Surt opstød om professionalisme

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Efter et par uheldige besøg for mig, sidder jeg overvejer hvad professionalisme egentlig består af inden for dette univers.

Jeg undskylder allerede nu, om jeg kan lyde en kende forsmået i det følgende.

 

               De sad nu der, rundt om cafebordet og fik hver især deres ønskede drik, hende, den yngste af de to, med en fyldig latte, der ved første lille sip, efterlod spor af mælkeskum på hendes overlæbe. Hun trak blikke, ikke for hendes mangler i lattedrikningens kunst, men fordi hun var yndigheden selv. Den spæde ungpigekrop, hun ikke lod skjule bag den korte kjole, der sad stramt om hendes former og efterlod mangen en mands fantasier, der, ved cafebordet. Den, om end ej mindre skønne, blot ældre kvinde, sad og drejede sin espresso på servietten.  Hun var fyldigere i form, men trak ligeså mange blikke fra de forbi farende mænd, dog var hun mere diskret klædt, og nød det subtile i denne fremtoning. De var begge prostituerede og havde kendt hinanden gennem en rum tid. Cirka en gang om måneden mødtes de til en kop kaffe, og udvekslede historier.

              I bund og grund kunne de ikke lide hinanden og brugte denne månedlige seance til, at komme af med frustrationer der havde bygget sig op. De vidste begge hvad der skulle ske. Det var en redundant samtale de førte. Hvem startede dog. Den yngste af de to sad og stirrede ned i, den nu halvtomme kop, mens den ældre kikkede ud over pladsen, og forsøgte at finde et fikspunkt, noget konkret at se på for at samle tankerne. Stilheden mellem de to blev for meget for den yngre af dem, og efter at have rørt behændigt i koppen med en ske, sagde hun vedkommende tørt,” kan du huske den gang du sagde til din kunde på en escortdate, at du egentlig var træt, at du egentlig var udkørt?” Hun fortsatte, ”det er sgu da ikke i orden, du er vel klar over, at en to timers aftale der sent om aftenen koster lige så meget for din klient, som en eftermiddagstur”. Det blev sagt med spydighed i stemmen og det var tilsigtet. Den anden rømmede sig, tog resten af espressoen i et hug og svarede med en sagte, dog utvetydig klar stemme,” tjo, hvad med dengang du var på klinik og ikke havde lavet dit forarbejde? Tænk”, forsatte hun, ”at ringe afbud til en kunde et kvarter før og sige du har flyttet hele arrangementet, hvor langt var det? 10 km? Til et hotel, du ved vel godt at nogle ikke gider hoteller, eller hvad? Og hvad var egentlig din grund for, at flytte hu hej vilde dyr der?”

            Stilheden indfandt sig snigende igen. De havde begge solbriller på og forsøgte ihærdigt, ikke at skulle ses se på den anden. ”Ha”, sagde den yngste så pludseligt, ”hvad med den stamkunde du havde, var det der du tændte for tv’et og hyggesnakkede dig igennem en overnatningsaftale, måske tager du det lidt for givet min ven”. Den ældre af de to tog solbrillerne af og svarede kyndigt” og du er bare misundelig , som om du ikke bare ligger der og forventer, at dit ydre gør arbejdet, du forbliver i troen om at ungdom er service nok. Vent du bare, en dag må du tage arbejdshandskerne på, når dine rynker, og jo, jeg kan allerede se nogle, indfinder sig”. Den yngste smilede og svarede med det samme,” du projekterer dine mangler over på mig, som sædvanligt”. Samtalen var slut der, det var som det plejede. Et kindkys senere gik de i hver sin retning, begge med et smil på læben og en ny aftale i sigte næste måned.