Privat dilemma

[SweettieDK 2333]

• 
• 
• 

Det her bliver muligvis et indlæg jeg kommer til at fortryde. Det er meget privat, men med alle de mænd der er og enkelte tilbageværende kvinder (gp’er). Er I måske de eneste der har en chance for at give brugbare råd. 
 

Det er et tilbagevendende dilemma og synes jeg har prøvet alt. 
Er ikke go til at holde det kort og situationen kræver en del baggrundsviden. Så bare spring videre hvis det er for meget. 
 

Det grundlæggende spørgsmål er: Hvordan får jeg min ekskæreste, som i dag er min bedste ven til at forstå det ikke bliver mere end venskab. 
(Og selvom jeg egentligt føler mig ret afklaret om situationen, så må spørgsmål 2 være, er jeg et dårligt menneske, burde jeg give ham en chance)

Vi dannede par for 18 år siden, han var ikke far til nogen af mine børn men påtog sig rollen. 
Han er den eneste ex der nogen sinde har behandlet mig ordentligt. Det var ikke mangel på kærlighed der drev os fra hinanden. Vi blev alvorligt syge samtidig ingen kunne tage vare på eller hjælpe den anden. For mig blev løsningen flytte tilbage i nærheden af min familie som kunne støtte mig. Sygdommene havde givet konflikter, vi havde aldrig officielt boet sammen så han begyndte at være mere hos sig selv. Jeg var indlagt, da jeg blev flyttet og altså ikke med til at pakke egne ting. Jeg husker ikke perioden så godt, men gik videre med livet overbevist om vi var slut. 
 

Spring 10 år frem. Jeg flytter igen, og til noget mindre vælger at sortere grundig, smide ting ud. Så også kasser der var endt på loftet blev endevendt. Finder nogen uåbnede breve fra ham. 
De var ankommet mens jeg dengang var indlagt, og endt i bunden af en kasse med ting jeg åbenbart ikke har haft brug for. 
 

Han var ikke færdig med mig, de skabte tvivl om han overhovedet vidste jeg var flyttet “hjem” til familien. Eller bare troede jeg var sur, havde ghostet ham etc. Det var breve som fortjente svar, og han var en person som i den grad fortjente en forklaring. 
 

Så meget diskret og med tydelig forventning om han var godt videre med sit liv (villa, vovse, Volvo og alt der hører til) og højst sandsynlig ikke engang ville svare, skrev jeg til ham på FB Messenger.

Der var svar samme dag, han var ikke videre med sit liv. Han vidste godt jeg var flyttet, og havde accepteret at jeg var nødt til det. Men han havde ikke fundet sig en ny. Han havde af og til overvejet at række ud. Men på FB kunne han se jeg var ind og ud af forhold og ville ikke forstyrre. 
 

I starten var vi meget flirtende pr txt og telefon., boede i hver vores ende af landet. Jeg var på pause fra mit GP job, i tvivl om jeg ville starte igen. 
Efter et stykke tid gik det op for mig, jeg nok mest var forelsket i fortiden, ikke ville låse mig til en mand igen, ønskede at starte som gp igen. (Og en mere meget vigtig ting, men den kommer senere)
 

Nedtonede snakken med ham til venskab, i starten et venskab jeg ikke ønskede at miste. 
Han prøvede at starte flirten igen. Jeg smed i hovedet på ham jeg arbejdede som prostitueret. For at skræmme ham væk, gøre ham sur, få ham til at hade mig og glemme mig. Stoppe alt inkl venskabet. 
 

Det virkede i et års tid. Så fik jeg en besked “hvordan har du det”.

 

De sidste ca. 6 år har det kørt frem og tilbage. Han accepterer venneplan i noget tid, flirter igen, får den kolde skulder accepterer venneplan og igen og igen. 
 

Jeg har forsøgt at skubbe ham ud på dating markedet, jeg har sagt tydeligt fra, jeg har i lange perioder bevidst undladt at kontakte ham, prøvet at undlade at svare (ghoste ham), fører kun til han bliver meget bekymret og tror der er sket mig noget. Jeg har sørget for vi ikke på nogen måde har været sexuelt sammen siden vi fik kontakt igen, for ikke at sende forkerte signaler  

Jeg ser ham ikke som en stalker, jeg nyder venskabet, vi kender hinanden bedre end nogen andre, vi griber hinanden når vi har en dårlig dag. 

Et stort dilemma, til trods for jeg ved jeg har gjort alt jeg kan finde på for at bryde kontakten igen. Føler jeg, at jeg udnytter venskabet. Men vi er jo begge voksne mennesker, det står også ham frit for at sige fra. 
 

Den sidste ret vigtige årsag til jeg holder ham på venneplan. Er hans alvorlige sygdom, gav varige fysiske mén. Når mit sidste barn flyver fra reden. Har jeg været alenemor on/off i 25 år til diagnosebørn. Levet med de begrænsninger det  har givet. Så jeg ved, jeg bare vil leve som jeg ønsker, gøre hvad jeg vil, ikke være bundet af hans begrænsninger. Og det er så egoistisk som noget kan være. 
 

Jeg fornemmer han venter på jeg får mere fritid, fra mine nu voksne børn. Som stadig kræver mere hjælp end et velfungerende ungt menneske gør. Jeg fornemmer han tror, han kan overtale mig til ikke at være GP.

Men jeg har forsøgt at stoppe for år tilbage og savnede det for meget. Jeg ved jeg kommer til at kede mig med kun en mand. Og jeg skal finde mig et andet kedeligt job. 

Det bedste jeg kan tilbyde ham er et uforpligtende forhold, være sammen men ikke bo sammen, venner med fordele…. At han som den eneste mand i verden kan have sex med mig uden betaling. Men det ved jeg han ikke er med på. Han har sagt for år tilbage. Det ikke er et problem jeg har været prostitueret, så længe jeg stopper med det. 

Det er et dilemma for mig, for er træt af at skulle forholde mig til flirten når det sker, være den der siger fra. Skulle revurdere min beslutning igen og igen.

Det er et dilemma fordi jeg er bange for han en dag ser sig tilbage og fortryder alt den tid han har spildt på mig. Og kommer til at bebrejde mig.

Det er et dilemma fordi jeg tror han bliver hængende for at være min beskytter, redde mig fra mig selv. Støtte mig når jeg har dårlige dage med ungerne. 
 

Jeg tror det eneste der kan skubbe ham væk er at give det en chance, så han kan komme af med sin “Hvad nu hvis tanke”. Jeg er bange for at såre ham, da jeg som sagt ved jeg ikke kan holde mig fra at være sammen med andre. Det vil måske holde et par år, så bliver savnet til jobbet for meget. Men jeg er også bange for selv at blive såret hvis jeg giver mig selv helt til ham og han bryder det. Han er en fantastisk mand, et fantastisk menneske, og jeg er mega egoistisk ikke at ville lægge mit liv om. 
 

Piger er i branchen for altid? Eller fordi det er sjovt og spændende lige nu. Hvorfor er det så svært at stoppe?

Mænd hvad kunne få Jer til at trække stikket og endelig fatte det bliver ikke mere end venskab  evt bryde venskabet helt. 

Og er jeg bare et dårligt menneske som udnytter hans venlighed. Burde jeg stoppe kontakten, og virkelig stå fast på at lukke kontakten ned, når han nu åbenbart ikke kan/vil. Også selvom jeg ved han bliver bekymret når jeg ikke svarer.

Og ja det har lige været sket igen. Derfor tankerne ulmer, og jeg igen skal beslutte om jeg virkelig ikke kan / vil leve et “normalt” liv med ham. 

[Elprebsi 1968]

Følelser er en svær ting, og han er tydeligvis stadig forelsket i dig. Jeg har/er midt i noget lignende, men med en meget kortere tidsperiode. Jeg er håbløs forelsket i en kvinde, som jeg troede ville mig, men livsomstændigheder har gjort at hun ikke kan indgå et forhold nu, og afsluttet den korte flirt vi havde. Vi skriver stadig lidt sammen og ses da vi kommer i de samme kredse, men jeg overvejer stærkt med mig selv om jeg ikke er nødt til at bryde kontakten helt - i hvert fald for en stund, for så længe hun rumsterer på den ene eller anden måde i mit liv, kan jeg ikke slippe forelskelsen helt, og vil derfor leve i et håb. 

Her er din ex ikke nået til den erkendelse, og helt ærligt tror jeg du skal træffe valget for ham og sige at det vil være det bedste for jer at bryde kontakten. Han ser hver enkelt besked, uagtet at du har sagt hvad du har sagt, som et håb. En lille åbning. At du bliver klogere. Han kommer ikke til at sige fra.  

Mænd og kvinder kan sagtens være venner i mine øjne, men problemet er hvis den ene har helt andre følelser end den anden. '

EDIT: Jeg må tilføje lidt mere, som måske kan forklare hans tanker/følelser. Selvom min hjerne ved der ikke bliver noget mellem min flirt og mig, bliver jeg umådelig glad hver gang hun skriver. Jeg smiler hver gang jeg ser hende. Mine følelser er slet ikke på bølgelængde med min hjerne, og derfor tolker jeg enhver venlighed besked som "ah, måske der alligevel er lidt". Det er fjollet, men det er sådan det fungerer. Og det er givetvis sådan han også har det. 

Redigeret for 1 time siden af Elprebsi

[ensomfyr 521]

Det er meget svært at gøre noget ved følelser. Er han forelsket i dig efter så lang tid og så mange afvisninger, så er det nok vanskeligt at gøre noget ved det. Han vil vedblive med at være forelsket i dig.

Så må du enten accepterer dette og vænne dig til, at det skal skifte mellem flirt, afvisninger og så videre ud i al fremtid. Eller også må du bryde kontakten med ham.

Som jeg læser dit indlæg, så tænker jeg, at det måske vil være bedst for begge parter, hvis kontakten brydes fuldstændig. Han kommer tydeligvis ingen vegne mod det mål, som han umiddelbart har. Og det går jo tydeligvis dig på, at venskabet ikke kan konsolideres som KUN venskab. Derfor tror jeg, at I nok begge vil have godt af det hvis kontakte brydes.

Man kunne også sætte sig ned over en kop kaffe eller et glas vin en aften og diskutere forholdet igennem, fortælle hvordan og hvorledes du føler, og hvordan og hvorledes et fremtidigt forhold skal være for at du kan være i det. Og nok så meget også få skitseret, at de ønsker han muligvis har IKKE kan blive til noget, og at han er nødt til at acceptere dette og stoppe både flirten og ønsket om mere. Det sidste vil nok kunne være meget svært for ham, men det kan jo godt være, at ønsket om at være venner med dig tæller højere end tabet af ikke at kunne blive kæreste med dig.

Som @Elprebsi skriver, så kan mænd og kvinder sagtens være venner. I modsætning til mange mænd er nok halvdelen af mine nære venner kvinder. Det kan sagtens lade sig gøre, men der er ingen tvivl om, at hvis der dukker noget forelskelse op fra den ene parts side, så vil det kunne forgifte venskabet.

[peter1042 211]

Den slags er super svært og det er tydeligvis kompliceret (så godt du går lidt i detaljer). Jeg synes du beskriver det hele rigtig fint og jeg er sådan en der ønsker at relationer skal lykkedes, så jeg ville foreslå dig at skrive et brev til ham hvor du skriver ca det samme som du gør her, og kommunikeret ligeså klart (vigtigt!). Du virker meget  afklaret på hvad du kan og vil give (og det er egentlig ret meget) -- bolden bør ligge hos ham og han skal gøre det arbejde, der skal til, for at i kan få en meningsfyldt relation. Hvis han ikke kan det eller bliver ved med at håbe på noget mere, så skal i stoppe det helt (så han får en chance for at komme videre og du ikke skal blive ved med at afvise). 

Jeg ville helt sikkert råde dig til ikke at give ham en chance uanset hvad du tror der kommer ud af det, der er alt for meget der kan gå galt for jer begge to, jeg tror ikke på det ender godt.

Held og lykke

Redigeret for 30 minutter siden af peter1042
manglede et ord

[pekan 5]

Tror du skal bryde forholdet. Og ikke såre ham yderligere

[SweettieDK 2333]

ensomfyr skrev, for 26 minutter siden:

Man kunne også sætte sig ned over en kop kaffe eller et glas vin en aften og diskutere forholdet igennem

 

peter1042 skrev, for 24 minutter siden:

så jeg ville foreslå dig at skrive et brev til ham hvor du skriver ca det samme som du gør her,

Tak for alle svar til nu. 
Ja havde tænkt på det med tage alvorssnakken igen ansigt til ansigt. 
 

Men et brev er også en go ide. Det kan jeg få alt med uden at blive afbrudt. 
 

Ja han er meget tydeligt stadig forelsket. Når han ikke kom videre i de 10 år helt uden kontakt, og bare ventede til jeg var ude af forhold længe nok til det var ok at henvende sig (den detalje glemte jeg) så er det i hvert fald en ikke nemt nu hvor vi har kontakt, fordi jeg åbnede døren. 
 

Han bebrejder sig selv jeg “fik lov at flytte”, “at han var for syg til at holde på mig, hjælpe mig”, “alt det lort der er sket for mig i mellem tiden”, “måske endda at jeg endte som prostitueret”. Som i hans verden er en stor fejl. 
 

Så tænker jeg sammen med bruddet, igen skal fortælle ham, intet er nogens skyld. Livet skete bare. Og at jeg ikke har det dårligt med at være GP, tværtimod. 
 

Hjælper meget andre sætter ord på hvor svært det er at give slip på en forelskelse. Jeg er nogen gange i tvivl om jeg overhovedet ved hvad kærlighed er, er ikke født med en hjerte af sten, men det blev sådan. 

Redigeret for 18 minutter siden af SweettieDK

[Elprebsi 1968]

SweettieDK skrev, for 4 minutter siden:

Hjælper meget andre sætter ord på hvor svært det er at give slip på en forelskelse. Jeg er nogen gange i tvivl om jeg overhovedet ved hvad kærlighed er, er ikke født med en hjerte af sten, men det blev sådan. 

Jeg kender det og det er mit problem i min relation. Jeg forelsker mig meget sjældent, så når det sker, rammer det umådeligt hårdt. Måske din ex har det samme måde? Det ved du bedre end mig. Det sætter i hvert fald spot på mit problem også og at jeg helt sikkert er nødt til at bryde kontakten. 

Et brev er en god ide. Det kan give dig mulighed for at fortælle alt uden afbrydelser. 

[Den_glade_amatør 5634]

@SweettieDK, du har kvindens vinkel på problemstillingen, og @Elprebsi giver dig lidt indsigt i, hvordan det kan opleves fra den anden side. Jeg har selv en tredje vinkel fra engang, hvor jeg var kæreste med en pige, hvor hendes ekskæreste heller ikke ønskede at give slip.

Det var hende, som havde afsluttet deres forhold, inden jeg kom ind i billedet, men eksen blev ved at tage kontakt og sende blomster. Ikke uafbrudt, men han var hele tiden i baggrunden, hvilket hun havde svært ved at håndtere. Med hendes ord: “Hvorfor gør han dig det, når vi jo ikke er sammen mere?”. Selvom hun selvfølgelig godt kendte svaret. Ikke fordi hun tænkte på at tage ham tilbage, men fordi han jo i bund og grund var et godt menneske, og det var da pænt af ham at invitere hende til forskellige kulturelle begivenheder osv.

At hun ikke kunne sige endegyldigt fra overfor ekskæresten, endte med at blive en stadig større sten i skoen i vores forhold, og jeg selv var mere og mere irriteret på den forsmåede eks. Og også hendes manglende evne og vilje til at gøre noget ved det, selvom hun godt vidste, at det kostede på vores forhold. Jeg havde hende også mistænkt for at prøve at bruge eksens henvendelser og fremsendte blomsterbuketter til at gøre mig jaloux for dermed selv at virke attraktiv. Det fik den modsatte effekt, og jeg endte med at gå fra hende, blandt andet som følge af de karaktertræk, jeg så hos hende i denne sammenhæng.

Det lyder nok lidt kynisk, men i min optik er man ansvarlig for sit eget liv, og de valg, man træffer i det. Man er ikke ansvarlig for andres liv (egne små børn undtaget). Om din ekskæreste, @SweettieDK ender med at bebrejde dig noget, er ikke noget, du kan styre, uanset om det er berettiget eller ej. Du kan kun styre, hvordan du selv mener, det er mest rimeligt at opføre sig overfor ham.

At forfatte et brev som @peter1042 og @Elprebsi foreslår, tror jeg også er bedre, end at mødes med ham. Det er der også mere distance i, og det virker det til, der er behov for.

Håber, at du ender med at finde en god løsning.