Findus

Tja herfra hvor jeg bor kommer man ikke til ret mange steder der er interessante på en time - med mindre man er meget interesseret i granskov. Det var kombineret med en overnatning i København. Efter et par uger hvor "weekend" bare betød at jeg stod senere op og kun arbejdede på nogenlunde halv tid før aftenen forsvandt i Netflix skulle der ske noget. Oprindeligt var det så meningen at jeg ville have haft fredag aften og hele lørdag i København, med besøget som højdepunkt, men sidst på ugen dukkede der selvfølgeligt noget op så jeg ikke kunne tage tidligt fri fredag alligevel. Det endte så med det hele blev komprimeret til én dag og én overnatning, men ja, jeg lavede også lidt andet.

Det startede en lørdag hjemme på sofaen, hvor der under en af de utallige "log on's" dukkede en annonce op ude til venstre som fangede min opmærksomhed, "Threesome with Sisters" - hmm, det lød da interessant nok til at være et klik værd, og som tænkt så gjort. Annoncen blev læst og det blev meget mere interessant, men det var desværre ret så urealistisk. København ligger langt væk, og de var kun på i en kort periode. Senere i dukkede der en række blandede anmeldelser op, men jeg synes selv jeg har en "fornemmelse for piger", og den var god med de to. Første henvendelse blev sendt i maj, hvor jeg spurgte om de havde tænkt sig at komme tilbage. Det var nu en fiasko da der ikke kom svar - men en opstrammet version, som blev afsendt da den nye annonce dukkede op her i juni, blev hurtigt besvaret, og ekspeditionen blev planlagt til lørdag den 23. juni.  Efter 5 timer i tog, plus den indlagte times reserve til forsinkelser og muligheden for at fare vild, stod jeg i et for mig totalt ukendt kvarter på Islands Brygge - faktisk kom jeg noget for tidligt, og med et affotograferende sideblik på opgangen og systemet af dørtelefoner gik jeg forbi, for at vende tilbage 20 min. senere og gå direkte til døren. Efter to tryk på dørtelefonen summende det, og jeg gik op af trappen på vej mod min første rigtige trekant med en vis ængstelse. Det syn der mødte mig da jeg smuttede ind af døren som blev holdt på klem skuffede ikke. To kønne piger tog imod, klædt i matchende undertøj, sorte selvsiddende strømper, og en slags tyl-badekåber der gjorde mere i at afsløre og pirre end at dække. Efter at have overstået de indledende præsentationer af Marianne, den ældste af søstrene og Franciss den yngste, ordnede vi betalingen og jeg smuttede i bad. Efter badet trak vi ind i soveværelset, og der blev uddelt kys - først til højre så til venstre og så omvendt igen, mens jeg nød følelsen af en fast pigerøv i hver hånd - så forsvandt de højhælede og det blev mere praktisk at ligge ned og efterhånden forsvandt først BH'erne, og siden trusserne - strømperne blev hvor de var. Min eneste erfaring i denne genre bestod af en uventet oplevelse i thaiverdenen for en to-tre år siden, som en gave fra stedet og det gjorde mig ærligt talt så paf, at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle stille op, men det gav list til mere. Nu var det så planen, at jeg skulle være i centrum med de to søstre og jeg var lidt bekymret for om jeg kunne håndtere at give begge piger nogenlunde ligelig opmærksomhed så det blev sex 2+1 og ikke 1+1 med tilskuer. Men det gik faktisk fint - I får et par snapshots: To piger der i fællessskab slikker - den ene koncentrerer sig om skaftet og hovedet, den anden om bollerne - mit blik mødes med Franciss, hun smiler frækt og lader drillende tungen glide op over skaft og hoved - jeg griber hendes hånd og giver hende besked på at sætter sig over mit ansigt. Hun støtter sig mod væggen, og med begge hænder placeret på hendes røv slikker jeg og nyder synet af et par struttende bryster over mig, mens Marianne, nu ude af syne forsætter sin behandling af mig - vi skifter stilling og jeg ligger nu mellem Mariannes ben, mens Franciss med et skævt smil betragter mig slikke søsteren og indimellem kysser hendes bryster. Med andre ord, det går faktisk meget godt, så kondomet kommer på og vi gik igang med hovedretten. Marianne sætter sig på mig, men vi er handicappet af en meget blød seng og forsøger at stemme hænderne mod hinanden for at give moment. Så det er nu Fracisse' tur - og der bliver jeg så overmodig. Jeg skifter nu position, og pige gentagende gange, og da hvert skifte har den effekt på mig, at det forsinker udløsningen, bliver tiden til sidst et problem, og vi må gå over til en mere håndværkspræget tilgang. Besøget afsluttes med lidt smalltalk, et hurtigt bad og et farvelkys ved døren - nej to favelkys til to stadigt nøgne piger - og lidt over en time senere står jeg igen på gaden med en ny erfaring at fordøje. Min opfattelse af de to søstre er, at de afgjort er GFE-piger. De er lette og ligetil at snakke med, og de er - i ordets bedste betydning - amatører. Det var en ihvertfald en hidtil ukendt oplevelse i købesex sammenhæng, at være den der introducere en ny stillingsvariant. De er unge piger på et seksuelt eventyr - som de samtidigt tager sig betalt for.  Det er det du får - du må ikke forvente dig at få hovedrollen i din private pornofilm. Du skal nærmere forestille dig du har har være så ubegribeligt heldig, at du på en eller anden måde er endt i dobbeltsengen på kollegieværelset med to unge studerende som selvfølgelig også har deres egne ideer om hvordan den fælles leg skal forløbe. For mig var sex med tre deltagere en ny erfaring - og som ved alle førstegangsoplevelser fungerede alt ikke helt - jeg ville styre og kontrollere for meget og flød for lidt med. Men jeg vil helt gå efter en gentagelse og meget gerne med søstrene. Forhåbentligt kommer de tilbage engang senere i år. - og hvis de kommer på et tidspunkt hvor jeg alligevel skal til København ville det ikke gøre noget, for det var godt nok en lang tur. Forumprofil @Threesome with sisters :) Aktuel annonce - link: https://annoncelight.dk/showad/249646

I denne uge satte min chef mig til at servicere en journalist som vi vidste ville skrive en negativt vinklet historie om virksomheden, og der røg et par arbejdsdage på den konto. Det var ikke fordi vi regnede med at kunne ændre vinklen på historien men for at imødegå de værste mytedannelser og fordi en åben imødekommende holdning også overfor kritiske henvendelser erfaringsmæssigt smitter af på journalisters senere vilje til en anden gang at overveje om en sag kunne have to sider. Det er så ikke lige praksis herinde. Generelt tager vi utroligt dårligt imod henvendelser fra de medier og studerende der fra tid til anden dukker op - og måske især på henvendelserne fra studerende. Afvisningen er som regel total, og ofte ret så ubehøvlet. Selvfølgelig er der forskel på seriøsiteten. Men jeg deltog selv for et par år siden, da jeg syntes oplæget var lovende og mediet troværdigt, og jeg blev mødt med en nysgerrighed og en åbenhed overfor den vinkel jeg kunne bidrage med, som faktisk overraskede mig positivt, for jeg havde forventet en implicit men høfligt tilbageholdt fordømmelse. Vi skal bare ikke forvente, at det bliver deltagende sexkøberes eller pigers vinkel kommer til at dominere når medierne behandler prostitution - køb/salg af sex bliver aldrig socialt acceptabelt, og der er stærke og velorganiserede interesser som presser på for deres dagsorenden bliver dominerende overfor "Hr. og Fru Danmark". ... men mindre kan også gøre det. Alene det, at vi får seriøse henvendelser fra medier, og at de på den basis indimellem skriver ganske sobre artikler er positivt. Lukker vi os derimod fuldstændigt om os selv overlader vi det helt og holdent til andre, at tegne billedet af os.

Først - thailisten har været savnet, så mange tak for initiativet Så et bidrag til opdateringen: Joy Thai Wellnes, St.Sct.Hansgade 3b 8800 Viborg er lukket.

Tak for det allesammen "Jul på Det Gamle Bordel" forsætter igen i 2018 med 3. sæson "Jagten på Ur-mutters skat". Trådene knyttes mellem fortid, nutid og fremtid, i en handling der rækker tilbage til "Det Gamle Bordels" oprindelse og den allerførste Mutter. Nye hæsblæsende eventyr venter vore lingeriklædte heltinder i denne actionprægede sidste del af trillogien om "Det Gamle Bordel". Der skal gøres opmærksom på, at der stadigt er enkelte ledige sponsorater, og at producenten er åben overfor nye aftaler om "product-placement". Henvendelser i den forbindelse bedes rettet på PM, mærket "Sponsorat", inden 01.04.18.

Dagspressens anmeldere var så ikke helt så venligt stemt

@Rejsenetværk - det var en meget smuk og rørende beretning om en din juleaften I det tilfælde overgår virkeligheden så fantasien - jeg havde desværre aldrig tænkt på det kunne være "i tre eksemplarer" Jeg har kun taget træk herinde fra som fremgår offentligt af indlæg og "forstørret" dem for mildt at karriekere de virkelige personer der indgår i historien. De fleste af julekalenderens figurer er fri fantasi, selvom de er selvfølgelig påvirket af de piger jeg har mødt og de historier jeg har hørt fra dem gennem årene. Mutter er så som en af de eneste figurer baseret på virkelige personer. Men det er så hovedsageligt en meget "bossy" kusine der har leveret inspirationen, suppleret af en myndig thaimutter et sted jeg er kommet en del for hendes "mutter-egenskabers" vedkommende.

Tusind tak for det allesammen Det har været sjovt at lave den, men endnu sjovere at få reaktionerne på den her i december. Så "mine kære læsere" - I ønskes alle en glædelig jul herfra

24. december Den store julefinale ”Sådan” sagde Jernsvinet der stod på en stol lige indenfor hoveddøren tilfredst. Han holdt en skuetrækker i hånden. Den Vakse Telefonpige som stod nedenfor og så på spurgte, ”virker den så nu?”– ”ja og nu har den fast strømforsyning fra kontakten” svarede han og pegede på en lille transformator fra hvilken der gik en ledning ned til en kontakt der var sikret mod at blive slukket ved et uheld med et stykke gaffatape – ”I får aldrig problemer med den dørklokke igen” sagde han stolt ”det er min julegave i år”. Den virkede ihvertfald, for lidt efter ringende det på, da den næste af de kære gæster fra EG ankom. En taxachauffør fulgte Hr. X til døren – det kære gamle skind var lidt forvirret og beordrede Den Vakse telefonpige til straks at hive landgangen op og kaste los. Da Hr. Rejsenetværk ankom i samme øjeblik med en pakke i gavepapir under armen som tydeligvist indeholdt et ringbind og bedstemor dukkede op minuttet efter, havde den Vakse Telefonpige travlt med at byde gæsterne velkommen, men hun blev noget distraheret af den kære gamle Hr. X som insisterende bankede hende i ryggen med sin stok for at få hende til øjeblikkeligt at sende Karla ned i hans kahyt. I forvirringen lykkedes det igen i år ham fra Herning og hans FCM-halstørklæde at smutte ind før Den Vakse Telefonpige fik sat foden for døren – så det var der ikke noget at gøre ved. Mutter bød gæsterne velkommen i den fint pyntede pigestue med snacks af tørrede æbleringe, rødbede- og selerichips, og en velkomstdrik af kokosjuice, limesaft og danskvand med et tvist af ingefær og tropiske frugter. Hun supplerede med lidt praktiske oplysninger om menuen (skiver af beberiandebryst med rå rødkålssalat, stegt tofu med quinafrø og granatæblekernesaft til) – og sluttede af med – ”og for resten brug toilettet i forhuset, vi har låst badeværelset af, afløbet er tilstoppet og det får vi først ordnet efter jul”. . Palle som så noget misfornøjet ud under annonceringen af middagen sagde ”vi skal da ikke have granatæblesaft juleaften Sus” og erklærede uden omsvøb, at han lige smuttede i Brugsen efter et par flasker, på trods af Mutters ansigtsudtryk mere end antydede, at den handling ikke på nogen måde ville bidrage med noget positivt hvad angik Palles eventuelle forventninger om de senere begivenheder julenat. Den hyggelige middag blev overstået – efter høfligt at have drukket lidt granatæblejuice, gik gæsterne over til den rødvin Palle havde købt, og julestemningen bredte sig. Så kom det store øjeblik hvor julegaverne blev delt ud: Sofie forærer bedstemor en ny lap-top som var meget bedre end hendes gamle bærbare, og som havde SIM-kort så den kunne gå på nettet overalt og modtage sms’er – "se selv" sagde Sofie stolt og åbnede indbakken, der var en besked ”se besked fra banken, knuz Freya” – Bedstemor tjekkede vejledt af Sofie og sagde rørt ”næ søde Freya, nu kan vi beholde lejligheden – tak min pige”. Sara forærer Lola en GPS sporingsdims som egentlig var beregnet til kattehalsbånd – Lola så noget forvirret ud, da hun ikke ejede en kat, og heller ikke havde planer om få en - ”du kan sætte dem fast til dine trusser, dem mister du jo allevegne" grinede Sara. Rejsenetværket forærede Mutter den seneste forretningsplan han havde udarbejdet og som ville revolutionere bordelbranchen, ja det var egentlig samme gave som han havde givet alle de andre år, men hun takkede igen pænt. Rasmus forærer Sofie en lille meget dyrt udseende pakke i fint gavepapir – som hun spændt pakkede op. Det var en halskæde med et lille hjerte i guld. Sofie satte kæden om halsen med strålende øjne, og kyssede Rasmus inderligt - hvad der blev fulgt at et fælles rørt ”nåå” fra selskabet. Mutter tørrede antydningen af en lille tåre væk fra øjenkrogen og sagde "ja nu er det farvel til dig Sofie når Fie kommer tilbage her efter jul, men vi kunne have fået en helt hæderlig pige ud af dig". Så var rødvinen pludseligt drukket og Palle meddelte at han lige smuttede ud efter noget mere og andet drikkeligt hvis der var nogle der ville ha´? - selskabet kom med en temmelig omfattende ønskeliste trods Mutters formaninger om de talrige negative helbredsmæssige konsekvenser af alkoholindtag – men Palle forsvandt med et ”nu ikke så sur Sus, det er jul” og efterlod en noget mellemfornøjet Mutter. Af samme årsag gik hun en 20 minutters tid senere ud i venteværelset for at fange Palle i enerum når han kom tilbage og lige få sagt et par ord om de om sig gribende og knap så charmerende vaner han havde tillagt sig, herunder i særdeleshed om ønskeligheden af initiativer på egen hånd. Så hørte hun nogle lyde fra gangen og gik til den modsatte ende af venterummet hvor hun slog forhænget til side. Nede fra badeværelset hvor døren nu besynderligt nok stod på klem kom en ældre mand sløvt sjoskende. Han var iført scooterstøvler, et par læderbukser, der måske ville have klædt ham for adskillige årtier og centimeter livvidde siden, en strikketrøje af ubestemmelig facon og farve nedenunder pletterne samt et par røde seler for buksernes skyld, da de i tidens løb var kravlet ned til en taljelinje hvor det krævede assistance at blive siddende. Hans hærgede ansigt var dårligt barberet og han var nærmest skaldet bortset fra en krans af fedtet kommunefarvet hår med et betydeligt gråligt islæt. Som kompensation var det sidste hår samlet i en ynkelig pjevset hestehale. I anledning af julen havde han sat en temmelig nusset lille nissehue fast til selerne med en sikkerhedsnål – det samlede indtryk var ret kikset. Mutter rynkede brynene, mandens øjne flakkede usikkert og han prøvede tydeligvist at undgå øjenkontakt, men han var på en gang ukendt og underligt bekendt. Hun sagde lidt mere brysk end det egentligt var hensigt, ”og du er?” men tøvede så pga. sit tonefald - manden svarede, ”Kurt”, og da det ikke så ud til at vække nogen genkendelse hos Mutter uddybede han ”Scooter-Kurt”. En svag følelse af ubestemmelig genkendelse sneg sig ind over Mutter, og hun svarede ”ja selvfølgelig, det er lang tid siden” hun vendte sig om og lod den underlige gæst i fred da Palle i samme øjeblik kom ind af gadedøren med adskillige klirrende poser i hænderne , men han udnyttede rutineret, at Mutter var distraheret og smuttede hurtigt ind i pigestuen hvor han var i sikkerhed for samtaler i enerum. Mutter opgav for nu, men noterede sig dette som et emne, der ligeledes skulle tages op ved lejlighed, og vendte så tilbage til selskabet. Den sære gæst fulgte hjemmevandt med hende ind i pigestuen. Bedstemor så op og hendes hjerte hamrede – sikke et stykke mandfolk! Hestehalen der gav ham et karakterfyldt udtryk, mandigt og Badboy på en gang, de stramsiddende læderbukser og støvlerne der antydede eventyr af motorsportslig karakter mens de flakkende arbejdssky øjne i det hærgede ansigt, som kastede et længselsfuldt blik mod de opmarcherede flasker antydede et interessefællesskab. Som om manden havde opdaget interessen hilste han på bedstemor, og præsenterede sig ”Kurt – Scooter-Kurt”, og spurgte så høfligt – ”kunne den dame tænke sig noget at drikke, en kirsebærlikør måske”? Lidt mere høflig small-talk fulgte, da han vendte tilbage med en likør til bedstemor, og et ølglas med Asti til sig selv. Kurt nikkede mod den ny-udpakkede Laptop i bedstemors skød, og bemærker, ”ah det ville være godt med et spin nu”, og Bedstemor betragtede straks den sympatiske herre med endnu større interesse, ”du kan jo bruge din nye Laptop til det” sagde han opfordrende. Som sagt så gjort, bedstemor fandt hurtigt sit yndlingskasino frem, og med det nyfodrede dankort blev der overført et anseeligt beløb til spilkontoen – ”for held” sagde Kurt lagde venstre hånd over den fedtede lille nissehue han havde fastgjort på selerne og bankede let tre gange på Laptoppen med højre. En meget opmærksom tilskuer ville måske have bemærket de små grønne lysglimt der sprang fra hans knoer ved hver bank, eller måske at nissehuen for hvert bank synes at miste sin røde farve og blive mere og mere grå - men en sådan var ikke tilstede denne juleaften på Det Gamle Bordel. Bedstemor kørte et spin, intet skete, så endnu et med samme resultat, og så nu let opgivende ud – ”prøv igen” opfordrede Kurt. Det tredje spin udløste en kakafoni af hysteriske elektroniske fanfarer sekunderet af en lyd som mest af alt mindede om en endeløs lavine af mønter – bedstemor sad paf og så på skærmen, som nu havde tiltrukket sig alles opmærksomhed – ”Super-Hyper-Mega-Über-Euro-Jackpot”hviskede hun hæst. Sofie spurgte uroligt ”har du igen brugt penge på spil bedstemor?” – ”jeg har vundet” svarede hun stille, ”måske har jeg råd til at beholde lejligheden nu uden din hjælp lille Freja”, Rasmus trådte ind bag hende og kikkede over skulderen, så sagde han med ærefrygt i stemmen, ”du har også råd til en ny” - bedstemor spurgte spagt ”på Vestegnen?” – ”ja” svarede Rasmus, ”hvor?” forhørte hun sig. "Du har råd til hele Vestegnen bedstemor” konstaterede Rasmus med store øjne. Pigerne og gæsterne stimlede sammen og så vantro på en ubegribeligt lang række tal som blev efterfulgt af € mens laptoppen igen overgik sig selv i elektronisk jubel. En tårevædet Bedstemor faldt sin sidemand om halsen – ”åh Kurt”. Se mine kære læsere, det er en kendt sag, at nissemagi er et rodet sammensurium af undtagelser, smuthuller og uforudsete begivenhedskæder. En besværgelse kan utilsigtet skabe eller hæve en anden. Da Hr.Lillemand benyttede sig af nissernes sidste udvej og gav afkald på sin nisseskikkelse til fordel for en menneskelig tilværelse som Scooter-Kurt, skete det ikke øjeblikkeligt for stor magi kræver tid. og mens Kurt langsomt smelter ind i den menneskelige verden (i dette tilfælde dog Vestegnen) har han endnu et svindende minde om Hr.Lillemand. Forvandlingen ophæver den gamle blokade af hans magiske evner, og muliggør dermed et lille skub til netkasinoets sandsynlighedskalkyler. Da nisselovens regler om misbrug af magi kun gælder nisser, er det faktisk ikke mod lovens bogstave om end dens ånd. Selskabet kom til live i et jubelbrøl, Mutter sendte Palle og Den Vakse Telefonpige ud efter mere Asti, likør, juleøl og vin og nu de var i gang, en pakke cigaretter til hende selv, for den slags oplever man kun én gang i livet - desuden er det jul og der er jo ingen grund til at være fanatisk. Juleaften på Det Gamle Bordels gik traditionen tro med at pakke pakker ud og leje de kære gamle julelege. Men meget tidligt trak det unge par sig hånd i hånd fnisende tilbage til værelset med den store runde seng. Som en konstant baggrundsmusik hørtes resten af denne juleaften, dæmpet latter, henførte suk, og ikke mindst sengefjedrenes musik, vekslende mellem blide sensuelle rytmer i mellemstykkerne, energiske resultatorienterede rytmer under fortissimo og crescendoets vilde, grådige rytmer.

23. december På overarbejde Kontochef Mortensens mavesår gjorde ondt. Kaldt på arbejde en lørdag trods sygemeldingen efter hans hastige og heldigvis uset afgang fra Sydsjælland i de tidligste morgentimer i går - det kunne kun betyde en ting: Der ventede et tilbud som det ville være umuligt at afslå - ”Specialkonsulent med særlige opgaver”. Sandsynligvis med tjenested i Thorshavn, muligvis Rønne. En grufuld tanke slog ned og sendte et nyt jag af smerte gennem hans krop, denne gang så kraftigt, at han krummede sig sammen. Eller hvis det gik helt galt – Herning!! Mortensen var så optaget af sine ulykkelige fremtidsudsigter, at han først lagde mærke til opløbet omkring Skattecenter Brønshøj da han næsten var ved hovedindgangen. En større flok overvejende yngre mænd i tydeligvist dyrt og temmeligt prangende tøj med ditto designersko prøvede desperat at mase sig ind, og skattecenterets vagtmænd kunne kun med besvær holdt dem tilbage. Sløset parkeret på fortov og cykelsti holdt Porcher blandet med Ferrarier, biler i direktionsklassen af mere konservativt snit og enkelte Teslaer Han, og de medarbejdere som nu dukkede op i en lind strøm blev lodset ind og han gik forvirret mod 11. kontor, mellem andre lige så forvirrede nyankomne mens andre, der havde været der et stykke tid fór hektisk rundt - så fik han øje på Rasmus, og med ansigtet fortrukket i en blodtørstig grimasse som hans fjerne vikingeforfædre ville have nikket anerkendende til, marcherede han målbevidst frem hvæsende "dig!! - dig og den lille tøjte!" Hans bersærkerfærd blev imidlertid afbrudt af centerchefen som fortravlet kom rundt om hjørnet, ”åh, Mortensen, der er du endelig, der er ekstraordinært chefmøde nu, det er helt utroligt" sagde han, "men vigtigst det internatkursus - Skattedirektøren har talt med departementet, som har informeret Justitsministeriet, vi skal redegøre overfor Task Force gruppen ASAP”. Mortensen skiftede ansigtsudtryk fra indædt raserende viking til sammenkrummet hængt kat, og fulgte ydmygt i hælene på centerchefen op mod ledelsesgangen. Rasmus pakkede hastigt sine få personlige effekter på skrivebordet ned i rygsækken, og begyndte at tage afsked med de kollegaer han havde lært at kende i de par måneder han havde været ansat i Skat. Det var en forvandlet Mortensen som vendte tilbage fra øverste etage. Han gik storsmilende, rankrygget og med spændstige skridt direkte hen til Rasmus og takkede ham overstrømmende - og da også hans nydelige unge veninde - for den fremragende indsats, som havde reddet internatkurset og spurgte så henkastet om Rasmus kunne formidle en kontakt til samme cateringfirma til departementchefernes internatkursus i april som justitsministeriet skulle arrangere. Så meddelte han, at Rasmus sammen med resten af 11. kontor var fuldtids på Momskarrusel-sager fra nu af – "øh hvad så med bordel-sagerne" spurgte Rasmus, det var et emne der i stigende grad havde bekymret ham de sidste tre uger - "nå dem" sagde Mortensen, han tøvede lidt, og slog så ligegyldigt ud med armen "drop dem, vi får ikke tid til den slags mere, bare smid mappen ud når Dahlsgaard går på pension her efter nytår".

Det er public service, ikke demokrati - I får ikke det I vil have, men det I har brug for.

Skikke dog en masse spørgsmål (igen) KK. Bliver Hr.Lillemand genoplivet? I betragtning af hvad han skal fiskes op af vil jeg altså ikke forsøge mig med mund til mund metoden. Får han fisse og Asti? Begge spørgsmål er desværre nok uaktuelle nu. Får han sin velfortjente efterløn? I betragtning af hans hidtidige arbejdsindsats kan brugen af ordet "velfortjent" diskuteres, men Hr.Lillemand var efter de nye regler berettiget til efterløn om 232 år. Spørgsmålet er imidlertid nu desværre uden praktisk interesse. Hvad er historien om Hr. Lillemand? Alt hvad jeg ved ved fremgår af de to julekalendere. Han var af god familie, og startede som slotsnisse men har været ude for en social deroute, der når sin kulmination i den mørklagte affære i Carracas hvor han som konsekvens fradømmes sin magi-licens. Hvad er det han skjuler? Hvad er det for en skam, han bringer over hans familie? Det har han så aldrig villet ud med, men det har sikkert noget med Carracas at gøre. Hvad har Mutter imod ham? Ingenting, Mutter har altid stukket en flaske Asti ind under den store runde seng til jul - men hun har med sit helse-flip og det deraf følgende Skyr-regime, uafvidende bragt Hr.Lillemand i en desperat situation. Hvorfor skal han slås ihjel? Det er et spørgsmål som desværre nok aldrig vil blive besvaret, da han selv er den eneste der ville kunne besvare det.

Det I oplever her på EG er den største kunstneriske fornyelse af julekalendergenren siden "Poul og Nulle i hullet", og i bedste "public service" tradition fra DR's glansperiode får I den fortælling I har brug for, ikke den I tror I vil have. Kan en julekalender bevæge sig videre efter et nisse-selvmord? - I er forståeligvis betænkelige når dette sker netop efter julekalenderens 23, afsnit, det vækker det jo ubehagelige erindringer om forrige uafsluttede julekalender. I kan imidlertid være rolige netop på det punkt, der er to afsnit endnu, afsnit som nu er frigjort fra genrens snærrende begrænsninger, nye veje åbnes og alt kan ske.

22. december Hr.Lillemands valg Et papskilt var slået op på Det Gamle Bordels dør, ”Lukket i dag” stod der, Hr.Lillemand kunne derfor undtagelsesvist bevæge sig ud i dagslys – ja hvis man da kunne kalde denne depressionsgrå halvmørke december eftermiddag for ”dag”. Kun et diffust gråligt skær gjorde et halvhjertet forsøg på at opretholde illusionen af dagslys under de blytunge lavthængende skyer og overlod det meste af arbejdet til handelsstandsforeningens juleudsmykning. Vejret passede imidlertid ganske godt til Hr.Lillemands sindstilstand. Han havde lige fået post, nå ja lige og lige, det var faktisk kommet for tre år siden men han havde ikke rigtigt haft tid til at åbne postkassen før. Efterlønsalderen var hævet - igen. Hr.Lillemand stirrede trist nedad - ”232 år til efterlønnen” mumlede han, og gentog fortvivlet ”232 år med JUL og SKYR”. Han trådte et skridt nærmere kanten og stirrede fascineret ned i dybet - sort vand glimtede på bunden. ”Ingen efterløn, intet håb, ingen fremtid, ingen Asti” gentog han igen og igen mens han stirrede som troldbundet ned mod den fristende hvile og glemsel. ”Vejs ende du gamle” sagde han og sukkede dybt i en mærkelig blanding af håbløs opgivelse og lettet beslutning. Det ville bringe evig skam over hans familie men dem om det - det var den eneste udvej en nisse i hans situation havde tilbage. Stående på kanten af toiletbrættet på Det Gamle Bordels badeværelse traf Hr.Lillemand et skæbnesvangert valg, "jeg gør det” sagde han med brudt men beslutsom stemme… Dagens afsnit slutter af fortælletekniske grunde her. Læserne holdes nu i en næsten ulidelig suspence og må vantro sætte kaffekopperne tilbage på kakkelbordene – for har vi på EG virkeligt lige været vidner til julekalenderhistoriens første nisse-selvmord? Med hvilke fortælletekniske tricks kan forfatteren nu redde sin muntre julehistorie, ja kan julestemningen på EG i det hele taget på nogen måde nu reddes? Vendingen i historien er sensationel, den muntre julefortælling er med ét blevet mørk og dyster - eller har fortællingen hele tiden været mørk, kun dygtigt skjult af en lys og let tone?, og er I, mine kære naive læsere, blevet narret til at leve jer ind i en fortælling af ganske anden karakter end ventet? Tænk tilbage: Følelsesmæssig afpresning bundet i ludomani og klistret alkoholisme, purunge piger drevet ud i prostitution, højtstående embedsmænd i depraverede orgier på skatteydernes regning, uredelig markedsføring, omgang med kriminelle elementer og depressionsramt troldtøj. Er det overhovedet julekalendermateriale? Alt er i spil og det eneste I, mine kære læsere, kan vide med sikkerhed er, at tiden er inde - tiden til de store medrivende følelser, tiden til et livtag med tilværelsens store eksistentielle spørgsmål, tiden til et opgør med alle tabuer, fortrængninger og snærende litterære genrekonventioner. - men især, mine kære nu rundforvirrede læsere, er tiden inde til at vente i åndeløs spænding på de to sidste højdramatiske afsnit af ”Jul på Det Gamle Bordel II”.

Jeg håber at dagens afsnit har besvaret det meste Det Gamle Bordels indsat må, bedømt fra køkkenet, siges at være habil. Dog mangler vi bedømmelsen fra kunden, og igen kunne man frygte at der muligvis har været en mindre brist i forventningsafstemningen mellem Mutter og Mortensen. Nu har vi jo kun navnet i Rasmus' gengivelse, men tilnavnet "Thai-Pippi" tyder dog mere på en sydøstasiatisk, end en arktisk oprindelse. Jeg er ikke bekendt med den bemeldte FourNose (et navn der i parentes bemærket kunne lyde som om det er af indiansk oprindelse), men hans naturlige skuffelse over det stærkt reducerede internatkursus, og det beklagelige faktum at hustruerne iår har været forment deltagelse i gallamiddagen, kunne det naturligvis ud fra en almen tankegang have indgydt ham en vis animositet overfor den alternative leverandør, der med så kort varsel trådte til. Men her skal man huske på at vi her har med en overordnet embedsmand at gøre, som ikke lader sig styre af personlige sympatier og antipartier i omgangen med borgerne. Det er naturligvis Skats holdning, at pigerne på bordellerne, som du udtrykker det skal "knaldes", men Skat har som den professionelle organisation den er, udpeget Dahlsgaard og Rasmus til opgaven - og trods Dahlsgaards af den forestående pension noget prægede indsats, kompenserer Rasmus' ungdommelige iver og flid rigeligt.

21. december Om mødekulturen i det offentlige Palle og Ramus ankom til den sydsjællandske højskole kort før frokost i en tungt læsset Ford Transit. Bedstemor og Den Vakse Telefonpige, der havde været der siden om morgenen og havde taget sig af velkomstmorgenkaffen og senere kaffen til formiddagspausen, lukkede dem ind. Det første de bar ind var sandwicherne som Bedstemor og Den Vakse Telefonpige straks begyndte at pakke ud og anrette til frokosten. En meget nervøs Mortensen, kom styrtende ud i køkkenet for at høre om alt var i orden. Han betragtede Palle med et udtryk af skrækblandet skepsis og hviskede til Rasmus - ”den mand ligner jo en kriminel! - intet må gå galt i dag hører du?” Rasmus forsikrede, at Palles rockerlignende udseende kun beviste, at han virkeligt var en fremragende kok. Det tattoverede, skaldede look var simpelthen højeste mode blandt stjernekokke. Mortensen accepterede nølende forklaringen, og forsvandt ind i salen igen. Palle gik i gang med gyder og pander, og bedstemor forberedte kagerne til eftermiddagspausen, mens Rasmus med et rullebord først kørt frokosten ind og siden resterne ud. Kort før 18 dukkede pigerne op i to taxaer. Mutter, Lola og Sara kendte han og Sofie selvfølgeligt – synet af hende gjorde Rasmus varm indeni. Derudover var der fire piger han ikke kendte, Mutter præsenterede dem som Fie (23/169/50/B), Karla (31/168/63/C) og Jasmin (26/164/57/C), ”og du må hellere selv sige det selv” sagde Mutter til den sidste – en lille lysebrun sorthåret pige med skæve øjne – ”Pipirah-hva-for-noget”svarede Rasmus forvirret efter præsentationen. Mutter og den lille sorthårede pige lo – ”vi plejer bare at kalde hende Thai-Pippi (29/156/50/B),det er nemmere” sagde Mutter. ”Jeg sætter lige uniformerne her” sagde Fie og stillede en sportstaske af medium størrelse i et hjørne. Salen var nu tom, og pigerne dækkede hurtigt op. En hektisk Mortensen dukkede op, og hilste forvirret, men indså han bare gik i vejen og forsvandt igen. Fie fandt tasken frem, og pigerne klædte om. De omklædte serveringspiger kom ud i køkkenet og Rasmus kastrede et blik på dem - ja ét blik er måske ikke helt korrekt, for hans blik flakkede ved synet. Det ene sekund så han så generet rødmende ned i gulvet og i næste sekund stirrede han stift på en særligt æggende detalje. Paniske tanker som: ”Mortensen slår mig ihjel” og ”når det kommer ud får jeg får aldrig job igen”, fløj gennem hans hoved, men han fik alligevel fattet sig og spurgte så nogenlunde sammenhængende. ”Øh, hvor har i fået de stuepigedragter fra?” – Lille Fie svarede stolt ”det er mine – er de ikke fine?” – hun løftede prøvende lidt op i et diminutivt hvidt forklæde, der i størrelse passede til en nederdel, som af mindre tekstilkyndige mænd nemt ville kunne forveksles med et bredt bælte og som på ingen måde skjulte de bare stykker pigelår hvor fint sløjfede røde strømpebånd forhindrede et par netstrømper i at falde ned og sjaske om hendes fødder hvor de givetvis ville være til betydelig gene, når man tog hendes stilletter i betragtning. ”Øh, jo” svarede Rasmus spagt, lukkede øjnene og erkendte trist, ”jeg kommer til at dele pizzareklamer ud på Strøget resten af mine dage”. En meget febrilsk Mortensen kom i samme sekund ind af døren, ”de er her alle nu, intet må gå galt! – nu er alt vel…” Mortensen stoppede midt i sætningen, kikkede først på Palle, så kikkede han på pigerne og Mutter og igen på Palle. For den opmærksomme iagttager var det klart at nogle brikker var ved at falde på plads. ”Jamen, jamen, nej, det, de piger er jo pro.., pro... nej, nej, nej” begyndte han – de sidste tre nej´er blev udtrykt med stadigt større hysteri. ”Shyss”, sagde Palle” og lagde beroligende en arm om Mortensens skulder, som blev så beroliget som man nu bliver, når en kæmpestor muskuløs mand med tydelige rockerforbindelse lægger hånd på en med uklare hensigter, ”de er professionelle” fortsatte Palle overbevisende i et roligt toneleje. ”Her tage en velkomstdrink, det hjælper på nerverne”. Palle snuppede et glas fra bakken på bordet, og stak det op til Mortensens læber, som grådigt drak, ”ja ned med det” fortsatte Palle, ”her” og rakte Mortensen et nyt glas som forsvandt lige så hurtigt som det første. Mortensen virkede nu noget roligere, han sagde i hvert fald ikke mere, men begyndte i stedet i et støt tempo at skylle det ene glas velkomstdrink ned efter det andet. Kort før gæsterne kom blev de overlevende velkomstdrinks, samt en hel del i hast fremstillede nye, kørt ind i salen. Pigerne stod nu lidt betuttede og usikre – Mutter klappede i hænderne ”lad jer ikke gå på piger, det er bare mænd, I har vel mødt mænd før"? - pigerne nikkede bekræftende - ”så bare gør det I er bedst til” sluttede Mutter sin peptalk. Så var det nu. Pigerne stod på række foran døren til salen med hver sit fad – bortset fra Mutter som havde ansvaret for hvidvinen – så åbnede Palle døren og pigerne gik ind i salen hvorfra der lød dæmpet samtale som brat stoppede - for så at starte igen, denne gang livligere og højere. Da Palle viste sig at være en særdeles rodet kok, fik Rasmus som havde fået tjansen som opvasker hurtigt nok at lave, ja faktisk havde alle nok at lave. Palle kommanderede rundt med bedstemor og Den Vakse Telefonpige og ikke mindst Rasmus som ikke kunne producere rene gryder og pander hurtigt nok. Pigerne løb ind og ud med fade og flasker, og for hver gang døren til salen gik op var lydniveauet steget. Først da hovedretten blev sendt ind fik Rasmus et pusterum, og lagde derfor mærke til en lille forandring – pigernes læbestift var nu udtværet og den i forvejen sparsomme beklædning var løsnet. Så var det tilbage til arbejdet, og mens Den Vakse Telefonpige trak rødvin op på samlebånd, og rakte flasker til de piger, der fnisende, og med tøjet stadigt mere i uorden kom ud i køkkenet, vaskede Rasmus sammenbidt op. Døren gik op igen og Sara kom ud til køkkenpersonale. ”Ah hvorfor valgte jeg også den?” hun knappede irriteret skjorten op og begyndte at rette på BH´en – ”så er det også lige meget” sagde hun, hev BH´en af og smed den på køkkenbordet - hvad da gav Rasmus en foruroligende distraherede udsigt til et par velformede caffelatte brune C-skåls bryster. Hun knappede en enkelt knap i uniformens spindelsvævstynde hvide skorte - hvad der ikke gjorde meget for at skjule udsigten, tværtimod virkede de nu halvskjulte mørke bryster med de endnu mørkere brystvorter kun mere pirrende. Så snuppede hun et par flasker og forsvandt ind i spisesalen, hvor hun blev hilst med klapsalver og jubelråb. Desserten blev overstået, med portvin, muscat og hvad der ellers hører sig til - båret ind og ud af de nu meget overstadige og grinende piger. Rasmus fik igen travlt med tallerkener, fade og bestik. Mortensen som de sidste 3-4 timer havde ligget under anretterbordet snorkede lavmælt. Men fra salen lød en stigende larm af hvinende og fnisende piger som blev suppleret af stadigt mere højrøstet kor af brunstig mandelatter. Rasmus spidsede mod sin vilje ører og prøvede forgæves at koncentrerer sig opvasken. Døren gik op og Lola kom styrtende ud i køkkenet febrilsk rødplettet i ansigtet med uglet hår og udtværet læbestift – ”pyha, de går til den, vi skal snart have cognacen ind” – Sara fulgte øjeblikket efter, og sagde temmelig overflødigt ”du må hellere skynde dig lidt med den cognac”, for hun blev fulgt af et taktfast brøl ”cognac, cognac, cognac” da hun åbnede døren. Så kastede hun fnisende noget mod Lola, som Rasmus først tog for et lille lommetørklæde, ”du glemte vist de her” – men et lille lette stykke stof kunne naturligvis ikke flyve ret langt, i stedet foldede det sig ud og faldt på gulvet. Det var et par nydelige blondetrusser i kongeblåt. Rasmus vendte sig sammenbidt mod opvasken, og prøvede at fortrænge de lystne råb der fulgte, da Sara og Lola i triumf vendte tilbage med cognacen og en bakke glas, men især forsøgte han at fortrænge enhver tanke om at Sofie var derinde. Pludseligt uden nogen helt havde set hvordan, stod en ulasteligt klædt mand sidst i 40´erne i køkkenet. Han havde et gråspængt mørkt skæg og hår hvor to hårtotter stak op lige over panden som små horn. Det ham! - Skattedirektøren selv! - bedre kendt i offentligheden som ”Mørkets Fyrste”. Rasmus betragtede ham ængsteligt - men det eneste han ville var at takke køkkenet for at være rykket ud med så kort varsel. Overraskende nok indledte han en længere smalltalk med Palle – Rasmus lyttede nysgerigt efter, men larmen fra salen overdøvede nu alt og han opfangede kun uforståelige brudstykker: ”…ja det er korrekt det de skriver i pressen … det er sku´sølle inddrivelse ... mine brødre … restancer for Danske Motorcykelenthuiasters Gjensidige … inddrivelsesprocent på 100 og mange gange betydeligt over ...”. Samtalen sluttede med, at Palle rev etiketten af en tom hvidvinsflaske og skrev nummeret på et anonymt taletidskort, der sidst havde haft forbindelse til mobilnettet et sted på Amager. Mutter stak hoved ind af døren og da larmen fra salen nu havde nået orgastiske højder gestikulerede hun en besked til Palle. Rasmus lyttede uroligt mod den igen lukkede dør hvor stødvise pigeskrig nu blandede sig med den øvrige larm og begyndte at få ondt i maven, men Palle klappede myndigt i hænderne og sammen gik de ud til varebilen for at hente en 8-9 kasser øl og en kasse ubanderolleret polsk vodka. Ved bagdøren fangede noget øverst i skraldespanden Palles opmærksomhed - "hov der var sku´ en helligdag" sagde han og pegede på et pilleark, hvor en enkelt blå pille stadigt sad i en ubrudt plastboble. "Ja jeg spike'ede desserten lidt" sagde han grinede.

Vi står muligvis overfor et tilfælde af manglende forventningsafstemning mellem Mortensen og Mutter, et ofte overset punkt i kontakten mellem en ny kunde og leverandør, og en farlig udeladelse. Trods Saras forsikringer om personalets professionalisme, og trods Mutters og Palles ihærdige indsats for at holde prisen på arrangementet nede, kunne man frygte at Det Gamle Bordels indsats ikke vil blive værdsat efter fortjeneste. Alene det at den afsluttende middag på skattechefernes internatkursus i år må afholdes uden fruer, for at imødekomme pressens jantelovsdrevne blodtørst, vil formodentlig lægge en kraftig dæmper på stemningen og smitte af på bedømmelsen af gallamiddagen, dens kulinariske kvaliteter usagt. For slet ikke at tale om publikums forventelige (og forståelige) skuffelse over at underholdningen til cognac'en, som skulle have bestået af en kendt entertainer med ledsagende pianist, et litterært indslag hvor en kendt (og af forlaget her op til julesalget) meget hypet yngre avangardisk digter oplæste egne værker, samt afsluttende et potpourri af julesange ved en folkekær kongelige operasanger, nu er afløst af hvad pigerne fra Det Gamle Bordel måtte have af talenter. Hvordan skal det dog gå? - bliver juleinternatkurset en fiasko og enden på Mortensens strålende karriereplaner? hvordan vil Mutter reagerer? og hvad med Rasmus, vil han kunne ende med at blive syndebuk? - følg med imorgen, i "Jul på Det Gamle Bordel II"

20. december Hektiske forberedelser Rasmus tilbragte det meste af dagen med at hjælp Palle med indkøbene. Det blev en besynderlig oplevelse. Fra de hættetrøjeklædet slagtere, der dukkede op ved Det Gamle Bordel tidligt om morgenen med et større parti oksemørbrad, til mødet med en lastbil med lithauske nummerplader på den fjerneste ende af en motorvejsrasteplads ved Køge, hvor et antal papkasser indeholdende polsk vodka, georgisk cognac og russisk kaviar i dåser prydet med flotte kyrilliske bogstaver hastigt blev omlæsset til Palles hvide Ford Transit. Men endeligt var indkøbene overstået, og Rasmus kunne tage til Det Gamle Bordel, og hente Sofie som denne aften havde inviteret ham med hjem til bedstemor. På Det Gamle Bordel var der livlig aktivitet selvom det var over lukketid. Mutter var bekymret - det var godt nok lykkedes at skaffe de manglende piger. Karla havde selvfølgeligt sagt ja, Fie kunne også tage en enkelt dag ud af læseplanen og Mizz Daisy havde lånte et par piger ud, nu da de ikke havde så meget at lave med al den ballade på EG omkring falske anmeldelser. Køkkenpersonalet var derimod et problem. Især om morgenen hvor Den Vakse Telefonpige ville være alene med velkomstkaffen. Mutter gjorde rede for sine bekymringer i mange detaljer, og Rasmus begyndte uroligt at spørge til det, der havde naget ham siden Mortensen overtog hans telefon dagen før. Var personalet fra Det Gamle Bordel nu også virkeligt de rette til at forestå forplejningen til Skats årlige internatkursus til alles fulde tilfredshed - trods deres i øvrigt indlysende kvaliteter? ”Bare roligt Rasmus” trøstede Sara der sad ved bordet og skrev på en huskeliste som Mutter dikterede, ”Palle er rigtig god i et køkken, næsten prof, Karla og jeg har prøvet at servere før, det er ikke svært, de andre lære det hurtigt, og vi har lånt nogle stuepigeuniformer, det kommer til at se professionelt ud det hele så det skal nok gå”. Overraskende nok var det Den Vakse Telefonpige der kom med løsningen på personaleproblemet. Eller rettere sagt, det var Sofies ivrige snak om Rasmus’ besøg hos bedstemor, der mindede hende om småkagerne forleden som i anden omgang havde givet hende et ganske positivt indtryk af bedstemor, da de havde opdaget en fælles passion for julebag. Og sådan blev det – Sofie fik ordrer med om at indskrive bedstemor på holdet til i morgen. Senere låste en spændt Sofie sig selv og Rasmus ind i bedstemors lejlighed, Sofie (nu Freya) holdt en finger for læberne og tyssede på Rasmus. De listede sig på tå frem til bedstemors stue - hun slog glædestrålende døren op og sagde ”se hvem der er kommet på besøg bedstemor”. Bedstemor, der havde siddet opslugt foran sin bærbare, prøvede hastigt at klikke væk fra det netcasino hun var inde på, og at stille Kijaffa flasken ind under sofaen, men opnåede kun det, at en stabel lottokuponer faldt ned og spredte sig ud over gulvet, og at skærmbilledet skiftede til et konkurrerende netcasino – ”hvad laver du bedstemor"? spurgte Freya overrasket med en lille snert af mistro i stemmen mens hun skiftevis så på gulvet og den bærbare. Tårer piblede frem i bedstemors øjne, ”min kære pige, jeg kan jo ikke noget, kun bage småkager, men kunne jeg bare …kunne jeg dog bare ... ”bedstemors stemme knækkede over, ”kunne jeg bare på en eller anden måde skaffe nogle penge, så du ikke … så du ikke blev nødt til ... tvunget til … åh, kære lille Freya, det er min skyld alt sammen” bedstemor snøftede højlydt og rystede de grå lokker ”det er for min skyld, at du stakkels uskyldige … min skyld” bedstemor skjulte hjælpeløst ansigtet i hænderne. Freya greb hende skyndsomst om skulderen, fik med et sideblik antydet til Rasmus at han skulle gøre det samme ”det skal du ikke tænke på bedstemor, jeg vil jo gøre alt for vi kan beholde lejligheden” sagde Freya med grødet stemme. Rasmus tilføjede lavpraktisk ”men du kan da hjælpe os i morgen” – ”hvordan det” sagde bedstemor med en påfaldende køligere og mere forbeholden stemme – Freya forklarede. Bedstemor tøvede, men kunne se antydningen af et usikkert, skuffet udtryk snige sig ind i Freya’s øjne, og sagde så skyndsomst ja - om end med mange forbehold for sin skrøbelige tilstand, og bekymrede spekulationer om det nu ville betyde, at hun måtte ligge i sengen julen over af udmattelse, hvad hun gentagende gange forsikrede en stadigt mere urolig Freya, at hun slet ikke skulle bekymre sig om. Endnu et gruppekram fulgte, men havde der været endnu en person til stede i stuen ville vedkommende havde bemærket et ærgerligt udtryk i bedstemors ansigt som slet ikke passede til en med et så mildt og elskeligt udseende. Resten af aftenen tilbragte de tre i bedstemors hyggelige køkken med småkager, kaffe og snak.

19. december En feberredning Mortensen kom ned fra det ekstraordinære chefmøde med et desperat udtryk i ansigtet, "det er også de bladnegeres *) skyld" hvæsede han. Under indtryk af Skats seneste skandalesager og pressens stadigt mere hånlige skriverier, var der kommet et pålæg fra allerhøjeste sted om at sende et signal om mådehold, og ansvarlig omgang med skatteydernes penge. Det betød at skattechefernes årlige internatkursus på Hotel Marienlyst var aflyst! Så farvel til de komfortable kursusfaciliteter, farvel til kendis-moderatorerne fra DR, farvel til den udsøgte forplejning dagen igennem - men især farvel til aftenens planlagte gallamiddag med ledsagere, spidstegt trøffelfarseret ungstud, et udvalg af superbé franske oste, vin ad libitum fra hotellets højt estimerede vinkælder og senere i pejsestuen under cognacen, underholdningen ved kendte kunstnere. 11. kontor havde nu mindre end to døgn til at skaffe lokaler og forplejning på et latterligt lille budget, som kun rakte til en eller anden pulverbernaise-befængt 3. rangs kro langt ude på bøhlandet som hultede sig igennem med konfirmationer og bonderøvssølvbrylluper. Det var en katastrofe for Mortensens karriereplaner om med tiden at avancere til afdelingsleder. Planer som støttede sig kraftigt til en - til perfektion - vellykket afvikling af årets vigtigste begivenhed i Skat, juleinternatkurset. Mortensen klappede sine medarbejdere sammen, fik dem til at smide alt hvad de havde i hænderne. Dahlsgaard som egentligt havde været på vej ud i rygeskuret rakte den kolde pibe op med et ”hvad så med bordelsa...” men blev bidt af med et ”I smider alt”!! Men det at finde et blot så nogenlunde acceptabelt alternativ viste sig at være sværere end ventet. Der var ganske enkelt ikke noget ledigt da alle, selv 4. rangs snasker i det henrådnende Udkantsdanmark som mest gjorde det i truckermenuer, var fuldt optaget af julefrokoster så kort før jul. Mortensen, som kunne se sine strålende fremtidsudsigter falme og en forflyttelse til en udsigtsløs stilling et sted i et usselt provinshul trække op i horisonten, var ved at blive desperat, så da det lykkedes hans sekretær Ruth at skaffe en julelukket højskole af nogenlunde acceptabel størrelse på Sydsjælland på hånden, slog han til. Catering, som var alfa og omega for planen, viste sig til gengæld et være et uløseligt problem - Mortensen mærkede sit mavesår røre på sig, og krummende sig samme, og sagde desperat - "vi ender med take-away pizza - det bliver en katastrofe". Pludselig kom han i tanke om mødet med Rasmus, og hende der den løjerlige lille Freya-Sofie et par dage før. "Rasmus, din veninde har kontakter i branchen ikke" - Rasmus der ikke helt var klar over præcist hvilken branche han talte om bekræftede kun tøvende, men blev hårdt presset af Mortensen, der ikke holdt sig for god til at minde Rasmus om at han stadigt var på prøvetid - så med en chef på hysteriets rand der lyttede med over skulderen ringende han til Freya og forelagde problemet. Freya alias Sofie hvis erfaringer med restaurationsbranchen begrænsede sig til en del happymeals hos McDonald's da hun gik i de små klasser og siden sporadiske cafebesøg, var ikke til meget hjælp, og Mortensen virkede ikke spor tilfreds med Rasmus’ udbyttet af samtalen. Men Sofie, der ikke forsømte nogen lejlighed til at informere alle der måtte være til stede i pigestuen om alt det det fantastisk interessante Rasmus havde sagt og gjort, genfortalte den dramatiske historie om 11. kontors genvordigheder ”live”. Pga. en halvdårlig mobilforbindelse og hendes beskedne kendskab til restaurationsbranchen blev det til, at Rasmus skulle arbejde over pga. "et all inclusive kursus" der var ved at slå fejl. Mutter som normalt ikke viste nogen-som-helst interesse for Sofies udførlige beretninger om Rasmus' gøren og laden, og som heller ikke denne gang havde hørt specielt efter, svarede overraskende – "vi laver også ’outcall’ indimellem, og vi har før lavet 'all inclusive' arrangementer - Palle er faktisk uddannet kok", hvad Palle, der var kommet et par minutter før nikkende bekræftede til. Med entusiasme overtog Mutter projektet og Sofie's telefon. Kort efter rakte Rasmus modstræbende sin telefon til Mortensen, som efter at have fået at vide han nu talte med indehaveren selv, oplyste, at arrangementet omfattede en 35-40 deltagerer med mødeforplejning og frokost, samt en afsluttende festlig middag. Mutter opsummerende "så 35-40 herrer og festlig afslutning"? Mortensen bekræftede ivrigt - "så er der behov tre hjælpere i køkkenet udover min kok og en pige pr. 4-5 mand, jeg har et par stykker på hånden, og de sidste kan jeg låne - køkkenhjælperne skal jeg lige se på" og hun lovede at komme tilbage med et tilbud. Resten af eftermiddagen mellem besøgene gik med hektisk ringen og først på aftenen var alle aftaler klar, Rasmus var med Mortensens forventede accept indskrevet som den ene af de to manglende køkkenhjælperne, den sidste måtte de skaffe i morgen, Fie og Karla havde sagt ja og de to sidste piger lånt hos venligsindet Med-Muttre. Dagens sidste opkald var til Mortensen, som var lettet ud over alle grænser da han blev præsenteret for en overraskende acceptabel menu. Hans budget blev ganske vist presset til bristepunktet, men som Freya-Sofies arbejdsgiver så spøgefuldt havde bemærket, kunne hun kun gøre det så billigt fordi hun fik det meste sort. *) Note: Mortensen bruger her N-ordet, hvad der må forklares, men ikke undskyldes med stress.

18. december Et hjerte tabes Det var midt på eftermiddagen, Sofie sad i sofaen med et slumretæppe over skuldrene og den ene fod på bordet. Hun var koncentreret i gang med at udbedre skaderne på en lakeret tånegl. Det ringede på døren, Den Vakse Telefonpige rejse sig for at åbne og sagde, ”det er altså nu Sofie – det hele er lagt frem” – ”ja, ja jeg er klar” svarede Sofie, mens hun kritisk inspicerede reparationen af lakskaden – så smuttede hun i stilletterne, smed tæppet og rettede lidt på arbejdsdresset foran spejlet mens hun tjekkede læbestiften. Den Vakse Telefonpige viste gæsten ind i rummet med den store runde seng, og hentede så Sofie og æggeuret som hun omhyggeligt stillede til 45 minutter. Da Sofie gik gennem forhænget ringede det igen på, og Den Vakse Telefonpige sagde halvt i undren, halvt i ærgelse – ”ah, det må være en der ikke har bestilt tid” – vendte om og gik hen mod døren, mens Sofie forsvandt bag forhænget og gik ned mod værelset med den store runde seng. Idet Sofie lukkede døren hørte hun svagt Den Vakse Telefonpige spørge med en stemme der lød ukarakteristisk forfjamsket "øh, ja, øh er … er du ikke gået forkert"?, men Sofie havde ikke tid til at lytte, hun stillede æggeuret fra sig på et lille bord idet hun trykkede på start, og smilede til den spændt ventede gæst, en noget nervøst udseende lettere overvægtig mand sidst i 40´erne. Sofie skulle lige til at begynde på den lille beroligende gang smalltalk, der var blevet hendes rutine efter de sidste par ugers arbejde på Det Gamle Bordel, da Den Vakse Telefonpiges stemme trængte ind, ”nej jamen det, jamen, nej det kan man altså ikke” og en stemme der lød foruroligende bekendt, men som det bare slet ikke kunne være svarede ”sludder, hun bliver glad for at se mig” – det lød jo som... som … ...”Bedstemor”, udbrød Sofie og stirrede måbende på skikkelsen der stod i den nu åbne dør. - "nå det er her du arbejder min søde pige” sagde bedstemor - ”jeg kom lige forbi, og jeg har taget lidt småkager med til kaffen til dig og dine nye arbejdskammerater” – hun løftede demonstrerende en kagedåse med et julemotiv af englebørn op af tasken. Sofie, Den Vakse Telefonpige og gæsten stirrede vantro på hende. Det tog Bedstemor sig nu ikke af, men trådte indenfor og dannede sig et hurtigt et overblik over rummet med den store runde seng i midten, de mange spejle på væggene og i loftet og de søvnige røde lampetter. ”Her ser da meget pænt ud” konstaterede hun, ”og her er rent”. Så hilste hun med et venligt ”godeftermiddag” på gæsten som nu så ud som om han pludseligt havde fået det dårligt, og helst bare ville langt væk fra Det Gamle Bordel – Sofie havde det præcist lige sådan og rødmede så meget som det er muligt for en rødhåret pige at rødme. Så nikkede bedstemor hen mod sengen, og sagde ”næ, hvor er de flotte” – ”hvorfornogle”svarede Sofie mekanisk, Bedstemor gjorde denne gang et tydeligt nik og Sofies blik fulgte nikket hen mod den samling af farvestrålende og fantasifuldt udformede genstande i silikone som den Vakse Telefonpige havde lagt ud på den store runde seng inden besøget. Sofie som nu satte nye standarder for rødmen selv blandt rødhårende åbnede munden et par gange uden at kunne få en lyd ud. Gæsten snuppede sine sko, og det tøj han allerede havde smidt, mumlede halvkvalt noget om en vigtig aftale han havde glemt, og forsvandt i halvløb ud af døren idet han i forbifartet ublidt skubbede Den Vakse Telefonpige til side. Bedstemor fortsatte uanfægtet ”er det professionelle modeller? – de er meget flottere end den du har hjemme”. Sofie så lamslået på hende og glemte et kort øjeblik at trække vejret indtil hun huskede det med et halvkvalt gisp - bedstemor fortsatte behjælpeligt ”du ved, den du gemmer i skotøjsæsken under sengen sammen med dine gamle bratz-dukker”. Sofie som nu var så pinligt berørt som det overhovedet var muligt, overvejede om hun kunne kravle ind under sengen og gemme sig der for altid – men det kunne jo ikke lade sig gøre, dels boede Hr. Lillemand som bekendt der allerede, dels var frihøjden over gulvet kun omkring 16 cm. ”Skal vi ikke have en kop kaffe til småkagerne?” skiftede bedstemor emne, Den Vakse Telefonpige vågnede op af sin trance og bidrog med et spagt ”køkkenet ligger i den anden ende”. Så fulgte hun og Sofie lydigt efter bedstemor som med mild myndighed, kagedåsen i hånden og småsnakkende førte dem ned mod pigestuen. Nu var Hr.Lillemand faktisk undtagelsesvist vågen i dag. Hans sygdom havde udviklet til det værre, og nu var han ramt af søvnløshed og ukontrollable rystelser. Normalt viste han ikke nogen som helst form for interesse for hvad der foregik i rummet med den store runde seng, men optrinnet i dag var alligevel så usædvanligt at han besværligt havde bevæget sig ud til et af sengebenene og irriteret havde tittet frem for at finde årsagen til den usædvanlige forstyrrelse. Han stod nu på rystende ben, med vildt bankede hjerte, og hele verden føltes som om den snurrede rundt så han måtte støtte sig op af sengebenet. Men denne gang var årsagen ikke sygdommen, denne gang var det resultatet af en sælsom varme som bredte sig i hans krop, en varme som løsnede op for noget han ikke havde skænket en tanke i årtier ... ja århundreder. Hvad han havde set spejlene rystede ham i hans grundvold – sikke en matroneagtig myndighed, sikke en yppig bastant skikkelse, sikke grå lokker, sikke en … sikke en … ...Hr. Lillemand sukkede henført …sikke en GILF!!

17. december Dagen derpå 16 timer efter vi forlod pigerne i gårsdagens afsnit finder vi dem igen i pigestuen. Lola sidder halvsovende i den ene ende af sofaen, mens en noget mindre end vågen Sofie hænger i den anden ende. På bordet foran dem står to glas, en næsten tom 2½ liters cola, en velbesøgt æske Pamol og en tom pose chips. I den anden sofa overfor kryber Sara sammen under et tæppe så kun en krøllet hårtop stikker op. Fra tæppet lyder indimellem en dæmpet snorken. På bordet foran hende ligger en hjemmelavet medalje. En fin blå sløjfe er sat fast til en lille paptallerken, på hvilken der med store tydelige blokbogstaver er skrevet ”Miss Vodka 2017” med en guld spitpen – nedenunder er der med samme spritpen og håndskrift, tilføjet ”Sara, Det Gamle Bordel” men med væsentligt mere sløsede udførte bogstaver. Mutter sidder som sædvanligt ved bordet, og deler sin meget begrænsede interesse for omverdenen ligeligt mellem TV2 vejrets hvidjulsbarometer som går i hjørnet med lyden skruet helt ned, Politikken fra i går og sin I-phone. Tavsheden bliver med et brudt af en munter lyd fra telefonen, der får de ikke-sovende medlemmer af selskabet til at skære ansigt ved sin pludselighed og voldsomme lydstyrke. Mutter samler den op og kaster et sløvt blik på skærmen – så meddeler hun med tobakshæs stemme til dem der måtte være interesserede: ”Telly er blevet syg, influenza skriver hun”. Meddelelsen vakte ikke megen medfølelse i pigestuen, men Sofie spørger pligtskyldigt – ”hvem ved så hvornår vi får gæster?” en pause følger, ”åh” svarer Mutter, ”vil nogen os noget så kan de bare ringe på”. Hun samler telefonen op igen og siger, ”skal vi ikke se ”Pretty Little Liars” på Netflix? - så skrive jeg til Palle at han skal tage pizza og cola med når han kommer”.

Sikke dog en masse spørgsmål KK, jeg skal efter bedste evne forsøge at besvare: ... er meget bekymret for Mutters ve og vel. Altså kildevand ???? Hun er jo ved at være meget kedelig. : Mutters veje er uransagelige, men kedelig er hun nu aldrig. Kommer Sara tidligt hjem? Hvad skal hun?: Der må vi vente på om morgendagens afsnit indeholder svar. Hvad sker der til den julefrokost?: Det er jo så hemmeligt - intet slipper ud om EG-pigernes hemmelige julefrokost. Har Amors pil ramt Sofie, og ved Rasmus egentlig alt dette?: Ja helt sikkert, og nej, julefrokosten er jo hemmelig og kun for piger. Og hvorfor skal Jennifer kastes rundt?: Jennifer har jo ved flere lejligheder givet udtryk for hun nyder at bliver rusket lidt rundt, så det er sikkert derfor. Er det Dildo de leger med her? Næppe, det er jo udenfor arbejdstiden. Det besvarer forhåbentligt dine spørgsmål fyldestgørende, ellers er der ingen vej udenom at følge med i næste afsnit af "Jul på Det Gamle Bordel II" som kommer igen på samme sted og tid (?) imorgen.

16. december Ud og se med DSB ”…hej! der er I”, en lyshåret pige kom løbende hen mod pigerne fra Det Gamle Bordel” som ventede på Flintholm Station. Lettere forpustet nåede hun frem, og sagde ganske overflødigt, ”jeg blev lidt forsinket, en af pigerne fra læsegruppen havde 25 års fødselsdag” – ”det bliver Rasmus også om to år” meddelte Sofie drømmende – hvad der blev mødt med rullende øjne og højlydte protester, ”glem nu ham Rasmus lidt Sofie” sagde Karla, som var dukket op kort før lukketid på Det Gamle Bordel, ”vi skal have en pigeaften, det bliver sjovt”. Den vakse Telepige henvendte sig til Fie ”du skal da også have noget rødvin” og begyndte uden at vente på svaret at tappe rødvin i et hvidt plastikkrus fra en treliters papkarton der stod på bænken, men Fie ville hellere have en af de Mojto’s hun selv havde med i en Netto-pose, så Den Vakse Telefon Pige tømte hurtigt sit eget krus og overtog selv det krus hun havde skænket op til Fie. ”Telly - husk nu hvordan det plejer at gå” sagde Mutter formanende, og grinet fra pigerne overdøvede Den Vakse Telefonpiges protester. Mutter præsenterede Fie for Sofie – ”det er Sofie, din ferieafløser, og det er Lille Fie” (23/169/50/B), og forsatte forventningsfuldt, ”hvad mon de så har fundet på i år?”. ”Ja hvad sker der egentlig til den julefrokost?” spurgte Sofie, for de var alle på vej til EG-pigernes årlige hemmelige julefrokost, som traditionen tro blev holdt på et ukendt sted i Storkøbenhavn. Der var ingen der svarede, for S-toget kom i samme øjeblik, og gruppen samlede tasker, klirrende poser og vinkartonen op og steg på - efter lidt panik da Fie havde glemt at tjekke sit rejsekort ind. ”Er der nogen der vil have mere?” spurgte Den Vakse Telepige efter de havde fundet et sæde ”Næ, sagde Mutter, jeg holder mig til kildevand”, og løftede demonstrativt en flaske med omtalte væske. ”Hvad så med jer andre, I skal da ha´”? hun tog imod de fremstrakte plastikkrus. ”Nej, nej stop, kun et halvt glas” protesterede Sara, ”jeg vil tidligt hjem, jeg er træt i dag og jeg gider ikke, at hele i morgen bliver ødelagt ligesom sidste år”. Snakken gik om tidligere års julefrokoster og personer Sofie ikke kendte - "hvem blev egentlig Miss Vodka sidste år?" spurgte Fie "det var Liv igen" svarede Karla. - "Miss Vodka"? sagde Sofie undrende, ”hvad er det"?. Pigerne forklarede, at det var en tradition til julefrokosten. En konkurrence med indviklede regler - som de i øvrigt ikke var helt enige om - men det galt i hvert fald både om at kunne drikke så mange glas vodka som muligt inden sangen "Kalinka, Kalinka", stoppede, og at deltagerne skulle danse russerdans - med bonus- eller strafglas for det kunstneriske indtryk. Mutter nikkede "Ja Miss Vodka er altid sjovt, men det sjoveste sidste år var nu det Madame Helene (45/-/180/-) fandt på ... ja det oplevede du så ikke Telly, det var jo efter desserten" – pigerne grinede højlydt. "Har du egentligt nogensinde fået dessert til julefrokosten"? spurgte Lola påtaget naivt, Den Vakse Telepige protesterede igen indigneret, men det udløste kun mere grin og flere hentydninger - indtil Mutter vendte tilbage til sit oprindelige emne "mon ikke Jennifer (27/150/43/C) er frisk på det igen i år"? - "nja det tror jeg ikke" svarede Karla, "det blev for vildt det der dværgekast og hun slog sig vist en del på det bordben". ”Vi skal af nu” sagde Mutter. De var nået til hovedbanegården hvor de skulle skifte S-tog, men det første smuttede, da de var for lang tid om at skifte perron. Vinkartonen og poserne blev stillet op på en bænk som pigerne stillede sig omkring. "Så kan vi lige nå at øve på sangen" sagde Mutter, og delte den sang ud som Det Gamle Bordel, men især Den Vakse Telefonpige havde forfattet til årets julefrokost. Mel. En tosset sang: Folk på gaden kikker tit Og jeg ved jo hvad de siger At jeg burde skamme mig, Når jeg er en af den slags piger Heyho fra et bordel Du hør' vor pigesang Ser du vi er ikke så sart' Vi har prøvet alt engang Jodle-kor: Jo-le-la-do-dee Jo-le-la-do-dee Jo-le-la-do-joodeel-la-do-joodeel-heelee Jo-le-la-do-dee Jo-le-la-do-dee Jo-le-la-do-joodeel-la-do-joodeel-heelee Jo-le-la-do-dee Jo-le-la-do-dee Jo-le-la-do-joodeel-la-do-joodeel-heelee Jodle-solo: Jo-le-la-do-dee Jodel-lo-you-dee Jow-ye-lalala-hoo-dee-alalalalala-hoo-dee-yo-lalala-hoo-dee-alalalalala-hoo-dee Dengang jeg var en dydig mø Der var jeg tit genert Men efter at jeg started' her Så blev de dele snart kureret Heyho fra et Bordel Du hør' vor pigesang Ser du vi er ikke så sart' Vi har prøvet alt engang Jo-le-la-do-dee For når nu at et pigeliv Det kræver mange penge Vi har jo så den fordel at - Vi ka' noget med senge Heyho fra et Bordel Du hør' vor pigesang Ser du vi er ikke så sart' Vi har prøvet alt engang Jo-le-la-do-dee Gæsterne der kommer her De føler sig så seje Men før de smider slanterne Så får de ikke lov at lege Heyho fra et Bordel Du hør' vor pigesang Ser du vi er ikke så sart' Vi har prøvet alt engang Jo-le-la-do-dee Og de ka' li' at rejse Så vi starte i det franske Men det er også rart at komme hjem Så vi slutter i det danske Heyho fra et Bordel Du hør' vor pigesang Ser du vi er ikke så sart' Vi har prøvet alt engang Jo-le-la-do-dee Pigernes anstrengelser havde nu fået det meste af perronens opmærksomhed. ”Der er altså nogen af de vers der halter ” sagde Fie tvivlende ”og så er den altså meget lang” - "og det er godt nok svært med det Jodle omkvæd" supplerede Lola. "Ah, de skal bare have et par glas først, så opdager de det ikke, og så skal de også nok jodle med" sagde Den Vakse Telefonpige fortrøstningsfuldt. ”Nu kommer det” sagde Karla. ”Skal vi ikke lige tømme kartonen? så behøves vi ikke slæbe på den” spurgte den Vakse Telefon Pige – plastikkrusene blev hastigt fyldt, pigerne steg ombord, og den nu tomme karton blev efterladt på bænken.

15. december En aften i byen Rasmus var igen ved Det Gamle Bordel kort før lukketid, hvor Sofie sprang i armene på ham, og efter hun havde klædt om til Freja smuttede de hastigt mod Brønshøj Torv og bussen, med den indre by som mål. Der fandt de hurtigt en cafe, et af den slags steder hvor meget dyr kaffe bliver serveret i meget små kopper i flotte omgivelser. Og siddende tæt sammen over kaffen ved et lille tomandsbord udspurgte Freja ivrigt Rasmus om han ikke også synes det samme som hende om ene emne efter det andet - hvad Rasmus beredvilligt svarede ja til, selv der hvor han ikke var helt sikker på hvad det var hun mente. De forlod cafeen hånd i hånd og gik gennem de juleudsmykkede strøggader. På Kongens Nytorv var der et julemarked, komplet med smukt pyntede juletræer og små boder udformet som fint juleudsmykkede alphytter med kunstig sne på tagene. Her blev der blev solgt både det ene og det andet - for det meste af personale som talte tysk med en kraftig polsk accent. Det trak lidt i Rasmus da de bevægede sig forbi boden med Bratwürst og fadøl, men han havde dog alligevel lært så meget om hvad unge kvinder forventede og satte pris på, så det måtte vente til engang han var ude med kammeraterne efter en foldboldkamp. I stedet førte han Freja hen til honningkageboden hvor han i en spontan gestus, som han omhyggeligt havde udtænkt i forvejen, købte et stort honninghjerte og gav det til Freja som tog imod med lykkeligt strålende øjne. Rasmus skulle lige til at sige noget meget romantisk der passede til situationen som han havde grublet over og finpudset det mest af arbejdsdagen, da der bag ham pludseligt lød ”godaften Rasmus, er du også ude at købe julegaver”? – det var Kontorchef Mortensen med hustru, der begge stod med Magasinposer i hånden, som tydeligvist indeholdt gaver. Fru Mortensen, der modsat sin mand hurtigt opfattet situationen sagde ”Rasmus og hans veninde ser ud til at have travlt”, og hev sin mand i armen, men Mortensen som efter prøvesmagningerne i vinafdelingen var i et jovialt julehumør fattede ikke hentydningen, så han spurgte ”og hvad hedder så din lille veninde”? Rasmus skyndte sig at præsentere ”det er Freja og ...” men i samme sekund præsenterede Freja sig selv med ”jeg hedder Sofie”. Et kort usikkert blik blev udvekslet og de begyndte igen i munden på hinanden ”jeg mener Sofie/jeg mener Freja”. Mortensen og frue så desorienterede ud, og med et hurtigt sideblik på Rasmus overtog Freja – ”øh jeg hedder faktisk Freja-Sofie, det forvirrer også mig selv engang imellem”. Trods Freja-Sofies ikke helt overbevisende manglende evne til at huske sit eget navn og trods et insisterende hiveri i armen fortsatte Mortensen i samme jule-joviale stil, ”og hvad laver du så Freja-Sofie"? Freja blev blank i blikket og tøvede lidt for længe - Rasmus brød desperat ind, og gav en historie som han havde fået fortalt til hudløshed af en af sine kammerater, efter denne var blevet meget glad for en pige der arbejde på en cafe i den indre by. Rasmus fortalte i alt for mange detaljer om Freja-Sofies spændende arbejde i ”up-market” delen af restaurationsbranchen. Omtalte Freja-Sofie, som fulgte måbende med i Rasmus´ beretning nøjedes med at bidrage med enkelte nik og vage småforvirrede udtalelser. Endelig blev Mortensen hevet i retningen af Metro-stationen, og Rasmus og Freja kunne ånde lettet op og vende tilbage til honninghjertet - men det var som om lejligheden for Rasmus meget romantiske erklæring var forpasset.