sneræven

Passer ikke på mig. Jeg er mere, sådan .. Woody Allan ... Alle kasserne er væltet, indholdet ligger hulter til bulter, og ledningerne ligger og gnistrer ...

Kom til at tænke på det her nummer med Public Service Broadcasting forleden ... Jerg sejlede over Østersøen med færge, og snakkede med een af mine medrejsende der lige skulle op og tjekke redningsbådene før han gik til buffeten ... Forståeligt nok .. Han havde sejlet med Estonia en måned før den sank ... Nummeret spiller også på mere end en snert af klassisk elegance ... á propos Nice and Easys indlæg ovenfor ... Alle bandets numre er i øvrigt bygget op over samme skabelon ... De fandt ud af at de ikke er særlig gode til at synge eller lave tekster, så de lader nyhedsklip om store verdensbegivenheder gøre dén del af arbejdet ... Jojo, der eksperimenteres stadigvæk med rock ...

Ja, selvfølgelig. Det handler også om andre former for nysgerrighed og behov - end liger omkring sex ... også ved gp'erne ... Men de andre ting er selvfølgelig lettere at få 'dækket ind' ude i virkeligheden ... Som før sagt, så er mit forhold til kvinder kompliceret ...

For mig handler det om, at det er rart at vide, at man har muligheden for den fysiske kontakt. Det er ikke så presserende, når man ved muligheden er der. Så er fantasien osse en stor hjælp ...

Tror det et beskytterinstinkt over for pigerne. Eller territorialinstinkt - vi er inde på de unges enemærker. Jeg har også bemærket at pigerne - som du skriver - ikke virker synderligt generet af at vi er i den høje ende aldersmæssigt. Og det har undret mig en del - som jeg har skrevet om flere gange.

For mig, tror jeg det handler om at jeg aldrig fik mulighed for at date eller være tæt på de søde piger da jeg var ung ... På det punkt, er jeg meget på linje med @Crabman - da jeg er 'kronisk kæresteløs' ... Derfor er det ikke 'sex' i betydningen penetration, der nødvendigvis er det vigtigste for mig - og måske derfor, tror jeg ikke det er så afhængighedsskabende ... Ved mig, er det nok mere en form for 'mental afhængighed' - men også en form for 'faglig' interesse i seksualitet og relationer ... Det går i begge retninger ... Dels er jeg glad for at jeg trods alt har oplevet fysisk nærhed med tiltrækkende piger ... det fik jeg aldrig 'ude i virkeligheden' - og jo, jeg har været i forhold, men det fungerede aldrig 'som forhold' - en lidt træls historie ... Dels har mine besøg afdramatiseret sex, så at sige ... Den anden side, jo, det giver skrupler og spekulationer .. men det lindrer på det punkt, at jeg synes jeg har en god kontakt med pigerne under besøget ... Økonomien i det har ikke umiddelbart nogen særlig betydning i det samlede billede ...

Tænker det helt nøgterne svar må være, det er bedst at spørge en - åbensindet - præst eller en bibelkyndig, der tilhører samme eller lignende trosretning som du selv. Tror det kræver både et ret indgående kendskab til bibelen, og så afhænger det rigtig meget af bibelsyn. Det gør en kæmpe forskel, om bibelsynet er, at "Bibelen er Guds ord" eller om "Bibelen er guddommeligt inspireret" Jeg siger det af egen erfaring, jeg er selv "bevidst a-religiøs" (en noget besværlig tilgang til tilværelsen, i øvrigt) og har to kammerater der er troende kristne, men med hver sit bibelsyn. Og jeg vil sige det sådan, at jeg for mit eget helbreds skyld fuldstændig undgår at diskutere religion eller moral med ham der har et dogmatisk bibelsyn. Det er en helt anden sag med den anden ...

Jeg fatter osse bjælde ... Tror det er en form for totalteater ...

Jeg kan heller ikke huske præcis hvilken tråd - men det handlede netop om, så vidt jeg husker, at du skrev det var lidt synd for mig jeg aldrig havde været forelsket. Derfor kunne jeg godt tænke mig lidt snak om forelskelses- og kærlighedsbegreberne. Men som sagt, vi tager den bare over PB, på et tidspunkt ...

Det var bare lidt begrebs-pedanteri (drilleri) fra min side ... det skal ikke tages s-å alvorligt. Det jeg mener er, at ifølge mange definitioner af forelskelses-fænomenet, er det eksklusivt. Det er kærlighed ikke ... Jeg har aldrig selv forelsket mig, og er generelt skeptisk over for forelskelsesdyrkelsen. Men jeg både begærer og holder meget af kvinder .. har haft et par erotiske passioner, der ikke var h-e-l-t nemme, som jeg har beskrevet tidligere ...

Enig. Jeg er flere gange røget ind i diskussioner omkring kærlighed. Tror det blandt andet handler om, at for en del (bestemt ikke alle) af de der lever i fast parforhold, er det umuligt at forestille sig kærlighed som andet end knyttet til familien. Og for nogle er det voldsomt (angst)provokerende at tænke at det overhovedet er en mulighed. Jeg er langtidssingle, med familie (børn/børnebørn) Og jeg plejer at udtrykke det sådan, at for mig er det følelsesmæssige landkort anderledes end for mange, der lever i familie. Jeg kan godt blive lidt ked af det, når nogle så at sige tager patent på 'kærlighed' og tit også 'følelser' som noget, der kun hører til i familien. Jeg vil sige som @Refresh - jeg opfatter heller ikke mig selv som 'følelsesmæssig monogam' ... Har i øvrigt et mellemværende (ganske fredsommeligt) med @Refresh omkring forelskelse - efter nogle skriv i en gammel tråd ... men den tænker jeg vi tager over PB på et tidspunkt, hvis det er OK. Men bl. a.: er jeg enig i, er muligt .. er jeg ikke enig i, er muligt ...

Enig. Især det sidste afsnit er tydeligt kopieret fra eller inspireret af een eller anden ekstrem religiøs bevægelses vejledning til unge om seksualitet. Ingen nævnt, ingen glemt .. men der er et par muligheder ... De krav der stilles i sidste afsnit (om onani mv) er simpelt hen teknisk umulige at leve op til for de fleste. Og det er smart. For så kan man fange helt almindelige mennesker i en evig skamfølelse og angst for (evig) straf - et meget stærkt magtmiddel ...

@Frøken_Kinky Tak for debatten også herfra. Ja, jeg følte mig selv ret smadret da jeg gik til køjs i aftes ... Jeg har heller ikke så meget mere at sige. Men jeg følte mig hørt, og det var rart ...

Lige netop!! Det er også det jeg hører. Det er det der ligger bagved at mange mænd oplever det er svært at leve tæt sammen med en kvinde - jævnfør ovenfor. Og samtidig er det også derfor mænd og kvinder har brug for hinanden. Jeg har det omvendt generelt nemmere med kvinder end med mænd. Fordi mine interesser og mit gemyt er anderledes end de fleste mænds, her har jeg mere til fælles med mange kvinder. Men jeg er også opmærksom på det du beskriver. Det er derfor jeg skyder lidt i alle retninger ...

Det ved jeg godt; men du hører lignende bemærkninger rigtig, rigtig tit ... Jeg kender dog også rigtig meget til det modsatte - kvinder der helst vil være sammen med mænd og mandlige venner, fordi de ikke orker kvinderne ... Der er mange ting i det - men det er en længere diskussion ...

Nej!!!! Det er IKKE!!!!!! det jeg mener!!!! Fordi man er skeptisk over for forelskelse, er man IKKE nødvendigvis følelsesmæssigt afstumpet og detatched ... Du har følelser for masser af mennesker du ikke er forelsket i. Efterhånden som livet udvikler sig, har man tråde ude i alle retninger. Det skulle man da helst kunne, når man har børn, børnebørn, venner og bekendte .... etc etc Detr hvor jeg i den grad kommer i modvind, og det ved jeg godt, er når jeg tænker, det måske tvært imod er nemmere at udvikle stabile følelser, hvis man starter et forhold ud fra venskab og gensidig tiltrækning - og ikke ud fra forelskelse ... ( ... undskyld jeg råbte lidt højt ... )

Nej, og det er måske i virkeligheden der hunden ligger begravet. Hvis du var sammen med een du var gode venner med, ville du ikke have de samme følelser i klemme, og så ville du meget bedre kunne bede ham om at nusse dig på ryggen og give dig et kram ... Det er vores forelskelsesideologi der skaber meget af problemet, tror jeg ... Forelskelser rammer de mest sårbare punkter i os - der er faktisk nogle teorier om netop det. Hvis vi derimod er sammen med en god ven(inde) er vi ikke nær så sårbare ... Vi kan oven i købet have god sex (altså, hvis det er en god veninde .. for mit vedkommende ... ) .. Hvad er problemet i dét .. ?

(Een kommentar mere til samme citiat) Jamen, for pokker da - det gælder begge veje. Når mænd bliver hårde i tonen og sarkastiske, er det sqda fordi vi bliver kede af det ... Det er derfor der ustandselig går skyttegravskrig i de diskussioner. Vi vil også gerne høres. Jeg så en gang i et helt andet forum at en kvinde i een af de skyttegravskrige slyngede følgende svada ud: "Mænd forstår ikke hvor lidt vi kvinder egentlig tænker på jer" Jamen tak for kaffe da ... Det bekræfter en fornemmelse vi har i forvejen - og er ikke ligefrem befordrende for en dialog ..

Men hvorfor pokker er det så, at det fungerer udmærket, når manden og kvinden bare er venner? Dengang jeg kendte den kvinde, jeg omtalte ovenfor, og som jeg var brændt ret kraftigt lunt på, gik super fint. Vi var en del sammen, ikke dagligt, men en gang imellem, arbejdede sammen omkring et større projekt, og sås også privat ... Som en pudsighed, så blev jeg inviteret med til en rund fødselsdag, hvor hendes far kaldte mig 'sin svigersøn' ... Hun sagde faktisk en gang, at jeg var nem at samarbejde med. Men hun ville mig ikke seksuelt. Jeg er da sikker på, at hvis vi nogen sinde havde haft sex sammen, var det gået helt galt ... Jeg har selv i mit nære liv oplevet flere situationer hvor jeg støtter kvinder følelsesmæssigt - her er der ingen problemer med kommunikationen .. Hvorfor går det galt, så snart det handler om forhold .. ?

Problemet for mig at se er, at relationer i vores verden bygger på følelser. Og følelser har det med at være ustabile. Er det bedre for børnene, at forældrene bliver sammen hvis følelserne er forandret og forældrene går og er småsure på hinanden konstant? Den er kompliceret. En skilsmisse i mindelighed kan være meget bedre - nogle gange kan det få forældrene til at finde et gammelt venskab frem igen, fordi de ikke er bundet sammen af sur pligt. Der er også de situationer, hvor f. eks. manden er voldelig over for kone og børn.

Tjooh ... Jeg er enig med dig et stykke af vejen. Men jeg er ikke meget for absolutter ... Som jeg læser det du skriver, er det heller ikke noget der kan praktiseres i den virkelige verden. Det jeg tænker mig er, at man er forpligtet til at gøre alt hvad man overhovedet kan, også efter en skilsmisse, at kunne samarbejde omkring børnene, eller i det mindste kunne tåle hinanden. Tror faktisk de fleste jeg kender, der har fælles børn, har een eller anden form for kontakt også efter skilsmissen - i nogle tilfælde også i virkelig kritiske stunder. At være venner med sin ex er ret ilde set i nogen kredse. Men jeg synes man skal se det som noget positivt. Det er bare ikke altid en mulighed - nogle gange er man nødt til helt at bryde kontakten. Ja, der er en særlig forpligtelse, når man har fælles børn - men hvordan - og om - man kan opfylde de forpligtelser, må man lade de enkelte om. Jeg selv har ingen problemer overhovedet med at være 'i stue med' min ex .. vi ser hinanden jævnligt i familiesammenhæng ... Men venner i den forstand er vi ikke ... Har hørt et sted at bare der er een stabil person i barnets liv, så skal det nok klare sig ...

Det er altså heller ikke altid det der siges. Det kan også handle om, at vi som mænd ikke er helt enige med jer, og godt vil i dialog. Tror altid det er svært, når der er flere i diskussionen - der er en tendens til, at man polariserer hinanden, når man diskuterer i en gruppe. Synes da også det er rimeligt, at mændenes oplevelse af en situation også respekteres ... det er her filmen ofte knækker, synes jeg ...

Jeg ved godt jeg har skrevet det et par gange før. Men det er tankevækkende, at der er meget små problemer med kommunikation og samarbejde mellem mænd og kvinder, så længe det er i vennegrupper og andre åbne fællesskaber. Her er dynamikken mellem mænd og kvinder netop god, på grund af forskelligheden - ikke på trods af den. Men så snart der går sex eller parforhold i den, er fanden løs i Laksegade. Netop der hvor der er allermest brug for den. Tror der er flere helt generelle grunde. Noget af det sværeste, tror jeg, er de ret høje standarder der sættes i det moderne middelklasseliv, hvor jeg tror kvinderne presser hinanden - jævnfør diskussionerne om "The Mental Load" Mændene bliver let syndebukke, fordi der er en masse ting, der føles helt nødvendige for konen, men som manden ikke forstår meningen med - og derfor også har svært ved at give støtte. Det handler om et krav om perfektion, som er dybt filtret ind i alle områder af det moderne familieliv. Samtidig er der nogle forventninger til ægteskabet som stammer fra den gamle Hollywood-romantik, som gør at man forventer at "rigtig kærlighed" er når der opstår en slags magisk forbindelse mellem ægtefællerne, der gør at de 'gætter hinandens mindste ønsker' ... Jeg véd godt at de fleste vil sige, at det er de l-a-n-g-t ude over. Men det er normer og forventninger, der er tampet ind i os af endeløse mængder af Hollywood-romancer, og det forsvinder ikke bare sådan ...

Jeg ved godt det ikke er mig du spørger, men jeg har et bud på et svar. Grunden til at nogle mænd fravælger parforhold, er præcis de samme som grunden til at mange kvinder fravælger parforhold. Der er for mange bindinger, og for mange spændinger. Jeg kan tage min egen situation som eksempel. Jeg ville efter min skilsmisse meget gerne have et ny forhold. Men som tingene udviklede sig senere, tror jeg det var godt det ikke skete. Der opstod nogle vanskelige komplikationer i min familie, efter vores skilsmisse - det skal siges det var ting jeg var uden indflydelse på ... Men jeg stod med konsekvenserne, og i den situation var det meget vigtigt at kunne manøvrere som jeg bedst kunne. Derfor var det meget godt, at jeg havde rigtig meget frirum. Det havde jeg ikke haft, hvis jeg var i et parforhold. Det havde ført til utallige gnidninger og frustrationer,

Jeg er selv vokset op i total isolation fra andre børn, indtil skolealderen. Ikke på grund af principper hos mine forældre, det var ydre omstændigheder ... Og nok også fordi jeg i forvejen har lettere autistiske træk, tror jeg det var meget uheldigt for mig .. Mine egne to børn - især min søn - voksede også op uden de store kontakter med andre børn - men han havde dog en storebror ... Jeg vil sige, ud fra de erfaringer jeg selv har, så synes jeg det er godt hvis børnene er hjemmefra nogle timer om dagen. Mine børnebørn har været i dagpleje eller daginstitution, og min oplevelse er, at de har undgået nogle af de problemer, jeg selv og min søn har haft i livets løb. Som barn og ung, var jeg selv meget sådan, at jeg ville være derhjemme. Men hen over årene, har jeg ændret holdning, må jeg indrømme ... Jeg er så fuldstændig enig i, at børn i dag er alt for meget hjemmefra - en anden balance ville være bedre ... Tror det er derfor mange vælger at leve i LAT-forhold (Living Alone Together) Det kan være en god løsning, især hvis den ene eller de begge har egne børn, men ingen fælles ... Eller, som du beskriver, samboende forhold hvor der er fuld enighed om, at den ene part har det overordnede overblik, mens den anden hjælper til og tager sig meget af det praktiske ... Det er en fin løsning, hvis begge er enige om det. Jeg havde egentlig i en kort periode en slags LAT-forhold til den kvinde, jeg før har omtalt i et par indlæg ... Bare uden sex ... hun var ikke interesseret i mig på det punkt ... Tror der er mange af den type forhold, der nogle gange kører i årevis ... Det kan have sine fordele, især hvis der ikke er seksuel interesse fra nogen af parterne ... Helt generelt, som verden ser ud i dag, er vi nødt til at erkende, at der er mange måder at fungere sammen på. Mænd, kvinder og familier. Situationer er (meget) forskellige, og mennesker er (meget) forskellige ...