Svendsenaalborg

Nej. Jo længere du kommer ind i noget, der ligner et forhold, eller jo mere omfattende fortielserne og løgnene bliver, jo sværere bliver det at forstå og tilgive. Både fsva selve handlingen og den efterfølgende fortielse og løgn. Jeg kan sagtens følge den med, at man kan “falde i”; man falder bare ikke i igen og igen… Især ikke, hvis det kræver forudgående planlægning, som fx elskerindeforholdet eller den faste GP ctr et ikke-planlagt engangsknald efter en bytur Så?…

Det kan man godt sige. Det må være svært. På samme måde som hvis man står i den situation, at kærligheden er intakt, men tilliden er væk; fx pga utroskab.

Helt enig. Men dine kloge ord handler jo om, hvordan den, som er blevet bedraget, kommer videre. Det er vel netop den persons “problem”, og det fratager ikke bedrageren et ansvar. Hvordan den bedragede reagerer, om vedkommende går ned psykisk eller kommer ud stærkere, rager i de fleste tilfælde ikke bedrageren overhovedet; vedkommende har vist som regel blandet sig rigeligt i den andens liv… Det, der sker efter bedraget, er vel uden betydning for, om bedraget er ok eller forståeligt? Andre indlæg handler om, hvorfor det er forståeligt og undskyldeligt at begå utroskab. Jeg mangler, i mange disse indlæg, en erkendelse af, at som den, der bedrager, gør man noget forkert mod et andet menneske; endda din partner. Det fremstår rigtig meget som selvretfærdiggørelse.

Det er jo sådan et spørgsmål, som går i ring. Vil du have det bedst med ikke at vide, at jeg bedrager dig?… Og hvis du bruger det som undskyldning (for ikke at fortælle det, altså, selve utroskaben er noget andet), så tager du en kæmpe beslutning på den andens vegne; det er da i den grad at fratage din livspartner et ret afgørende valg. Så kommer vi tilbage til det store spørgsmål: er det rimeligt, at din partner skal leve på en løgn, fordi du vurderer, at det er bedst (udover at du allerede har vurderet, at du skulle knalde med en anden…)? Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere nedværdigende for et menneske end at blive holdt for nar på den måde Derfor forstår jeg oprigtigt ikke, at man kan byde en person, som jeg formoder, at man elsker, sådan noget. Al respekt og forståelse for hvor forfærdeligt afsavnet af nærhed eller andet kan være, men at man så ikke har den respekt at gøre sin partner opmærksom på, at det afsavn altså er så stort, at man må reagere på det? Uanset motivet, så mener jeg, at det er en moralsk brist at tænke sådan. Sådan nogle har vi alle! Men vi er nødt til at være ærlige omkring, at det netop er en brist; at det er forkert. Ellers kan vi heller ikke rigtig forvente tilgivelse og forståelse i mine øjne. Det er også det, som jeg forstår det, som @AB455 beskriver så fint tidligere; det gjorde helt ondt at læse. Hvis man læser artiklen som et decideret forsvar for utroskab, og ikke som en opfordring til blot at se mere nuanceret og mindre fordømmende på det, så læser man den vist med et på forhånd valgt formål.

Uanset hvor megen forståelse, man kan have for det, så kan jeg ikke rigtig se, hvad man ellers kan kalde det?

Det tager jeg næsten som en selvfølge, at de gør Men risikoen er der stadig, jo. Så forholder man sig til det? Tråden var egentlig til dels også oprettet for at gøre opmærksom på, hvilke foreninger og kræfter der findes her i vores forholdvis oplyste lille land. Men hurra for retten til forskellighed; og retten til at føre smagløse kampagner…

Gode indlæg her til sidst. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er utroskaben et valg, som berører begge parter dybt. Og det er et valg, som den utro tager uden at inddrage sin partner. Det er der, kæden hopper af for mig; når folk begynder at rationalisere og komme med dårlige undskyldninger og søforklaringer. Man vil gerne blæse og have mel i munden; både have alt det trygge og dejlige ved forholdet og have det andet, om det så er nærhed eller hård anal. Det er og bliver en egoistisk handling, som er bedrag overfor partneren. Så kan man diskutere for og imod ift moral. Et moralkodeks, hvor det er acceptabelt at lyve overfor og bedrage en, man påstår at elske, ja, det kan jeg personligt ikke følge. Fint nok, at nogle lever godt med det. Jeg har bare ondt af den person, som bliver bedraget.

Mon ikke vi trænger til at føle lidt fælles fodslag herinde; et emne, hvor vi i store træk er enige. Den her må (med det generelle niveau for moralen herinde) ligge lige til højrebenet: https://rettentilliv.dk/fisters-fight/ Galgenhumor til side; det er et alvorligt emne, men jeg tillader mig at tvivle på, at ret mange vil insistere på en gennemført graviditet, hvis kondomet skulle springe under et besøg… Eller er det med i risikobetragtningerne? Jeg er bestemt for kvindens ret til at vælge selv. Omvendt var kvinders selvbestemmelse jo ikke noget, man tillagde stor betydning i ret mange tidlige samfund, og en del herinde baserer deres moralopfattelse på, hvordan tingene var for hundredevis af år siden, så måske bliver man overrasket

Beklager. Mente de to, som begyndte at argumentere med de tidlige kristne osv. Det fremgik ikke tydeligt. Loven skulle jo egentlig gerne i vid udstrækning afspejle den moral, som der er rimelig konsensus om, men den vil altid halte lidt bagud. Det er en anden snak.

Og med tiden og udviklingen har vi heldigvis fjernet de værste fejlskud fra tidligere tiders moralopfattelse. Fx dem, der retfærdiggjorde at brænde folk med en anden trosopfattelse. Vi har løsrevet dem fra religionen, og derfor taler vi nu om moral og etik og ikke religiøse opfattelser. Sorry to say, men det der giver overhovedet ikke mening i en nutidig diskussion af moral. Jeg betragter faktisk jeres argumentation som udtømt med sådan en vinkling

Så læser vi meget forskelligt. Hvor ser du det mere præcist?

Vil en præst billige utroskab, hvis det holder sammen på ægteskabet!? Nej, det er jeg bestemt ikke.

Enig. Man kan ikke tøjle instinkterne fuldstændigt, og det er sikkert heller ikke godt, hvis vi gør det. Men hvad har det at gøre med, om du lyver overfor din partner? Er det også urinstinkterne, der tager over? Den er lidt letkøbt, synes jeg. Når urinstinkter tager over i mange andre sammenhænge, vælger vi jo at sanktionere det, med fx fængsel, af hensyn til andre.

Jeg læste godt, at hun havde givet udtryk for, at “enhver kan komme til at falde i”. Tror du, hun forestillede sig et så voldsomt og gentagende omfang, som du selv giver udtryk for? Eller har du lige taget hendes ord lidt længere, end de kan bære? Mit indtryk er, at mange læser artiklen som et forsvar for utroskab, og det er der altså ikke belæg for i teksten. Overhovedet faktisk. Jeg tager gerne imod citater, der modsiger min påstand Utroskab ER svigt og bedrag; det ligger i selve begrebet. Har man en udtrykkelig eller stiltiende aftale om noget andet, er det ikke utroskab, så selve definitionen gør egentlig store dele af diskussionen unødvendig og fjollet. Og det er menneskeligt og i mange tilfælde forståeligt, men stadig svigt og bedrag

Hvorfor skulle det vælte noget at fortælle sandheden?

Jamen det afgør jo sagen… Dejligt med sådanne velargumenterede indspark

Jeg er ikke sikker på, hvad du tænker på? Jeg er heller ikke enig i, at der diskuteres ud fra kristelige kriterier. Der diskuteres mest ud fra moralske kriterier, så vidt jeg kan se? Svigt, snyd og bedrag er ikke kristelige kriterier. Ift. om vi har lovet hinanden troskab ved at indgå i et forhold, så er mit svar ja. Interessant vinkel, bestemt, at troskab slet ikke er udgangspunktet, men også ret søgt i mine øjne, med mindre man decideret har taget snakken om det. Og i ægteskab er det helt klart det, man lover hinanden. Det er også grunden til at utroskab kan føre til direkte skilsmisse uden forudgående separation. Hvilke måder at betragte sidespring på, tænker du på? Der nævnes forskellige årsager til sidespring, men det sammenlignes også med at skjule ludomani for sin partner, og det er der vel ingen, der vil forsvare? Indholdet i artiklen er vel, at vi må være mere forstående overfor årsagerne til sidespring, men at det stadig er et problem? Eller hvad?

Jeg har al respekt for andre holdninger. Og med det sagt, må jeg godt nok sige, at det citat gør mig trist Det er ualmindelig kynisk i mine øjne, og jeg tænker, der må ligge nogle trælse erfaringer bag. Jeg er ellers generelt ret kynisk selv…

Det er straffeloven også… Og aftaleloven Ægteskabet er jo også en aftale mellem to parter. Er du lige så large, hvor jeg render fra min aftale med dig på andre områder; fx forretningsmæssigt? Du løber fra en aftale og svigter et andet menneske. Og det bliver næppe mere personligt end i et forhold. Det kan jeg ikke rigtig se, at vi kan diskutere. Puha, det kunne blive en lang diskussion, det her… Men prøv evt at undersøge, om der fx er folk, der får livslange psykiske problemer af deres partners utroskab… Det lugter rigtig meget af retfærdiggørelse, uanset hvordan man drejer det. Kan nogen komme med en eneste grund til, at det er bedre at fortie det overfor sin partner?

Jojo, der er da mange nuancer i det. Men til syvende og sidst handler det vel netop om, at du, som utro (ikke møntet på nogen, ts), vælger at bedrage det menneske, som du har valgt at dele livet med. Om det så handler om partneren eller dig selv, er vel lige lige meget. Og hvis man bruger det som undskyldning/forklaring/retfærdiggørelse, at man kommer hjem og er en bedre kæreste, ja, så skal man nok liiige spørge om i hvis øjne, man er en bedre kæreste. Hvad ville ens kæreste egentlig foretrække? Mere opmærksomhed/blomster/blow jobs osv. eller en ærlig kæreste? Hvor meget skyldes så dårlig samvittighed, og hvor meget skyldes, at man reelt bliver en bedre kæreste? Og hvorfor kan man så ikke vælge at være ærlig om det?… Hvis man virkelig er en bedre kæreste, fordi man er utro, så er man sgu nok ikke lige den bedste kæreste til at starte med; man har bare bygget et godt net af løgne op. Jeg så en dokumentar om en serievoldsforbryder; hans kone forklarede, at han altid var en ekstra god mand (kærlig, opmærksom osv.) i de perioder, som så viste sig at ligge umiddelbart efter, at han havde tævet en uskyldig person halvt ihjel. Blev han så reelt en bedre mand af det? Han blev i hvert fald ikke et bedre menneske!… Uanset hvad: du pisser, i de fleste tilfælde, på et andet menneskes ultimative tillid, hvis du er utro. Vær dog M/K nok til at tage snakken i forholdet, så det ikke baserer sig på en løgn for din partner.

Måske man bare skulle lade være med at kommentere på andres forespørgsler, hvis man ikke har andet på hjertet end at fortælle, at “sådan noget gør jeg I HVERT FALD IKKE…” Kunne man så ikke bare glæde sig over det i sit stille sind? Eller det giver måske ikke den der gode følelse af at være lidt bedre? Vedr. emnet: nej, jeg kender desværre ikke til nogen.

Den der sidste sætning viser vist med al tydelighed, at du ikke har lært en bjælde! Føj, for at dreje fokus væk fra hvad det hele handler om, og hvad folk retteligt klandrede dig for Det her handler om, at DU reagerer fuldstændigt urimeligt på det, der skete. Om det var en fejl eller ej, ja, det er faktisk ligegyldigt. Læringen i denne her sag burde ligge i, at man IKKE opfører sig, som du gjorde, uanset hvad. Så det er DIG, der burde have lært noget; ikke alle andre, som jo er det, du får det til at fremstå som Du fremlægger det, som om det primært er pigerne, der skulle have læet noget. De begik en fejl; du handlede bevidst modbydeligt. Ejer du hverken skam eller selvindsigt overhovedet?! Det er godt nok sølle…

Enig; det er heller ikke udtryk for den mest rummelige tankegang.

Jeg kan ikke rigtig se, at der er nogen i tråden, som ikke synes, at det er ok, at ts aflyser, når tanken er ubehagelig for ham? En enkelt kommentar måske. Det er da bestemt hans eget valg, og aflysningen sker i god tid. Det er ikke der, rummeligheden mangler; det er ift pigens frihed. Hun har bestemt ikke fortjent at blive hængt ud.

Jo, det har du. Dine indlæg indeholder i øvrigt flere grammatiske fejl, og det ligner slet ikke dig. Jeg tænker, at du er voldsomt i affekt lige nu, eller at du har druknet sorgerne i Ardbeg eller Barolo. Gå i seng