Jeg kan på ingen måde anbefale at gå 100 % fuldtid i denne branche af flere grunde; dels fordi jeg ikke tror det er sundt for hverken krop eller sjæl på den lange bane, dels fordi det er tæt på umuligt at få f.eks. erhvervskonto, hvis du kun laver dette.
Jeg havde andet i mit firma end dette, og har ikke haft problemer med at få erhvervskonto med videre, men det kan være et problem. Det er ikke et krav, at man skal ha en erhvervskonto som enkeltmandsfirma, men mange banker kræver det alligevel.
Du skal oprette en enkeltmandsvirksomhed og momsregistreres. Der er netop kommet nye branchekoder, men hvis du skriver massage kan du finde den der passer bedst til dig. Du opretter firmaet på virk.dk Der er masser af videoer på nettet om, hvordan man gør. Skat har også en masse gode råd på deres side. Og de er søde til at hjælpe, hvis man ringer ind.
Nogle i denne branche foretrækker en “branchekendt” revisor, jeg valgte en helt almindelig revisor. Jeg ringede til hende og spurgte om hun ville ha mig, selvom jeg også var sexarbejder, det ville hun gerne. En revisor kan hjælpe med, hvad du kan trække fra og hvad du ikke kan. Og med hvordan du bogfører. Spørg revisoren, hvilket bogføringsprogram hun bruger, det er lettest hvis I bruger samme. Jeg bruger e-conomic, det er dyrt, men godt og min revisor kan gå ind og indberette moms mv.
Udover bogføringsprogram og revisor, skal du finde ud af, hvordan du indbetaler til pension (jeg er kørt videre med min pensionsaftale fra da jeg var lønmodtager). Hvis du kun laver dette bliver det svært med a-kasse og sygedagpengeforsikring, det vil kræve en del løgn, ikke så smart….
Jeg står i ASE selvstændige og betaler til efterløn. Sygedagpengeforsikring er gennem virk.dk, man kan vælge dækning fra første eller tredje sygedag, jeg har fra første.
Du skal være velkommen til at sende en pb, hvis du har spørgsmål.