sneræven

Det var bare lidt begrebs-pedanteri (drilleri) fra min side ... det skal ikke tages s-å alvorligt. Det jeg mener er, at ifølge mange definitioner af forelskelses-fænomenet, er det eksklusivt. Det er kærlighed ikke ... Jeg har aldrig selv forelsket mig, og er generelt skeptisk over for forelskelsesdyrkelsen. Men jeg både begærer og holder meget af kvinder .. har haft et par erotiske passioner, der ikke var h-e-l-t nemme, som jeg har beskrevet tidligere ...

Enig. Jeg er flere gange røget ind i diskussioner omkring kærlighed. Tror det blandt andet handler om, at for en del (bestemt ikke alle) af de der lever i fast parforhold, er det umuligt at forestille sig kærlighed som andet end knyttet til familien. Og for nogle er det voldsomt (angst)provokerende at tænke at det overhovedet er en mulighed. Jeg er langtidssingle, med familie (børn/børnebørn) Og jeg plejer at udtrykke det sådan, at for mig er det følelsesmæssige landkort anderledes end for mange, der lever i familie. Jeg kan godt blive lidt ked af det, når nogle så at sige tager patent på 'kærlighed' og tit også 'følelser' som noget, der kun hører til i familien. Jeg vil sige som @Refresh - jeg opfatter heller ikke mig selv som 'følelsesmæssig monogam' ... Har i øvrigt et mellemværende (ganske fredsommeligt) med @Refresh omkring forelskelse - efter nogle skriv i en gammel tråd ... men den tænker jeg vi tager over PB på et tidspunkt, hvis det er OK. Men bl. a.: er jeg enig i, er muligt .. er jeg ikke enig i, er muligt ...

Enig. Især det sidste afsnit er tydeligt kopieret fra eller inspireret af een eller anden ekstrem religiøs bevægelses vejledning til unge om seksualitet. Ingen nævnt, ingen glemt .. men der er et par muligheder ... De krav der stilles i sidste afsnit (om onani mv) er simpelt hen teknisk umulige at leve op til for de fleste. Og det er smart. For så kan man fange helt almindelige mennesker i en evig skamfølelse og angst for (evig) straf - et meget stærkt magtmiddel ...

@Frøken_Kinky Tak for debatten også herfra. Ja, jeg følte mig selv ret smadret da jeg gik til køjs i aftes ... Jeg har heller ikke så meget mere at sige. Men jeg følte mig hørt, og det var rart ...

Lige netop!! Det er også det jeg hører. Det er det der ligger bagved at mange mænd oplever det er svært at leve tæt sammen med en kvinde - jævnfør ovenfor. Og samtidig er det også derfor mænd og kvinder har brug for hinanden. Jeg har det omvendt generelt nemmere med kvinder end med mænd. Fordi mine interesser og mit gemyt er anderledes end de fleste mænds, her har jeg mere til fælles med mange kvinder. Men jeg er også opmærksom på det du beskriver. Det er derfor jeg skyder lidt i alle retninger ...

Det ved jeg godt; men du hører lignende bemærkninger rigtig, rigtig tit ... Jeg kender dog også rigtig meget til det modsatte - kvinder der helst vil være sammen med mænd og mandlige venner, fordi de ikke orker kvinderne ... Der er mange ting i det - men det er en længere diskussion ...

Nej!!!! Det er IKKE!!!!!! det jeg mener!!!! Fordi man er skeptisk over for forelskelse, er man IKKE nødvendigvis følelsesmæssigt afstumpet og detatched ... Du har følelser for masser af mennesker du ikke er forelsket i. Efterhånden som livet udvikler sig, har man tråde ude i alle retninger. Det skulle man da helst kunne, når man har børn, børnebørn, venner og bekendte .... etc etc Detr hvor jeg i den grad kommer i modvind, og det ved jeg godt, er når jeg tænker, det måske tvært imod er nemmere at udvikle stabile følelser, hvis man starter et forhold ud fra venskab og gensidig tiltrækning - og ikke ud fra forelskelse ... ( ... undskyld jeg råbte lidt højt ... )

Nej, og det er måske i virkeligheden der hunden ligger begravet. Hvis du var sammen med een du var gode venner med, ville du ikke have de samme følelser i klemme, og så ville du meget bedre kunne bede ham om at nusse dig på ryggen og give dig et kram ... Det er vores forelskelsesideologi der skaber meget af problemet, tror jeg ... Forelskelser rammer de mest sårbare punkter i os - der er faktisk nogle teorier om netop det. Hvis vi derimod er sammen med en god ven(inde) er vi ikke nær så sårbare ... Vi kan oven i købet have god sex (altså, hvis det er en god veninde .. for mit vedkommende ... ) .. Hvad er problemet i dét .. ?

(Een kommentar mere til samme citiat) Jamen, for pokker da - det gælder begge veje. Når mænd bliver hårde i tonen og sarkastiske, er det sqda fordi vi bliver kede af det ... Det er derfor der ustandselig går skyttegravskrig i de diskussioner. Vi vil også gerne høres. Jeg så en gang i et helt andet forum at en kvinde i een af de skyttegravskrige slyngede følgende svada ud: "Mænd forstår ikke hvor lidt vi kvinder egentlig tænker på jer" Jamen tak for kaffe da ... Det bekræfter en fornemmelse vi har i forvejen - og er ikke ligefrem befordrende for en dialog ..

Men hvorfor pokker er det så, at det fungerer udmærket, når manden og kvinden bare er venner? Dengang jeg kendte den kvinde, jeg omtalte ovenfor, og som jeg var brændt ret kraftigt lunt på, gik super fint. Vi var en del sammen, ikke dagligt, men en gang imellem, arbejdede sammen omkring et større projekt, og sås også privat ... Som en pudsighed, så blev jeg inviteret med til en rund fødselsdag, hvor hendes far kaldte mig 'sin svigersøn' ... Hun sagde faktisk en gang, at jeg var nem at samarbejde med. Men hun ville mig ikke seksuelt. Jeg er da sikker på, at hvis vi nogen sinde havde haft sex sammen, var det gået helt galt ... Jeg har selv i mit nære liv oplevet flere situationer hvor jeg støtter kvinder følelsesmæssigt - her er der ingen problemer med kommunikationen .. Hvorfor går det galt, så snart det handler om forhold .. ?

Problemet for mig at se er, at relationer i vores verden bygger på følelser. Og følelser har det med at være ustabile. Er det bedre for børnene, at forældrene bliver sammen hvis følelserne er forandret og forældrene går og er småsure på hinanden konstant? Den er kompliceret. En skilsmisse i mindelighed kan være meget bedre - nogle gange kan det få forældrene til at finde et gammelt venskab frem igen, fordi de ikke er bundet sammen af sur pligt. Der er også de situationer, hvor f. eks. manden er voldelig over for kone og børn.

Tjooh ... Jeg er enig med dig et stykke af vejen. Men jeg er ikke meget for absolutter ... Som jeg læser det du skriver, er det heller ikke noget der kan praktiseres i den virkelige verden. Det jeg tænker mig er, at man er forpligtet til at gøre alt hvad man overhovedet kan, også efter en skilsmisse, at kunne samarbejde omkring børnene, eller i det mindste kunne tåle hinanden. Tror faktisk de fleste jeg kender, der har fælles børn, har een eller anden form for kontakt også efter skilsmissen - i nogle tilfælde også i virkelig kritiske stunder. At være venner med sin ex er ret ilde set i nogen kredse. Men jeg synes man skal se det som noget positivt. Det er bare ikke altid en mulighed - nogle gange er man nødt til helt at bryde kontakten. Ja, der er en særlig forpligtelse, når man har fælles børn - men hvordan - og om - man kan opfylde de forpligtelser, må man lade de enkelte om. Jeg selv har ingen problemer overhovedet med at være 'i stue med' min ex .. vi ser hinanden jævnligt i familiesammenhæng ... Men venner i den forstand er vi ikke ... Har hørt et sted at bare der er een stabil person i barnets liv, så skal det nok klare sig ...

Det er altså heller ikke altid det der siges. Det kan også handle om, at vi som mænd ikke er helt enige med jer, og godt vil i dialog. Tror altid det er svært, når der er flere i diskussionen - der er en tendens til, at man polariserer hinanden, når man diskuterer i en gruppe. Synes da også det er rimeligt, at mændenes oplevelse af en situation også respekteres ... det er her filmen ofte knækker, synes jeg ...

Jeg ved godt jeg har skrevet det et par gange før. Men det er tankevækkende, at der er meget små problemer med kommunikation og samarbejde mellem mænd og kvinder, så længe det er i vennegrupper og andre åbne fællesskaber. Her er dynamikken mellem mænd og kvinder netop god, på grund af forskelligheden - ikke på trods af den. Men så snart der går sex eller parforhold i den, er fanden løs i Laksegade. Netop der hvor der er allermest brug for den. Tror der er flere helt generelle grunde. Noget af det sværeste, tror jeg, er de ret høje standarder der sættes i det moderne middelklasseliv, hvor jeg tror kvinderne presser hinanden - jævnfør diskussionerne om "The Mental Load" Mændene bliver let syndebukke, fordi der er en masse ting, der føles helt nødvendige for konen, men som manden ikke forstår meningen med - og derfor også har svært ved at give støtte. Det handler om et krav om perfektion, som er dybt filtret ind i alle områder af det moderne familieliv. Samtidig er der nogle forventninger til ægteskabet som stammer fra den gamle Hollywood-romantik, som gør at man forventer at "rigtig kærlighed" er når der opstår en slags magisk forbindelse mellem ægtefællerne, der gør at de 'gætter hinandens mindste ønsker' ... Jeg véd godt at de fleste vil sige, at det er de l-a-n-g-t ude over. Men det er normer og forventninger, der er tampet ind i os af endeløse mængder af Hollywood-romancer, og det forsvinder ikke bare sådan ...

Jeg ved godt det ikke er mig du spørger, men jeg har et bud på et svar. Grunden til at nogle mænd fravælger parforhold, er præcis de samme som grunden til at mange kvinder fravælger parforhold. Der er for mange bindinger, og for mange spændinger. Jeg kan tage min egen situation som eksempel. Jeg ville efter min skilsmisse meget gerne have et ny forhold. Men som tingene udviklede sig senere, tror jeg det var godt det ikke skete. Der opstod nogle vanskelige komplikationer i min familie, efter vores skilsmisse - det skal siges det var ting jeg var uden indflydelse på ... Men jeg stod med konsekvenserne, og i den situation var det meget vigtigt at kunne manøvrere som jeg bedst kunne. Derfor var det meget godt, at jeg havde rigtig meget frirum. Det havde jeg ikke haft, hvis jeg var i et parforhold. Det havde ført til utallige gnidninger og frustrationer,

Jeg er selv vokset op i total isolation fra andre børn, indtil skolealderen. Ikke på grund af principper hos mine forældre, det var ydre omstændigheder ... Og nok også fordi jeg i forvejen har lettere autistiske træk, tror jeg det var meget uheldigt for mig .. Mine egne to børn - især min søn - voksede også op uden de store kontakter med andre børn - men han havde dog en storebror ... Jeg vil sige, ud fra de erfaringer jeg selv har, så synes jeg det er godt hvis børnene er hjemmefra nogle timer om dagen. Mine børnebørn har været i dagpleje eller daginstitution, og min oplevelse er, at de har undgået nogle af de problemer, jeg selv og min søn har haft i livets løb. Som barn og ung, var jeg selv meget sådan, at jeg ville være derhjemme. Men hen over årene, har jeg ændret holdning, må jeg indrømme ... Jeg er så fuldstændig enig i, at børn i dag er alt for meget hjemmefra - en anden balance ville være bedre ... Tror det er derfor mange vælger at leve i LAT-forhold (Living Alone Together) Det kan være en god løsning, især hvis den ene eller de begge har egne børn, men ingen fælles ... Eller, som du beskriver, samboende forhold hvor der er fuld enighed om, at den ene part har det overordnede overblik, mens den anden hjælper til og tager sig meget af det praktiske ... Det er en fin løsning, hvis begge er enige om det. Jeg havde egentlig i en kort periode en slags LAT-forhold til den kvinde, jeg før har omtalt i et par indlæg ... Bare uden sex ... hun var ikke interesseret i mig på det punkt ... Tror der er mange af den type forhold, der nogle gange kører i årevis ... Det kan have sine fordele, især hvis der ikke er seksuel interesse fra nogen af parterne ... Helt generelt, som verden ser ud i dag, er vi nødt til at erkende, at der er mange måder at fungere sammen på. Mænd, kvinder og familier. Situationer er (meget) forskellige, og mennesker er (meget) forskellige ...

Dét kan jeg!!! ... Ret tankevækkende - kender flere mænd, der elsker at lave mad - og at eksperimentere ... Og kender adskillige kvinder, der ikke kan eller ikke gider lave mad ... og det undrer mig såre ... Livet er for kort til kedelig mad - og det er sjov(est) selv at lave det, helt eller delvist ... Ikke mindst fordi maden på mange spisesteder er ret ... kedeligt ... Lidt burgere og pizzaer og et par pastaretter ...

Ååh - jeg véd snart ikke ... Jeg kan squ'tte finde ud af at sætte lamper op .. Jeg kunne nemt forestille mig en kvinde der kunne sætte dem op for mig ... Sidst jeg satte en lampe op fik jeg den forbundet så smart at jeg ikke kunne slukke for den igen ... Men fandt så også en løsning, og monterede en afbryder midt på ledningen ... Det er ti år siden - det fungerer stadigvæk ...

@JenniferRomantica Det var dog to (for mig) helt fantastisk spændende emner der dukker op hér ... - Hvordan pokker vi navigerer når mænd og kvinder ikke har brug for hinanden på samme måde som før ... - og så det med flirt .... Og så har jeg ikke TIIIID!!!! - ARRGH!!! Nå, jeg prøver lige kort at kommentere det første. Ja, jeg synes tit at mænd overser at også vi er frisatte - vi har ikke længere den samme forsørgerpligt, f. eks. (.. kom til at tænke på et gammelt indlæg af Slowman, jeg lige skal have grtavet frem og kommenteret) Men mange mænd har svært ved at bruge den frihed. Som langtidssingle oplever jeg, at det ikke nødvendigvis er det store problem, at vi ikke længere "behøver" at danne par ... Det er generelt fint at være i grupper hvor mænd og kvinder arbejder sammen - men ikke er så tæt på hinanden ... Tænkte lige på det efter at have været med i et arrangement af den type ... Det er som om noget går galt, så snart det handler om parforhold - og det sker ikke på samme måde, i åbne gupper af gode bekendte ... Den gode gamle regel med at "sex fucks things up" Kort konklusion, lige nu: Mænd og kvinder står i en helt ny situation ... og vi skal lære at bruge hinanden på en ny måde ... Fordi nu har vi meget større mulighed for reel kontakt, mænd og kvinder imellem ... Hvor vi kan bruge vores forskelligheder ... Det er ikke helt enkelt, men vi kan godt ...

@latinas4ever "Umqombothi" er et godt reggae-nummer .. kendte det ikke, så tak for det ... Her er et reggaenummer fra omkring 1970 da dén genre også var i vælten ... (Videoen er dog nok af nyere dato ... )

... Ja, jeg har osse svært ved at forestile mig at nogen ligefrem skulle tvinge os til at slikke dem ... Men jeg har dog oplevet en enkelt gang at en pige efter en del kæleri med en lettere bydende stemme sagde, "vil du slikke mig .. !?' Det var hende, der var fyr og flamme efter at tage sin elsker med ved mit andet besøg, fordi jeg kom til at sige at jeg tændte på tanken om at kigge på ... Jeg måtte så l-i-g-e lægge mig lidt imellem og sige, r-o-o-o-lig nu, det er kun en fantasi ...

Jeps. Jeg ka' godt li' Oasis, osse fordi de fik genoplivet go' gammeldaws band pop/rock - ret så eftertrykkeligt. Der var en masse gode pop/rock bands der var godt fremme i skoene, og masser af eksperimenterende pop, både i England og USA og også andre steder, i slut 90'erne og start 00'erne. Oasis havde et kæmpehit med "Don't Look Back In Anger" .. som osse i høj grad er mit liv i en nøddeskal. Og et fantastisk nummer. Oasis var som Beatles uden Messias-ambitioner ...

@Nice and easy Jeg blev noget harm over dit oplæg, af flere grunde. Men nu forstår jeg bedre forstår hvad du mener. Enig. Jeg tror ikke betegnelsen er møntet på pigerne. Men jeg er enig i, at det kan opfattes sådan. Det handler snarere om, at man vil advare om, hvis man har besøgt et sted hvor man oplever at pigerne bliver kørt for hårdt. Og så ender det med at blive 'jargon' for de steder. Jeg kender absolut intet til de pågældende steder - jeg prøver bare at forholde mig til hvad jeg tror der menes.

Det er det ikke. Vi skal bare være -endnu - mere opmærksomme på nogle områder, end man skal på andre medier - tænker jeg ... Jeg tænker ikke på noget bestemt ..

Nej. Vi er et offentlig tilgængeligt forum om et meget kontroversielt emne. Derfor skal vi på mange ounkter være ekstra forsigtige. Men så længe det handler om forskellige varianter af sex mellem voksne, er der højt til loftet