×
Kender du en, der ikke må kende dig til fulde
Drages du af tanken derom?
Mød mig, en der fortier, og når spørgsmål cirkler tæt, bliver fjern i det blik der afviger. Jeg lyver ikke, hov kun en sjælden gang, der var en der, men kun de små hvide, de med barmhjertig klang. Jeg vil ikke kendes, som den jeg er. I forfængelighed holdes tæt, selv for de der har mig kær.
Mød mig, der drages af netop dette. At dette de ikke ved, når jeg danser med en kvinde, kun for dansens skyld. Den dans, der i sødmes leg, i forglemmelsens behov, og i undergrundens vej - giver lyst til mere, til de hviskende timer, til du og jeg der drages af sanselighed mellem kvinde og mand, måske til en tekst der ej rimer.
Mød mig, der har behov for dansen, den tabuiserede dans, hvor penge skifter hænder, hvor klokken tæller og vi begge ved at det ender. At luske langs en husmur, at huske naboen er snakkesalig og har et øje på lur. Hvad vil vi, om ikke legen der drager, om det tys tys der følger med - kolorit og farver.
Mød mig, der lyver, så lidt som muligt og om muligt faldt jeg i igen der, dog kan jeg blot forklare, at et univers, der underneden - gemt af vejen for de fleste, afskyet af normen og det meste. For vi, der danser, i mørket uden lys - vil ikke stå på mål, ej heller dog være de foruden, der bærer fakler til endnu et iscenesat bål.
Mød mig, der ikke altid taler sandt, til de jeg elsker. Kun fordi jeg har dem kær, vil jeg lyve lidt, bare en smule og kun her og der. Men en løgn vokser gerne og forbliver ej, er det ikke en del af det vi laver, af du og jeg? Vi danser, jeg og du, af forskellige grunde jo og så. En dans i en afkrog af os, der hvor vi ikke kan ses, i sandhed et teater af løgne og bedrag, det mest ægte jeg kender er når døren lukkes, og det ender.
Mød mig, der afskyr dumme rim, ej der var endnu en. Men som frygter, at de små uskyldige bedrag, de vigende blikke og løgnen uden ende, samles i et blik fra en jeg elsker og som elskede mig.