Et sælsomt sted

                Engang var jeg på en kommerciel kunstmesse i Paris. Nuvel, der var prægtige værker på udstilling. Store navne inden for billedkunsten, men hvem og hvad synes at fortabe sig i glemslen. Det var nu heller ikke disse anerkendte malerier og skulpturer der fængede mig. Nej, jeg brugte aftenen på, at betragte mennesker. Paris virkede sælsom den aften. De mest flamboyante, outrerede personer havde fundet vej til netop disse haller. Ikke bare fra byen selv, men fra det meste af Europa. Der var tyske gloser, italienske gestikulationer og et alvorsudtryk på en mand, der sammen med de slaviske ansigtstræk, lod tankerne flyve østpå. De havde samlet sig her, en mandsperson i fuldkropslæder, der var blodrødt. En kvinde med håret opsat så højt, at det burde falde sammen, bare af hendes undertrykte latter. Et par, hun højere, ja en fod mindst, end han, med matchende smykker, der velsagtens var af en vis karat, iøjnefaldende var de i hvert fald. Hvorfor var de her? Hvad havde bragt dette rend af koloristiske personligheder sammen, disse farver, disse udtryk, denne flade af indtryk. En, tydelig velanset type, tog positionen. Den var åbenbart essentiel at kunne. En fod lidt foran den anden, champagneglasset i højre hånd vendt ind mod brystet, mens venstre hånd med forfinet vigtighed pegede mod et værk. Lidt tilbagelænet, dog med hagen op. Denne positur gjorde altid, at de omkringstående blev tavse. De indtog så den rette lytningspositur. Den ene hånd ved munden eller under hagen og den anden i siden. De var, virkede det til, dog hele tiden på vagt over for ikke at give uddelt opmærksomhed til den der talte. Sådanne spil kørte i hallerne hele aftenen. Man kunne dreje om et hjørne, se sig om og kun deres tøj, håropsætning, hatte var forskellige fra den scene man netop havde betragtet før. De var opkøbere. De var kritikere. Jeg havde forvildet mig midt ind i dette moras. Lavede de kritik, købte de noget. Måske nok, men det var ikke det mest essentielle den aften. Mens de der stod og pegede på et maleri eller en skulptur, så udtrykte de en enkelt sætning, så velkonstrueret, så gennemtænkt og med en sådan styrke, at de tilhørende sagtens kunne forstå dens vigtighed. Således var de der for, at være der og blive beskuet der. De forsøgte at overstråle værkerne, de forsøgte at centrere sig i en sfære af vidunderlighed. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg nød det. Jeg, udmattet af alle indtrykkene, måtte begive mig tilbage til hotellet. Da jeg stod foran spejlet på hotelværelset, opdagede jeg med glæde, at jeg nu havde en fuldkropslæder sag på og mit hår var opsat så højt, at det kunne vælte ved den undertrykte latter jeg nu måtte give hen til.