Bananas

Du må trøste dig med at dem der griner, er de aller største tabere. Dem der har sin fremtid bag sig.

Kan man muligtvis ane at du føler dig krænket over at du ikke kan tilbyde piger din pølse uden at fanden springer løs??

Slette beskeden??? Du ved hvad som sker hvis du gør, ik'? Du må ikke komme til Paradiset, men bliver dømt at slikke fortabt fisse i evighed, Amen.

Trafficking, voldtægt og udnyttelse af kvinder og børn er udtryk for det maskuliniserede samfund. Ligesom uoprettelige udtag fra den natur vi ikke kan leve foruden, ligesom krig, ligesom... I venten på at det maskuliniserede samfund ophører så findes der kun en måde hvis man vil bidrage til at stoppe trafficking, tvang og udnyttelse - at holde op med at købe kvinder. Alt andet er bare udenomsnak.

Har lige set den. Som du siger, fantastisk. Men jeg tænkte: Hvad skete der: "The film was never released due to technical problems". Technical problems? Wtf? Vi snacker om Warner Brothers og Sydney Pollack. Den slags har vel ikke tekniske problemer. Så jeg tjekker op på historien, og det viser sig at Pollack, som ikke havde nogen erfaring af dokumentarproduktion, nægtede at bruge clapper, ved ikke hvad man siger på dansk, men det er hvad man bruger for at finde sync mellem billede og lyd. Og eftersom Pollack og hans crew startede og lukkede kameraerne hele tiden - igen manglende erfaring - så viste det sig næsten umuligt at sætte sammen materialet. Hele historien om hvordan filmen til slut blev klar, er ret fantastisk. Du finder den her: https://www.vulture.com/2019/04/the-story-behind-aretha-franklins-delayed-doc-amazing-grace.html Og fantastiskt er den. Tak for at du påminde mig om den.

Hvad så med Aretha og Mavis sammen? That was a Happy Day.

Hvad siger i. Er i endelig klare til lidt seriøs musik? Musik fra æggestokkene? Bevægelser fra magma, fra sjælens inderste og universums yderste, fra tidens begyndelse til transmissionen til næste niveau? Now reach fucking out and touch a fucking hand and make a fucking friend!!! Før det er for sent! Jeg siger det igen og igen og igen: Gospel og Sex - helt det samme materia. TOUCH SOMEBODY! Hvor skal jeg finde Mavis erstattere når hun går videre? Hvor skal jeg finde hende der har ordet, stemmen, hjertet, pulsen, kampen, sjælen?

Echt cool!

@cobham Apropos de største farvede stemmer, så samarbejdede Prince, ikke med en af de store, men med den største af dem alle: Mavis Staples. I 1989 begyndte deres mangeårige relation med at Prince producerede, skrev og spillede på albumet "Time Waits for No One". Jeg blev gift det året, og foreslog for min blivende kone at vi skulle gå ind i kirken til den her sangen. Det var hun altså ikke med på, så nu er hun selvfølgelig min ekskone. Den slags ægteskab kan jo ikke vare. Alt siden har Mavis kaldt Prince for sin Angel, og sin søn. Og Mavis er min Angel, men det har jeg ikke endnu fortalt hende. Og så et livenummer med Prince og Mavis:

Apropos Arthur "Guitar Boogie" Smith (dueling banjos) og Billy Strings .... jeg kan ikke tilbageholde denne fra jer. Billy sammen med en af verdens bedste, Tommy Emmanuel.

Velkommen till @Kind of Blue. Når vi nu botaniserer i den vigtige banjoverden, så kan vi altså ikke glemme Béla Fleck. Og Billy Strings er heller ikke dårlig med sin guitar.

En rigtig mand.... ja, jeg knuselsker også Tom Jones. Kan man andet? Prince - nej ikke en af de STORE svarte stemmer, men en kunstner i hele sin gestalt. Prince, hans musik, hans stemme, hans måde - hele Prince var et levende kunstværk. Og så meget jeg kan lide Tom Jones, så synes jeg alligevel bedre om originalversionen af Kiss. Tom Jones leverer den fint, men Prince ER sangen. Nogle gange er det ikke hvor stor og dygtig stemmen er, men dens væsen og dens kontekst. Sådan er det jo også med f.eks. Dylan.

Den der Rachmaninoff....phui .... jeg vil altså ikke græde mig i søvn i aften - også. Sådan, op med humøret nu Bananas. Denne er til dig. Livet er smukt, og pigerne snakker om dig

Aoch ... Bandeord i kirken mand. Du er bestemt ikke færdigudviklet endnu Cobham. Men det kommer måske med årene. Håbet beskæmmer ingen.

Tak nu kan jeg ånde igen. Alt er fint og godt og jeg føler mig lykkelig og fuld af håb igen.

Lyder næsten som en replik fra "Deliverance", så jeg standser nok her i det trygge Sverige.

Dem tror jeg i får svært at eksportere til Tyskland

Det er noget med drengesopraner som er på samme gang monstrøst smukt og lidt ... sørgerligt melankoliskt. Man ved jo det ikke varer. Drengesopranen hvis noget, symboliserer hvor kort ungdommen egentlig er.

Kender du storyn bag dette? Billy Redden, som spillede "Lonnie" i filmen vidste jo ikke noget om banjo. Så en rigtig banjospillere gemte sig bag Redden og det er hans hånd man ser komme ud ur skjorteærmet. Musiken var skrevet af Arthur "Guitar Boogie" Smith, som ikke fik nogen cred i filmen, og det hele ended up in court, som det gerne gør der ovre. Her er historien, og andet om Arthur.

I skal altså have en til skal i.

Nu når vi endelig er inde på ordentlig schlagermusik og Tyskland... Tilmed de fantastiske brødrene Wennick sendte i til Tyskland. Hvad er det med jer danskere? Forstår i ikke god musik når i hører den? Ja, Kjeld var jo i og for sig født i Sverige. Døede i øvrigt sidste år 76 år gammel. Også unge drenge kan blive gamle og dø hvis de ikke ser op. I give you The Amazing Wennick Brothers

Elsker tristesse, så jeg nyder på livet løs lige nu.

Smukt nummer. Chet nåede jeg aldrig at opleve, men Philip Catherine har jeg set flere gange.

Indrømmes, det var mig. Jeg har altid - ja knuselsket - Gitte. Tror næsten jeg har alle hendes singler fra den gang. Bare hør her hendes fantastiske svensk. "Vårrrje stärrrna i det blå" Og lige så god er hun til tysk. Det er sgu heldigt vi har Tyskland, det eneste land tilbage næsten som sætter pris på en god schlager. Mødte Gitte en gang i 80'erne der nede. Her synger hun om mig.