BrorBjørn

Ja og nej. "Nej", fordi jeg ikke bryder mig om "like-hunter" tendensen som gennemsyre, ikke bare sociale medier (sikkert også EG), men også i rigtig stor grad politik! Det er efterhånden ikke tilladt at udtale sig imod normen; politisk korrekthed er ved at være så fremtrædende at det er skadeligt. Jeg afskyr mennesker der deler ting på Facebook (som kan være nok så vigtige), bare for at få "virtuel karma", de tager jo ikke selv ned og bekæmper Ebola! Allerede nu, bare en måned efter at det toppede i medierne, virker de alle til at have glemt at Ebola stadig hærger i Afrika. Simpelthen fordi medierne har flyttet fokus, pff! "Ja", fordi hvis vi alle bare er lidt mere vågne i vores hverdag, så kan vi gøre dagen bedre for alle vi møder. Et simpelt smil, hilsen osv. det er altid gengældt positivt. Eller i Føtex: Ser du kunden foran "samler på mærker", så tager du tager du selvfølgelig imod mærker ved kassen selvom du ikke "samler" selv og giver dem videre. Har du en proppet indkøbsvogn lader du da håndværkeren med en Cola og en sandwich komme foran, det giver da sig selv

Jeg har "lurket" et stykke tid, men nu måtte jeg lave en bruger, jeg elsker filosofiske spørgsmål. Her har vi fat i noget af det rigtige, kort og godt rammer Tao Te Ching plet igen: "If you realize that you have enough, you are truly rich" - Lau Tzu Kort og godt, "enough" er jo subjektivt, er det kone og børn eller er det en Ferrari og stor villa? Hvad naboen mener er vigtigt i livet er jo ikke nødvendigvis hvad du selv mener. Jeg tror også, at det er en af grundende til at depression og andre psykiske lidelser er stigende i ungdommen. TV, Internet og sociale medier presser idealer og rollemodeller ned over masserne, og som teenager har du hverken lyst eller mulighed for at danne dine egne værdier; i hvert fald ikke uden at blive lukket ude af fællesskabet. Det giver en flok ikke-tænkende efterløbere og endnu flere der føler sig uden for. Kobel det sammen med et uddannelsessystem der, ideelt set, ikke giver nogen pauser til at "samle sig selv", ja så står vi med en masse individer der først finder sig selv i midten af 20'erne. Hvis de da når så langt.. Jeg er selv i starten af 20'erne, og snakker af egen og min omgangskreds' erfaring. Men jeg er oven på igen, jeg fandt min lykke i fitness centeret. Det lyder overfladisk, og det var det også i starten. Men så indser man at damerne egentlig ikke er så fokuserede på det ydre som os mænd, og så kan det jo være lige meget, eller hvad? Nej, jeg kan egentlig godt lide at træne, det er et pusterum og afbræk fra virkeligheden. Har man har trænet et stykke tid, møder man ofte en eufori der kan strække sig over dage når man sætter en ny personlig rekord. Men det jeg egentlig elsker, er følelsen af den rå styrke der strømmer igennem ens krop når man f.eks. rejser sig fra et squat med en tung stang på ryggen. Det lyder utroligt primitivt og banalt, men det er jo det der gør det så dejligt! I det øjeblik at jeg træder ind i træningscenteret er jeg lykkelig! Udenfor har jeg ting jeg stadig vil opnå og opleve, men i træningscenteret - hvor der kun er mig selv og jernet - dér er jeg lykkelig. Edit: typos.