Nihil 435 Skrevet 7. September, 2018 Døm mig blot, for jeg benytter, forbruger og bruger af den intimitet, der for en, engang var uskyld og sjælden rørt. Nu er det sket. Husk på, også jeg var netop det, jeg fornægter, gennem år, gennem tænkt tanke, gennem sår, ender jeg der, hvor du og jeg hinanden slægter. den sagte Kastevind fra hendes skød da også Jeg, forbliver forblændet en sanselig genvej, gennem sødmens kød den krop, den tanke der er ukendt forvænnet Så jo, døm mig endelig, mens jeg tøver over, om tanken skal til ende tænkes. Jeg der drager af at drages, mod kroppe der mødes og kun med det for mål, mens den forfladigelse, så grum, så selvforskyldt og dum, fødes. Vi, der i drømme forfører forføres af os selv. Jeg dømmer mig, og dermed også du. Med blottet nakke vil jeg bøjes, af handling gjort og ikke ord på sort. Der hvor jeg ender, skal du begynde - med tilløb og de forbandede skyklapper. Vi er kønne, når vi fortrinsvis livet lapper. Perifert delte de smil og blikke da de mødtes underneden Turde han udveksle hendes øjnes skær Burde hun nu, igen, et mundvig løfte Så døm mig blot, men spejl dig også, idet du vægter.... 2 1 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg