Jul på Det Gamle Bordel III - Jagten på Ur-mutters skat

[Findus 3617]

• 
• 
• 

Der er ingen tvivl om at oplevelsen i dagens episode har gjort et uudsletteligt indtryk på vor unge brevskriverske - ak for os andre ældre og mere hærdede er den slags oplevelser jo blot en del af hverdagens trummerum -  men såvidt jeg ved, indskrev V.'s strenge fader datteren på Mrs. MacCamshronach's Kostskole for ulydige piger med én hensigt: At hendes dyd og familieformuen skulle bevares intakt. Den plan kan nu kun siges, at have været en halv succes.

Hvor nutiden i København er mørk og dyster for vore hovedpersoner, har fortiden i den mørkeste del af det skotske højland paradoksalt nok været anderledes let og lys, men spørgsmålet er hvor længe den saphiske idyl kan fortsætte i så usandsynlige omgivelser? Man må frygte, at hverken skolens rektorinden eller V.'s fader vil se med samme overbærenhed på pigernes uskyldige leg, som vi gør i vore mere oplyste tider, og at mørke skyer er ved at trække sammen i horisonten - i overført betydning altså, da det i den bogstavelige betydning, ikke ville være et specielt bemærkelsesværdigt fænomen i det skotske højland.

Redigeret 9. December, 2018 af Findus
Ordvendt omstilling

[Findus 3617]

10. december  

Alle ydmygelsers moder

Mutter sad ved make-up spejlet i soveværelset, og lagde den sidste finish, så vendte hun sig mod sengen. Efter omhyggelige overvejelser valgte hun et sæt tøj ud af de muligheder der var lagt frem. Hun inspicerede kritisk det samlede resultat i klædeskabets spejl: Sættet understregede hendes skikkelse på det mest flatterende, klassisk uden at være kedeligt, sex´et uden at være vulgært, og vigtigst – det signalerede ikke en dag over 35.

Hun samlede sin håndtaske op og tjekkede nervøst indholdet igen for lettet at konstatere, at der som sidst hun talte for en time siden lige akkurat var nok til S-toget og en standsmæssig ankomst i taxa fra stationen.

I et industrikvarter i det ydre København af den slags hvor der ligger småvirksomheder på den ene side af gaden og halvforsømte kolonihaver på den anden betalte Mutter med påtaget skødesløshed taxa´en, med et demonstrativt ”behold resten” da chaufføren ville give tilbage for det tilfælde nogen skulle kikke.

Hun satte målbevidst kursen mod et autoværksted - eller det vil sige, mod en tremmedør, der bortset fra et husnummer i ekstrastor prangede skift, på den diskretest tænkelige vis spærrede for en udendørs ståltrappe som gav adgangen til førstesalen ovenover. Intet skilt røbede hvad der hørte hjemme deroppe og vinduerne var skærmet af nedrullede persienner.

Med et neutralt udtryk af hensyn til videokameraet trykkede Mutter på dørtelefonen som kort efter summede – hun åbnede og gik op af trappen mod en ligeså upåfaldende hovedør for enden af trappen.

Indenfor lignede stedet ”Det Gamle Bordel”, blot i en lysere og knap så plyspræget udgave – Mutter nikkede nådigt genkendende til stedets telepige, og sammen fortsatte de forbi et par værelser hvor møblement mest bestod af senge til pigestuen bagerst, hvor den tilstedeværende ledige pige nysgerrigt satte sig til rette for at fange det hele, mens hun omhyggeligt sørgede for ikke at blive bemærket af den anden skikkelse i rummet.

”Nå, da, da vi har vist fået fornemt besøg i dag” sagde Mizz Daisy uden at gøre mine til at byde sin gæst til at sætte sig ned, ”ja man hører jo både det ene og det andet Sus” sagde hun ”og nu står du her”?

”Jeg fik et engangstilbud på ejendommen og besluttede mig for at realisere” sagde Mutter afmålt ”jeg var alligevel på jagt efter mere tidssvarende lokaler - men man må jo holde sig i gang” tilføjede hun mens hun med et skuldertræk understregede ligegyldigheden af den sidste del af sætningen, ”ja, det er jo mest for mine faste gæsters skyld” sagde hun og rettede blikket direkte mod Mizz Daisy, ”flere af dem har jo fulgt mig siden jeg startede”. Denne smilede blot og skænkede sig en kop kaffe uden at byde sin gæst – Mutter tilføjede udfordrende ”ja på Det Gamle Bordel har vi jo altid haft piger og gæster med en vis klasse”- hun så sig demonstrativt om i pigestuen over autoværkstedet - ”nå ja dine faste gæster” indskød Mizz Daisy - ”lever de virkeligt endnu”?

En ydmyget og tårevædet Mutter satte 13 minutter efter ankomsten kursen mod nærmest S-togsstation – denne gang til fods.

[Findus 3617]

11. december

Om bøgetræer

Det var både et støvet og langsommeligt arbejde at tømme flyttekasser og Den Vakse Telefonpige nøs voldsomt. Da Mutter lidt efter foreslog en enkelt kop kaffe før de tog hul på den næste, tog hun taknemmeligt mod tilbuddet og afslørede, at hun øvrigt havde taget klejner med. De var godt nok taget fra den ende der enten havde fået lidt for meget, eller var knækket under håndteringen - men pyt, de smagte nu godt alligevel og Mutter, der hele dagen havde været i sådan et småtrist humør blev tydeligt opmuntret efter at have spist sin halvdel, og et par af Den Vakse Telefonpiges, da hun ikke havde været hurtig nok.

Denne pegede på computeren der stod på bordet ved siden af stablen af rudekuverter ”har du læst det sidste på EG” sagde hun med et grin.

Selvom det var velment var emnet ikke velvalgt. Mizz Daisy´s seneste forsøg på at forklare den kæde af pudsige tilfældigheder, der måtte være årsager til det, for moderationen, så påfaldende sammenfald af IP-adresser, rummede unægtelig sine komiske elementer - men alene omtalen af Mizz Daisy var nok til at Mutter startede på en bitter enetale om Mizz Daisy´s evige forfølgelse af hende. En forfølgelse der var startet i ’96 da hyænen ville have eneretten til pigestuens mest attraktive slumretæppe med det flot indbroderede ”Hotel Astoria” logo, og hun gennemgik i detaljer de mange urimeligheder og æreskrænkelser der var fulgt fra den kant siden.

Efterhånden som Mutter talte sig varm udvidede hun emnekredsen med bankernes ågerlignende udlånsvilkår for mindre forretningsdrivende, den ikke-eksisterende sans for kvalitet og kundeloyalitet hos et københavnsk publikum som i lykkeligere tider havde bestået af kræsne gentlemen samt ikke mindst Mr.Snuggle’s tragiske, alt for tidlige bortgang. Undervejs mistede talen sin bitre tone til fordel for en mere snøftende – for helt at kamme over da hun betroede Den Vakse Telefonpige hændelsen dagen før. Mutter snøftede, ”når en kvinde nærmer sig de 40 glider hun bort i skyggerne, glemt og svigtet af alle”. Den Vakse Telefonpige vendte blikket mod loftet ”de 40 – som om”!!!

Med et højlydt suk gav hun afkald på de næste par timer - men hvis det var det der skulle til for at muntre Mutter lidt op, så skidt og hun skiftede behændigt emne.

"Der efter EM i '92", begyndte hun, "hvordan var det så lige det var med ...."

- "Nå den gamle historie, den har jeg da fortalt så mange gange" afbrød Mutter med påtaget modvilje, Den Vakse Telefonpige greb sig i sidste øjeblik i at nikke ivrigt bekræftende, men svarede i stedet, "nej da, det er da så sjældent du fortæller noget om det".

Mutter tog nu fat på en beretning der helt sikkert ikke var blevet ringere af at blive genfortalt over årene:

”Jeg kan huske den gang jeg næsten lige var startet i branchen og var begyndt på Det Gamle Bordel – det var tider! Det var i de glade EM dage i ´92 …”

Den Vakse Telefonpige som havde hørt historien et utalt antal gange før afgav et lille ufrivilligt suk som Mutter, der allerede var fortabt i minderne ignorerede.

– ”… alle kender jo til det der Dannebrogsmalede jagerfly, rådhusbalkonen og hyldestturen gennem byen, men få ved, at DBU havde arrangeret en helt særlig belønning til drengene så en aften rullede spillerbussen op ude foran …”

Den Vakse Telefonpige lod tankerne flyve og begyndte at sammensætte indkøbslisten til weekenden.

".... ja på det tidspunkt havde han jo allerede fået flere i kassen end han lod gå i kassen under hele turneringen - ja du forstår hvad jeg mener Telly" - Mutter lo hjerteligt ved mindet, "det var jo derfor den engelske presse kaldte ham "The Monster" og det var da sandeligt ..."

Den Vakse Telefonpige holdt igen op med at høre efter og begyndte at memorere en særligt krævende skikkeopskrift, men hun følte sig ærligt lidt mat efter det støvede arbejde og havde svært ved at koncentrere sig.

".... lagde beslag på så mange af pigerne inde i den store runde seng måtte jeg og Fanny tage os kærligt af resten". Mutter lo igen hjerteligt.

"Jeg kan huske jeg kravlede på knæ fra det ene ranke danske bøgetræ til det andet"

Den Vakse Telefonpige fik et sært billede på nethinden og løb sur i maskerne, så hun ærgerligt måtte starte forfra mens Mutter igen lo hjerteligt og fortsatte efter endnu et ”prosit” til Den Vakse Telefon Pige

”… der var så meget gang i den, at min For-Mutter måtte sende telepigen ned i døgnkiosken efter ekstra gummimænd– to gange”!

[Findus 3617]

12. december

Et glimt af svundne dage

Mutter havde været ude hele dagen. Dels havde hun haft et ubehageligt møde med banken, dels havde hun haft et mere møde af den mere behagelige slags på Hotel Marriot med en skattet fast gæst. Derfor havde hun også købt aftensmad med hjem – tre pølsehorn og en ½ liter cacaomælk fra 7/11 som hun satte sig med i sofaen.

Bankrådgiveren havde anlagt et meget dystert ansigtsudtryk, og havde været helt umodtagelig for Mutters forsøg på at charme. Til afsked havde han overrakt hende en stak papirer, så han inderligt rådede hende til at få læst og tage stilling til senest efter weekenden.

Mutter satte sig i sofaen og kikkede sig trist omkring i den velkendte stue, hvor skulle hun flytte hen? - hvis bare der var ét eller andet lille håb, bare den mindste lille gnist der kunne give hende noget hun tro på. Hun besluttede sig til at spise frokosten mens den stadigt var varm, så måtte hun se på papirerne imens.

Først blev pølsehornene taget op af posen og lagt på en serviet med 7-11 logo for der var jo ingen grund til at lave for meget opvask, så vendte Mutter sig med et ansvarsbevidst suk mod sin taske og hev stakken af A4 ark op. Hun bladrede planløst rundt – for straks efter at gribe ud efter sin telefon og gå ind på HBO. Men det virkede ikke. Ikke at det var specielt overraskende, så havde de nok opdaget hun var holdt op med at betale.  

To minutters klikken med fjernbetjeningen overbevist hende om, at der heller ikke var noget der var værd at se i TV med mindre man interesserede sig for sundt udseende rødkindede jyske piger i håndboldtøj. Hun kastede et blik udover stuen på jagt efter andre former for afledning fra den truende bunke og dens skæbnetunge juridiske formuleringer og bemærkede skuffen der stod ovenpå den vakkelvorne kommode – ja selvfølgeligt - hun rejste sig og valgte et tilfældigt brev mest fordi det havde en anden slags frimærke på.

Hun satte sig i sofaen igen, og med et pølsekorn i den ene hånd fiskede hun indholdet op af kuverten med den anden. Mellem brevarkene lå der noget tungere af pap. Det var et gulnet foto af en bjælkehytte som var forsynet med et stort prangende skilt, ”The Yukon Nugget”. På et bræddefortov foran, hævet over gadens mudder stod en række tydeligvist fnisende piger sammen med nogle lystent udseende skæggede mænd. Mændene var i pelsfrakker og huer, mens pigerne var påfaldende lettere påklædt. I midten af billedet stod en skægget mand med ansigtet fortrukket i en manisk lykkelig grimasse og viste hvad der syntes at være en metallisk skinnende sten frem for fotografen. Ved siden af ham stod en ung kvinde med et selvsikkert og myndigt udtryk. Hun var lidt mere påklædt end de andre piger og holdt et langt cigaretrør i den løftede højre hånd i en kæk vinkel.

Mutter lagde benene op på sofabordet og gav sig til at læse, mens hun tog første bid af pølsehornet - men snart lå det halvspiste pølsehorn koldt og glemt på servietten ....

[Lady Cherie 5801]

Det bliver mere og mere spændende....bravo H. C. Findus!

[Guest Alkoholikeren]

Hold da op for en drejning, og nu er vi halvvejs, er der et skattekort der leder til en nu solgt byg ing, skal palle pumpgun i aktion, vil der.......venter i spændning og tak igen findus..

[Findus 3617]

Alkoholikeren skrev, for 1 time siden:

Hold da op for en drejning, og nu er vi halvvejs, er der et skattekort der leder til en nu solgt byg ing, skal palle pumpgun i aktion, vil der.......venter i spændning og tak igen findus..

Ah, nu springer du vist til uholdbare konklusioner.

Det eneste vi ved er, at Mutter har læst et brev fra samme bundt, som indeholdt V.'s beretninger fra hendes tid på den strenge kostskole for ulydige piger i Skotland. Men da brevet både kan fremvise et afvigende frimærke, og et billede med et ganske atypisk motiv for både det skotske højland, og det muntre København hvor historien hidtil er foregået, er det nærliggende at forestille sig, at vi står overfor et brev fra en helt anden brevskriver.

Desuden ville en julekalender som indeholdt et skattekort jo skulle have en helt anden indledning. Det ville kræve en ensomt beliggende kro ved den stomomsuste engelske vestkyst - eksempelvist Devon - en mystisk og gnaven tidligere sømand med patologisk frygt for træben og en ung knægt, ikke en ung pige i hovedrollen. Derudover ville det være et brud på alle konventioner, at nedgrave en skat i Brønshøj - den slags foretages traditionelt på en øde ø i Sydhavet.

Der er derfor ikke andet for, end at vente til imorgen, hvor det (måske) afklares hvad Mutter har læst - med mindre selvføgeligt, at morgendagens afsnit koncentrerer sig om en gennemgang af de udprintede A4 ark Mutter fik i banken.

Redigeret 12. December, 2018 af Findus
Stavefejl

[Guest Alkoholikeren]

Ka bare ik vente til i morgen det er så godt det du skriver 

[Findus 3617]

13. December

I Amerika

 

The Yukon Nugget

13 december 1901

 

Allerkjæreste Søster

Tusinde gange forladelse, jeg har været saa vred paa dig, men ikke længere, du er min kjære Søster, og intet skal ændre det. Jeg troede du havde foraarsaget min bortvisning fra Bleakmore House med et uforsigtigt Ord til Fader, hvis Vrede er saa let at antænde, og saa svær at slukke.

Der er sket meget i de to Aar fra jeg blev bortrevet fra Bleakmoore House, og min hjertenskjære Veninde. Med sit frygtelige Brev fornægtede Fader mig, og efterlod mig arveløs, og hans Sagfører satte mig,  paa et simpelt Emigrantskib med Kurs mod Amerikas Forenede Stater, syg af sorg.

Skibet blev ved Ankomsten modtaget af Statuen af Frihedsgudinden og lagde til ved Ellis Island. Trods min oprevne Sindstilstand vidste jeg, at jeg nu maatte handle praktisk og jeg indlogerede mig derfor paa et jævnt men rent Hotel og trøstede mig med et temmelig simpelt men godt Maaltid paa en Restaurent nærved. Min allerkjæreste Søster, jeg havde besluttet nu at leve et jævnt og beskedent Liv her i Amerika, mens jeg i Hjertet for evigt ville nære Mindet om min kjære Frk. H. Allerede den følgende Dag begav jeg mig derfor til Byens førende Avis for der at avertere mine Tjenester som Guvernante, eller Tegnelærerinde for Børn af Byens dannede Borgerskab. Til min fortvivlelse kom der ingen Henvendelser, og efterhanden som min faa Midler svandt, matte jeg først flytte til et billigere Logi, siden sælge mine Smykker. Jeg averterede nu ogsaa om Plads hos Familier af lavere Stand og løb energisk Stadens Fæstebureauer paa Dørene, men uden det mindste Held. Efter mine Smykker, maatte jeg sælge mine Klæder og da igen flytte, nu til et usselt Pensionat i East Side Kvarteret. Jeg solgte da min sidste Kaabe og brugte i desperation Midlerne paa endnu en Annonce trods min nu af bitter Nød paatvungen Faste. Efter flere Dages svindende Haab maatte jeg fortvivlet erkende, at ingen ville respondere paa dette mit sidste Halmstraa, og at jeg nu stod pengeløs og venneløs. Jeg betalte det usle Pensionat med mine sidste faa Cents, og gik i yderste Fortvivlelse og syg af Sult gennem denne saa naadesløse Storbys Gader, forstødt og forkastet af alle uden andet end det tynde Tøj jeg stod og gik i og uden Haab.

Det var ikke en klar Tanke som ledte min Vej mod Hudson Floden, der omløber Staden New York, men da jeg saa Floden vidste jeg hvad jeg maatte gøre - det eneste anstændige en Kvinde af vor Stand, Dannelse og følsomme Natur kan gøre i en saa fortvivlet Situation - og jeg stilede mine Skridt mod Broen til Brooklyn. Halvvejs ovre standsede jeg ved en Lygtepæl og saa mod det mørke Vand hvis snavsede olieagtige Overflade krusedes af heftige Strømhvivler. Jeg nettede mig lidt, gav mig Gud i Vold og satte saa venstre Fod mellem Lygtepælen og Rækværket som dannede et slags Trin halvvejs oppe og greb med fast Beslutsomhed med begge Hænder om Rækværket og hævede mit højre Knæ op paa Kanten - Allerkjæreste Søster jeg ville drukne mig!!! - men trods mit faste Forsæt om at gøre som det sømmer sig, nægtede min venstre Fod at forlade den sidste faste Grund og mine Hænder greb saa krampagtigt om Gelænderet, at jeg ikke med Viljens Magt kunne befale dem at slippe, og der stod jeg saa halvt ovre. Taarerne løb mig af Ansigtet i Skam over ikke at have det fornødne Mod - dog blandet med en usigelig Lettelsens Taarer. Men de fleste Taarer fældede jeg af Haabløshed, thi jeg havde ej heller Mulighed for at tjene til Livets ophold.

Da raabes jeg an fra et Automobil hvorfra en Kvinde læner sig ud fra Passagersædet med et forfærdet Udtryk. og ved synet af det første venlige Ansigt i denne By, sætter jeg - nu med ogsaa Taknemmelighedens Taarer vældende fra Øjnene - igen begge Fødder paa den faste Grund, og beretter min sørgelige Historie i en forvirret Blanding, mens jeg understreger mit nye inderlige Fortsæt om hellere leve paa en ussel Humpel dagligt Brød og finde Natteleje i et par lasede Tæpper, end at dø i dette forfærdende Vand – ogsaa om det saa skulle være som simpel Vaskepige eller Fabriksarbejderske.

Til mit utrolige Held havde jeg mødt Madame Bondurant, en Kreolerinde fra New Orleans. Min Frelserinde kunne berette, at hun drev et Hus hvor unge Kvinder som jeg selv kunne tjene deres Brød - ja mere til og det endda paa fornøjelig vis. Hun førte mig da mod den 25´tyvede Gade og The Blue Moon House – eller den Blaa Maanes Hus paa Dansk. Der fik jeg noget at spise og blev præsenteret for de øvrige unge Damer i Etablissementet. De var som Byen New York af alle Europas Nationer, ja der var endog en Siameserinde. Jeg lærte hurtigt Huset og dets Routiner at kende, jeg har som du ved altid har været lærenem, og takket være min kjære Frøken H.´s Oplæring blev jeg hurtigt populær blandt den del af Stadens Borgerskab som ynder denne særegene Form for Fornøjelse -  det baade Mænd og Kvinder. Saaledes havde jeg ikke alene bevaret mit Liv men, som Madame Bondurant havde lovet, levede det behageligt, og kunne endog lægge en anseelig Skilling til side. Dette omend paa Bekostning af jeg nu med Pastor Wendelboe´s ord fra vor Konfirmationsforberedelse er lig Maria Magdalena, men ulig hende uden Haab om frelse – min allekjæreste Søster, jeg lever nu som Kourtisane!!!

Jeg ville være blevet i The Blue Moon House, hvor jeg efterhaanden var blevet Madames højre Haand, hvis det ikke havde været for en Hændelse knapt et Aar senere. Jeg gaar ud fra at I ogsa i Danmark er bekendt med det frygtens Regimente som udøves i New York af Italienske Forbryderhøvdinge, og det var netop en saadan der kastede sin Skygge over The Blue Moon House, Don Vincenzo kaldes han.

Det startede da vi afholdt et Juleselskab for en af Stadens fornemme Herrer-Clubber, hvor der var Auktion over Damerne fra The Blue Moon House. Vi var alle stillet op i Tableau hvor jeg var Hovedloddet!

Som det er skik og brug i ”The Blue Moon House” bliver den vindende Byder efter Auktionen inviteret paa Besøg i ”loddets” Boudoire. Men til min Overraskelse, viste sig at jeg var erhvervet af et Konsortium af Børsherrer med det Formaal at forlyste sig i Fællesskab. Det var med en vis Bæven jeg førte Herrerne ovenpaa – men min allerkjærste Søster, dette blev en Eventyrnat jeg sent vil glemme! Aldrig før havde jeg i den Grad hengivet mig saa fuldt og holdent til Nydelsen og opfyldt til Bristepunktet overvældede Salighedstilstandens gentagende Kramper mig i en Grad saa jeg ikke formaaede at ytre ét sammenhængende Ord den udslagne Nat igennem men blot kunne udstødte de inderligste Suk vekslende med henrevne Frydsskrig. Denne Oplevelse udmattede mig saa ganske, at jeg sov den hele næste Dags Formiddag og Eftermiddag bort, fuldkommen tilfreds og mættet.

Jeg blev vækket af Husets Tjenestepige, som oplyste, at en Herre insisterede paa at træffe mig, jeg ville sende hende bort med Besked om jeg var indisponeret, men hun virkerede usikker, nærmest Angst for at overbringe dette, og ærgerlig stod jeg op, nettede mig lidt, og iført en Fransk Kaabe gik jeg ned for selv at gøre min Undskyldning overfor Herren. Strax ved synet af den arrogante og lapsede paaklædte sydlandske Herre besluttede jeg, at han aldrig ville faa Adgang til mit Boudoire, hvad jeg, grundet min Irritation over at være rykket ud af den salige Tilstand der havde behersket mig siden Natten før, uden Omsvøb meddelte ham. Han smilede blot haaligt, og forlod Huset med et sært udfordrende Blik som jeg ikke kunne udgrunde og knapt udholde. Vor tjenestepige og Giussepina, en Italierinde, fortalte herefter ophidset at jeg havde afvist Don Vincenzo, en uhørt dumdristig Handling, og krydrede deres forvirrede Beretning med talrige Eksempler paa dennes Foragt og Brutalitet overfor Udøverne af vor Profession, hvad der dog kun bestyrkede mig i min Beslutning. Men min Allerkjæreste Søster, jeg var ganske uvidende om, at jeg paa denne vis havde skabt mig en Dødsfjende og bragt baade mig selv og Huset i overhængende Fare.

Faa dage efter dette Besøg trak Madame mig alvorligt til Side og sagde jeg matte forlade Staden strax. Hun betroede mig, at hun i Lighed med de øvrige Huse paa 25’Gade betalte betydelige Beløb ugentligt til Don Vincenzo for at vi og Gæsterne kunne være i Fred for hans Bøller, og trods et Tilbud om yderligere Kompensation for min Afvisning var Rygtet nu, at denne Slyngel som Hævn ville lade kaste Vitrol i mit Ansigt! Jeg gyste Skrækslagent ved Tanken, men var ogsaa fortvivlet over at skulle forlade min Velgørerinde. Hun forsikrede mig hun kun havde mit Velbefindende i tankerne, og at hun sammen med sin ældre Søster, som drev et lignende Hus i San Fransisco i Kalifornien, den vestligste af De Forende Stater, havde et Forretningsprojekt langt udenfor Don Vicenzo´s Rækkevidde, og som hun havde foreslaaet jeg skulle lede – ”Young Girl go west” sagde hun med et Smil, og jeg fornøjede mig trods min Forfærdelse over Ordspillet.

Med fra ”The Blue Moon House” fulgte Megan, en køn og naturlig Pige fra landet, og vi ankom Ugen senere i San Fransisco, hvor den ældre Madame Bondurant, præsenteret mig for en Mr. O´Leary, vor Kompagnon og kommende Rejsefælle. Vi skulle overtage et Hus af lignende Art i Dawson City – da jeg ikke helt var klar over Byens Placering matte jeg flovt spørge om nærmere Besked, og Madame Bondurant berettede da, at Omraadet var bedre kendt som Klondyke og laa i Yukon Territoriet i Kanada.

Mr. O´Leary skulle bestyre Saloonen og Hasardspillet nedenunder mens jeg skulle styre Pigerne og Gemakkerne overpaa. For det modtog Mr. O´Leary en Fjerdepart af Husets Indtægter, mens jeg og Søstrene Bondurant ville dele de tre øvrige Fjerdeparter lige over. Madame forsikrede mig, at det ville blive særdeles indbringende, og at hun selv som ganske ung havde grundlagt sit Hus ”City of Orleans” paa lignende Vis under den Kaliforniske Guldfeber.    

Saaledes blev jeg selv Madame efter en grusomt strabasserende Tur hertil for mig, Mr. O´Leary, Meegan, og de tre piger jeg fik med fra San Fransisco. Navnet paa mit Hus er ”The Yukon Nugget”, som jeg maa sige er en straalende Success, da jeg allerede efter faa Uger gentagende Gange maatte skrive til baade San Fransisco og New York efter nye Piger!! Men ogsaa denne arktiske Rose har Torne – en berygtet Bande Outlaws ledet af den grusomme Black Bart hærger i Omraadet og er mig Anledning til stor Bekymring, thi han var aarsagen til min Forgængers hastige Retræte fra Dawson.

Men nok om mig – jeg maa absolut høre nyt fra dig min allerkjæreste Søster! – skriv snarest, jeg beder dig inderligt tilgive min uretfærdige Vrede mod dig.

Din hengivne Søster

V.

 

 

•  

Redigeret 13. December, 2018 af Findus
mellemrum

[Guest Alkoholikeren]

Fantastisk tak Findus....sikke en drejning....spændendene...

[Guest Lagaffe]

Bravo Findus. Historien udvikler sig på fornem vis. Venter spændt på næste afsnit

[holstebronx 7415]

Wow… fra kanten af livet, til fornøjelses pige og sidst til Madame

Et rigtigt godt afsnit  

[Findus 3617]

Nå jeg må jo nok erkende at julekalenderen idag har ligget og loppet den bagerst i feltet  Af hensyn til vore sponsorer er teamet derfor beordret frem i feltet her kort før opløbet, for at få maksimal eksponering nu hvor seertallet er størst.

I dagens afsnit får vi den historien om hvordan vores fortidsheltinde V. ender i det yderste udkants-Alaska (eller rettere Yukon territoriet i Canada), og dermed forklaringen på gårdsdagens fotos.

Selvfølgelig har de fleste af jer været optaget af historien om hendes tragiske skæbne og af nød påtvungne valg af livsbane, men er der nogen der har lagt mærke til den centrale af dagens illustrationer? I den gemmer der sig en lille bonushistorie

 

[Findus 3617]

14. December

Julefrokost bekendelser

Dette år sad Mutter nede blandt pigerne og ikke som alle de andre år ved Mutter-bordet. Selvom EG-pigernes traditionelle hemmelige julefrokost plejede at være årets højdepunkt var Mutter temmelig trist. Der havde allerede været adskillige henne for at udtrykke deres medfølelse, men det gjorde det kun værre, og meget tidligt på aftenen erklærede hun, at nu ville hun hjem. Karla fulgte hende ud og tog afsked i forrummet, hvor musikken ikke var så høj, men hvor det til gengæld trak en del, da der var en livlig trafik af piger til og fra den frysende klump der stod udenfor og røg ved en cementkumme. På vej tilbage stødte hun ind i Thai-Pippi som snakkede ivrigt selvom Karla kun havde mødt en enkelt gang før sidste år. De satte sig i en af sofaerne, og Karla svarede så godt kunne, da Pippi´s dansk ikke altid var lige let at forstå. Så forsvandt Pipi indenfor mod varmen og baren, men blev afløst af Lola, der lige ville køle lidt af. En pige som Karla mene vist nok hed Jasmin fik øje på dem da hun kom ind udefra og gik hen for at spørge om det var deres Mutter der lige var gået, Karla bekræftende at Mutter lige var gået, men at det i øvrigt ikke var deres Mutter længere, da hun selv var startet PD for snart 2 år siden, og Lola havde gjort det samme nu her i efteråret kort før Det Gamle Bordel lukkede. Det emne interesserede Jasmin, og hun dumpede ned i sofaen overfor og begyndte at spørge dem ud. ”Jeg overvejer det selv” betroede hun, ”der er ikke så meget omsætning på de store steder længere – du kan bare se dig omkring, vi er færre end sidste år, der er ikke så meget plads til danske piger længere med alle de østpiger” - Jasmin spurgte ivrigt Karla og Lola om tips og Sara kom ud for at se hvor de blev af. ”Hør piger, vi får danset LIDT for lidt og vi får drukket ALT for lidt”, lokkede hun, men satte sig alligevel på sofaens armlæn ved siden af Lola. Det fik Karla til at huske hun selv havde et spørgsmål - ”nå ja, den der nye ydelse I lige er begyndt at annoncere med – er det noget der giver gæster”? – Sara lagde besidderisk sin hånd over Lola´s og flettede sine fingre ind i hendes. ”Det er bare SÅ godt, det skulle vi have gjort for længe siden -, så sprang hun op - ”kom NUUU, vi skal ha´ det SJOVT”, og gennede gruppen indenfor mod musikken og baren.

[Butch 5198]

Op i førerfeltet igen....

[Guest Alkoholikeren]

Glæder mig til næste gode afsnit....

[Guest Christina ssbbw]

Eg-pigernes traditionelle hemmelige julefrokost? HVEM HAR GLEMT AT INVITERE MIG?  Jeg vil møde mutter og Karla og Lola og den vakse telefonpige og alle de andre.  Nu er jeg ked af det. Kan vi ikke få morgendagens afsnit i dag for at trøste mig? 

Redigeret 14. December, 2018 af Christina ssbbw

[Findus 3617]

Nej @Christina ssbbw du må vente til imorgen lige som alle andre - og arrangementskommitens forglemmelser kan jeg ikke holdes ansvarlig for

Der er ikke andet at gøre end at vente på morgendagens tømmemændsprægede afsnit, hvor den alkoholdrevne løssluppenhed og åbenmundethed, udover de indlysende fysiske konsekvenser vil medføre mangt et fortrydeligt "sagde jeg virkeligt det"? og "det gjorde jeg da ikke"?- når vore hovedpersoner langsomt erindrer aftenens begivenheder.

Mutter, som forlod selskabet ukarakteristisk tidligt, må forventes at være nogenlunde tidligt på benene og vil derfor efter al sandsynlighed være den, der skal bære morgendagens afsnit igennem, da vore øvrige lingeriklædte heltinder vil være indisponeret til engang ud på eftermiddagen.

[Findus 3617]

15. december

"En genstand af umaadelig værdi”

Fordelen ved at forlade julefrokosten tidligt viste sig dagen efter – Mutter var efter et par kopper Nescaffe, og to pamol nogenlunde i normal weekendform, og sidst på formiddagen besluttede hun at læser videre i brevene.

San Fransisco 21. juli 1903 

Allerkjæreste Søster

Det smerter mig usigeligt at læse din Beretning om Faders tiltagende Tyranni, efter Onkel Hermods Fallit, men at flytte dig i din svagelige Tilstand fra Santoriet til dette gamle fugtige Hus! - og jeg frygter hans tiltagende Spillemani vil æde de sidste Rester af Familiens Kapital, og efterlade jer i dybeste Elendighed og Armod.

Men jeg maa straks fortælle dig mine egne Nyheder, jeg er ikke længere i Yukon-territoriet, men er nu i Kalifornien, og vil snarest vende Hjem til Kjøbenhavn!

Dette skyldes hvad der hændte i sidste Maaned en Tirsdag - ikke at det gør nogen Forskel i The Yukon Nugget. Jeg sad i en privat Baas bageste i Saloonen, hvor jeg nød et Glas Sherry med Megan, efter vi i Fællesskab havde udført et Tableau -”to Synderinder”, som en af Husets faste Besøgende, Pastor Talbot af den Presbertyrianske kirkelige Retning yndede. Da blev Saloonen med ét tyst, saa den eneste Lyd der hørtes var det mekaniske Piano.  Jeg rejste mig for at finde Aarsagen og min Sjæl isnede – i døren stod fire Lovløse som intet Hus i Dawson ønskede indenfor, men ingen turde nægte Adgang, thi de var alle berygtede Banditter og Mordere, anført af Black Barts Højrehaand, og Bandens næst efter ham farligste Medlem, Dirty Dave Rudabaugh.

Jeg maatte nu spille et farligt Skuespil, og bød dem velkomne og bad dem afgive deres Ønsker til Baren, men idet jeg spurgte til Herrernes Ønsker veg mit Blik uvilkaarligt fra Dirty Daves haanlige Smil blot for fanges i Pickaxe Pulaski´s livløse blegblaa Øjne og jeg gyste uvilkaarligt. O´Leary uddelte Cigarer og skænkede Whiskey paa Huset, men jeg bemærkede at han rystede saa meget på Haanden, at han spildte det meste. Lebouef med det kulsorte Skæg og den evige manisk Grimasse slog sin Næve i Bardisken saa Flaskerne klirrede, og forlangte i stedet Øl.

Mit Haab om de blot ville drikke blev straks gjort til Skamme, da Dirty Dave forlangte Pigerne stillet op, trods at Gruppens fjerde Medlem, en graaskæget bandit kaldet Oneeyed Pete, var tydeligt vred over de havde gjort holdt i The Yukon Nugget, da, som han sagde, Bossens Ordrer havde været udtrykkelige. Dirty Dave klappede afvisende paa de Saddeltaske han bar over Skulderen, og Pete satte sig da uden et Ord paa en Barstol hvorfra han kunne overskue Yderdøren og Trappen ovenpaa mens han hvilede sit Gevær mod Bardisken, tydeligvist i et ondt Lune.

Jeg stillede med Hjertet bankede i Halsen Husets ledige Piger sammen paa en Række, hvor de nu én for én skulle træde frem med et Kniks og sige deres Navn - men de stod blot som stivnede og rørte sig ikke. Jeg mærkede Panikken brede sig, men før Banditterne tog deres strækslagne passivitet som en Fornærmelse, brød Leboeuf Dødvandet. Et stort Ølkrus som jeg knap kunne løfte med begge Hænder forsvandt helt i kæmpens Næve da han tømte det i ét Drag, saa greb han Mary-Lou og Mary-Beth med Ordene "Vous venez avec Pierre – Oui"? og trak dem da op ad Trappen. Jeg var ikke saa bekymret for de to Mary´er, de havde været de heldige, blot de nu undgik at sige "Non".

Pulaski greb da hjerteknuende brutalt Alabama Belle, en ganske ung Mulatpige fra Delstaten af samme navn, og hendes paniske bønfaldende Blik da han førte hende væk smertede min Sjæl usigeligt.

Men endnu var den værste Slyngel tilbage og de tre sidste Piger trykkede sig rystende sammen i en Klump, hvor stakkels Megan nu hulkede højlydt. Dirty Dave gav sig god tid og førte Langsomt Fingeren fra pige til pige i en kendt amerikansk Vrøvleremse - "eeny, meeny, miny – saa skiftede hans Finger retning mod mig "moe"!

Allerkjæreste Søster, dette kan du ikke vide, men det var et "faux passe" som varslede ilde! Som Husets Madame tager jeg imod Herrerne og præsenterer Pigerne, som vore Gæster da kan vælge, men jeg kan ikke selv vælges - der indbydes kun Gæster til Madames Boudoire som en særlig Gunstbevisning. Dirty Dave havde sat sig for at knække mig, eller der var værre! Med Angstens sved perlende paa min Pande og tør Hals gik jeg foran ham op ad Trappen mod mit Boudoire stolt og rank - men allerkjæreste Søster, jeg var vis paa, at jeg der ville møde min død for denne Forbryders Haand! Da Dirty Dave lader sin højre Haand glide i Lommen, og hans Næve vender messingglimtende tilbage, nu grusomt forstærket af et Knojern, ved jeg at jeg kun kan haabe paa at redde Livet ved egen Hjælp – jeg maatte spille min sidste Trumf, men hvorledes! For Allerkjæreste Søster, jeg havde et skjult Trumfkort - jeg havde af den Nødvendighed denne lovløse By paatvinger, anskaffet mig en Pistol som jeg bar i mit Strømpebaand, en lille og ganske chick Model, forsølvet og med et nydeligt perlemorsbesat Skæfte. Den var nu mit sidste Haab!

Bouduoiret var endnu ikke ryddet op efter Pastor Talbots Besøg, og Dirty Dave gjorde store Øjne, for med Ordene ” What the F_***” – et særegent vulgært amerikansk Udbrud - at vende Ryggen til mig for at tage en række Genstande af vulkaniseret Gummi i øjesyn, som vi havde anvendt under vort Tableau – da saa jeg min Chance, jeg listede Pistolen frem, traadte om bag ham og greb lydløst de Haandjern vi havde anvendt til at fasholde vort Klerikale Publikum under Tableauet som hang i en Læderrem fra Loftet, og smækkede dem pludseligt om hans venstre Haand som han støttede mod Sengestolpen, Slynglen forsøgt et trække sin Revolver men var hæmmet af Knojernet, og jeg pressede Pistolens to Løb mod hans Tinding. Han truer han mig med hvilken langtrukken Hævn Black Bart ville tage, men jeg lænkede ham blot forsvarligt og kneblede ham med samme Redskab vi havde anvendt til Pastor Talbot. Jeg vidste allerede i samme Stund, at jeg maatte flygte og jeg vendte hastigt hans Saddeltasker ud paa Gulvet og rodede Indholdet igennem for at finde lidt ekstra Midler til min Flugt. Da ser jeg, at hans Blik ikke hænger ved Poserne med Guldstøv eller Dollarsedlerne, men en anden Genstand og jeg indser den er noget Banditten tillægger umaadelig Værdi, nysgerrigt tog jeg den i øjesyn og indsaa at Faders forretninger, selv i deres Velmagtsdage, var at ligne med en simpel Høkerbutik. Jeg tog en jævn brun Kaabe over Tøjet greb en lille Kuffert pakket til samme Eventualitet, og tog min afsked gennem Vinduet over Staldbygningens Tag – men gjorde, efter en pludselig Indskydelse, en Omvej over Stalddrengens Logi, thi min Frygt var, at Banden telegrafisk ville underrettet Medkumpaner - men de ville lede efter en Dame med en kuffert, ikke en ung Dreng med en Vadsæk, saa jeg skar resolut mit lange Haar af og skiftede til Mandstøj. Mit snedige indfald var dog nær blevet mit endeligt, thi Opholdet gjorde, at jeg først naaede Floddamperen i sidste Øjeblik.

Min Frygt var ikke udbegrundet I White Horse ventede brutale Bøller - men da de ved Afstigningen haardhændet antastede Baadens Damer opstod der Tumult, og jeg forlod uset Kajen, passerede det berygtede ”Arctic Hotel” og steg ligesaa uset paa Toget mod Skagway, den sidste og farligste Station paa min flugt, thi Havnebyen er under Soapy Jims herredømme, en Bandit som skylder Black Bart sin Position, og i ét og alt er hans Vassal. Til min fortvivlelse sejlede Damperen først paa Morgenen Dagen efter min Ankomst, men efter at have tilbragt en angstfyldt Nat i den fjendtlige By, virkede min Forklædning atter. Jeg holdt mig tæt til et simpelt klædt Ægtepar og de ventende bevæbnede Mænd paa Kajen bemærkede mig ikke. Da Damperen havde kastet los og gled fra Kajen, traadte jeg ud paa Agterdækket og lod med usigelig Lettelse Blikket falde over de Farer der nu laa bag mig - men da mødte mit Blik Dirty Dave Rudabauchs! – han stod paa Pieren i Selskab med Gruppen af Banditter og løftede nu ophidset Armen og pegede mig ud trods min Forklædning!

Dette var mere end jeg kunne klare, jeg var nu fortvivlende vis paa der ventede mig en frygtelig Skæbne ved ankomsten til San Fransisco, og jeg daanede. Søfolk og Passagerer kom til min hjælp, og mit Bedrag blev opdaget. Jeg blev ført til Kaptajnens Kahyt hvor Kaptajn Abernaty, en rigtig sømandstype, skægget og vejrbidt, bredbringet og med stærke Arme, en knoglet let skæv Næse men varme, venlige brune Øjne, paahørte min fortælling, og besluttede at holde mig indespærret der for resten af Sørejsen. Ankommet til San Fransisco Bugten lod den kjære Kaptajn venligst en Baad sætte i Vandet før landgang, og skjult i den Taage der er saa typisk for Byen roede et par Matroser mig i Land i en anden del af Havnen. Jeg skrev da kort til den ældre Madame Bondurant og beklagede inderligt at jeg var løbet af Pladsen, men at jeg straks maatte forlade Dawson af Frygt for mit Liv, og end ikke turde forblive i Kalifornien.

I morgen vil jeg begive mig paa Rejsen mod vort hjemlige Kjøbenhavn, og ved min Møje og Flid i Yukon har jeg sikret mig en anseelig Andel af Eventyret som jeg medbringer i Bank-Cheques og Double Eagles, og mere kom til med Sedlerne og Guldstøvet fra Slynglens Saddeltasker.

Se min allerkjæreste Søster, med disse Midler har jeg paatænkt, at aabne et Etablissement af samme Art som det jeg drev i Dawson. Jeg ønsker mig et Sted af klasse, hvor kun Gentlemen af den mest generøse slags vil blive modtaget - beliggende diskret paa Landet men dog nær Staden, og med alle de mest moderne Bekvemmeligheder, elektrisk belysning, træk og slip, varmt Styrtebad, en Edison Phonograf! - ja Herrerne skal endog have mulighed for telefonisk bestilling!!

Allerkjæreste Søster forlad Fader, flyt ind hos mig og vær min Støtte i min Gerning, jeg beder dig – du kan jo føre Husets Kalender og passe Telefonen!!

Din hengivne Søster

V.

Mutter begyndte nu interesseret at sortere brevene efter dato og sætter dem op på køleskabet med magnet - det sidste brev er bemærkelsesværdigt nok uåbnet og idet hun sprætter den 106 år gamle konvolut op løber en sær kuldegysning langs rygraden.

 

 

[Guest Alkoholikeren]

Mesterligt intet mindre, og Brønshøj er jo historisk set jo et landligt område, med gårde og små landbyer, Utterslev, og efterslægtselskabet  o.s.v. Øj hvor jeg glæder mig, tak Findus..

[kvinde 1966 1291]

Sikken en historie... Man kan næsten ikke vente til i morgen... Tak for din fantasi og din måde at skrive på...  

[Guest Lagaffe]

Jeg bøjer mig dybt i støvet. Fremragende historie og fint fortalt. Bare det snart var søndag

[Findus 3617]

... og så skyllede porno-tsunamien lige hen over hyggesnak, vi svømmer op til overfladen igen.

Der ligger en del research bag, og det meste af det er gemt i de illustrationer, der ledsager hvert af de afsnit der foregår i fortiden. Desværre er forringer upload'en på EG af en eller anden grund kvaliteten væsentligt, så mange af detaljerne ryger.

Baggrundskortet idag viser f.eks. V.'s flugtrute fra Dawson City hvor jernbaner, flodbådsruter, og den så frygtede telegraflinje fremgår. Billedet på efterlysningsplakaten vise faktisk "Dirty" Dave Rudabaugh, der ligesom "Soapy" Jim og "Black" Bart er faktisk eksisterende outlaws. Hvis I lover at undgå, at benytte det som afsæt for at diskutere politik, kan I også få en lille bonushistorie om byen "White Horse". 

Tekstbaggrunden for afsnittet "I Amerika" viser en af EG´s analoge forfædre -  "A Vest Pocket Guide to Brothels in 19th-Century New York for Gentlemen on the Go" som er en komplet kortlægning af mulighederne i New York for den kræsne 1800 tals gentleman.

Men den manglende kvalitet var især synd forleden med  billedet som viste min research i "den lesbiske verdenslitteratur". Titlerne er sjove, men de små appetitvækkere er hysterisk morsomme.

Redigeret 15. December, 2018 af Findus

[holstebronx 7415]

"Dirty Dave Rudabaugh" - det lyder da som det ideelle slyngelnavn  

[Guest Christina ssbbw]

Er jeg den eneste der håber hun møder sit livs kærlighed, får børn og en masse orgasmer inden d. 24.?