Det er faktisk fascinerende at følge din argumentation, @Deuce. Hvis man træder et skridt tilbage og kigger på dine indlæg, tegner der sig et klokkeklart mønster af det, man inden for psykologien kalder kognitiv dissonans og projektion. Din hjerne arbejder simpelthen på højtryk for at beskytte dit eget selvbillede, og det resulterer i nogle ret vilde logiske loops, som bliver endnu mere gennemskuelige, jo mere modstand du møder fra trådens øvrige brugere. Det mest iøjnefaldende er dit syn på selve transaktionen og de andre mænd herinde. Du forklarer gladeligt, at det at besøge en escortpige for dig svarer fuldstændig til at gå i Rema og købe en liter mælk, hvor det udelukkende handler om en hurtig, mekanisk udløsning, og så er det overstået. Men i det sekund de andre mænd eller kvinder i tråden deler deres oplevelser, skifter du pludselig spor og angriber dem med, at de ikke evner at have et normalt forhold til en normal kvinde og er nødt til at betale for selskab. Kan du slet ikke se det absurde i din egen logik? Du forsøger at ophøje dit eget mælkeindkøb til en form for overskudshandling, mens nøjagtig samme indkøb hos andre mænd i din optik gør dem til socialt handicappede tabere. Du går endda så vidt som til at diagnosticere dem som hæmmede og foreslå, at de opsøger en psykolog eller sexolog. Virkeligheden er, at du står i nøjagtig samme kø i supermarkedet som alle andre – du har bare et akut behov for at bilde os ind, at din mælk smager bedre. Det hænger tæt sammen med din konstante trang til at understrege, hvor ekstremt nemt du har ved at score i det virkelige liv, hvor du hævder, at du bare lige fikser dine scoringer på vaskeriet eller i parken, når du går tur med hunden. Hvis det overhovedet har hold i virkeligheden, efterlader det jo kun ét stort spørgsmål: Hvorfor overhovedet betale for at gå i Rema, hvis dit eget køleskab i forvejen svømmer over med gratis mælk? Svaret ligger implicit i din egen aggressive forsvarsmekanisme. Den konstante trang til at italesætte din egen uimodståelige charme over for fremmede på et internetforum lugter langt væk af et såret ego, der har brug for at overbevise sig selv og os andre om sin egen markedsværdi. Samtidig afslører du en ret dyb forsvarsmekanisme, når du prøver at diktere, hvad kvinder inderst inde vil have. Du påstår hårdnakket, at de fleste kvinder i virkeligheden godt kan lide at servicere en mand, være til rådighed og tilfredsstille ham uden at tænke på penge. Ved at devaluere kvindens egen lyst og autonomi, og reducere relationen til en ren, følelseskold transaktion, sikrer du, at du aldrig selv kan blive afvist. Du behøver ikke at investere noget af dig selv, og du risikerer ikke, at din charme falder igennem. Det er den ultimative defensive kontrolstrategi, for du kan ikke blive valgt fra af en kvinde, som du i din egen optik har reduceret til en ligegyldig forbrugsvare. Når modparten så spørger dig direkte, om du overhovedet bekymrer dig om kvindens nydelse og orgasme, preller det fuldstændig af på dig. Du afviser det i stedet som et mærkeligt noget-for-noget-princip og skyder modangreb afsted om, hvad der mon er gået galt i deres barndom eller pubertet. Du har opbygget en mental svingdør, hvor du kan smutte ud af bagdøren, hver gang dine argumenter falder fra hinanden. Når folk fanger dig i dine modsigelser, skyder du fluks skylden på amerikansk datingkultur, afviser kvinders argumenter som småligt vrøvl fra pigerne i folkeskolen eller kalder modpartens indlæg for lange og ligegyldige. Du prøver endda at ryste andres præcise analyser af dig af dig ved henslængt at påstå, at du slet ikke har gennemtænkt dine svar, ikke orker at reflektere over dem, eller blot har skrevet en hurtig kommentar i farten. Du forsøger desperat at fremstå som den uafhængige og overskudsagtige mand, der bare tager for sig af retterne, mens du gemmer dig bag ligegyldighed og kigger ned på alle andre. Men din konstante trang til at angribe andres evner, dømme kvinderne, diagnosticere dine medbrugere og promovere din egen storhed afslører i virkeligheden det stik modsatte: En dyb usikkerhed og et enormt behov for at kontrollere narrativet, så du altid selv ender på toppen.