Musik er noget mærkeligt noget. Det kan fremkalde minder, følelser, billeder i sjælen, stemninger man slet ikke var klar over man kendte til. Samtidigt har jeg lagt mærke til at mine musikalske preferencer skifter både med alderen men også hen over året, dagen, ugen.

Noget musik, der virkelig stadig kan stå distancen (er nu tæt på de tre snese) er (nævnt uden nogle former for prioriteringer):

Frank Zappa: Willie the pimp (violin-introen med Captain Beefhearts stemme fulgt efter af en guitarsolo, der slår de fleste andre guitarister hjem til start)

Frank Zappa: WakaJawaka (BigBand rock)

Bob Dylan: Simple twist of fate (Lyt og gå om bag ordene)

Bob Dylan: Just like Tom Thumbs Blues (En smuk og dejlig sang)

Amy Winehouse: Back to Black (Sort kærlighed)

Mozart: Tryllefløjten (Paminas arie Ach ich fühl's)

Verdi. La Traviata Brindisi (Livsglæde i denne tragiske historie om demimonden)

Richard Wagner: Tristan & Isolde. Isoldes Liebestod (Isolde synger over Tristans lig, synger livet ud af sig selv)

Jimi Hendrix: Castles made of sand.

The Doors: Love Street

It's a beautiful day: White bird

Jeg kan blive ved. Musik er balsam for sjælen og når man når en hvis alder opdager man, at man kan have et helt livs soundtrack kørende og at musik er så vidtfavnende at der altid vil være noget man ikke har hørt før og at al musik kan give følelser og oplevelser. Musikken er som Ian Anderson synger i Thick as a Brick: "I may make you feel, but I can't make you think"

Dagens musikforslag: Den trofaste hustru af Schierbeck, findes i en pragtfuld udgave med Inger Dam Jensen

Da jeg var 15 år ramte grungen verden. Det var et meteornedslag i mit musikunivers - Smells like Teen spirit - af Nirvana, var omstyrtende for mig. Højt hår døde den nat, ikke flere spandexbukser eller glimmer på trommerne og det var herligt. Jeg hører det til stadighed og finder nydelse i det.

Senere i livet bliver man nogle gange lidt mere rund med alderen, eller nedtonet er måske bedre. Da jeg hørte - Picture in a frame - med den fine Tom Waits, var jeg også solgt. Det var indgangen til en lang rejse ind i et underligt univers, hvor intet er som det synes. Formidabelt i min bog.

Mit bud er  Deep Purple.

Child in time  og Lazy fra Made in Japan livealbummet.

Citat

fantastisk

 

Megen god musik foreslås i denne streng.

Men tænk: Bob Dylan får årets Nobelpris i litteratur. På tide, er vi nogle der mener.

Tænk på:

Blowin' in the wind

Like a Rollin' stone

Mr. Tamborine Man

All Along the watchtower

Simple Twist of Fate

Hurricane

Masters of War

Åh ja listen er lang. Enkelte af hans sange kunne i sig selv retfærdiggøre en Nobelpris, men i dag tildeles Nobelprisen mest til en kunstners samlede værker, men også her er Mr. Zimmerman værdig.

I min brandert kan jeg ikke finde links, men mon ikke de alle er i flere udgaver på youtube. Find i sær Hendrix's udgave af All along the Watchtower eller Like a Rollin' Stone.

Venligst (nostalgisk berusede) OT

jp skrev, for 3 minutter siden:

Super ramt. THX

 

hm.. Lige nu, på denne årstid må det være englen:

"Autumn leaves" ..altså hun er jo bare.. Devine.

 

Så nærmere vi os også tiden til en af mine all time favorites

Fauré er nok.. ok måske sammen med Bach, min favorit

Max Richter selvf.

 

og så har jeg et eller andet for Olafúr Arnalds.. Jeg får sent fri fra arbejde når jeg har været i Rødovre og underholde mænd  Olafur følger mig altid hjem.

 

 

 

Og der står jeg jo så - lige nede i publikum

 

Bedste rockband ever

 

Bedste livekoncert jeg har været til

 

jeg kan takke Monte for at jeg har fået ørene op for

og

men ellers det meste, og noget "hippie" agtigt harpe musik fra Andreas Vollenweider

Jesper 1968 skrev, for 2 minutter siden:

jeg kan takke Monte for at jeg har fået ørene op for

og

men ellers det meste, og noget "hippie" agtigt harpe musik fra Andreas Vollenweider

Skal i også på nudistcamp sammen til sommer?

 

Claire skrev, Lige nu:

Skal i også på nudistcamp sammen til sommer?

 

Ja vi ligger i nudist området til Skanderborg  festival - i et stort telt - i fælles sovepose

Oh, jeg er med på Ólafur! 

Soap&Skin er også særlig fin. Jeg er i særdeleshed glad for musik, der med sin stemning nærmest i sig selv kunne være skyld i en depressiv tilstand. 

 

 

 

 

Og, og, og...

 

 

Selv tak!

Redigeret 16. Oktober, 2016 9 år af Iscenesat Virkelighed

Ej okay, I får lige en sidste! Mest fordi videoen er helt, helt vidunderlig.

 

Redigeret 16. Oktober, 2016 9 år af Iscenesat Virkelighed

Iscenesat Virkelighed skrev, for 6 minutter siden:

Oh, jeg er med på Ólafur! 

Soap&Skin er også særlig fin. Jeg er i særdeleshed glad for musik, der med sin stemning nærmest i sig selv kunne være skyld i en depressiv tilstand. 

 

 

 

 

Og, og, og...

 

 

Selv tak!

 

 

Ikke fordi hendes musik falder voldsomt meget i min smag, men åhhhhhh hvor Ruby Rose går fuldstændig i underlivet på mig   Hun er så tæskelækker og gav mig den største lyst til at blive storforbryder, i den 4 sæson af "Orange is the new black". Arhhhhhhh men ku godt da  

 

Iscenesat Virkelighed skrev, den ‎17‎-‎10‎-‎2016 at 00:18:

Ej okay, I får lige en sidste! Mest fordi videoen er helt, helt vidunderlig.

 

Nej hvor er den fedddddd ! tak Gad hvide hvad hun siger ca 4 min inde og hvordan skjuler de tato ted video tak JP

Jeg vender tilbage til trådstartens tema. Musik der fænger fra dag ét og bliver ved med det.

 

Jeg lagde ud med Cannibals. Min nr. 2 ville have været If I were A Boy med Beyoncé, men der kom Mr. Swing mig i forkøbet.

 

Jeg går videre. Roy Orbison er en af de få med en stemme der kunne måle sig med Elvis Presleys. Hans repertoire var dog lidt mere afdæmpet og følsomt. Drømme indgår flere gange i teksterne.

 

Denne her som har hængt i mit øre fra første færd, er lidt atypisk for Orbison. Den er ikke afdæmpet, hverken i musik eller tekst. Den er faktisk aggressiv. Følsom kan man vel godt kalde den, men på en anden måde end ellers hos denne kunstner.

 

 

Fran skrev, den 3/9/2015 at 15:23:

Jeg har det sådan med musik at der noget jeg finder glæde ved allerede første gang jeg hører det, mens der er andet som jeDe numre jeg falder for fra starten, fænger mig som regel mindre efter et stykke tid. De bliver ligesom slidt. Men der er enkelte som jeg er vild med fra første færd, og hvor det holder sig.

Sådan har jeg det Moonlight Shadow med Maggie Reilly, vistnok fra 1982.

 

Lana Del Rey, fantastisk musik og en stemme så sensuel, at man bliver helt slap i knæene.

Og kyssetøjet ikke at forglemme, klasse.  

 

BX, året var 1983.  

Eric Clapton's Tears in Heaven

Metallica's Nothing else Matters.

slayer

Hanneman fortjener sgu også en Nobel!

Redigeret 28. December, 2016 9 år af LongJohn

slayer

Hanneman fortjener sgu også en Noble!