Eva Selsing skrev idag en klumme om den omtalte Cornell-sag, hvor syv unge mænd var sammen med en beruset kvinde. Hendes pointe var ikke blot at diskutere det juridiske samtykke, men at påpege et dybere, forkvaklet syn på sex blandt unge, hvor den seksuelle frigørelse har fjernet samtlige moralske og relationelle pejlemærker.

”At have sex med mennesker, man ikke kender godt, et fremmed sted, og tilmed flere ad gangen, er ikke at passe på sig selv. Og kommer de deltagende mænd nogensinde til at opleve opbyggelig, forpligtende kærlighed til en kvinde, når de har udvist et så forkvaklet syn på et andet menneske? Det er der desværre ikke nogen, der tør sige længere.”

Jeg faldt over den her passage og den satte gang i nogle tanker. Ikke fordi jeg føler et behov for at blive moraliseret over for, men fordi den rammer ned i nogle ret ubehagelige mekanismer, når jeg kigger på de miljøer, jeg selv har bevæget mig i: hvad enten det er sexfester eller det mere kommercielle marked.

Vi har det med at gøre samtykke til den enevældige målestok for alt. Var alle indforståede? Tjek. Blev grænserne overholdt? Tjek. Så er det moralske fripas givet. Men Selsings pointe prikker til en blind vinkel: At noget sagtens kan være 100% frivilligt, lovligt og gensidigt, og alligevel slide på ens evne til reelt at knytte sig til andre mennesker over tid.

Når man gentagne gange fjerner al relationel tyngde, følelsesmæssig risiko og sociale spilleregler fra sex, opnår man en enorm frihed. Men man bevæger sig også ind i et ret koldt og fladt terræn. Når jeg kigger på mine egne valg, må jeg bare være ærlig og spørge: Gør det noget ved ens syn på andre — og på en selv — når intimitet konsekvent bliver reduceret til en isoleret, transaktionel affære?

Det handler hverken om at græde ud, spille offer eller udskamme nogen som helst. Det er bare et spørgsmål om at have en grundlæggende ærlighed omkring de rum, man vælger at færdes i. Hvis man bilder sig ind, at den slags oplevelser preller fuldstændig af uden at sætte et aftryk, snyder man vist først og fremmest sig selv.

Link til artiklen: https://www.bt.dk/debat/eva-selsing-om-cornell-sagen-problemet-er-ikke-en-voldtaegtskultur

Forstår hvad du mener og jeg oplever måske at sex altid har været en ret isoleret, transaktionel affære. Der har altid været et noget for noget - i hvert fald over tid. Intimitet derimod har mange ansigter og findes mange steder hvor sex'en ikke kommer. Kan sex og intimitet findes samme sted er det vidunderligt - men som mange andre har oplevet så er det ikke altid en mulighed.

Jeg synes, at både Selsings klumme og dit opslag rammer noget vigtigt: Samtykke er afgørende, men det er ikke nødvendigvis det eneste spørgsmål, der er værd at stille, når vi taler om sex og intimitet.

Jeg kan godt følge tanken om, at gentagne seksuelle erfaringer uden følelsesmæssig dybde kan sætte spor og påvirke den måde, man ser sig selv og andre på. Men der er forskel på at sige, at noget kan påvirke et menneske, og at det nødvendigvis gør et menneske mindre i stand til at elske eller knytte sig til andre.

Netop derfor synes jeg, at det stærkeste i dit opslag er spørgsmålet og refleksionen, ikke at nå frem til en fast konklusion på forhånd.

For nogle kan den slags erfaringer føles frigørende, for andre tomme eller kolde, og for andre igen kan betydningen ændre sig med tiden.

Så ja, samtykke afslutter ikke nødvendigvis hele den moralske samtale. Men jeg synes også, at vi skal være forsigtige med at gøre én bestemt erfaring eller én bestemt måde at forstå intimitet på til et svar, der skal gælde for alle.

Måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke kun: “Var det frivilligt?” men også: “Hvad gør det her ved mig og ved den måde, jeg ser andre mennesker på?”

Jeg tror måske at adgangen til porno, det ungdommen ser før en debut sexuelt, det gør jo netop at det bliver normalt med flere mænd/ kvinder om en person. Andre former for sex bliver også normalt, fordi det er det der popper op. Nu er jeg selv fra før internettet overhovedet var på tale, skulle man se porno var det et blad, senere kunne man leje en moviebox. Det var svært at samle sig mod til at gå ned og leje den, sammen med en pornofilm.

Tager vi så os voksne kunder og udbyderne af ydelserne, der tænker jeg da også internettet og mobiltelefonen har ændret det. Det tager vel ca et lille års tid at overveje om man vil besøge en pige mod betaling, det var i hvert fald den tid der gik for mig, men kontakten tog ca 2 minutter. Før skulle man køre til et sted, eller ringe på annoncer i Ekstrabladet.

Så for alle er adgangen til sex og avanceret sex, kun nogle få klik væk. Så det er ikke underlig at tingene rykker i den retning.

Gør det så noget ved os alle, det er jeg ret sikker på det gør. Alle handlinger skubber os i en eller anden retning, både positive og negative.

Jeg tænker godt man kan adskille betalt sex fra andet, det der er kærlighed til et andet menneske som man lever sammen med, er sex på en anden måde end et besøg på en time. Ikke sagt at man ikke kan have et forhold på et eller andet plan, måske mere venskabeligt, hvis det er en man besøger fast.

Hvad det så gør ved en, det er nok individuelt. For alle mænd der betaler for sex, skulle det give anledning til problemer senere i livet. Så er der ikke så mange at bebrejde.

Pigerne, der mener jeg at man som kunde har et ansvar. At opføre sig ordentligt, med alt det indebærer af respekt for et andet menneske. At sikre sig at den pige man besøger gør det frivilligt, hvis den man møder prøver at undslippe er det i min verden voldtægt. Er det tydeligt at det er mod det hun har lyst til, skal man gå igen, og melde det. Man har pligt til ikke at efterlade et menneske der ikke er frivilligt involveret.