Monogami - et romantisk ideal... eller..?

[Guest Smuk Enlig Mor]

• 
• 
• 

... Når du virkelig elsker en, så ønsker du, at den anden skal være fri og ej undertrykt...

 

- Derfor lægger jeg også meget vægt på, at det, i parforholdet, hedder "kær" og "lighed"...

 

Men hvad er kær-lighed i et parforhold, og hvad er den mest rigtige form for parforhold for dig og hvorfor..?

 

De fleste af os lever med visheden om, at det ideelle parforhold automatisk udelukker, at man samtidig kan, og bør, have tætte følelsesmæssige forbindelser - endsige seksuelle eventyr med andre end sin primære, udvalgte partner...

 

Men er ovenstående ikke blot et romantisk ideal, som er dybt forankret i vores kultur og dermed meget, meget svær at pille ved..?

 

Selv kender jeg ikke svaret, og der findes ej heller et entydigt svar, da det afhænger af vores individualitet...

 

Jeg har selv udelukkende stiftet bekendtskab med de "almindelige" monogame parforhold, og her følte jeg mig fastlåst og begrænset, så tanken om et dynamisk/åbent forhold, hvor jeg er fri til at dyrke mine varme følelser, samt min seksualitet, på andre måder end med min primære partner, virker ret besnærende...

 

Selv tror jeg ikke på, at monogami er det mest naturlige for os mennesker. - Ej heller i biologisk forstand for menneskeheden...

 

Jeg tror på, at monogami er en beslutning, man tager for at "passe ind" og være en del af normen, for det ER en menneskelig præmis at blive tiltrukket af andre end sin primære partner...

 

Så er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?

 

- Og er det vigtigste ikke at være AUTENTISKE sammen - fremfor at være ALT for hinanden..?

 

Lørdagskrammer fra SEM

 

PS. Der bør udvises respekt og rummelighed for hinandens holdninger og meninger. Så personhetz og fordømmende adfærd bør undgås.

 

 

[an2n 50865]

Normen siger monogami - Men for F.... hvor er det svært . . . 

 

Hvorfor får vi altid hug, hvis vi samler appetit ude i byen, men spiser hjemme . . . DU MÅ IKKE KIKKE på andre . . 

[Naboen 622]

Vil, da lige give mit besyv med i denne debat *s* 

 

For mit eget vedkommende , så forholder det sig sådan at jeg med årene er blevet mere hmm frigjort , 

 

Det første forhold , der var jeg overvågende , ville ikke have hun tog i byen og gud nåde og trøste mig , hvis hun flirtede med andre , det var et klart NO go i min verden ... dengang.

 

Andet forhold , der var jeg fuldstændig vanvittigt forelsket , men hun var umådelig god til at vise mig , at det var mig hun var sammen med , så deraf var  den lille grønne djævel på skulderen , fomindsket i betydelig grad , dog kunne jeg da stadig mærke "stikket" hvis det var en veltrænet og flot fyr der lagde an på hende, men igen , den daværende gjorde sit bedste for at vise hun hørte til hos mig.

 

Der kom så et par forhold hvor kærligheden ikke var lige så gensidig fra begge sider , forstået på den måde , hun fortalte hun elskede mig , men når vi var ude i byen , så flirtede hun til højre og venstre , modtog adskillige drinks og "glemte" Mig , så deraf blussede jalousien op i mig igen.

 

Det seneste forhold , der var jeg igen tilbage i et hvor vi begge igen huskede hinanden og var MEGET bevist om at vi "tilhørte" hinanden  og deraf forsvandt Jalousien igen når der blev flirtet til højre og venstre.

 

Hvor vil jeg så hen med dette , jo ser du , det jeg mener er , at hvis man nu husker på at vi alle har behov, vi har alle brug for at blive bekræftiget , vi vil alle have af vide vi er lækre , dejlige , sexede , etc etc , så for mit vedkommende , så er jeg også nået til det punkt , eller har måske uden at vide det altid været det , at HVIS min næste ønkser at se andre , flirte enddog have sex med andre , så er det ok , så længe hun beviser overfor mig,  at det er MIG hun vil bo sammen med , det er mig hun vil generelt  og at hun så nogle gange får lysten til at prøve andet , som jeg selv får , så er det ok .

 

Måske , endda , dele oplevelser , det ville jo heller ikke være af vejen  

 

 

Håber ikke det var alt for rodet *g*  

 

[kanonkongen 34395]

... Når du virkelig elsker en, så ønsker du, at den anden skal være fri og ej undertrykt...

 

- Derfor lægger jeg også meget vægt på, at det, i parforholdet, hedder "kær" og "lighed"...

 

Men hvad er kær-lighed i et parforhold, og hvad er den mest rigtige form for parforhold for dig og hvorfor..?

 

De fleste af os lever med visheden om, at det ideelle parforhold automatisk udelukker, at man samtidig kan, og bør, have tætte følelsesmæssige forbindelser - endsige seksuelle eventyr med andre end sin primære, udvalgte partner...

 

Men er ovenstående ikke blot et romantisk ideal, som er dybt forankret i vores kultur og dermed meget, meget svær at pille ved..?

 

Selv kender jeg ikke svaret, og der findes ej heller et entydigt svar, da det afhænger af vores individualitet...

 

Jeg har selv udelukkende stiftet bekendtskab med de "almindelige" monogame parforhold, og her følte jeg mig fastlåst og begrænset, så tanken om et dynamisk/åbent forhold, hvor jeg er fri til at dyrke mine varme følelser, samt min seksualitet, på andre måder end med min primære partner, virker ret besnærende...

 

Selv tror jeg ikke på, at monogami er det mest naturlige for os mennesker. - Ej heller i biologisk forstand for menneskeheden...

 

Jeg tror på, at monogami er en beslutning, man tager for at "passe ind" og være en del af normen, for det ER en menneskelig præmis at blive tiltrukket af andre end sin primære partner...

 

Så er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?

 

- Og er det vigtigste ikke at være AUTENTISKE sammen - fremfor at være ALT for hinanden..?

 

Lørdagskrammer fra SEM

 

PS. Der bør udvises respekt og rummelighed for hinandens holdninger og meninger. Så personhetz og fordømmende adfærd bør undgås.

Hey SEM pigen.

 

Når man elsker, elsker man på forskellige måder. Og det der jo ikke noget i vejen med. Så længe man er enige om dette. (og her snakker jeg ikke om besøg hos gpére, da der kan være faktorer hvorfor, man ikke fortæller konen/manden det. Dog er der mænd der har en kone der giver lov. det er sku respekt i mine øjne)

 

Jeg tror bestemt ikke nogen er født monogame. Det handler i bund og grund om, at videregive sine gener. Ja måske lidt sort hvidt. Men for de par der kan leve sammen i tykt og tyndt i 60 70 år det da super flot. Og har den dybeste respekt for dette.

 

Det paradigme skift der er sket i samfundet siden de glade 60ére hvoor alt var frigjort. Er kommet for, at blive. De unge i dag ser ikke jeg selv som monogame. Bare et postulat jeg, kommer med. 

 

Når man er par, og man er enige om, at monogami ikke er tilfældet så må det jo være dejligt, man kan leve det liv man vil. Så længe ærligheden og respekten er med i det. Jeg tror heller ikke jeg kunne være monogam fristelsen ville blive for stor, for mig. Nu jeg så single, og har ikke de kvaler at, tænke på. 

Og i et parforhold, er det vigtigste nok at være meget ærlige overfor hvad man ønsker, man ikke griber sig fast på en illusion om, at alting er godt. Man må aldrig tage hinanden for givet. Man skal give hinanden plads.

 

SEM, kan du have en fantastisk lørdag.

 

kram.

 

KK

[Gæst]

Mine kærester må kigge, snakke, kysse, smage, knalde osv alt det de vil, men så har vi en aftale om åbent forhold hvor også jeg nyder disse fristelser. Og nej mit job er ikke det samme...

Har vi en aftale om det modsatte, så er jeg 100 % tro og forventer det samme omvendt. Smutter det, vil jeg fortælle det ( og gerne vide det selv) og derefter tage stilling til om tilliden kan klare at fortsætte.

Da jeg jo er i et job, hvor 90 % af mine gæster er gifte, ja så er jeg jo ikke naiv og tror dette ikke kan ske for mig, men jeg mener også, at der må være en form for gensidig respekt for hinanden og den måde man lever i sit forhold på, så begge partner ved hvor de står som udgangs punkt. Jeg ville da ikke såre min partner med, at kysse en i byen eller andet hvis jeg vidste det ville gøre ham ked af det. Så mit ansvar for mit liv og forhold, er jo at melde ud der hvor jeg står og hvad jeg ønsker af det forhold... Jeg kan begge dele og det kommer meget an på manden, hvilket et forhold jeg ønsker... Ud fra det ligger jeg de følelser i det, som gør at jeg har mig selv med og passer på mig selv...

Min skønne sjæleven siger altid , at der er mange former for kærligheds sprog og kærlighed. En til dine børn, en til dine forældre, en til dine venner og forskellige slags til dine kærester/ ægtefælle , b- venner osv... Så det handler vel dybest set om at finde et kærligheds sprog begge kan leve med?? Alt dette ved sexologen mere om, så smid hende en pm hihi ( sonja)...

Jeg er sådan indrette, at når jeg elsker nogen, så gør jeg det for livet. Meget få men de bor i hjertet og jeg ved det er meningen jeg mødte dem smil. Meget skal der til, før jeg trækker min kærlighed tilbage, så mit krav til de jeg lukker ind, er altid, lad mig elske dig som jeg ønsker og det samme omvendt... Selvfølgelig har jeg de der ting der er no go, som vi alle har- lyv ikke for mig, vil heller såres af sandheden end ødelægges af løgnen..., døm mig ikke på mine skyggesider, behandle mig ikke respektløst eller som en selvfølge, stop mig ikke i kasser after eget behov...

Det med kærligheds forhold finder jeg personligt vist aldrig en " god opskrift" på, så tager det som det kommer og bliver ved med at øve mig i , at blive i mig selv og huske, at det bedste jeg kan give og modtage, er at sætte fri og blive sat fri. På den måde kan jeg / manden være sig selv tro og kærligheden få næring.. Giver det mening for jer også?

God weekend og mange karma kys til jer

[an2n 50865]

Line

 

Ville næsten ønske at man kunne give x antal stjerner for et indlæg, men ville nok være svært, da nogen jo nok ville over-favorisere yndlingspigen - Her ville det være 10 ud af 10 

 

PS - Har ikke besøgt Line (Endnu) 

[Guest Smuk Enlig Mor]

Mine kærester må kigge, snakke, kysse, smage, knalde osv alt det de vil, men så har vi en aftale om åbent forhold hvor også jeg nyder disse fristelser. Og nej mit job er ikke det samme...

Har vi en aftale om det modsatte, så er jeg 100 % tro og forventer det samme omvendt. Smutter det, vil jeg fortælle det ( og gerne vide det selv) og derefter tage stilling til om tilliden kan klare at fortsætte.

Da jeg jo er i et job, hvor 90 % af mine gæster er gifte, ja så er jeg jo ikke naiv og tror dette ikke kan ske for mig, men jeg mener også, at der må være en form for gensidig respekt for hinanden og den måde man lever i sit forhold på, så begge partner ved hvor de står som udgangs punkt. Jeg ville da ikke såre min partner med, at kysse en i byen eller andet hvis jeg vidste det ville gøre ham ked af det. Så mit ansvar for mit liv og forhold, er jo at melde ud der hvor jeg står og hvad jeg ønsker af det forhold... Jeg kan begge dele og det kommer meget an på manden, hvilket et forhold jeg ønsker... Ud fra det ligger jeg de følelser i det, som gør at jeg har mig selv med og passer på mig selv...

Min skønne sjæleven siger altid , at der er mange former for kærligheds sprog og kærlighed. En til dine børn, en til dine forældre, en til dine venner og forskellige slags til dine kærester/ ægtefælle , b- venner osv... Så det handler vel dybest set om at finde et kærligheds sprog begge kan leve med?? Alt dette ved sexologen mere om, så smid hende en pm hihi ( sonja)...

Jeg er sådan indrette, at når jeg elsker nogen, så gør jeg det for livet. Meget få men de bor i hjertet og jeg ved det er meningen jeg mødte dem smil. Meget skal der til, før jeg trækker min kærlighed tilbage, så mit krav til de jeg lukker ind, er altid, lad mig elske dig som jeg ønsker og det samme omvendt... Selvfølgelig har jeg de der ting der er no go, som vi alle har- lyv ikke for mig, vil heller såres af sandheden end ødelægges af løgnen..., døm mig ikke på mine skyggesider, behandle mig ikke respektløst eller som en selvfølge, stop mig ikke i kasser after eget behov...

Det med kærligheds forhold finder jeg personligt vist aldrig en " god opskrift" på, så tager det som det kommer og bliver ved med at øve mig i , at blive i mig selv og huske, at det bedste jeg kan give og modtage, er at sætte fri og blive sat fri. På den måde kan jeg / manden være sig selv tro og kærligheden få næring.. Giver det mening for jer også?

God weekend og mange karma kys til jer

Skønt indspark, Line.

 

 Jeg er jeg imponeret over din omstillingsevne/parathed alt efter hvilken mand du får på krogen... STOR respekt!

 

- Her er jeg nok blevet en kende mere egoistisk anlagt, og på lige dét område vil jeg have svært ved at "tilpasse" mig min mand..

 

Jeg vil ganske simpelt ikke - aldrig nogensinde igen! - acceptere, hvis min kommende mand vil begrænse mig pga. hans behov og usikkerhed - det er jo utroskab - overfor mig selv!   

[Butch 5198]

"If you love somebody, set them free.

If they return, they were always yours.

If they don't, they never were."

[siddharta 599]

Jeg vil ganske simpelt ikke - aldrig nogensinde igen! - acceptere, hvis min kommende mand vil begrænse mig pga. hans behov og usikkerhed - det er jo utroskab - overfor mig selv!   

 

Kære SEM

 

Dit oplæg her i tråden åbnede for så mange spørgsmål, at jeg ikke kan overskue, hvor jeg skulle begynde og/eller slutte, men netop denne sætning, synes jeg, rammer bullseye, for umiddelbart kunne det lyde som rendyrket egoisme, men i realiteten er den et udtryk for et dybtfølt ønske om som menneske at udvikle sig som sig selv og ikke på en måde, som et udefrakommende ideal tilsiger.

 

Hold du fast i den indstilling!

 

siddharta

 

[Gæst]

Kære sem.

Egoistiske er vi alle for ellers kunne vi ikke overleve på denne jord... Jeg er også egoistisk og jeg vil heller ikke gå på kompromis med mine følelser, men jeg vil altid gerne prøve og forstå min mand ( og mig selv...) og jeg vil gerne finde løsninger hvor begge kan være glade og tilfredse i forholdet. Dette er ikke ment som , at jeg omstiller mig efter deres behov( selv om jeg er meget god til det i mit job osv) men at jeg ønsker et samarbejde om fælles glæde... Nu er jeg ikke en kvinde som sidder lårene af mine mænd- har for meget gang i eget liv, så derfor tænker jeg også, at når tiden så er til kærligheden , ja så skal det sgu være rart, sjovt, dejligt og kærligt smil. Har set mange (inkl mig selv) forhold hvor begrænsninger er kodeordet i forholdet og dette er absolut ikke min kop the, så hvis man husker sig selv og det man vil have ud af livet, så er fællesskabet vel også mere i god karma?

At begrænse et andet menneske eller sig selv ender kun med ulykkelighed og ensomhed selv mener jeg...

Så kort sagt hvis jeg føler manden er en jeg ønsker i mit liv og helt klart omvendt, så tager jeg det derfra og udfordringerne kan være mange, men stærkes af alt må og skal kærligheden være smil.

Ja det kan sgu da være lidt hårdt arbejde det forholds halløj der ikk griner..

Og nu hjem til en middag og levende lys... Det er skønt og dejligt når der er nogen der tænker på en ikk smil.

Må i alle have en skøn weekend knus og kram Line

[Butch 5198]

I forlængelse af mit citat lidt oppe i denne tråd:

Man kan "vel godt" acceptere at leve i et åbent forhold hvor den ene eller begge parter udlever sine drømme/ fantasier/ ønsker.

Når jeg skriver det på den måde, så er det fordi jeg netop lige har talt om det samme med en ven. Det fik mig til at tænke en del over emnet, og prøve på at se på et parforhold fra en anden vinkel.

Kan man holde jalousien væk?

Hvis nej, så er forholdet dødsdømt.....hvis ja, så er der grobund for at et sådant forhold kan eksistere.

Man skal dog huske på at man er i et forhold......

Dermed mener jeg at man trods alt har bestemt sig for at leve sammen, og derfor skal man også huske hvor basen er.

Så gå ud og udlev drømmene, men hvis du elsker den du lever samen med, så kom hjem igen med lige stor kærlighed for vedkommende, som du havde da du gik ud.

Redigeret 30. August, 2014 af Butch1

[Nikita Darling 11509]

Følgende skal forstås ud fra devisen, at mit arbejde lige præcis er et arbejde, og ikke har noget at gøre med utroskab eller ting i den dur.

Monogami (romantisk eller ej) er et ideal, som jeg altid har stræbt efter, for det var jo nok sådan, det skulle være. Det er jeg meget konservativt blevet opdraget til at mene.

Jeg har nu i en alder af 28 omsider erkendt og accepteret, at jeg ikke er monogam, og at det derfor ikke er et ideelt scenarie for mig.

Jeg har indgået mine forhold med den helt sande overbevisning om, at jeg var monogam, og derfor aldrig kunne finde på eller føle trang til at være sammen med andre end min partner. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg løj for mig selv - og derfor også for min modpart.

Når (og ikke hvis) jeg så pludselig kunne se mig selv i en forbudt og skamfuld rus af lyst og længsler efter en anden person end min partner, var forvirringen for mig total.

For jeg er ligeledes opdraget med, at når man befinder sig i den situation, er det et tegn på, at der er noget galt med det forhold, som man er i. Det har bare ikke altid været sandheden for mit vedkommende. Uanset hvor god en mand jeg har (og i dag har jeg den allerbedste, der overhovedet findes) så kan det nødvendigvis ikke afholde mig fra at have lyst til eller få følelser for andre.

Jeg fik på et tidspunkt en kommentar fra en veninde... Det er bare lige indtil, at du møder den rette. Hun er så monogam. Jo, tak for kaffe... For så kunne jeg jo bruge resten af mit liv på at lede efter en mand... Der ikke findes!

Jeg har tænkt, at der måtte være noget galt med mig. Hvorfor kunne jeg ikke være tro? Hvorfor var én person ikke nok for mig? Hvordan kunne jeg blive forelsket, når kærligheden til min partner er så stor? Istedet for at bekende kulør og erkende, hvem jeg er, har jeg hele mit voksne liv forsøgt at være noget, jeg ikke var. Så jeg havde altid kun to valg... Enten var jeg min partner utro - eller også var jeg mig selv utro!

Selvom mennesket grundlæggende ikke er skabt til monogami, så tror jeg på, at der findes mennesker som virkelig er monogame. Og så findes der mennesker som mig, som er polyamorøse.

Er det egoistisk? Det vil nogle nok mene. Jeg kan leve med at blive betegnet som en egoist - men ikke som en bedrager og løgner. Om ikke andet, så er jeg da i det mindste ærlig og tro mod mig selv. Jeg er i dag 100% tro. For i mit parforhold er det løgn, fortielser og bedrag, der betegnes som utroskab.

Så nej, kære SEM... For mig er monogami ikke et ideal. For så går jeg enten på kompromis med, hvem jeg er, eller lover ting, som jeg ikke kan holde.

"Når du lytter til din indre sandhed, vil du ofte erfare, at det kræver mod at følge den."

Redigeret 30. August, 2014 af Nikita Darling

[siddharta 599]

Jeg fik på et tidspunkt en kommentar fra en veninde... Det er bare lige indtil, at du møder den rette. Hun er så monogam. Jo, tak for kaffe... For så kunne jeg jo bruge resten af mit liv på at lede efter en mand... Der ikke findes!

 

 

Har vi mon her fat i noget af problemstillingen med flere og flere mænd, der aldrig får en partner, og flere og flere kvinder, der får børn uden fædre???

 

[Borende X 25043]

... Men er ovenstående ikke blot et romantisk ideal, som er dybt forankret i vores kultur og dermed meget, meget svær at pille ved..?

 

Så er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?

 

Hej SEM.

 

Nu skriver du jo atter et af de indlæg, hvor man skal til at tænke lidt "på tværs". Jeg har i en anden streng fået at vide, at jeg er "selvfed" og "belærende", men lad mig forsøge at se bort fra det:

 

Jeg tror nemlig heller ikke, at mennesket grundliggende er monogamt.

 

Hele Det gamle Testamente er jo – udover det ene frafald efter det andet – også beretningen om en god del hor. Det er muligt, at Testamentet ikke ligefrem hylder dette, men at det i "samtiden" har været et forhold, man har måttet tage alvorligt bestik af, er tydeligt, da der jo ellers ikke er nogen grund til at gøre så meget ud af denne side af tilværelsen.

 

Går vi lidt længere op, husker jeg fra latintimerne, at Cæsar omtalte briterne (?) som promiskuøse, for de bollede i flæng. Og frugterne af disse aktiviteter kunne man ikke holde regnskab med, så derfor betragtede man de børn, som en kvinde fik, som børn af den mand, som hun først fik børn med.

Meget praktisk i en tidsalder, hvor DNA-test ikke var opfundet.

 

Så vidt Cæsar, og i øvrigt var romerne heller ikke selv for "kønne" m.h.t. promiskuitet og prostitution.

Beskæftiger man sig lidt med grafitti på væggene i Pompeii, overlades der ikke meget til fantasien. Fra et værtshus kan vi således læse: "Hic multas puellas futui" – her har jeg kneppet mange piger. Og i forhold til Pompeiis indbyggerantal var der en overflod af bordeller.

Monogami og moral er ikke lige den betegnelse, man kan hæfte på den romerske kultur.

 

Det kommer ind med den kristne kirke, og i europæisk middelalder sætter den sig meget tungt på tingene.

Der lå et ønske om lydighed og social ro i samfundet, hvilket bedst sikredes igennem en moralsk disciplinering og kontrol af den enkelte:

 

Kunne man nemlig bilde folk ind, at de skulle udvise moral og askese i det jordiske for at undgå skærsild og helvedesflammer i det hinsidige, havde man nået målet.

De verdslige fyrster gned sig i hænderne ved udsigten til social ro og fremmede  lovgivningsmæssigt monogamien.

 

Næsten helt op til vore dage har et ægteskab været et økonomisk arrangement.

Man var nødt til at gifte sig for at kunne få en husholdning til at fungere. Man gik altså ikke ind i et forhold af kærlighed, men af økonomisk nødvendighed.

 

Følelser var noget, der kom på tværs af denne livsorden, og hvor ofte har vi ikke i klassiske dramaer og tekster læst om unge elskende, der stødte mod samfundets rammer og ikke kunne få hinanden?

 

Nødvendighedens lov ses f.eks i vort gamle bondesamfund.

Her giftede en gammel fæstebonde sig ofte med en helt ung kvinde, som han fik børn med, og når han stillede træskoene, var enken blevet økonomisk attraktiv for en yngre mand, som nu manglede i husholdningen.

Hun var måske ikke så attraktiv længere, men knøsen kunne så se frem til, at hun himlede, så han kunne overtage gården og fri til "naboens unge datter".

 

Og sådan kørte karusellen videre, uden at egentlige følelser var indblandet. Monogami og afholdenhed holdt på en økonomisk overflade.

 

Lurekigger vi i kirkebøgerne, vrimler det imidlertid med "uægte" børn, hvilket indikerer, at monogami og afholdenhed alligevel ikke var så entydig, som "overfladen" helst vil have os til at tro.

 

Jeg har faktisk engang set en opgørelse fra midt i 1700-tallet, hvor 38% af brudene var gravide ved brylluppet. Nu var det godt nok trolovelsen, der talte dengang, men mon ikke en del trolovelser er blevet indgået under indtryk af en graviditet?

I hvert fald efterlades man i kirkebøgerne ikke med indtrykket af sexuel afholdenhed eller monogami.

 

Men tilbage til dit udgangspunkt: "er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?".

 

Jeg tror, med henvisning til det ovenforstående, heller ikke, at monogami ligger i menneskets natur. Det er forplantningen, der er den vigtigste og største drivende kraft. Og den sikres som hos Cæsars britere ved flere "donorer".

Det er så samfundsnødvendigheder, der har dikteret det modsatte.

 

Denne trang til at sprænge monogamiens rammer (skilsmisseprocenten!) er måske kommet op til overfladen igen, fordi vi efterhånden har opnået en ret høj levealder.

 

Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at vi udvikler os parallelt med den partner, vi mødte i ungdommen og svingede med. Jeg er f.eks ikke det samme menneske, som jeg var for 40 år siden.

 

Mit korte svar til dig, må altså blive, at man i store dele af historien har holdt en pæn facade, men under overfladen alligevel ikke har kunnet nære sig.

Naturen siger polygami, mens kulturen siger monogami.

 

Jeg ved ikke, om dette giver mening for dig?

Redigeret 30. August, 2014 af Borende X

[Nye tider 7142]

Skønt indspark, Line.

 

 Jeg er jeg imponeret over din omstillingsevne/parathed alt efter hvilken mand du får på krogen... STOR respekt!

 

- Her er jeg nok blevet en kende mere egoistisk anlagt, og på lige dét område vil jeg have svært ved at "tilpasse" mig min mand..

 

Jeg vil ganske simpelt ikke - aldrig nogensinde igen! - acceptere, hvis min kommende mand vil begrænse mig pga. hans behov og usikkerhed - det er jo utroskab - overfor mig selv!   

Kære SEM

 

A .Jeg er jeg imponeret over din omstillingsevne/parathed alt efter hvilken mand du får på krogen... STOR respekt!   - gælder så sandelig også mænd - for den bedste M eller K der kan komme ind som en ny partner - er den der udfylder, -  de uopfyldte behov !!!!!!   

 

B- Her er jeg nok blevet en kende mere egoistisk anlagt, og på lige dét område vil jeg have svært ved at "tilpasse" mig min mand..   - - hvor ved du det fra  :    se pkt A

 

Jeg vil ganske simpelt ikke - aldrig nogensinde igen! - acceptere, hvis min kommende mand vil begrænse mig pga. hans behov og usikkerhed - det er jo utroskab - overfor mig selv!   se  pkt A + B - - og så det alllllllller vigtigste - at kunne snakke sammen i dyb ærlighed og fortrolighed om hver især seksuelle lyster behov osv - så er man kommet meget langt - der vil måske være en lille snert tilbage som nok kun de færreste er i stand til selv at løse op - det "ukendte" for en selv og ens partner og vice versa - jeg går ud fra at du kender Johas Vindue - i nederste højre hjørne= det lukkede rum. Jeg mener at kunne sige, at de eneste der har mulighed for at komme ind her og give den enkelte større forståelse for sig selv (også sit eget sex - bredt forstået) er en psykolog - det er muligt at gøre det "lukkede rum" meget mindre" - - - men det med ordet psykolog kan få 95% af den danske befolkning til at løbe ad helvede af skræk - - for et dårligt liv incl sexliv er sgu da langt at foretrække frem for et saftigt liv m.m.

 

Min x (kæreste/kone i 20 år) tog fat på dette med at snakke sammen om lyster  - og det førte med sig et fornyet vildt sexliv ved hjælp at internettets spæde start i 97 - 98 at finde sex partnerbytte på nettet og senere besøge de spirende sexklubber og senere private swingerfester - masser af fremmed - - - -  til os begge     

 

- hvis du ikke kender "forståelsesrammen" Johas Vindue - så sig til

 

Mange hilsner

 

Nyder livet

Redigeret 30. August, 2014 af Nyder livet

[Guest Smuk Enlig Mor]

Følgende skal forstås ud fra devisen, at mit arbejde lige præcis er et arbejde, og ikke har noget at gøre med utroskab eller ting i den dur.

Monogami (romantisk eller ej) er et ideal, som jeg altid har stræbt efter, for det var jo nok sådan, det skulle være. Det er jeg meget konservativt blevet opdraget til at mene.

Jeg har nu i en alder af 28 omsider erkendt og accepteret, at jeg ikke er monogam, og at det derfor ikke er et ideelt scenarie for mig.

Jeg har indgået mine forhold med den helt sande overbevisning om, at jeg var monogam, og derfor aldrig kunne finde på eller føle trang til at være sammen med andre end min partner. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg løj for mig selv - og derfor også for min modpart.

Når (og ikke hvis) jeg så pludselig kunne se mig selv i en forbudt og skamfuld rus af lyst og længsler efter en anden person end min partner, var forvirringen for mig total.

For jeg er ligeledes opdraget med, at når man befinder sig i den situation, er det et tegn på, at der er noget galt med det forhold, som man er i. Det har bare ikke altid været sandheden for mit vedkommende. Uanset hvor god en mand jeg har (og i dag har jeg den allerbedste, der overhovedet findes) så kan det nødvendigvis ikke afholde mig fra at have lyst til eller få følelser for andre.

Jeg fik på et tidspunkt en kommentar fra en veninde... Det er bare lige indtil, at du møder den rette. Hun er så monogam. Jo, tak for kaffe... For så kunne jeg jo bruge resten af mit liv på at lede efter en mand... Der ikke findes!

Jeg har tænkt, at der måtte være noget galt med mig. Hvorfor kunne jeg ikke være tro? Hvorfor var én person ikke nok for mig? Hvordan kunne jeg blive forelsket, når kærligheden til min partner er så stor? Istedet for at bekende kulør og erkende, hvem jeg er, har jeg hele mit voksne liv forsøgt at være noget, jeg ikke var. Så jeg havde altid kun to valg... Enten var jeg min partner utro - eller også var jeg mig selv utro!

Selvom mennesket grundlæggende ikke er skabt til monogami, så tror jeg på, at der findes mennesker som virkelig er monogame. Og så findes der mennesker som mig, som er polyamorøse.

Er det egoistisk? Det vil nogle nok mene. Jeg kan leve med at blive betegnet som en egoist - men ikke som en bedrager og løgner. Om ikke andet, så er jeg da i det mindste ærlig og tro mod mig selv. Jeg er i dag 100% tro. For i mit parforhold er det løgn, fortielser og bedrag, der betegnes som utroskab.

Så nej, kære SEM... For mig er monogami ikke et ideal. For så går jeg enten på kompromis med, hvem jeg er, eller lover ting, som jeg ikke kan holde.

"Når du lytter til din indre sandhed, vil du ofte erfare, at det kræver mod at følge den."

Kære Nikita,

 

Sidder stille og smiler for mig selv, for hold da op..! Lader til, at vi har været ude i den samme, helt store, erkendelsesproces...

 

- Og specielt den markerede passage taler til mig - så sandt, så sandt...

 

Tak for dig..<3

[Guest Smuk Enlig Mor]

Hej SEM.

 

Nu skriver du jo atter et af de indlæg, hvor man skal til at tænke lidt "på tværs". Jeg har i en anden streng fået at vide, at jeg er "selvfed" og "belærende", men lad mig forsøge at se bort fra det:

 

Jeg tror nemlig heller ikke, at mennesket grundliggende er monogamt.

 

Hele Det gamle Testamente er jo – udover det ene frafald efter det andet – også beretningen om en god del hor. Det er muligt, at Testamentet ikke ligefrem hylder dette, men at det i "samtiden" har været et forhold, man har måttet tage alvorligt bestik af, er tydeligt, da der jo ellers ikke er nogen grund til at gøre så meget ud af denne side af tilværelsen.

 

Går vi lidt længere op, husker jeg fra latintimerne, at Cæsar omtalte briterne (?) som promiskuøse, for de bollede i flæng. Og frugterne af disse aktiviteter kunne man ikke holde regnskab med, så derfor betragtede man de børn, som en kvinde fik, som børn af den mand, som hun først fik børn med.

Meget praktisk i en tidsalder, hvor DNA-test ikke var opfundet.

 

Så vidt Cæsar, og i øvrigt var romerne heller ikke selv for "kønne" m.h.t. promiskuitet og prostitution.

Beskæftiger man sig lidt med grafitti på væggene i Pompeii, overlades der ikke meget til fantasien. Fra et værtshus kan vi således læse: "Hic multas puellas futui" – her har jeg kneppet mange piger. Og i forhold til Pompeiis indbyggerantal var der en overflod af bordeller.

Monogami og moral er ikke lige den betegnelse, man kan hæfte på den romerske kultur.

 

Det kommer ind med den kristne kirke, og i europæisk middelalder sætter den sig meget tungt på tingene.

Der lå et ønske om lydighed og social ro i samfundet, hvilket bedst sikredes igennem en moralsk disciplinering og kontrol af den enkelte:

 

Kunne man nemlig bilde folk ind, at de skulle udvise moral og askese i det jordiske for at undgå skærsild og helvedesflammer i det hinsidige, havde man nået målet.

De verdslige fyrster gned sig i hænderne ved udsigten til social ro og fremmede  lovgivningsmæssigt monogamien.

 

Næsten helt op til vore dage har et ægteskab været et økonomisk arrangement.

Man var nødt til at gifte sig for at kunne få en husholdning til at fungere. Man gik altså ikke ind i et forhold af kærlighed, men af økonomisk nødvendighed.

 

Følelser var noget, der kom på tværs af denne livsorden, og hvor ofte har vi ikke i klassiske dramaer og tekster læst om unge elskende, der stødte mod samfundets rammer og ikke kunne få hinanden?

 

Nødvendighedens lov ses f.eks i vort gamle bondesamfund.

Her giftede en gammel fæstebonde sig ofte med en helt ung kvinde, som han fik børn med, og når han stillede træskoene, var enken blevet økonomisk attraktiv for en yngre mand, som nu manglede i husholdningen.

Hun var måske ikke så attraktiv længere, men knøsen kunne så se frem til, at hun himlede, så han kunne overtage gården og fri til "naboens unge datter".

 

Og sådan kørte karusellen videre, uden at egentlige følelser var indblandet. Monogami og afholdenhed holdt på en økonomisk overflade.

 

Lurekigger vi i kirkebøgerne, vrimler det imidlertid med "uægte" børn, hvilket indikerer, at monogami og afholdenhed alligevel ikke var så entydig, som "overfladen" helst vil have os til at tro.

 

Jeg har faktisk engang set en opgørelse fra midt i 1700-tallet, hvor 38% af brudene var gravide ved brylluppet. Nu var det godt nok trolovelsen, der talte dengang, men mon ikke en del trolovelser er blevet indgået under indtryk af en graviditet?

I hvert fald efterlades man i kirkebøgerne ikke med indtrykket af sexuel afholdenhed eller monogami.

 

Men tilbage til dit udgangspunkt: "er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?".

 

Jeg tror, med henvisning til det ovenforstående, heller ikke, at monogami ligger i menneskets natur. Det er forplantningen, der er den vigtigste og største drivende kraft. Og den sikres som hos Cæsars britere ved flere "donorer".

Det er så samfundsnødvendigheder, der har dikteret det modsatte.

 

Denne trang til at sprænge monogamiens rammer (skilsmisseprocenten!) er måske kommet op til overfladen igen, fordi vi efterhånden har opnået en ret høj levealder.

 

Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at vi udvikler os parallelt med den partner, vi mødte i ungdommen og svingede med. Jeg er f.eks ikke det samme menneske, som jeg var for 40 år siden.

 

Mit korte svar til dig, må altså blive, at man i store dele af historien har holdt en pæn facade, men under overfladen alligevel ikke har kunnet nære sig.

Naturen siger polygami, mens kulturen siger monogami.

 

Jeg ved ikke, om dette giver mening for dig?

Kære BX,

 

Du kan tro, at det giver mening, og bekræfter mig ligeledes i mine egne antagelser...

 

Og tak for at tage mig med på en spændende historisk rejse og for at genopfriske min bibelske erindring om hor og utugt - måske jeg skulle følge lidt op via Det Nye Testamente...

[Guest Smuk Enlig Mor]

I forlængelse af mit citat lidt oppe i denne tråd:

Man kan "vel godt" acceptere at leve i et åbent forhold hvor den ene eller begge parter udlever sine drømme/ fantasier/ ønsker.

Når jeg skriver det på den måde, så er det fordi jeg netop lige har talt om det samme med en ven. Det fik mig til at tænke en del over emnet, og prøve på at se på et parforhold fra en anden vinkel.

Kan man holde jalousien væk?

Hvis nej, så er forholdet dødsdømt.....hvis ja, så er der grobund for at et sådant forhold kan eksistere.

Man skal dog huske på at man er i et forhold......

Dermed mener jeg at man trods alt har bestemt sig for at leve sammen, og derfor skal man også huske hvor basen er.

Så gå ud og udlev drømmene, men hvis du elsker den du lever samen med, så kom hjem igen med lige stor kærlighed for vedkommende, som du havde da du gik ud.

Kære Butch1,

 

Jeg er 100% enig!

 

Det er vigtigt, at man som primære partnere har et helle - en helt særlig boble, hvori der ikke bliver lukket andre ind... Ellers bliver fundamentet for skrøbeligt, og parforholdet vil stille og roligt krakelere...

 

Krammer:)

[Guest Delphi]

Det er vigtigt, at man som primære partnere har et helle - en helt særlig boble, hvori der ikke bliver lukket andre ind... Ellers bliver fundamentet for skrøbeligt, og parforholdet vil stille og roligt krakelere...

Næsten ordret citat fra bogen "Kærlighedskontrakten" af Sara Skaarup... ;)

[Nye tider 7142]

Hej SEM.

 

Nu skriver du jo atter et af de indlæg, hvor man skal til at tænke lidt "på tværs". Jeg har i en anden streng fået at vide, at jeg er "selvfed" og "belærende", men lad mig forsøge at se bort fra det:

 

Jeg tror nemlig heller ikke, at mennesket grundliggende er monogamt.

 

Hele Det gamle Testamente er jo – udover det ene frafald efter det andet – også beretningen om en god del hor. Det er muligt, at Testamentet ikke ligefrem hylder dette, men at det i "samtiden" har været et forhold, man har måttet tage alvorligt bestik af, er tydeligt, da der jo ellers ikke er nogen grund til at gøre så meget ud af denne side af tilværelsen.

 

Går vi lidt længere op, husker jeg fra latintimerne, at Cæsar omtalte briterne (?) som promiskuøse, for de bollede i flæng. Og frugterne af disse aktiviteter kunne man ikke holde regnskab med, så derfor betragtede man de børn, som en kvinde fik, som børn af den mand, som hun først fik børn med.

Meget praktisk i en tidsalder, hvor DNA-test ikke var opfundet.

 

Så vidt Cæsar, og i øvrigt var romerne heller ikke selv for "kønne" m.h.t. promiskuitet og prostitution.

Beskæftiger man sig lidt med grafitti på væggene i Pompeii, overlades der ikke meget til fantasien. Fra et værtshus kan vi således læse: "Hic multas puellas futui" – her har jeg kneppet mange piger. Og i forhold til Pompeiis indbyggerantal var der en overflod af bordeller.

Monogami og moral er ikke lige den betegnelse, man kan hæfte på den romerske kultur.

 

Det kommer ind med den kristne kirke, og i europæisk middelalder sætter den sig meget tungt på tingene.

Der lå et ønske om lydighed og social ro i samfundet, hvilket bedst sikredes igennem en moralsk disciplinering og kontrol af den enkelte:

 

Kunne man nemlig bilde folk ind, at de skulle udvise moral og askese i det jordiske for at undgå skærsild og helvedesflammer i det hinsidige, havde man nået målet.

De verdslige fyrster gned sig i hænderne ved udsigten til social ro og fremmede  lovgivningsmæssigt monogamien.

 

Næsten helt op til vore dage har et ægteskab været et økonomisk arrangement.

Man var nødt til at gifte sig for at kunne få en husholdning til at fungere. Man gik altså ikke ind i et forhold af kærlighed, men af økonomisk nødvendighed.

 

Følelser var noget, der kom på tværs af denne livsorden, og hvor ofte har vi ikke i klassiske dramaer og tekster læst om unge elskende, der stødte mod samfundets rammer og ikke kunne få hinanden?

 

Nødvendighedens lov ses f.eks i vort gamle bondesamfund.

Her giftede en gammel fæstebonde sig ofte med en helt ung kvinde, som han fik børn med, og når han stillede træskoene, var enken blevet økonomisk attraktiv for en yngre mand, som nu manglede i husholdningen.

Hun var måske ikke så attraktiv længere, men knøsen kunne så se frem til, at hun himlede, så han kunne overtage gården og fri til "naboens unge datter".

 

Og sådan kørte karusellen videre, uden at egentlige følelser var indblandet. Monogami og afholdenhed holdt på en økonomisk overflade.

 

Lurekigger vi i kirkebøgerne, vrimler det imidlertid med "uægte" børn, hvilket indikerer, at monogami og afholdenhed alligevel ikke var så entydig, som "overfladen" helst vil have os til at tro.

 

Jeg har faktisk engang set en opgørelse fra midt i 1700-tallet, hvor 38% af brudene var gravide ved brylluppet. Nu var det godt nok trolovelsen, der talte dengang, men mon ikke en del trolovelser er blevet indgået under indtryk af en graviditet?

I hvert fald efterlades man i kirkebøgerne ikke med indtrykket af sexuel afholdenhed eller monogami.

 

Men tilbage til dit udgangspunkt: "er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?".

 

Jeg tror, med henvisning til det ovenforstående, heller ikke, at monogami ligger i menneskets natur. Det er forplantningen, der er den vigtigste og største drivende kraft. Og den sikres som hos Cæsars britere ved flere "donorer".

Det er så samfundsnødvendigheder, der har dikteret det modsatte.

 

Denne trang til at sprænge monogamiens rammer (skilsmisseprocenten!) er måske kommet op til overfladen igen, fordi vi efterhånden har opnået en ret høj levealder.

 

Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at vi udvikler os parallelt med den partner, vi mødte i ungdommen og svingede med. Jeg er f.eks ikke det samme menneske, som jeg var for 40 år siden.

 

Mit korte svar til dig, må altså blive, at man i store dele af historien har holdt en pæn facade, men under overfladen alligevel ikke har kunnet nære sig.

Naturen siger polygami, mens kulturen siger monogami.

 

Jeg ved ikke, om dette giver mening for dig?

Kære BX

 

- selvom jeg er ateist - er det meget interessant læsning - tak for dit skriv  -  kom for gudsskyld med noget mere om datidens horeliv - jeg synes altså det er interessant

 

 

Mange hilsner

 

Nyder livet

Redigeret 30. August, 2014 af Nyder livet

[Heine 1644]

tjah, så går jeg lige mod strømmen... For jeg nærmer mig mere og mere en monogam tilværelse - og skynder jeg mig at sige - heldigvis - for det er der jeg tror lykken trods alt bor. Ser jeg på mig selv -og de muligheder jeg har/har haft/får, så kan det faktisk godt ærge mig en del at jeg ikke valgte at blive på tosomhedsstien. Men jeg har det som Jørgen Leth, jeg er et uperfekt menneske. 

 

jeg fandt ved et tilfælde et indlæg fra mig selv på VL (i anden anledning) fra 2003 hvor jeg skriver at jeg vil gradvist trappe ned ...hmmm - det har været en lang proces (og jeg er ikke i mål endnu) - men vejen er målet og målet er vejen.

 

Så troskab er faktisk ikk kun et romantisk ideal for mig, det er der jeg skal ende !   

 

så må jeg leve med at sjælen stadigt tager et svinkeærinde indimellem

[Guest Tywin Lannister]

Interessant oplæg, SEM

 

Jeg har et meget specielt forhold til monogami. I den gængse forstand af ordet har jeg været utro i samtlige forhold jeg har været i. Ikke bare én gang, men MASSER af gange. Jeg har startet alle mine forhold med de bedste intentioner, men det har altid maksimalt været et spørgsmål om uger, før jeg er faldet i igen. Nu er det efterhånden 4 år siden jeg var i et seriøst forhold, men jeg ved at jeg kommer til at være utro i det næste også.

 

Grunden er, at jeg er biseksuel - og derfor har behov som ingen kvinde ville kunne opfylde. Jeg har aldrig været i forhold med en mand, og jeg får ikke følelser for dem jeg møder. Det er en ren lystbetonet transaktion, som for mig er ligeså afgørende for mit velvære som det at spise. Hemmelig sex på rastepladser og i parker kan være både spændende og pirrende, men følelsen af, at man ville gøre et menneske man holder af rigtig ked af det, hvis det blev opdaget er faktisk ikke særlig rar.

 

Jeg skammer mig ikke længere over at være den jeg er - den fase blev overstået i puberteten. Jeg lever den dag i dag relativt åbent som biseksuel. Jeg har jævntligt mænd på besøg hos mig, og jeg gør ikke vildt meget ud af at være anonym på boyfriend. Så snart jeg ikke længere er single vil jeg dog gå under jorden igen.

 

I forhold til hvor udbredt fænomenet er, er biseksuelle mænd i forhold med kvinder nemlig stadig et mærkværdigt stort tabu. Jeg har selvsagt mødt en del, og det er utrolig langt i mellem dem der rent faktisk er sprunget ud som biseksuelle. Jeg har prøvet enkelte 2-mod-1 situationer, hvor konen/kæresten har været med i akten. Den absolutte hovedregel er dog, at den her lyst er noget manden skammer sig over, og hvor det er mere tillokkende at hoppe i havnen, end at diskutere det åbent med en partner.

Er det en fejl? Jeg ved godt, hvilken reaktion jeg frygter, men vil i kvinder herinde også vurdere at det er den man får? Ville I kunne se jer selv i et forhold med en biseksuel mand?

[Borende X 25043]

tjah, så går jeg lige mod strømmen... For jeg nærmer mig mere og mere en monogam tilværelse - og skynder jeg mig at sige - heldigvis - for det er der jeg tror lykken trods alt bor. Ser jeg på mig selv -og de muligheder jeg har/har haft/får, så kan det faktisk godt ærge mig en del at jeg ikke valgte at blive på tosomhedsstien. Men jeg har det som Jørgen Leth, jeg er et uperfekt menneske. 

 

jeg fandt ved et tilfælde et indlæg fra mig selv på VL (i anden anledning) fra 2003 hvor jeg skriver at jeg vil gradvist trappe ned ...hmmm - det har været en lang proces (og jeg er ikke i mål endnu) - men vejen er målet og målet er vejen.

 

Så troskab er faktisk ikk kun et romantisk ideal for mig, det er der jeg skal ende !   

 

så må jeg leve med at sjælen stadigt tager et svinkeærinde indimellem

 

Det var dog et herligt, kontrativt indlæg.

Vi mennesker er jo forskellige, og derfor har vi vel alle vor egen vej til "lykken" - hvordan den så end defineres. Men, skrevet i bedste mening: Held og lykke på din vej mod dit mål 

Redigeret 30. August, 2014 af Borende X

[Guest Smuk Enlig Mor]

Næsten ordret citat fra bogen "Kærlighedskontrakten" af Sara Skaarup...

Man skulle næsten tro, at jeg hed Sara så..

 

Hvordan lyder det ordret?

[Guest Smuk Enlig Mor]

Interessant oplæg, SEM

 

Jeg har et meget specielt forhold til monogami. I den gængse forstand af ordet har jeg været utro i samtlige forhold jeg har været i. Ikke bare én gang, men MASSER af gange. Jeg har startet alle mine forhold med de bedste intentioner, men det har altid maksimalt været et spørgsmål om uger, før jeg er faldet i igen. Nu er det efterhånden 4 år siden jeg var i et seriøst forhold, men jeg ved at jeg kommer til at være utro i det næste også.

 

Grunden er, at jeg er biseksuel - og derfor har behov som ingen kvinde ville kunne opfylde. Jeg har aldrig været i forhold med en mand, og jeg får ikke følelser for dem jeg møder. Det er en ren lystbetonet transaktion, som for mig er ligeså afgørende for mit velvære som det at spise. Hemmelig sex på rastepladser og i parker kan være både spændende og pirrende, men følelsen af, at man ville gøre et menneske man holder af rigtig ked af det, hvis det blev opdaget er faktisk ikke særlig rar.

 

Jeg skammer mig ikke længere over at være den jeg er - den fase blev overstået i puberteten. Jeg lever den dag i dag relativt åbent som biseksuel. Jeg har jævntligt mænd på besøg hos mig, og jeg gør ikke vildt meget ud af at være anonym på boyfriend. Så snart jeg ikke længere er single vil jeg dog gå under jorden igen.

 

I forhold til hvor udbredt fænomenet er, er biseksuelle mænd i forhold med kvinder nemlig stadig et mærkværdigt stort tabu. Jeg har selvsagt mødt en del, og det er utrolig langt i mellem dem der rent faktisk er sprunget ud som biseksuelle. Jeg har prøvet enkelte 2-mod-1 situationer, hvor konen/kæresten har været med i akten. Den absolutte hovedregel er dog, at den her lyst er noget manden skammer sig over, og hvor det er mere tillokkende at hoppe i havnen, end at diskutere det åbent med en partner.

Er det en fejl? Jeg ved godt, hvilken reaktion jeg frygter, men vil i kvinder herinde også vurdere at det er den man får? Ville I kunne se jer selv i et forhold med en biseksuel mand?

Kære Tywin,

 

Jeg vil ikke benævne tabuiseringen og den manglende åbenhed, omkring mandlig biseksualitet, som værende "fejlagtig" - nærmere et udtryk for uvidenhed samt snæversyn, og du kan jo være med til at bryde de fordomme, der findes herom, hvis du har styrken og modet..

 

Nu kan jeg ikke tale for samtlige kvinder herinde - kun for mig selv - men personligt ville jeg ikke have et problem med, at min kæreste/mand var biseksuel - det er jeg nemlig selv - så måske derfor at min accept og rummelighed herfor er større..

Redigeret 30. August, 2014 af Smuk Enlig Mor