De fire årstider

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Når kulden fortager sig og afsavnet ved den blide vind melder sig, så bringer foråret, til en årlig forundrelse, sin kommen. Med ungdommelig usikkerhed tager den sit greb i først det ene og siden mere omfangende det hele, dog vag og sagte til en begyndelse, som et hint af noget der vil, om end uinsisterende, vedblive. Den fagter efter sit rette udtryk, ikke påtrængende, men som om den lige skal have fat i sin egen berettigelse. Vi møder den med tålmod, og venter gerne på dens befriende tiltag.  Med dens kraftigere og kraftigere tilstedeværelse vækkes alt omkring den, selv på gamle træer vokser nye blade frem i dens nærvær.  Sådan er foråret, der endnu på ny overrasker os med dens uskyld.

Intens rammer varmen os, ikke i doseringer, men med en klistrende hede, der efterlader os med en løssluppen fornemmelse i kroppen. Den er tiden for høje blå himler, der lader os drømme fordringsløst, og i samme moment som umuligheder lades tilbage, bringes vi med sikker hånd mod et højdepunkt. Sommeren vil miste sit greb, men det erindres ikke i det nu, hvor alt andet end den varme sødme er så fjernt. Dens kærtegn synes at skulle være så varigt, så insisterende er den i sin væren og lader os glemme i de øjeblikke, hvor den favner alt. Sådan er sommeren, dens sødme findes ikke bedre.

Med styrke indtræder efteråret. Viljen er uomtvisteligt dens egen og med magtfuldt vedkommenhed hersker den alt den rører. Det der var, glemmes nu i øjeblikke af eksperimenterende kraftfulde udtryk. Den kan ikke stilles i bero, kan ikke gøres helt tilfreds, før erkendelsen af dens overtag er komplet. Man møder den friske vind, man forsøger at tæmme dens stormfulde essens, om end det til alt held jo er nytteløst og ved erkendelsen ens underdanighed mod denne mastodont af kræfter, må man give slip og bare lade sig rive med. Sådan er efteråret, hvis styrke ej kan betvivles.

Vi ved hvad der kommer, med den første morgen hvor frosten giver sig til kende. Dens skønhed og ynde kan ikke sidestilles med noget andet. Fnug falder og kilder isner. Hvor vinteren tager sit greb, efterlades vi med drømme om dens modsætning, dog er den så smuk og ren i sin væren, at vi må beskue den og beundre dens klarhed. Den kan virke urørlig og skræmmende når den med en vigtighed pointerer hvor opslugende den faktisk er, dog drages vi af, at dens udtryk er så skarpt, at vi må lukke øjnene, bare en smule. Sådan er vinteren, der med sin kølighed holder os i ave.

Nyd variationen

[Borende X 25042]

Dit indlæg kunne såmænd godt bruges som tekst til Vivaldis "De fire årstider", nok mit klassiske yndlingsstykke nr. 1, der udover at være en symfonisk naturbeskrivelse også symbolsk skildrer et menneskes livsforløb.

[Nihil 435]

Du, Borende X, jeg er klar over, at Vivaldi har lavet værket de fire årstider, jeg tror endog jeg selv har den et sted. Det kan også tænkes at det var semi sent da jeg skrev det og at jeg så NFL på samme tid, hjalp nok ikke på mine formidlingsevner. Dog må du ikke forfalde til en skematisk, sådan tilnærmelsesvis nem tolkning, som dufter lidt af automatisme. Det er skrevet på EG, ergo omhandler det ikke livsforløb, men noget der relaterer til EG’s univers.

Tja, Ha’ en fortrinlig dag alle sammen.

[kanonkongen 34395]

 

Når kulden fortager sig og afsavnet ved den blide vind melder sig, så bringer foråret, til en årlig forundrelse, sin kommen. Med ungdommelig usikkerhed tager den sit greb i først det ene og siden mere omfangende det hele, dog vag og sagte til en begyndelse, som et hint af noget der vil, om end uinsisterende, vedblive. Den fagter efter sit rette udtryk, ikke påtrængende, men som om den lige skal have fat i sin egen berettigelse. Vi møder den med tålmod, og venter gerne på dens befriende tiltag.  Med dens kraftigere og kraftigere tilstedeværelse vækkes alt omkring den, selv på gamle træer vokser nye blade frem i dens nærvær.  Sådan er foråret, der endnu på ny overrasker os med dens uskyld.

Intens rammer varmen os, ikke i doseringer, men med en klistrende hede, der efterlader os med en løssluppen fornemmelse i kroppen. Den er tiden for høje blå himler, der lader os drømme fordringsløst, og i samme moment som umuligheder lades tilbage, bringes vi med sikker hånd mod et højdepunkt. Sommeren vil miste sit greb, men det erindres ikke i det nu, hvor alt andet end den varme sødme er så fjernt. Dens kærtegn synes at skulle være så varigt, så insisterende er den i sin væren og lader os glemme i de øjeblikke, hvor den favner alt. Sådan er sommeren, dens sødme findes ikke bedre.

Med styrke indtræder efteråret. Viljen er uomtvisteligt dens egen og med magtfuldt vedkommenhed hersker den alt den rører. Det der var, glemmes nu i øjeblikke af eksperimenterende kraftfulde udtryk. Den kan ikke stilles i bero, kan ikke gøres helt tilfreds, før erkendelsen af dens overtag er komplet. Man møder den friske vind, man forsøger at tæmme dens stormfulde essens, om end det til alt held jo er nytteløst og ved erkendelsen ens underdanighed mod denne mastodont af kræfter, må man give slip og bare lade sig rive med. Sådan er efteråret, hvis styrke ej kan betvivles.

Vi ved hvad der kommer, med den første morgen hvor frosten giver sig til kende. Dens skønhed og ynde kan ikke sidestilles med noget andet. Fnug falder og kilder isner. Hvor vinteren tager sit greb, efterlades vi med drømme om dens modsætning, dog er den så smuk og ren i sin væren, at vi må beskue den og beundre dens klarhed. Den kan virke urørlig og skræmmende når den med en vigtighed pointerer hvor opslugende den faktisk er, dog drages vi af, at dens udtryk er så skarpt, at vi må lukke øjnene, bare en smule. Sådan er vinteren, der med sin kølighed holder os i ave.

Nyd variationen

 

Hej Nihil.

Smukt skrevet, Som jeg læser det Livets op og nedture Og de forventninger vi har, Om det levende liv. Ja jeg ser en masse i din tekst. Fx. Når man føler glæde, afsavn, vrede,og ikke mindst optimismen, om at, alting nok skal blive godt igen. Ja kan selvfølgelig tage fejl. Men det minder mig om tidligere skriv fra din hånd. 

Prøv Nihil, at se min tankegang her. Forestil dig, at du kunne gøre med dit liv, hvad du vil. At du kan gøre dit liv til det, du gerne vil. Hvad ville du så gøre? Her tænker jeg på de 4 årstider som du skriver.

Jeg tænker, at måske kunne svaret være, at du ville nyde livet mere, stresse mindre, fordybe dig i ting, du holder af, slippe for ting fra fortiden, der tynger dig eller nyde samværet med andre. Du må meget gerne sige, hvis du syndes jeg er helt væk i min tolkning her. Forestil dig så, at der ikke er noget, der hindrer dig i at gøre det. Det, det kræver, er, at du er villig til at give slip på dine gamle mønstre og være vedholdende i din søgen efter det liv, du gerne vil have. Og så lever det. Du ved Carpe Diem. Ja livet er ikke altid nemt at leve. Men man, skal heller ikke hænge sig i fortiden. Sket er sket, og det kan vi ikke ændre nu. uanset hvor hårdt det har, været.

Livet går jo, op og ned, ligesom en rutsjebane tur. Hvis vi desperat kæmper for at holde os oppe på toppen, hvor vi synes, det går godt, og kæmper for at undgå, at livet også går ned,

så vil mennesket på et eller andet tidspunkt, opleve meget smerte, hver gang turen går nedad. Du/jeg/Vi kan i stedet vælge at anskue tingene på en anden måde og prøve at læne os tilbage og nyde hele turen, både når det går op, og når det går ned. Så behøver vi ikke længere at have en masse energi bundet i at være bange for, at det går nedad. For det gør det. Vi kan desværre ikke altid være på toppen, uanset om vi higer efter det.

Det er en del af livet. Så kan vi i stedet frigøre denne energi og bruge den på at leve og være til stede i nuet. Og nyde at være glade, når vi er oppe på toppen af bakkerne, og være til stede og kede af det og åbenhjertige, når det går ned. Igennem, at italesætte vores nedture. Kan vi reflektere over det, få hjælp eller give hjælp til dem som er nede.

Ja Nihil håber det giver en smule mening det, jeg har skrevet.

KK

[Nihil 435]

Hej KK

Måske jeg skulle have stået ved min oprindelige titel, og bare kaldt tråden: Fire glædespiger på min vej. Du samler puslespil i offentlig skue, af mig og ikke teksten virker det til. Jeg er klar over det er svært, at betragte og vurdere en tekst, uden at mere eller mindre ubevidst, inddrage ophavsmandens historik, tidligere skriv og kendskab til denne person. Dog må vi efter min mening altid gøre forsøget for, med ildhu og ihærdighed, at tillægge værdi i sig selv uden forudindtagede holdninger.

Så, jo til tider melankoli, men også bekræftigelser, af sublime stunder, af forskellige kvinder, med forskellige tilgange til samvær af den seksuelle art, af deres styrker og svagheder, af min begejstring over oplevelser med dem, af variationen der findes derude.

Derfor KK, læs igen og abstraher fra Nihil om muligt. - Cheer up! -