Inspireret  af  en  anden  tråd  er  jeg  nysgerrig  på  hvad  det  værste  der  kunne  ske  i dit  liv?

Jeg  starter  lige  selv. 

At  jeg  mister  mine  børn  eller  de  bliver  ramt  af  alvorlig  sygdom. 

At  jeg  bliver  alvorlig  syg, som  gør  at  jeg  mister  min  førlighed, evne  til  tale/se/høre. 

Umiddelbart  vil  det  være  det  værst  tænkelige. 

Enig har ikke børn men min fra død i september og har min mor tilbage så vil sige mine forældre og min hund og så mig selv 

Sygdom, ulykke for mig selv og mine nærmeste.

har et par gange mistet mit arbejd, og set i bagspejlet, så er det en bagatel, lidt svært når man står i det, men i det store perspektiv er det intet.

det som jeg tror påvirker os mester frygten for hvad der kan ske, og den må vi ikke lade os styre af, for så bliver vores liv meget fattigt.

At for en gangs skyld ha de 7 rigtige i Lotto, og så gå op og skal indløse sedlen, og så få at vide den intet giver......

 At blive alvorlig syg og ikke kan klare sig selv at jeg bare falder dø om betyder mindre 

 

Det værste har jeg været ud for, men noget der kunne skræmme ville være at lige i "vågen" koma. Altså at kunne høre og registrerer alt, men ikke kunne kommunikerer

Det værste var for 4 år siden at få at vide at jeg var/Er uhelbredelig syg

Redigeret 5. Februar, 2021 5 år af Misjo1

Første tanke er selvfølgelig en degenerativ sygdom ala ALS eller lignende.

Men ved nærmere eftertanke er det nok snarere at være fuldstændigt alene i verden selvom der er mennesker tilstede .

Ingen Familie,Kæreste eller Venner og alle dine forsøg på menneskelig kontakt blev afvist. Det ville nok være der livet ville blive totalt meningsløst.

Bare at gå rundt imellem mennesker du ingen interaktion havde med overhovedet.

Så tror jeg ikke jeg gad længere.

Hej @Nemtøs

De fleste mennesker har let ved at acceptere de små ting i livet, men sygdom, skilsmisse, dødsfald eller drømme, der ikke er blevet opfyldt, er sværere at acceptere. Sådan, har jeg det i hvert fald. For det første tror jeg, at vi er mange der  føler, vi er berettigede til at leve et liv, hvor ulykker, svære ting ting ikke sker. Her i DK er vi vant til, at vi kan kontrollere næsten alt, hvis vi bare gør os umage nok, spiser sundt og træner hårdt. Vi higer efter accept, roser, kærlighed og ikke mindst at vi lever lykkeligt. Og så falder bomben og. Det kommer fuldstændig bag på os, når vi rammes af død, sygdom og andre svære ting, fordi vi lever i en illusion om, at det ikke sker i hvert fald ikke for os.

Jeg blev for et stykke tid siden udsat for en hændelse, der kunne have ændret mit liv radikalt. Og efter, at have accepteret mit held og begyndte at reflektere, Så er det de små ting i livet der også har stor betydning for mig, at hjælpe andre, være noget for mine kære, ikke at være for selvisk. Jeg behøver ikke rigdom. Min største rigdom, er de kære der er omkring mig. Nå ja det, blev helt psykologisk. Ikke desto mindre mener, jeg det.

God fredag og weekend derude i EG land.

KK

Noget med mine børn; helt uden tvivl. 

En lang og smertefuld død er også ret højt på den liste, af samme årsag har jeg kvittet smøgerne og smidt de overflødige kilo, ikke at det er en garant for noget

Jeg ønsker ikke at få alzheimer som min mor døde af.

En rigtig vemlig sygdom, se folk man elsker så hjælpeløs.

Det værste jeg kunne forstille mig .var at blive bitter på det hele. Blive en sur gammel mand .som ikke gider livet og alt det sociale 

Kun at min datter bliver skuffet over mig, og værset at miste hende 

Har faktisk aldrig veret  bange af døden  eller sygdom 

At miste mit barn.
At hen ikke bliver lykkelig, men affinder sig med at leve et liv, hen ikke er tilfreds med.

Hvis mine børn og børnebørn blir uhelbredeligt syge. Hvis det var mig selv, ville jeg sige farvel. 

At ende som en grønsag - lænket til sengen og skulle have hjælp til alt.

At åbne for dette site og opleve en tråd med denne overskrift 

God weekend! 

Det værste ? Ubehagelig tanke at tænke til ende. Endnu sværere at få på skrift for en nordjysk tranlampe, hvor et kortfattet tak stikker dybere end de tre bogstaver signalere.

Meget enig i trådens mange gode betragtninger. På den lange bane, at jeg ikke overlever mine børn, at vi ikke bliver ramt at uhelbredelig eller anden begrænsende sygdom, at en tilværelse kan opretholdes med en grad af værdighed, selvstændighed og selvhjulpenhed.

På den kort bane. Her og nu, i morgen, i overmorgen - ja faktisk til den dag, hvor der bankes på perleporten er, at JEG, præcis mig, trives og har et godt liv !

Bevares - en temmelig selvcentreret og egoistisk vinkel.  

Det er nu ikke tanken. Jeg er et spejlbillede  af mine børn. Trives de. Har de livsmod. Finder de kort og godt glæde ved livet, spejles jeg tilsvarende.  

Det vil berøre mig dybt at se dem bragt i en tilstand (mentalt, fysisk, psykisk), hvor der føles lede ved livet . Her vil jeg føle mismod og utilstrækkelighed, såfremt der ikke overskud til "at være der for dem"  eller at blive mødt med mishag og mistillid. 

Selvfølgelig.  Der har været og der vil komme bump. Heldigvis indtil nu håndteret  - på trods af de udfordringer der er faldet i ens lod.

Glæden ved livet må være det værste at miste.

Så blev der sat lidt ord på,  her og nu tanker. De parkeres igen. Tror, at det er bedst, at de vedbliver som underliggende rumlen i baghovedet.