Sååååååøhm.. Er der nogle af jer herinde der i en sen alder er blevet udredt for adhd eller lignende.? 

Jeg gå med tanken.. Ikke fordi jeg tror det ville ændre noget for mig personligt men fordi jeg håber på det måske kan give bedre forståelse til omverdenen.. Det lyder så kliché og rimelig "hypokonderagtigt" at sige "jeg har nemlig set en masse videoer på indernettet om folk med adhd og jeg må bare indrømme det nok er mig".. Men det har jeg.. Ikke nok med det så har jeg læst et par bøger eller 3 om emnet med udgangspunkt i piger/kvinder med adhd.. 

Mit spørgsmål er nok mest "hvad kan jeg forvente.? Hvordan foregår det.?" og deslige.. 

Jeg kan ikke hjælpe med selve processen og hvordan det foregår. Men jeg kender flere, der som voksne i forskellige aldre har fået en udredning. Det har gavnet dem utrolig meget, fordi de har fået en bevidsthed om dem selv, de altid har savnet. Der er mange ting, der giver mening for dem og som har givet grundlag for at kunne forandre sig. Flere har fortalt direkte, at de er blevet gladere, mere selvsikre og har fået større livskvalitet. Jeg ved, at det måske lyder rosenrødt. Men det er de input, jeg har fået. 

Fætteren skrev, for 22 minutter siden:

Jeg kan ikke hjælpe med selve processen og hvordan det foregår. Men jeg kender flere, der som voksne i forskellige aldre har fået en udredning. Det har gavnet dem utrolig meget, fordi de har fået en bevidsthed om dem selv, de altid har savnet. Der er mange ting, der giver mening for dem og som har givet grundlag for at kunne forandre sig. Flere har fortalt direkte, at de er blevet gladere, mere selvsikre og har fået større livskvalitet. Jeg ved, at det måske lyder rosenrødt. Men det er de input, jeg har fået. 

Jeg tror altid jeg bare har set mig som mig.. Sådan lidt "jeg kan ikke gøre for det, det er bare min personlighed" når jeg snakkede lidt for højt, afbrød folk lidt for tit og aldrig rigtig kunne finde ro i mit hoved.. Men jeg kan godt se på omverdenen at det ikke altid bare er en legitim undskyldning..

Har altid haft krudt i røven. Efter 5 år i samme job, kedede jeg mig, og måtte prøve noget nyt. Mit liv har været fyldt af nye mål, som er blevet opfyldt. Har levet efter devisen, hellere fortryde noget, jeg har gjort, end fortryde at jeg ikke gjorde det. Tanken har strejfet mig på mine ældre dage, om jeg har adhd, sjov tanke.

 

Min eksmand har fået diagnose sent. Det var bare samtaler og vist et par spørgeskemaer. Ved mange diagnoser er der ikke meget de kan gøre i en sen alder. For man allerede lavet sine egne metoder til at leve og fungere med det. 
Netop adhd kan de slf medicinere men kun hvis det er rigtigt slemt. 
Hilsen familen hvor alle har en eller flere diagnoser. Vi er helt gak. 

Fætteren skrev, for 37 minutter siden:

Jeg kan ikke hjælpe med selve processen og hvordan det foregår. Men jeg kender flere, der som voksne i forskellige aldre har fået en udredning. Det har gavnet dem utrolig meget, fordi de har fået en bevidsthed om dem selv, de altid har savnet. Der er mange ting, der giver mening for dem og som har givet grundlag for at kunne forandre sig. Flere har fortalt direkte, at de er blevet gladere, mere selvsikre og har fået større livskvalitet. Jeg ved, at det måske lyder rosenrødt. Men det er de input, jeg har fået. 

Helt enig, har oplevet det samme i egen omgangskreds. Det er primært “nogle brikker, som falder på plads” for den, som får den sene diagnose, og ikke så meget med fokus på decideret helbredelse.

Fint formuleret af dig i øvrigt.

Har en ven der er blevet udredt i en moden alder. Han havde også gået og tænkt sit i gennem tiden.

Han havde så ikke adhd, men en anden diagnose og beskeden var ret hård, da han fik at vide at, "det var ærgerligt, for det kan jeg ikke hjælpe dig med", hvilket betød ingen medicinsk behandling vil hjælpe dig, lev med det. 

Men han har efterfølgende brugt en psykolog til at forstå det der udfordrer ham og det har gjort ham gladere og mere selvsikker.

I psykiatrien kan du ramle ind i klaphatte ligesom alle andre steder, men som tidligere nævnt er der trods alt "kun" tale om samtaler og spørgeskemaer. Det kan være hårdt at få stemplet (en eller anden diagnose), men jeg tror at viden kan gøre dig mere fri, fri fra det du ikke kan gøre noget ved og bevidst om det du kan gøre for at beskytte samt styrke dit eget liv og dig selv.

Så selvom det bare er samtaler og skemaer så kan det være en hård proces, men jeg tror de fleste vil få det bedre af at kunne arbejde med det der nager når man ved hvad der skal arbejdes med og hen imod.

God vind, uanset hvad du vælger at gøre 

Det er rablende tilfældigt, hvornår man "risikerer" at få en diagnose, min søn, fik en full blown, ADHD diagnose i 3. klasse, det tog mig flere år at få den ændret til ADD, selvom han helt fra børnehave, var blev beskrevet som stille og velopdragen, uden at være hyperaktiv eller ud af reagerende, tilgengæld, overså RegionH, at skolen mistænkte ham for at være ordblind, og det til trods for, at der blev afholdt et Netværksmøde, hvor både skolen og PPR deltog, alligevel kunne, den ansvarlige overlæge komme med anbefalinger om støtte til hans skolegang, som skolen så ikke mente var relevante...... Han fik også en Dysartri diagnose, som jeg flere år efter fik trukket tilbage, alene på baggrund, af en talelærers papirer, fra 1. klasse, som RegionH ikke havde læst. Det kan være meget tilfældigt......... der er meget få ressourcer, og forbavsende meget inkompetence, at slås med.

Men starten, er vel at overbevise din praktiserende læge om at det er relevant at får dig behørigt udret .....

Det er også højeste mode blandt kvinder for tiden:

Stor stigning i voksne kvinder på adhd-medicin:

https://www.bt.dk/samfund/stor-stigning-i-voksne-kvinder-paa-adhd-medicin

https://www.bt.dk/samfund/antal-af-voksne-paa-adhd-medicin-er-naesten-fordoblet-paa-seks-aar

Har ingen erfaring på det område. Men er ADHD ikke bare et mode fænomen, som man giver til de elever som der keder sig over en mangelfuld undervisning, som der ikke er tilpasset den enkelte elev, så eleven kan blive dopet med beroligende medicin, så vedkommende en forstyrre undervisningen.... man skulle nok nærmere se på lærerens faglige evner til at undervise. 

Elever der keder sig laver ballade, for at få tiden til at gå...... Det er ikke nogen sygdom,  det er en naturlig reaktion.  

Da jeg gik i skole var det bare  klassens frække dreng,  hvorfor er det lige pludselig blevet en sygdom? 

Det er et usynlig handicap. Har haft det siden jeg var 3 (add). Mange piger bliver først opdaget omkring 20 års alderen eller senere.

Redigeret 18. November, 2022 3 år af Jacn1989

lille_peter skrev, for 4 timer siden:

Har ingen erfaring på det område. Men er ADHD ikke bare et mode fænomen, som man giver til de elever som der keder sig over en mangelfuld undervisning, som der ikke er tilpasset den enkelte elev, så eleven kan blive dopet med beroligende medicin, så vedkommende en forstyrre undervisningen.... man skulle nok nærmere se på lærerens faglige evner til at undervise. 

Elever der keder sig laver ballade, for at få tiden til at gå...... Det er ikke nogen sygdom,  det er en naturlig reaktion.  

Da jeg gik i skole var det bare  klassens frække dreng,  hvorfor er det lige pludselig blevet en sygdom? 

Jo, da. Og hvorfor kan spassere ikke bare gå ordentligt? (Sarkasme)

ADD/ADHD er et handicap, der rækker langt ud over bare det at være en møgunge. Det er givet,  at problemerne er synliggjort gennem en stadigt mere konform samfundsudvikling, men de er i aller højeste grad virkelige og gennemgribende til mere end end bare undervisningssituationer. 

Hvis du havde stået med dine egne børn midt i angst, selvmordsforsøg, depression, stofmisbrug, og alle de ting, der ellers er en stor del af ADHD, ville du måske se anderledes på tingene. 

Ja, jorden er ikke flad, og månen er ikke en rund ost. 

Quatermain skrev, for 35 minutter siden:

Hvis du havde stået med dine egne børn midt i angst, selvmordsforsøg, depression, stofmisbrug, og alle de ting, der ellers er en stor del af ADHD, ville du måske se anderledes på tingene. 

Jeg ved desværre alt for godt hvad du mener. Der mangler simpelthen oplysning på området OG en psykiatri der virker OG kommuner som tænker på børnene i stedet for budgettet. Forestå mig ret, jeg har kun mødt personale der vil os og børnene det bedste, nu mangler vi bare kompetance, fokus på børnene når også når mødet er slut og evnen til at koordinere.

Det ændrer dog ikke ved min tidligere opfordring til @JenniferRomantica. Vished er bedre.

Linse er lige blevet udret i en sen alder og har diagnosen .

Syntes absolut der intet flovt i at blive udredt og evn få diagnosen, tror det vil give dig mere ro i hovedet i forstå og acceptere dig selv på en helt ny måde .

Første skridt, det din læge om en henvisning på udredning .

Ps 

Har selv ptsd og har lært at leve med det pga jeg accepterer mig selv som den jeg er, stedet for at kæmpe i mod og prøve at være en anden .

Tak for din ærlighed Jennifer .

Jacn1989 skrev, for 6 timer siden:

Det er et usynlig handicap. Har haft det siden jeg var 3 (add). Mange piger bliver først opdaget omkring 20 års alderen eller senere.

Jeg læste godt nok i en af bøgerne at gennemsnitsalderen var 16 for piger.. Men ja generelt meget senere end for drenge.. 

lille_peter skrev, for 8 timer siden:

Har ingen erfaring på det område. Men […]

Her er du selvfølgelig stoppet op og har tænkt dit planlagte skriv igennem igen. 
Det er så bare ikke endt hensigtsmæssigt. 
 

Til TS: det kan være en god ide at få undersøgt; som andre skriver, kan der falde en masse brikker på plads. 

Jeg har konstateret ADHD, så du skriver bare med spørgsmål 

Fik det konstateret tidligt, men udredt efter jeg blev voksen...

lille_peter skrev, for 9 timer siden:

Men er ADHD ikke bare et mode fænomen, som man giver til de elever som der keder sig over en mangelfuld undervisning

Af en der, som du selv skriver "ikke har nogen erfaring på området" får du så lige latterlig gjort dem der har ADHD og dem der uderviser i folkeskolen.
Har lyst til at skrive noget mere om hvad jeg mener om en brugere der skriver sådan, men det må jeg ikke herinde.

Jeg tror jeg selv har en snert af noget autisme / Asperger.
For en snes år siden var jeg l-i-g-e på kanten til at få startet en udredning.
Især på grund af arbejde, og mit (manglende) forhold til kvinder / seksualitet.

I forhold til arbejde, så frygtede jeg at få problemer hvis jeg skulle blive fyret.
I den forbindelse kunne det være en fordel, med en afklaring.

Jeg kom dog aldrig så langt, som til en udredning.
Hen over den sidste halvdel af mit arbejdsliv, fandt jeg faktisk ud af at mine lettere autistiske træk kan vendes til en fordel.
Hvis jeg var opmærksom på dem, og hvis jeg kan disciplinere dem (f. eks. ikke kværne for meget, være ekstra opmærksom på signaler fra andre, og øve sig i at gå i dialog)

Der er ingen mulighed for medicinsk behandling for Asperger / ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelser)
Det er der for ADHD .. jeg er stødt på en hel del med ADHD der havde gavn af medicin.
Det er nok især hvis det giver markante problemer i livet og hverdagen, at medicin kan være en god idé.

Ellers tænker jeg, det handler om at finde måder at håndtere det på, og - især for ASF - social træning.

Heldigvis er man begyndt at være opmærksom på at det faktisk er en fordel at folk er forskellige og har nogle særpræg.
Også på arbejdspladserne.
Fandt et interessant link:
Neurodiversitet

Redigeret 18. November, 2022 3 år af sneræven

Har ikke selv nogen diagnose men min kone og børn er blevet udredt for Autisme og Aspergers. Min kone blev udrede meget sent, og selve udredningen var ikke en god oplevelse, men det fik nogle ting til at falde på plads og forklarede nogle ting - hvorfor de reagerede som de gjorde. @lille_peter OG DET VAR IKKE BARE FORDI DE KEDE SIG.
Men der var ingen hjælp at få what so ever, efter udredningen.

@JenniferRomanticaHvis du har brug få en afklaring, så go for it. Men husk at der er laaaang ventetid.

@sneræven Der er frivillige hjælpegrupper i mange byer, og jeg ved at det hjælper mange med Autisme og Aspergers.

JenniferRomantica skrev, for 13 timer siden:

Sååååååøhm.. Er der nogle af jer herinde der i en sen alder er blevet udredt for adhd eller lignende.? 

Du kan evt. starte med at teste dig selv her: Test 

@AalborgLook   Tak .. 
Jeg besøgte også en støttegruppe dengang for en snes år siden.
Det virkede lidt for voldsomt, for mig .. de der var i de grupper, havde virkelig problemer ... 
Synes der mangler 'snakkegrupper' for de af os der ligger i 'gråzonen' - i hvert fald for Aspergere ... 
Omkring ADHD, tænker jeg man kan få meget information i ADHD-foreningen.

@Julius  Prøvede for sjov at tage et par tests ...
.. sidder og hopper i stolen, men skal nok l-i-g-e klappe kaje ...  - så tråden ikke drukner i mine alenlange kommentarer .. de er ikke så relevante .. 

Julius skrev, for 4 timer siden:

Du kan evt. starte med at teste dig selv her: Test 

5 ud af 6..

Selvom hans vids er lidt at ud på en spids, så giver de SÅ meget mening for en som mig med ADHD i det mindste. Cristián | Facebook

Mange glemmer at ADHD ikke kun er hyperaktivitet og koncentrationsbesvær, men også det modsatte i form af hyperfokus til en ekstrem hvor man glemmer ens krops behov.

Det er derfor jeg ofte går en dag uden at spise - jeg glemmer at jeg er sulten og fokuserer på noget andet, så skal nogle gange tvinge mig selv til at spise. 

Personligt hjalp det meget at komme i udredning, og medicinering for mig har hjulpet til at fungere bedre til dagligt, men det er meget forskelligt for alle hvad der virker bedst. Nogle gange kan bekræftelsen af ens mistanker også hjælpe.

Anyway, sig til hvis du vil vide mere. 

En diagnose er et værktøj - det skal man altid huske. Det er ikke en dom.

Hvis det kan hjælpe med en bedre selvforståelse og/eller en bedre behandling er det jo en god ting.

 

Jeg har selv været møllen igennem sidste år. Jeg er 39, ok uddannet og med et godt job.

Jeg læste en artikel om en kvindelig direktør eller lign, der var udredt sent. Det passede så meget på mig og mit liv, at jeg selv gik til læge med det.

Min egen læge grinede af mig da jeg bragte det op, “sgu ikke med dit arbejde.” Jeg var ret stålsat på at det her AD(H)D sgu nok var mig, så jeg pressede på med input fra psykolog, og fik en henvisning til psykiater.

Jeg valgte at betale for privat udredning da jeg skulle vente 1år i det offentlige. Jeg fik nærmest pladen fuld på opmærksomhedsforstyrrelse, men fordi jeg har kompenseret med intellekt er det gået ubemærket hen.

Rent praktisk besvarer man nogle spørgsmål, gerne med input fra dit bagland, forældre eller lign. Dertil kommer en række konsultationer, hos mig gik man hurtigt igang med at teste medicin, fordi det var så åbenlyst.

I bakspejlet har jeg altid været anderledes, men sådan er der så meget. 
Jeg er nu medicineret, og er meget glad for forløbet.

Diagnosen er jeg sgu ligeglad med, men den fokus jeg har opnået gennem medicinen er jeg glad for. Jeg formår nu at holde øjenkontakt og lign, som jeg tidligere har haft svært ved.