De forbandede tuscher

[Nihil 435]

• 
• 
• 

Så det kom til dette, at han nu sad foran det blanke papir, med kun en tegnepen tilbage. Han havde haft tre. De havde været forskellige ja, hver i sær kunne de komplimentere hinanden til det givne motiv der nu havde trængt sig på. En ville sætte sit umiskendelige mærke ved tykkelsen af den tegnede streg, den ville dominere og være i sit udtryk påtrængende ved et hvert givent strøg over papiret. Den ville gennem eksperimenterende udfoldelser præge det valgte fokus. Den ville centreres og kun gennem hårde streger kom den virkelig til sin ret. Den var nu blevet væk, tabt og ikke mindst mistet, hvilket havde efterladt tegneren med blot to penne.

Den anden havde været mindre krævende i sin håndtering, den havde ikke været nær så kraftig i sit udtryk, men på egen vis havde den været om end mere besnærende. Blødere og mindre skarp i sin streg, knap så herskende i sin gang over det hvide papir, men til stadighed ved den rundere fremtoning, ikke af selve den tegnede streg, men af hele dens lettere dans over materialet.  Den havde nu knækket spidsen, han havde trykket for hårdt med den mod papiret, det var hans egen skyld, og den var nu ikke længere brugbar for tegneren.

Her sad han nu med den sidste pen. Turde han sætte den mod papiret, eller havde han gennem tegningens emperi , fået nok af dette, at tegne. Hvad om den blev forlagt, midt i et halvfærdigt billede, hvad om han nu i hans iver endnu engang ville kunne komme til at miste grebet og knække den spids hvori blækket møder papir. Jo, det var ikke blot den allersidste tusch, som der lagde på bordet ved siden af blokken. Det var også den han havde mest kær. Den der havde bragt ham de mest fuldendte tegninger, den der havde gjort ham bedre end han egentlig var. Så her sad han nu fortvivlet over risikoen ved at lade blæk møde papir, ved at tegne med denne pen, kunne han ikke frasige sig tanken om at også denne tusch ville forgå. Kunne han overvinde den tvivlen, der jo ville gøre selve skabelsen af værket utilstrækkelig, og sætte pen mod papir, eller havde han denne, den sidste så kær at den ej mere kunne benyttes til det formål hvormed den jo var skabt.

Det er det med tuschpenne er at de løber altid tør for blæk. Efter en tegner har kæmpet mod det hvide papir, har været opslugt af processen i at animere, har nydt værket, for derefter at lægge tuschen fra sig, opdager han gerne til sin store fortrydelse at den nu er tom for blæk. Det ville også ske med denne sidste pen, og hvad var der så tilbage? En tegning på væggen, en skitse i en mappe. Kunne tegneren skue disse og erindre selve oplevelsen af skaberværkets vidunderlighed om og om igen?. Det overvejede tegneren, mens han smed de tomme tuscher i skraldespanden. Han tog sin jakke på og gik ud for at købe nye.

[Nihil 435]

Hyggen spreder sig og dette indlæg også dertil-

Administrationen har ment at, omend man rejser spørgsmål om:

• Forbrug og smid ud også gælder i forhold til de kvinder/mænd der sælger sex, og deres kunder.(jo det er en fiktiv identitet man mødes med, men alt har en grunding før man bygger på).
•  Man kan betegne noget som helst i denne branche som et kvalitativt forhold ud over det fysiske forhold.
• Hvor dybt kan man grave før man møder det virkelige.
• Kundens frygt for, at blive for involveret i en kvinde og ikke kvinden som sådan.
• Glædespigens frygt for akkurat det samme.
• En abstrakt tanke om, mindet er alt for flygtigt. Og om alt er, så bliver selv det tolket og behandlet og står aldrig klart.

 

Kan I have en hyggelig aften alle sammen, mens jeg halverer mit alvor ti-hundrede procent - (Bob Hund).

[Gæst]