Jeg burde vel ikke, men jeg har noget med at hver gang nogen præsenterer en krise over livets fundamenter, så kan jeg ikke lade være...
Det er et kompliceret evne du før op på banen. Med ikke så mange forklaringer. Og tak for det. Komplikationer er vi desværre ikke så parate til for tiden.
At leve sammen er svært, og koster oftest temmelig meget. Men kan også give meget. Man finder måske balancen, og regner på at omkostningerne er det hele værd. Men den dag man opdager at man amputerer for meget af den man egentlig er for at det skal være sundt begynder det at blive træls. Og hvis man desuden gør det for at alternativet er økonomiske og andre problemer som virker uoverstigelige (det tror jeg i særdeleshed kvinder lider af, men også mange mænd), så sælger man ud den man er. Så spørger man sig måske en dag hvis det er en fuld mave eller en hel sjæl som er det vigtigste? Evighedsspørgsmålet, som man kun selv kan svare på. Måske....
Det at være mand, skiller sig væsentligt fra det at være kvinde. Jeg er ikke for et sekund i tvivl om at kvinder stadig - i samfundsmæssig betragning - er undertrykte på mange måder. Men jeg er heller ikke for et sekund i tvivl om at mænd har et helvede med at finde ud af hvordan vi skal være uden at gøre vold på dem vi i grund og bund er. Og jeg er ikke i tvivl om at mænd alt oftere taber i opgørelserne. Taber sig selve, sin økonomi, sit helbræd, sine liv. Mænd tager livet af sig selve dobbelt så ofte som kvinder. Det siger noget.
Kvinderne skrider frem og tager de positioner de faktiskt fortjener. Kvinder snakker med hinanden, lærer af hinanden, finder veje og skrider videre.
Imens vi mænd rundtosset står kvar på perronen og rumler med hvad det egentlig er for tog som hele tiden kører forbi. WTF? Jeg knaldede jo bare en lækker thai, og betalede desuden for det? Hvad er egentlig problemet? Hvorfor standser ikke toget jeg skal med?
Ja, hvad er egentlig problemet? Måske at vi mænd har for lidt fælles med hinanden og bruger alt for meget tid og energi på at positionere os i forhold til hinanden? Med krig som den optimale løsningen. Imens kvinderne bliver ved med at skride frem. Den dag vi begynder at reflektere sammen med andre mænd, at virkelig snakke med hinanden om det vi oplever, at snakke med hinanden om vores angst, om vores børn, om vores ensomhed, fristelserne vi skal håndtere, moralen, de krav vi stiller på os selve - den dag begynder vi måske også at skride frem. Og måske møder vi kvinderne nogen gang på lige fod, og måske bliver verden den dag et bedre sted. Men hvis vi hele tiden skal vælge mellem at undertrykke andre eller undertrykke os selve så sker ikke meget.
Uanset hvor mange fejl man gør, og hvad fejlene koster, så har man altid mulighed at vælge mellem at se fremad og lære, eller at stå kvar på perronen og ærge sig over at man ikke kom med på toget.
Og hun thaikvinden, var jo alligevel en lækker oplevelse. Uanset hvis omkostningerne blev højere end forventet. Noget var det vel værd? Ville det ikke egentlig være lidt kedeligt at leve sundt og fornuftigt, kun for at dø rask og rig.
Jeg blev ikke født som fornuftig, jeg blev født som en liderbuk og jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være min opgave at modstå fristelser? Kristus har stadig tilbage at overbevise mig om pointen i det.
Men jeg blev heller ikke født til et offer hvis opgave det er at græde over spildt mælk. I særdeleshed ikke i en tid når man næppe ved hvad mælken er for en størrelse. At det ikke er penge, er jeg endelig overbevist om, men hvad er det så? Hvorhen er togene egentlig på vej?
Imens jeg venter på at forstå det hele, så kan jeg bare konstatere at hun, thaikvinden, alligevel var en oplevelse jeg sikkert husker den dag jeg siger farvel. Liderbukken er ikke fornuftig på nogen måde, men han er en urkraft jeg ikke kan benægte, og når han dør gider jeg ikke leve. Uanset hvor megen tab han har årsaget, så er han en væsentlig del af mig.
PS Thaikvinden er kun en symbol. Men lækker var hun.
PSPS I 2020 er 250 millioner flere mennesker blevet kastet ud i sult og nød . 250 millioner flere end før Corona. Måske burde vores navler lidt oftere beskues i det perspektiv?