Nu skal man jo være varsom med at beskrive sig selv, men jeg vover det alligevel. Jeg betragter mig selv som udstyret med en sund fornuft, tilpas intelligent, og et mennesker der træffer rimelige velovervejede beslutninger osv. (må hellere stoppe her)
Til gengæld må jeg erkende, at bringes jeg i ind det varme kærligheds/forelskelses hjørne, så handler jeg mere på følelser end på kold og kynisk fornuft. Hvis jeg tror på at mine følelser er gengældt, så har jeg ikke de store problemer med at brande en del penge af den/dem jeg holder af. Jeg ville nok ikke købe en pels eller en LV taske, men kunne sagtens finde på, at skæppe i kassen til indskud til ny lejlighed eller manglende brugsgenstande olign. Er jeg så ikke i psykisk balance ?
Jeg vel mene , at det er mere relevant at se lidt på. om man forventer noget den anden vej, eller om det bare gives af et varmt hjerte, uden at man senere føler sig snydt, hvis en relation stopper. uanset hvad man tror og mener om sig selv, så kender man svaret, når relationen er forbi, hvis man brændt mange penge af på et andet menneske.
Jeg vil sige skide da med pengene, så længe man ikke har smadret sin økonomi til en håbløs situation. Har man det, vil jeg give dig ret i, at så har man ikke opført sig særligt fornuftigt. Jeg er godt klar over, det du beskriver som "kæreste-legen" sårer en med en særlig styrke, når det går op for en, at følelserne var skævt fordelt i perioden man nød. Omvendt hjælper det nok ikke en selv, at hænge følelsesmæssigt fast i at "Det kunne modparten simpelthen ikke være bekendt". Faktum kunne sagtens være, at det er en selv der været meget blind, og man har jo selv valgt at gøre som man har gjort.
Det sidste jeg skrev gælder jo helt generelt og ikke kun hvis man får følelser for GP´er. I kærlighed kan der ikke gives garantier, og tør man ikke løbe den risiko, kan man risikere, specielt efter nogle mislykkede forsøg, at man mere eller mindre ubevist støder mulighederne for ny kærlighed fra, pga af for meget mistro til det andet køn.