget senere og i en anden del af byen, sad Rasmus i sofaen på det kollegieværelse som havde været hans hjem de forudgående 3 år. Han sad med benene overkors, sin bærbare på skødet og en fotokopi af den maskinskrevne liste fra ”Bordelmappen” i hånden. Listen var lidt svær at læse, da den havde været kaffeplettet og gulnet i kanterne. Den indeholdt en række avisnavne, hvoraf flere streget over med kuglepen, da de var gået ind for år tilbage. Længere nede under overskriften ”Elektroniske annonceformer” var der en række links af temmeligt bedaget udseende - Rasmus sukkede opgivende, men helt nede i bunden stod der en overskrift som alligevel fangede hans opmærksomhed: Nyeste elektronske kommunikationskanaler www.gimel.dk www.hedomax.dk www.vl.dk … og med Dahlsgaards karakteristiske håndskrift var der tilføjet: ”Obs. helt ny: www.eroguide.dk” Rasmus tastede linket ind, og var med det samme klar over der at han havde ramt guld. Tiden fløj, og han tog den ene notat efter den anden, mens han kopierede links, og frokosten blev indtaget i sofaen. Sidst på eftermiddagen blev hans opmærksomhed fanget at en ny annonce der lige var opslået: ”Sofie - nystartet studine Tag godt imod denne rødhårede skønhed – 21/171/57/B. Helt nystartede Sofie, dansk studine står parat til at forkæle den kræsne gentleman. Kenderens perfekte julegave til sig selv. Drøm dig væk en stund i selskab med denne livlige, let tændelige julegodtes perfekte mål, dybtgrønne øjne og lidenskabelige indlevelse i alt hvad I kan finde på af blidt og dejligt. Kun i december og kun på ”Det gamle bordel” hver dag 10-18”. Der var også et billede af en ung pige som han fandt sært tiltalende på trods af pigen skjulte ansigtet. Rasmus følte sig let stakåndet, hans hjerte bankede hastigt og en rødmen bredte sig over hans ansigt og hals. Hende her var på vagt alle dage, præcist som modellen forudsatte! Han tænkte sørgmodigt på den kæde af omsorgssvigt, manglende personlig integritet og karakterbrist som måtte have ført denne, i øvrigt ganske tiltalende udseende unge pige, ud i så ulykkelige omstændigheder. … men hvilken chance for at udvise lidt initiativ og gøre indtryk på kontorchef Mortensen! ... og hvem ved måske, løste han denne opgave så godt, at han med tiden kunne få nye og mere spændende arbejdsopgaver? Han overvejede kort sagen, og besluttede at melde sig syg dagen efter, for incognito at opsøge ”Det gamle bordel” og skaffe de nødvendige supplerende informationer.

"Aparte" er netop den rette betegnelse for denne fortælling: Selv den mest velvilligt indstillede læser må indrømme, at der efter tre dage stadigt ikke er skyggen af en handling. Igår var fortællingen ganske vist kortvarigt ved at komme på sporet, da den vendte tilbage til Brønshøj - men ak hvilken skuffelse. Istedetfor at foregå i det hjertevarme, af læserne kendte og elskede miljø på "Det Gamle Bordel" foregik gårsdagens afsnit i så kolde og kyniske omgivelser, at jo mindre der siges derom jo bedre. I dag når fortællingen så et nyt lavpunkt, idet den vender tilbage til Vestegnen hvor Freyas bedstemor, af årsager der kun giver mening for hende selv, sammenknytter sin upassende fødselsdagsgave med sin egen uholdbare finansielle situation og Freya's tilbud om at tage et bi-job som julehjælp. EG's praktisk indstillede læsere sidder skeptisk tilbage - for skulle det ligefrem være en guldgrube at pakke stressede julehandlendes desperat i sidste øjebliks indkøbte gaver ind? - og hvem har endnu set en julehjælp, eksempelvist i Bog & Idé eller Fætter BR, iført diminutivt blondelingeri og stiletter? Det kan kun anbefales de læsere som har bedre at tage sig til, at droppe julekalenderen hurtigst muligt og spare sig selv for ærgrelsen over at spilde tid, der mere udbytterigt kunne have været anvendt på stort set alt andet end denne aparte parodi på en julehistorie.

2. december Hip, hip hurra I bedstemors hyggelige lejlighed på Vestegnen var ejeren travlt optaget i køkkenet, mens Freja sov rævesøvn på sit værelse. ”God morgen fødselsdagspige” lød det muntert fra bedstemor da hun stak hovedet ind af døren, og Freja gassede sig i sengen. Hele lejligheden duftede af nybagte boller og varm kakao, og hun vidste præcist hvordan morgenbordet ville se ud – boller, ost af den helt rigtige slags, bedstemors hjemmelavede syltetøj, vasen med flag og blomster og ikke mindst bedstemor selv der spændt og hemmelighedsfuld ville vente på at give hende en overraskende og altid velkommen fødselsdagsgave. Som altid var det en hyggelig fødselsdagsmorgen som Freja nød i fulde drag, og til sidst stak bedstemor hende en pakke i noget gavepapir hun ikke kendte. Hun pakkede ivrigt ud, men for første gang i sit nu 21 årige liv vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige til bedstemors gave. I æsken var der to meget upraktiske åbne sko med stilethæle, og et BH sæt som mest bestod af fine blonder og indviklede spænder og som helt klart var uegnet til at løse undertøjs to primære opgaver, at varme hende inderst, og dække det man af naturlig blufærdighed helst ville skjule – det var nærmere tværtimod. Den pige der bar de trusser og den BH var sikker på at få mere opmærksomhed end hvis hun simpelthen optrådte nøgen. Freja prøvede at finde på noget pænt at sige, mens hun ufrivilligt rødmede mere og mere ved synet og en lille fristende tanke om at prøve de diminutive tøjstykker trængte sig på. Så opdagede hun der var mere i æsken. Hun rodede lidt i bunden af gaveæsken og løftede så en lille plastikpakke i brevformat op - og blev om muligt endnu rødere i ansigtet end før, da hun læste ordene ”Worlds Best” på forsiden – ”og hvad skal jeg med dem bedstemor” spurgte hun spontant uden at tænke sig om. Bedstemor svarede mildt ”beskytte dig min pige, der er jo ikke mange tilbage af dine egne” Freja der nu var så rød i hovedet som en yderst pinligt berørt rødhåret pige overhovedet kunne blive, gentog måbende ”øhh, mine egne” – ”ja” svarede bedstemor blidt, ”dem du gemmer inderst i skuffen under dit skab, bag dine gamle bamser - der er forsvundet en hel del af dem her i sommers” – Freja fik et kort flashback til sommerens festivalsæson, og det lille gule og brune telt hun havde delt med en veninde på Roskilde, men hun kunne alligevel ikke blive rødere i hovedet. Bedstemor fortsatte mildt overtalende, ”du vil jo gøre alt for at vi kan beholde lejligheden ikke sandt? - og vi mangler virkeligt, virkeligt penge.”