CumprincesS

Jeg har længe tænkt over, om jeg skulle skrive det her, men nu gør jeg det. Ikke fordi jeg vil have medlidenhed, og heller ikke fordi jeg hader mit arbejde. Tværtimod. Jeg elsker faktisk mange ting ved det, jeg laver, jeg nyder sex, og jeg har mødt nogle virkelig søde mennesker gennem mit arbejde. Faktisk vil jeg sige, at 99 % af de mennesker, jeg ender med at møde, er søde og respektfulde, og mange af dem er mennesker, jeg har set flere gange. Det er også en af grundene til, at jeg stadig er her. Men jeg har været meget on/off det sidste halve år, og det er ikke nødvendigvis selve arbejdet eller møderne, der er grunden. Det er alt det, der følger med. Alt det udenom, som folk måske ikke tænker over. Jeg undrer mig oprigtigt over, hvorfor så mange mennesker forventer, at man er tilgængelig 24/7, bare fordi man arbejder som escort. Hvorfor bliver nogle nærmest fornærmede, hvis man ikke svarer med det samme? Hvorfor føler nogle, at man skal stå klar med telefonen og være sød, imødekommende og klar til at skrive hele dagen? Jeg har også et privatliv. Jeg har også ting, jeg skal. Jeg har også dage, hvor jeg ikke arbejder eller bare ikke har lyst til at kigge på min telefon. Må en escortpige ikke have et privatliv? Eller mister man retten til det, fordi man har valgt et bestemt arbejde? Der er virkelig mange, der bare vil skrive. Og jeg har intet imod at skrive med mennesker og svare på spørgsmål, når der er en reel interesse og måske en konkret aftale. Men nogle bruger flere timer på at skrive frem og tilbage, og man tror nærmest, at man er ved at lave en aftale, indtil man på et tidspunkt prøver at gøre tingene konkrete. Så finder man ud af, at personen måske aldrig havde tænkt sig at mødes. Nogle ville bare skrive. Nogle keder sig. Nogle vil lære en at kende i timevis. Og det er selvfølgelig deres valg, men hvorfor skal jeg bruge flere timer af min tid på det, hvis der aldrig er nogen reel intention bag? Jeg behøver heldigvis ikke have 30 eller 50 klienter på en dag. Jeg har det fint med 1-3 klienter, og derfor er jeg heller ikke presset til at sige ja til alt. Jeg er ikke presset til at sætte mine priser ned, og jeg er ikke nødt til at bruge hele dagen på at skrive med mennesker, som aldrig har tænkt sig at lave en aftale. Jeg forstår derfor heller ikke, hvorfor nogle mennesker tror, at de kan bestemme min pris. Jeg får beskeder som: “Jeg giver 500.” Eller: “Hvad med 800?” Som om min pris bare er starten på en forhandling. Jeg har sat mine priser af en grund. Jeg har undersøgt markedet, og jeg ved godt, hvad andre tager. Der er masser af piger, også fra Østeuropa, som ligger på priser, der minder om mine. Hvis min pris ikke passer til ens budget, så er det helt fair. Så er jeg måske bare ikke den rigtige. Men hvorfor bliver nogle fornærmede eller sure over, at jeg ikke vil gå med til den pris, de selv har fundet på? Jeg vil ikke sælge mig selv billigere, end jeg selv har valgt, og jeg synes egentlig, det burde være ret simpelt at forstå. Der er heller ingen tvivl om, at jeg er en petit pige. Jeg bruger ikke falske billeder, og jeg prøver ikke at være noget, jeg ikke er. Men jeg har også skrevet tydeligt i min annonce, at jeg ikke sender ansigtsbilleder. Det er en bevidst grænse, fordi jeg også har et privatliv. Alligevel er der mennesker, som bliver ved med at spørge og insistere. Nogle spørger under samtalen, selvom de allerede har læst, at jeg ikke sender ansigtsbilleder. Andre fortsætter, efter jeg har sagt nej. Og det, jeg virkelig ikke forstår, er, når nogen først begynder at presse på, når jeg er på vej til dem. Hvorfor respekterer man ikke det, jeg allerede har sagt? Hvorfor er mit nej ikke nok? Må en escort ikke selv bestemme, hvor meget af sit privatliv hun vil dele? Og så er der noget andet, som jeg synes er endnu vigtigere at tale om. Hvorfor er der mennesker, som prøver at presse en til seksuelle ting, man ikke har lyst til? Jeg er ikke til anal. Det er ikke noget, jeg har lyst til, og det er ikke noget, jeg tilbyder. Alligevel er der mennesker, som spørger igen og igen, prøver at overtale eller tror, at det kan ændre noget, hvis de tilbyder flere penge. Men hvorfor? Hvorfor er et nej ikke bare et nej? At jeg arbejder som escort betyder ikke, at nogen køber retten til min krop på alle tænkelige måder. Det betyder ikke, at mine grænser kan forhandles. Det betyder ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg er ligeglad med, om andre gør det. Jeg er mig, og jeg bestemmer selv, hvad jeg har lyst til, og hvor mine grænser går. Jeg ved godt, at nogle måske vil tænke, at hvis man arbejder som escort, så må man også acceptere alt det, der følger med. Men det er netop det, jeg gerne vil stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor skulle jeg miste retten til mine grænser og mit privatliv, fordi jeg har valgt det arbejde, jeg har? Hvorfor skulle min tid være gratis, bare fordi nogen har lyst til at skrive? Hvorfor skulle min pris være til forhandling? Hvorfor skulle jeg sende billeder, jeg ikke ønsker at sende? Og hvorfor skulle mit nej til noget seksuelt pludselig betyde, at personen bare skal prøve lidt hårdere? Jeg elsker stadig mit arbejde, og jeg nyder stadig det, jeg laver. Jeg møder heldigvis rigtig mange søde og respektfulde mennesker, og det er faktisk dem, der er grunden til, at jeg stadig er her. Men der er også en skyggeside, og jeg tror, den fortjener at blive snakket om. For bag en annonce, nogle billeder og et telefonnummer sidder der altså et menneske. Et menneske med et privatliv, med grænser og med ret til at sige nej. Så mit spørgsmål til jer er egentlig ret simpelt: Mister man retten til sit privatliv og sine personlige grænser, fordi man arbejder som escort? Eller burde et nej, en pris og en grænse blive respekteret på præcis samme måde som hos alle andre?

Tak for din ærlige anmeldelse. Jeg har været i “gamet” i nogle år, og hvis jeg fremstod som en “død sild” dengang, så har det højst sandsynligt haft noget at gøre med, at kemien eller kommunikationen ikke var der. Jeg fungerer bedst med mennesker, der taler til mig og møder mig med respekt. Som den kvinde jeg er.. Og ikke reducerer mig til mit erhverv. Når den respekt mangler, bliver jeg naturligt mere påpasselig. Når det er sagt, så ja: jeg var også mere uerfaren dengang, da vi mødtes går udfra det er nogle år sidem, og jeg har endda været væk fra gamet i næsten et år. Så hvis jeg var en død sild før, vil jeg mene, at jeg i dag er blevet en noget mere levende fisk Angående priserne: det må være længe siden, for mine priser er reelt kun steget 200 kr. Alt er blevet dyrere, og jeg har justeret en smule. Hvilket jeg synes er helt fair. Men tak for de pæne ord om mit udseende. Det tager jeg da med mig. Alt godt. PS. Jeg hedder Cum Princess – ikke cum dumpster. Respekt, ik?