MickeyM

Så du er OK i jeres forhold?

He he, ja, det er vel i virkeligheden det som tråden går ud på... Hvornår kan den anden part med rette føle sig bedraget?

Ja, enig. Hvis bare man kunne bekende sig til kristendommen, så ville jeg jo have et klart svar Det kan jeg så ikke... (Altså bekende mig til kristendommen) - Men hvad tænker du... Er spørgsmålet om utroskab, i højere grad defineret af hvad "omgivelserne mener", end de enkelte individuelle og faktiske forhold?

Spændende vinkel. Men, kan man så sige, at hvis man med sin partner aldrig har afgivet et løfte om, at det skal være et monogamt parforhold - så kan man dermed heller ikke være utro, netop fordi der aldrig er indgået en aftale om monogami, og at der derfor heller ikke er en aftale som brydes? Eller sagt på en anden måde: Er jeg i min gode ret til at forvente, at min partner ikke er intim med andre, selvom vi ikke har lavet en aftale om dette, men blot fordi, at det er den gængse opfattelse i vores samfund? Er det i virkeligheden samfundsnormer, der definere om jeg er utro, hvis ikke jeg har afgivet troskabsløfter til min partner?

Saa utroskab med en GP kan vaere I orden I visse tilfaelde?

Poesi, smukt, perfektion... Tak!

Det gør hun selv: "Du må ikke have sex med andre end mig" - og derefter "Jeg gider ikke at have sex, nå jo, måske 1 eller 2 gange om året... Spørg mig 52 gange om året, og du skal få 50 afslag"... Svaret på dit spørgsmål er ikke sådan ultra kompliceret - naturligvis har jeg ret at bestemme at hendes liv skal leves på en løgn. (Ok, mit svar var lidt skarpt trukket op)

Hørt!

Ja, det var jeg allerede helt klar over. Beklager at jeg fik lagt ord i munden på dig. Det er da helt vildt! Tror du at hendes utroskab bundede i, at hun ønskede at du skulle blive vred? - Nu blev det meget lommefilosofisk. (fedt ord, ikke? - jeg elsker de danske sammensatte ord) Altså, jeg er blot nysgerrig, jeg insinuerer intet, blot lige en tanke - kan kvinder ty til utroskab i forventningen om, at få en forudbestemt respons af utroskaben? Kan utroskab være et værktøj, man kan tage frem af værktøjskassen, hvis man vil teste sit parforhold?

Hej @Misjo1 Så jeg er stadig et "svin" hvis jeg er min partner utro, selvom min partner har været mig utro x 10 først? Der bliver ikke sat lidt utro-goodwill "i banken", hvis jeg er den som blev bedraget først?

Jeg kan have misforstået dig, men som jeg læser dine ord: Du mener, at hvis ikke man i et parforhold, kan "afstemmes" i forhold til intimitet og seksualitet, så bør forholdet afbrydes, uanset konsekvenserne? Sat på spidsen: Du mener ikke, at det er en gangbar løsning, at jeg og min kone har et langt og lykke liv sammen, hvis én af os er lykkelig uvidende om, at den anden er utro? Sagt på en anden måde (og jeg ved godt at jeg stiller det lidt sort/hvidt op) - Kan vi udelukke, at utroskab har været årsag til, at mennesker (uvidende) har haft et godt og lykkeligt liv?

Der er mange rigtig gode overvejelser i denne tråd. (Kan lige gøre opmærksom på, at der er en tråd som (efterhånden) omhandler det samme emne i "generel debat" med overskriften "Spørgsmål til glædespigerne herinde" - der er også mange gode reflektioner i den tråd. (Jeg havde ikke set pågældende tråd da jeg oprettede denne)) - Men jeg må sige, at den generelle holdning, som er kommet frem i denne tråd på spørgsmålet: "Kan utroskab moralsk set være i orden?" - er kommet en lille smule bag på mig, især i dette forum - det lader til, at langt de fleste har et helt klart svar, og at dette svar er: "Nej!" Jeg citerer lige @Misjo1 fordi hans ord, som jeg fornemmer det, meget godt beskriver den holdning som flertallet i denne tråd har: - Men jeg kunne godt tænke mig at forfølge mit oprindelige spørgsmål en kende mere, så jeg kunne tænke mig at stille spørgsmålet: ' Hvis du er i et monogamt parforhold (begge parter indforstået med monogami) og hvor din partner så gentagende gange har været dig utro, og I ender i en forsoning: "Det sker ikke igen", og efterfølgende er du selv utro... Er din utroskab så mindre amoralsk end din partners?

Misforstå mig ikke, undskyld, men det kunne være sjovt at vide om du aldersmæssigt er i 20-erne... Den samme holdning havde jeg også dengang jeg var ung

Jo, men du forudsætter jo så, at personen netop har en mulighed for at være lykkelig, uden utroskab? - og du forudsætter at utroskaben "opdages"...

Så, blot for at være sikker på at jeg forstår dig korrekt: Du siger at utroskab aldrig kan være "i orden"?

Ja, det var præcist det jeg mente med mit indlæg. Jeg kunne også skære mit spørgsmål lidt skarpere op: Er man altid et "svin" hvis man er utro? - Eller findes der utroskaber som moralsk er i orden?

Hvis vi ser bort fra jeg-kom-til-at-ruske-Tanja-rundt-i-kopirummet-til-julefrokosten-utroskaber, så er jeg af den helt klare overbevisning, at de fleste utroskaber netop skyldes, at man ikke trives i parforholdet på det seksuelle plan, af den ene eller anden grund. Så hvis jeg skal sætte dit spørgsmål helt på spidsen, så spørger du om, hvorfor man ikke vælger at være "ulykkelig" i sin sexualitet, hvis det nu kunne få partneren/omgivelserne til at trives?

Det er et helt central spørgsmål efter min mening. Jeg mener faktisk at utroskaben er lige dér, altså, hvis man ikke tillader sin partner at være et seksuelt væsen - det er for mig den virkelige utroskab - eller, man kan sige, at det i hvert fald ikke er troskab. .

Dette er kanske essensen af at være menneske... ?

Jeg er helt klar over at dine tanker er velment, tak for det!

Jeg ville i den grad være lykkelig, seriøst - så var der håb!

Så, du siger, at hvis jeg vælger at være utro, eksempelvis ved at besøge en glædespige, så bør jeg/man altid afbryde forholdet først, uanset konsekvenser? (Børn, familie, økonomi osv)

Så er det vel ikke utroskab? Kan utroskab være OK, hvis IKKE ens partner er indforstået?

- Så dét at være utro er altid et svaghedstegn, det kan ikke være en styrke?

Ja, eller måske det også kunne siges således (Direkte oversat) : "Jeg forlod min kæreste, fordi jeg ikke var ham/hende tro" ?