Kulinariske tilgange

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Der var denne mand, der ej formåede at sammensætte ingredienser til et tilfredsstillende måltid. Om end dette og at denne kendsgerning var en empirisk sandhed og erkendelsen af denne var et ofte blødende sår for ham, eftersom denne mand var betaget og draget af nydelsen som en yppig indtagelse af den finere kulinariske madlavning kunne byde ham. Han vedkendte sig sine mangler. Dog ville han ikke undsige sig, i hvert fald dra tid til anden, at konsumere den spise der var tilvejebragt med megen møje og omhu. Derfor havde han valgt, at når overskuddet var til det, måtte han drage i byen for at indtage det måltid, han sådan prisede, men ej selv kunne tilvejebringe. Det var det luksuriøse, uforglemmelige måltid han higede efter, med de fineste ingredienser, sammensat på ypperste vis.

Der var også en anden mand. Denne mand evnede selv, at sætte et spiseligt måltid sammen. Ikke af den fineste kulinariske kaliber,  men dog altid et tilnærmelsesvis solidt måltid. Desværre skete det dog sjældnere og sjældnere, at han satte sig for at kokkerere, da han var doven af natur. Han måtte således bestille maden udefra. Det kunne være pizza, sushi, thai og en enkelt gang endog dansk smørrebrød. Gennem tiden udviklede han et sindrigt system, for ikke at spise det samme for ofte. Hans passion for bragt mad voksede og da udvalget var stort,  kunne han fortsætte denne praksis med en næsten ny ret hver dag. Alle brochurerne fra de forskellige spisesteder gemte og katalogiserede han. Mere doven var han dog ikke.

Så var der en tredje mand, for hvem en velpolstret buffet var lykken. Han nød hver gang, at gå mod bordet hvorpå alskens retter var, mere eller mindre fint opstillet. Denne mand var umættelig og kunne spise og spise. Han havde erkendt med sig selv, at en enkelt ret på en enkelt tallerken aldrig gjorde ham tilfreds. Han havde derfor opsøgt de steder, hvor buffeten var mest prangende;  til den bedste pris naturligvis. Han sad ved indtagelsen af disse måltider ofte ved langborde med ligesindede. Således kunne de alle smage den samme ret på samme tid. Der spiste han til gan segnede, da hans behov for alskens slags mad, på en gang, ej kunne tilfredsstilles på en almindelig restaurant. Hans betagelse af mad var så stor,  at hans begrænsede evner i sit eget køkken slet ikke kunne sætte hans sult i bero. Således måtte han rejse vidt og langt for at finde de fyldigste, bedste buffeter.

En fjerde mand havde fra barns ben altid lavet sin egen mad. Han frasagde sig, at købe færdiglavet mad, ude eller hjemme, da han jo nød processen i at forvandle simple, om end kvalitative ingredienser til et måltid, som han derefter kunne konsumere med megen velbehag. Denne mand havde en yndlingsret, som han ofte, ja næsten altid lavede og selvom nogle ikke forstod denne fascination af retten, nød han bpde at tilvejebringe den og spise den gang på gang.

At indtage føde er et behov vi er nød til at dække. Når sulten trænger sig på, må vi svare den. Tilgangen er ligeså differentieret som mennesker er det, facitlisten er heldigvis en ubekendt størrelse, men vedkendelsen af ens drift burde ej være det.

God appetit.