De få gange hvor en gæst, som jeg holdte af og nød at tilbringe tid med, fik flere følelser for mig, end hvad godt var... Dér var det hårdt. For det betød både, at jeg spredte "dårligdom", hvor det var meningen, at jeg kun skulle sprede glæde og gode følelser, samt at jeg ikke skulle se ham igen. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.
Den ene gang hvor jeg oplevede, at en gæst, som jeg havde kendt i lang tid, udviklede sig til en decideret stalker... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg så for alvor at sætte grænser, og det gjorde mig meget mere bevidst om den fare, der kan være ved at give meget af sig selv, og det skete heldigvis ikke igen efterfølgende.
Den ene gang hvor jeg oplevede, at et vildt fremmed menneske fandt frem til min identitet og delte oplysningerne ud til andre... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg... Ja, hvad fanden lærte jeg egentlig? At der bare findes afstumpede mennesker, og når man er en offentlig person, så kan man åbenbart risikere dette.
De gange hvor jeg var vidne til, at medierne eller forhenværende glædespiger fremstillede "mine" gæster som værende usympatiske monstre... Dér var det hårdt. For jeg har mødt så mange dejlige og gode mennesker, at det faktisk gjorde/gør ondt på mig.
Jeg har været aktiv på diverse offentlige internetfora som EG i mange år. Når man stikker næsen frem, så må man regne med at få nogle slag på selv samme. Det har været hårdt at lære det. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Og hér er jeg virkelig blevet stærkere. For det kræver en enormt stærk mave at gøre sig selv til skydeskive overfor en flok anonyme mennesker på internettet.
Når jeg oplevede/oplever, hørte/hører om og læste/læser om diverse fordomme om kvinder som mig, så er det hårdt. For jeg orker ikke altid at sige folk imod mere.
F.eks som at det skulle være psykisk hårdt at være fysisk tæt på andre mennesker, fordi man ikke selv er i stand til det samme...
(Altså jeg hopper jo ikke ind på et forum for kassedamer og spørger: "Det må være hårdt at sidde ved den kasse dag ud og dag ind med så mange ensformige dage? Ikke mindst psykisk? Og hvorfor valgte du at gå denne vej?")
Når jeg oplevede mig selv tage afstand fra mennesker, som jeg ikke kunne indvie i den side af mig... Dér har det været hårdt. Men det er bare ikke alle mennesker, der kan kapere mit job, og det er bare ikke altid, at jeg magter at forsvare mit valg af job. Det tror jeg er svært at forestille sig for mennesker, som har "socialt accepterede" jobs.
Jeg nåede næsten at være aktiv glædespige i et årti, og har ALDRIG nogensinde oplevet at føle mig så meget som bare truet af en gæst, som jeg skulle til at dele det mest intime med. Er jeg så den, der er heldig...?
Jeg har ikke mistet tilliden til mænd... Jeg har selv en husbond, som jeg stoler 110% på, og jeg ser/så mine gæster som mennesker og ikke utro og amoralske "svin". Jeg har også været i stand til at have et helt almindeligt kærlighedsliv (hvad det så end er) ved siden af dette job. Er jeg så atypisk...?
Jeg har ikke mistet noget af mig selv - men er tværtimod vokset som menneske. Det eneste jeg har mistet er hæmninger... Er jeg så den, der afviger...?
Mange glædespiger har tit udtalt, at det i hvert fald ikke er et let job osv. Men for mig har jobbet i sig selv faktisk været let. Er det mærkeligt? Måske nok... Men for mig har selve jobbet aldrig været svært ej heller har det været en pine at dele ret så meget af mig selv. Der er ingen, der har TAGET noget fra mig. Jeg havde ikke mindre af mig selv tilbage, når jeg gik hjem fra job, og sådan har det altid været. Jeg har været fysisk tappet for energi, ja... Det kunne en nattesøvn klare. Men på det mentale plan har jeg fået meget mere igen, end hvad jeg nogensinde har kunnet give.
Kropskontakt... Hvorfor i alverden skulle DET dog være hårdt? Er det så mærkeligt at elske at blive nusset...rørt ved...begæret...beundret? Er det unormalt?
Hvorfor er det så mærkeligt at vælge at gå denne vej? Det som åbenbart virker så uforståeligt for nogle mennesker, er så uendeligt naturligt for mig!?
Hvorfor vælger nogen at blive... Parkeringsvagt? Dét må fandme være hårdt... Og de bliver ikke engang nusset, begæret og feteret?!
Verden er altså mærkelig, og jeg håber du blev klogere, Morten...
Glædelig bagjul! ;)