pathans

Jeg har selv været møllen igennem sidste år. Jeg er 39, ok uddannet og med et godt job. Jeg læste en artikel om en kvindelig direktør eller lign, der var udredt sent. Det passede så meget på mig og mit liv, at jeg selv gik til læge med det. Min egen læge grinede af mig da jeg bragte det op, “sgu ikke med dit arbejde.” Jeg var ret stålsat på at det her AD(H)D sgu nok var mig, så jeg pressede på med input fra psykolog, og fik en henvisning til psykiater. Jeg valgte at betale for privat udredning da jeg skulle vente 1år i det offentlige. Jeg fik nærmest pladen fuld på opmærksomhedsforstyrrelse, men fordi jeg har kompenseret med intellekt er det gået ubemærket hen. Rent praktisk besvarer man nogle spørgsmål, gerne med input fra dit bagland, forældre eller lign. Dertil kommer en række konsultationer, hos mig gik man hurtigt igang med at teste medicin, fordi det var så åbenlyst. I bakspejlet har jeg altid været anderledes, men sådan er der så meget. Jeg er nu medicineret, og er meget glad for forløbet. Diagnosen er jeg sgu ligeglad med, men den fokus jeg har opnået gennem medicinen er jeg glad for. Jeg formår nu at holde øjenkontakt og lign, som jeg tidligere har haft svært ved.