Kender I det! Man er i en slags ”relation” med nogle mennesker. Disse mennesker har på en eller anden måde talt sig selv, og hinanden, ned i et sort hul.
I hullet er der lunt og godt. Her kan man sidde og bekræfte hinanden i, at virkeligheden nok ser sådan og sådan ud! Alle de ting der sker omkring os passes ind i en større konspiration, hvor nogle andre nok er særligt onde, eller ønsker at straffe os med deres nøje udtænkte dessiner. Der er selvfølgelig, som der altid er i sådanne huller, både sandheder, konspirationer, usandheder, over- og underfortolkninger og ikke mindst kvas, der hele tiden kan bæres til bålet.
Egentlig kan ’vi’ godt se, at hullet er sort — og at ’varmen’ sløver os. Vi ved også, at den eneste vej frem i livet, er at tage skridtet op ad stigen og gå ind i lyset. Alligevel drages man konstant nedad, lokkes af enkeltes perspektiv, og kan ikke overdøve egen indre dialog.
Det er mit lod i livet, at tilbyde mennesker andre måder at se tingene på — men for en gangs skyld føler jeg mig helt fastkørt.
Jeg prøver ikke at se verden, som jeg gerne vil have, den skal se ud, men som den virkelig er. Og selv om jeg er intuitiv, selvom jeg genkender følelser, og selvom jeg er hjulpet af mine rationaler. Er jeg kørt fast.
Selvom jeg bevæger mig frit i trekanten intuition/følelser/rationaler — og selvom jeg forstår sproget, både det talte og det andet. Er jeg kørt fast!
Som Paulo Coelho har sagt det; ”Det som folk tænker om popkornsælgere og hyrder, får større betydning for dem - end at følge deres livsbane!”
Jeg har for mange, jeg skal være tæt på — og jeg fejler min mission!