Jul på Det Gamle Bordel III - Jagten på Ur-mutters skat

[Butch 5198]

• 
• 
• 

Findus skrev, for 23 minutter siden:

Se nu var det egentligt min forståelse, at det I efterlyste sidste år, var en socialrealistisk julekalender, som satte spotlys på branchens problemer og de menneskelige skæbner bag de røde lygter. Derfor har jeg indtil nu koncentreret mig om den benhårde konkurrencesituation, konsekvenserne af den snigende afhængighed af hurtige penge og det vanskelige exit fra branchen.

Det jeg nu kan forstå I i virkeligheden efterlyser, er fortælletekniske kunstgreb som en uventede arv fra onkel Carl i Amerika, forbipasserende millionærer i generøst julehumør og hidtil ukendte identiske tvillingenisser 

Egentlig var jeg selv mest indstillet på, at skrive en fortælling der havde arbejdstitlen "24 shades of Christmas", men valgte så at give jer det jeg troede I ville ha' 

Nu er jeg imidlertid ikke den forfatter der er for stolt til at rette ind efter markedets krav  Så hvis det hvis det er det der efterspørges tilfører jeg gerne historien tvivlsomme plotelementer,  hurtige biler, letpåklædte piger samt hyppig brug af grovkalibrede skydevåben.

Jeg skal se hvad der er muligt til imorgen 

Du piller bare overhovedet ikke ved det oprindelige manuskript do 

Det kan godt være at KK ikke lige kommer i tra-la-la julestemning af de første 3 afsnit, men han er altså ikke “vi”, så hans udtalelser står for egen regning 

Herfra skal der lyde et kæmpe: Fortsæt stilen!! 

[Guest Lagaffe]

Jeg kan nu godt lide den socialrealistiske tilgang. Sukkersøde julekalendere kan man altid finde i hobetal.

[Guest Alkoholikeren]

Bare skriv som du vil, er der nogen der tror at det er læserne der forfatter Ib Michaels eller Oswald Spenglers bøger?

Redigeret 3. December, 2018 af Alkoholikeren

[Findus 3617]

4. december

Et skattet møbels endeligt

Den Vakse Telefonpige var mødt op sådan ved 13.15 tiden da hendes ressourceafklaringssamtale var trukket ud af kommunalt-bureaukratiske grunde som hun ikke helt kunne redegøre for.

Efter et par kopper Neskaffe gik de så småt i gang med de første flyttekasser. Det var et trist og støvet arbejde, der heldigvis blev afbrudt da Karla uanmeldt dukkede op ved 14 tiden med et par kager, lige i tid til endnu et par kopper kaffe.

”Vi må hellere til det igen” sagde Karla efter kagerne var spist, ”jeg venter en aftengæst, og jeg skal gå senest kl. 16”. De rejste sig - ”det er smartest at starte med møblerne mens vi er tre til at slæbe” sagde Karla, og de gik ud i garagen for at sortere møblerne fra Det Gamle Bordel i tre bunker: Dem der helt sikkert skulle bevares pga. kvaliteten og affektionsværdien og derfor skulle indenfor, dem der skulle bevares af samme grund, men som der ikke var plads til og derfor skulle på loftet, og dem der var for gode til at smide ud, men som de ikke lige vidste hvor de skulle gøre af og derfor foreløbigt skulle blive i garagen.  

Den gamle imiterede Louis 16 kommode som altid havde været Mutter kær, skulle ind i stuen, men i døren lød en knasende lyd af splintret træ, og det ene kommodeben stak nu ud i en helt skæv vinkel. Mutter jamrede, ”den stammer helt tilbage fra den første Mutters tid”!  Den Vakse Telefonpige, som havde haft til ansvar at styre kommoden i den vanskelige sving fra gangen mente, at det nemt kunne ordnes med lidt lim, og rettede demonstrerende på det skæve ben, med det resultat at kommodens øverste venstre skuffe faldt halvt af. Mutter trak skuffen helt ud for at undgå flere ulykker. ”Jeg vidste ikke de skuffer kunne åbnes, jeg kun de var til pynt”. Hun rodede nysgerrigt rundt i skuffens indhold men satte den forskrækket fra sig, da der under et bundt breve og avisudklip gemte sig en lille dobbeltløbet pistol med perlemorsskæfte. Pistolen havde engang have været sølvfarvet men var nu mest rustplettet. Den lå i selskab med tre temmeligt anløbne patroner.

”Vi må hellere ringe til Palle om den der” sagde Den Vakse Telefonpige, og gjorde et vagtsomt nik mod den lille pistol, hvis motiver og pålidelighed hun tydeligvist nærede den dybeste mistillid til

– Karla tilføjede, ”det ville også give dig en lejlighed til at snakke med ham, og sige undskyld” – hun så opfordrende på Mutter.

”Undskylde til den nar” fnøs Mutter - ”aldrig”.

Karla undlod at forfølge emnet, og bøjede sig i stedet ned og bladrede i avisudklippene, ”der var vist en her engang der var meget interesseret i Titanic”

Så samlede hun forsigtigt de gulnede breve som var sammenbundet af et falmet lyseblåt silkebånd op, ”gad vide om der er en forklaring?” – sagde hun og løsnede silkebåndet. Hun tog det øverste brev halvt ud af kuverten, og læste ”Allerkjæreste Søster” begyndte det med, ”Skolen er stadigt streng, og kun Haabet om at genforenes med dig min Kjære Søster og min Hjertekjære Eduard bringer mig lindring. Som du ved har Haandarbejde aldrig …”

Karla trak på skuldrene - ”næ, det har ikke noget med pistolen at gøre”, og lagde brevet tilbage.  De fortrak fra stuen, og sorterede indholdet i nogle kasser efter samme princip.

Klokken blev 16 og Karla gik for at gøre sig klar til mødet med sin aftengæst. I døren mødte hun en usædvanlig stor og kraftigt bygget mand helt klædt i sort læder. Tattoveringer snoede sig opad hans tyrenakke og hans kronragede isse var dækket af et pirattørklæde, og selv på denne den mørke december eftermiddag bar han solbriller. Det var Palle, som Den Vakse Telefonpige havde ringet til trods Mutters hånlige fnysen. Af samme grund fortrak Mutter til soveværelset med et effektfuldt smæk med døren.

Er Sus stadigt sur? spurgte han undrende. Den Vakse Telefonpige undlod klogeligt at sige noget da Mutter efter al sandsynlighed stod lige bag soveværelsesdøren og fulgte med i hver ord der blev sagt. Hun nøjedes derfor med et sigende blik, og pegede på kommodeskuffen på gulvet.

"Den ligger der", sagde hun nervøst. Palle trådte nærmere –"næ, en dame-Derringer.

Han bøjede sig, samlede den perlemorsskæftede pistol og op, kækkede den rutineret for sat tjekke om den var ladt, børstede støvet af og holdt den så op i lyset for at læse stemplerne.

"Cal. 41 rimfire, hvor ’Old School’ – hvor i alverden har I gravet den op?".

Den Vakse Telefonpige fortalt ivrigt historien om kommodens haveri i mange dramatiske detaljer rigt krydret med vidtløftige gisninger om hvor mange piger og gæster der i tidens løb havde svævet i yderste livsfare i Det gamle Bordels venteværelse og specielt og hvor galt det kunne være gået under eftermiddagens håndtering af kommoden. Palle affærdigede hendes spekulationer med et skuffende"ah, det var helt ufarligt, den var jo ikke engang ladt".

Så lagde han den lille pistol og de tilhørende tre løse patroner i lommen på sin læderjakke og tog afsted med et "hils Sus".

 

[Lady Cherie 5801]

IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIh  hvor er det spændene, og nu er frække Palle også kommet med i julehistorien, følger spændt med....godt skrevet H.C.Findus.

[Guest Alkoholikeren]

Ja mesterligt der er tænkt store tanker....

[Findus 3617]

5. december

Adskillelsens smerte

Bleakmoore House 5. december 1898

Allerkjæreste Søster

Tusinde Gange forladelse for jeg ikke har skrevet før, alt er nyt og jeg er ganske udmattet af de mange indtryk og Sindsbevægelsen. Jeg maa uden Omsvøb fortælle, at Bleakmore House er et levende Mareridt, Dagene er lange, Reglerne er strenge, Straffene er drakoniske og virker for en forvirret Nyankommen som jeg tilfældige, alt i mens Undervisningen er meningsløs og uden Sammenhæng. Hver Dag skal vi tvunget spadserer i Skolens Have en Times tid uanset Vejrliget, men dette er ikke, som jeg troede de første Dage, en kjærkommen Afveksling i den strenge Undervisning, men en Plage i sig selv. Vi maa ikke Samtale, men skal bevæge os i samme snæver Kreds i Haven afgrænset af den grumset brusende Bjergstrøm bag Hovedbygningen, de halvt udgaaede Træer paa Skrænten mod øst med de brungraa Bjerge som fortaber sig i Taagen opad og Havemuren som skille Frøkenernes Kvarter fra Tjenestefolkenes Kvarterer i Sidefløjene. Allerede efter disse ganske faa Dage slider Isolationen og det trøsteløse Landskab paa mine Nerver, og Stedet forekommer mig som et vanddrukkent Helvede holdt i Nuancer af graat, sort og brunt. Hvor anderledes fra det lystige Kjøbenhavn, med de elegante Spadserende i Parkerne og paa Boulevarderne, de mange Teatre, og de straalende oplyste Boutiquer.

Min eneste trøst er Frk. H. som jeg kan tale mit Modersmaal med, og som jeg har fortalt alt om min Hengivenhed for min kjære Eduard. Jeg ville ønske jeg havde hans Portræt ved mig, du ved der hvor han sidder paa Pasha i sin Løjtnantsuniform, som det fuldkomne Billede paa mandig Styrke og Skjønhed, da ville jeg bedre kunne forklare Frøken H. mit Savn, og min faste Beslutning om, trods Faders hjertesløse Forvisning af mig til dette grufulde Sted, at leve med min Eduard. Ja jeg skriver Fader er hjertesløs, for hans Modstand mod vor Forlovelse er uden Hjerte, alt er Udsigter, Formue og Ejendom – men hvad er det Timelige mod de rene ophøjede Følelser man nærer for sin Sjæleven? – hellere leve i en Rønne hvis der er Kjærlighed end leve i overflod og Hjertesløshed!

Men Frøken H. maa jeg dog sige, er mig ogsaa en Kilde til sær foruroligelse. Nogle gange føler jeg mig betragtet, og kikker jeg op, møder mit Blik hendes violblaa Øjne, der uden at blinke betragter mig ligesom vurderende, ventende. Dette faar mig til at skjælve, mit Bryst hæver og sænker sig heftigt som af Aandenød, mens Bølger af skiftevist Varme og Kulde overvælder mig, saa jeg rødmende maa slaa Blikket ned ude af stand til at sige to sammenhængende Ord.

Kjæreste Søster, har du nyt fra min kjære Eduard, blot det mindste? Denne paatvungne Adskillelse sønderriver min Sjæl, og volder mig større Pine end rejsens Prøvelser, dette gudsforladte Sted og denne gruesomme Skole. Jeg ved godt, at ogsaa du ville udsætte dig for Faders vrede – men blot det mindste Tegn fra min Sjæls Udkaarne vil trøste umaadeligt, jeg beder dig saa inderligt!

Din hengivne Søster

V.

 

Ps. Ville det være muligt at du kunne skaffe mig den kjære Eduards Portræt? Jeg savner ham usigeligt, og det ville være en umaadelig Trøst at kunne dække det med Tusinde daglige Kys. V.

[kvinde 1966 1292]

Iiii jeg synes det er hyggeligt med julekalender 

[Guest Alkoholikeren]

Det er fantastisk intet mindre, sikke et talent der her udfoldes....TAK!! Findus.

[Guest Lagaffe]

Masterclass simpelthen. Jeg bliver mere og mere imponeret over din fantasi, kreativitet og fortællestil. 

[Findus 3617]

Tak for rosen

Efter en gotisk start på en pigekostskole i fortidens tågeindsvøbte skotske højland, efterfulgt af tre dages langsom og kværulerende socialrealisme ved et rudekuvertbefængt køkkenbord i nutidens Vangede, er julekalenderens tråde så småt begynder at samle sig med centrum i en nu sørgeligt molestreret kommode.

Plot-elementer er introduceret, hemmeligheder og sammenhænge er antydet og kendte personer fra tidligere udgaver af julekalenderen er trådt ind på scenen - men stadigt er der ikke antydningen af en samlet fortælling. Måske vil den langt om længe begynde at forme sig i morgendagens afsnit, måske uddybes fortidens handling på den hemmelighedsspækkede kostskole, måske komme der blot yderligere detaljer om omfanget af det økonomiske morads Mutter er sunket ned i, eller måske spalter julekalenderen sig  ud i endnu flere handlingstråde.  

Jeg ved det - men det gør I ikke, så der er kun ét I kan gøre, vente i spænding på morgendagens afsnit af Jul på Det Gamle Bordel III - Jagten på Ur-mutters skat.

 

Redigeret 5. December, 2018 af Findus

[Findus 3617]

6. december

En dagliglivs scene - jeg holder af hverdagen

”Pyha, så blev han endelig færdig”, sagde Sara, som kom ind i baglokalet gennem et forhæng af muntert farvede plastikstrimler. Hun var kun iført trusser, og stod med BH´en i venstre hånd og et par stiletter i højre.

Stiletterne blev smidt på kommoden, og hun maserede kæberne - ”kender du det når gæsten bare er såååee langsom”?

Fie nikkede ”du føler som du guffer i timevis, og får krampe i kæben og nakken”

- ”præcist” svarede Sara. Hun duppede sig hurtigt med en vådserviet og tog BH´en på - ”vandet er så koldt her” sagde hun undskyldende, ”hvor kom vi til”? – ”Sugardating” sagde Fie, ”skal jeg på igen”?

”Hmm” sagde Sara overvejende mens hun fortsatte påklædningen med et par posede blå joggingbukser, en badekåbe af ubestemmelig smudsiggrå kulør og sutsko med kaninører og snuder – ”jeg syntes det var tog for meget tid i forhold til hvad det gav” indrømmede hun, ”men det er så også længe siden jeg var på”.

”Vil du høre det seneste sladder”? skiftede hun emne. ”Fortæl, fortæl” sagde Fie, og satte sig forventningsfuldt til rette i sofaen – ”jo jeg har på PM fået at vide, at vores ’Mizz Shining Perfect’ selv sutter uden”!

– ” Frk. ’vi-passer-jo-på-hinanden’! – nej hvem har sagt det”? udbrød Fie sensationslystent og snakken gik livligt ...

En times tid senere skramlede det ved yderdøren som blev åbnet med et - ”det er bare mig”, og øjeblikket efter trådte Lola ind i baglokalet,

”Hej Fie” sagde hun med glad overraskelse, og henvendt til Sara, ”ja jeg er sent på den jeg ved det, det trak ud til spinning – jeg skifter nu”.

Hun satte sin sportstaske på gulvet, og begyndte hurtigt at smide overtøj, støvler, sweater, jeans og T-shirt i nævnte rækkefølge på sofaen, så gik hun hen til kommoden, der indtil for nyligt havde stået bagerst på en genbrugsbutiks varelager, for kritiske at vælge mellem flere sæt arbejdsundertøj, som skulle afløse det mere sporty sæt hun havde på.

Sara masserede igen sin nakke og kæber – ”har du haft en af dem”? spurgte Lola, mens hun skiftede, Sara nikkede - så henvendte hun sig til Fie – ”vil du ikke have en vagt? – vi kunne godt bruge en ekstra til huslejen”.

”Nej - jo måske, men altså ikke nu” svarede Fie – ”jeg har travlt her i eksamenstiden, så til februar måske, men det lyder altså ret besværligt det her med at skulle ordne alt selv”  – ”det er det også” sukkede Lola, og trak i et joggingsæt.

De snakkede videre et stykke tid indtil Fie skulle hjem. Hun var bagud og bekymret for om hun kunne nå at læse det hele op.

– ”hvad fag er det nu”? spurgte Sara. ”Amerikanske studier” svarede Fie.

Sara klædte om til civil og forlod kælderbutikken sammen med Fie, så de kunne følges indtil hendes busstop.

”Husk vi har en aftale med Mutter i morgen” sagde Lola da hun lukkede dem ud. ”Ja ved I hvordan det går med hende”? spurgte Fie ”hvordan har hun det”? Lola så på Sara, ”det ved vi faktisk ikke” svarede Sara bekymret.

De gik og Lola lukkede døren efter dem, så gav hun sig til at lede efter en serie på Netflix som kunne slå ventetiden ihjel indtil den første gæst – helst en hun ikke havde set flere gange før, men hun endte med at begynde forfra på ”Lucifer”.

Redigeret 6. December, 2018 af Findus
Stavefejl

[Nikita Darling 11509]

Findus skrev, for 2 timer siden:

”Vil du høre det seneste sladder”? skiftede hun emne. ”Fortæl, fortæl” sagde Fie, og satte sig forventningsfuldt til rette i sofaen – ”jo jeg har på PM fået at vide, at vores ’Mizz Shining Perfect’ selv sutter uden”!

– ” Frk. ’vi-passer-jo-på-hinanden’! – nej hvem har sagt det”? udbrød Fie sensationslystent og snakken gik livligt ...

Bwahaha.... Klassisk intern “klinikpige-sladder-emne”... Totalt deja-vu - I love it!  

Tekstfarven vækker også minder... Den brugte jeg helt i starten. Vi var så få piger herinde dengang, at jeg åbenbart mente, at jeg også skulle skille mig ud på bogstavernes farve...  Nå, det var en afstikker.

Du er altså bare god til det her, Findus. Tak for din indsats!  

[holstebronx 7415]

What !!! … badekåbe, sutsko og Netfix  

Jeg troede at det var stiletter, Agent Provocateur lingerie og konstant sprøjten champagne på hinanden  

[Butch 5198]

holstebronx skrev, for 37 minutter siden:

What !!! … badekåbe, sutsko og Netfix  

Jeg troede at det var stiletter, Agent Provocateur lingerie og konstant sprøjten champagne på hinanden  

Ja der er mange illusioner der ryger ud af vinduet her......

[Findus 3617]

7. december

Brudeleg

”... jeg ved ikke lige hvor de kan være” sagde Mutter undskyldende, ”det hele ligger stadigt i ét rod”.

”Det gør ingenting, det var pænt af dig” sagde Sara som var i gang med at stoppe lagener ned i en sportstaske, mens Lola, som kæmpede med at stoppe håndklæder ned i to store blå-gule Ikea-poser, forsikrede om det samme.

”Jeg dumper ind med dem når jeg finder dem, så kan jeg også se jeres sted – hvordan går det i øvrigt”? – Saras og Lolas blikke mødtes – ” det er godt nok svært”, sagde Lola. ”Det er al den tid man skal bruge på afbrændere og useriøse” supplerede Sara, ”det slider helt vildt på energien, og huslejen er alt for dyr”.

 - ”man bliver bare nød til at skille sig ud” filosoferede Lola. Hendes blik falder på Louis 16 kommoden som vakkelvorent støtter sig op ad stuevæggen med skuffen balancerende ovenpå.”Var det ikke den der stod i venteværelset”?

 – ”jo”, sagde Mutter ærgerligt, ”den gik i stykker i forgårs”.

Lola gik nærmere for at inspicere skaderne, og hendes blik faldt på brevbundtet, ”de ser gamle ud” – ”de lå i skuffen” sagde Mutter – ”og der var også en pistol”. Hun fortalte lidt modvilligt historien. Lola sagde drømmende, ”der er sikkert en masse spor i brevene, om en skat eller en hemmelighed eller sådan – ligesom i Da Vinci mysteriet”.

Mutter forsikrede om de var ganske kedelige, Karla havde allerede set efter, men Lolas naturlig nysgerighed fik hende alligevel til at tage det øverste brev fra bundtet. "Bleakmoore House, 18. december 1898" begyndte det "Allerkjæreste Søster. Skolen er stadigt streng, og kun haabet om at genforenes med dig min kjære Søster og min Hjertekjære Eduard giver mig lindring. Som du ved har haandarbejdet aldrig …”

”Ja, de er bare kedelige” - sagde hun og ville stoppe brevet tilbage i konvolutten men tabte et ark og bøjede sig for at samle det op – så stoppede hun midt i bevægelsen og begyndte at læse interesseret, og ignorerede totalt et spørgsmål fra Sara om hvad der var så spændende. Så rettede hun sig op, ”prøv lige at høre det her”:

”Allerkjæreste Søster jeg vil nu fortælle dig om en sælsom Oplevelse jeg havde i gaar – en Oplevelse der stadigt gør mig varm, kold, flov og lykkelig paa en gang.

Jeg opholdt mig sammen med Frøken H. paa vort Værelse efter det sparsomme Aftensmaaltid, og jeg fortalte igen om min kjære Eduard og mit inderlige Haab om engang at blive hans Hustru. Frøken H. som havde insisteret paa at ændre min Frisure, børstede med blide Strøg mit Haar, mens hendes Fingre lejlighedsvist strejfede mig over Halsen, eller Kinden, mens hun roste mig for min Teint. Hun spurgte mig med et mærkeligt tvetydigt Smil om jeg var parat til at paatage mig en Hustrus Pligter, og jeg udtrykker igen mit inderlige Ønske om at leve sammen med Eduard i Kjærlighed og at jeg ville skabe os et smukt og trygt Hjem, hvor friske Blomster og nogle faa enkle Malerier altid ville sætte en Stemning af ro og Harmonie. Frøken H. paapegede Alvorligt, at Mænd forvendte sig mere af en Hustru end Blomsterarrangementer og akvarelmaling. Hun stod bag mig og strøg blidt min Kind med venstre Haand, mens hun holdt Haarbørsten uvirksom i den højre. Gennem Spejlet saa jeg hende direkte i Øjnene. Ansigtets blege oval var indrammet af hendes sorte Haar, og lyset fra Ilden i Kaminen og det enlige Lys faldt forheksende over det. Jeg rødmede og saa ned – mange Mænd bliver skuffede over deres Hustuers manglende formaaen i den Retning indskød hun henkastet. Jeg ville protestere men tøvede. Pigerne paa Frk. Zahles Pigeskole havde hemmeligt hvisket noget lignende - og hvilken Skam, sagde Frøken H. med overbevisning, for det var noget enhver Pige med lethed kunne lære. Hvordan spurgte jeg, nu nysgerrig. Hun tog et Skridt ind foran mig og greb mig om Haandleddene, og trak mig op – forestil dig du har givet Eduard dit ja ved Alteret, hvad sker da saa næstefter? - jeg tøvede, hun sagde Brudevalsen selvfølgeligt, og nynnede Valsen mens hun førte an som Herre. Jeg lo og gik med paa Spøgen, og vi dansede en tid – saa stoppende hun og sagde, hvad sker der saa? Jeg tøvede, Kysset sagde hun. Jeg nikkede, Kysset selvfølgeligt. Mon du vil skuffe din Eduard? spurgte hun – jeg benægtede indigneret – saa du er øvet i at kysse? - jeg tøvede, for bortset fra salige Mama´s Kindkys var det ikke en Disciplin jeg havde den store Øvelse i og da slet ikke en jeg mestrede. Vis mig hvordan du ville gøre sagde hun - jeg spiller stadigt Herren og hun bevægede sine Læber tæt til mine – jeg strejfede dem forsigtigt. Jeg er ikke din Tante lo hun, men din Ægtemand paa Bryllupsdagen, prøv igen. Vi kyssede igen og jeg blev opfyldt af en varm Kildren. Vi stod stille tæt sammen en Stund, saa hviskede hun i mit Øre – og senere paa Bryllupsnatten, hvad saa? – jeg blev kold indeni, og mærkede et lille Stik af Frygt ved Tanken. Det gør ondt ved du, sagde hun. Jeg nikkede tavst. Der er et Middel mod det hviskede hun mig i Øret, og jeg mærkede hendes søde Aande mod mine Læber. Jeg nikkede igen, viljeløst, forhekset. Hun skubbede mig da blidt ned paa den ene Seng. Det er en Salve, skal jeg vise dig hvordan den virker? – jeg nikkede atter. Hun aabnede sin Natbordskuffe og tog en lille Krukke frem, skruede Laaget af og dyppede to Fingre i Indholdet. Den skal smøres paa dine privateste Dele - jeg rødmede og var ved at protestere, shyss, sagde hun overbevisende, en Dæmning i mig brast og jeg gav mig hen. Hun smøgede da min Chemise op om Livet paa mig, for med de blideste Strøg at paaføre Salven. Siden gnubbede hun alt kraftigere som jeg jamrede mig stadigt heftigere, for at udløses da Bølger af Ild fo´r gennem min Krop og Smaaskrig undslap mig – og nu vidste jeg hvad den anden Tone var som havde skræmt mig saa inderligt den første Nat paa Bleakemoore House, det var ikke Smerte men Nydelse - en hidtil ukendt ekstatisk Nydelse!     

”Nå, tak da” sagde Lola, ”det må jeg nok sige” - de to andre nikkede let varme i kinderne.

Lola så på Sara og sagde i en overvejende tone - ”der er mange gæster der er vilde med at se på den slags, det kunne være vi skulle tage det på menuen”?

– ” nej, øh - nej-nej, øh – nej den slags er slet ikke mig” svarede hun.

 

 

Redigeret 7. December, 2018 af Findus
Småfejl

[Guest Alkoholikeren]

Wow.

[kanonkongen 34395]

Efter nogle stille dage i julekalenderen. Og hvor vi, her på kontoret så triste og grå ud,   Ja så kommer skalaen pludselig op på et fantastisk niveau.  Vi sidder med meget røde kinder og drømmer, søde drømme. 

Vi sidder og gør, os klar til årets, sidste budgetmøde. (kedeligt som to røde pølser) . Og her, kommer.  Der en historie i dagens afsnit 7. Om klasseskel og kærlighed. Om tab af uskyld og om at blive voksen. Det, her afsnit 7. Var ved,  at tage emaljen af mine tænder. De første afsnit, var  lidt lang tid om at komme i gang, fordi alle personerne skal introduceres og deres indbyrdes relationer forklares, men tempoet stiger i i den grad i afsnit 7. Her ser vi forfatteren @Findus fejende flotte uventede afsnit..  Her på kontoret eksploderede, vi vist både det ene og andet sted i vild jubel. 

Spændstig, flabet og forbandet sexet. Sådan ser jeg dette afsnit. Jeg vidste ikke en julekalender kunne blive så spændende at læse. Jeg skal, sikkert læse med i morgen. 

"Der er mange måder, at fryde folk på. Det er en udfordring @findus  kaster sig over. Og, han lykkedes med det. Men den måde, han gør det på. her, er den mest intime. To mennesker der, har. Selv H.C Andersen ville være misundelig. (han var mest til højre hånd) Findus du, har skabt noget. Vi helt sikkert sluger Med hud og hår, Man, kan jo næsten dufte liderligheden i det rum. Begæret, lysten, spændingen og ikke mindst det forbudte. Den oplevelse Siger jeg tak for" 

Hvad mon der venter i morgen? Bliver de opdaget? Hvad skal Sara og Lola med de lagener? Bliver Lola ved med at lokke Sara?

God fredag til alle. 

KK

[Findus 3617]

8. december

En tung beslutning

”…og for resten” sagde Mutter og standser i døren, ”jeg kikkede lidt på brevene i går efter I var gået, og Lola jo er  interesseret i den slags”, hun tog nogle dårligt scannede kopier op af tasken, ”vil du give hende de her når hun kommer”?

– ”selvfølgelig” svarede Sara, ”og tak for kondomerne, så behøves vi nok ikke købe nye hele næste år” og tilføjede så mørkt – ”eller i det hele taget hvis ikke der snart kommer flere gæster”.

 ”Er der så få”? spurgte Mutter.

Sara nikkede, ”det er bare meget sværere at gå PD end vi troede, man skal lave alt selv, og det er så meget kedeligere. Der er ingen at snakke med i pauserne når vi ikke er her begge to som nu i dag - og vi tjener næsten ikke noget”.

Mutter nikkede ”ja sådan er det jo blevet, men måske skulle I få Telly til at skrive nogle anmeldelser af jer?  - lidt omtale på EG skader jo aldrig”.

Sara så tvivlende ud ”det er imod reglerne, og så bliver vi bare smidt ud, Lola er så god til at lave selfietråde og være på chatten og alt muligt som skaffer os gæster – og kan vi ikke lave selfietråde som alle de andre hvordan skiller vi os så ud? - der er så jo mange.”.

– ”ah alle gør det jo alligevel, det opdager de aldrig” svarede Mutter fortrøstningsfuldt, ”det vigtigste er alligevel ikke om I er på EG, men om I kan tilbyde gæsterne noget særligt, det skal du altid huske Sara”.

Sara dristede sig til at stille det spørgsmål hun havde brændt efter at stille den sidste halve time - ”Hvad med dig selv – klarer du den”? 

”Åh, jeg har haft så travlt med flytningen og sådan, men jeg har fået forskellige tilbud som jeg lige skal overveje” - løj Mutter i en overlegen tone.

I samme øjeblik ringede Saras arbejdstelefon, ”det er sikkert dagens tiende stønner” sukkede hun opgivende - ”så cykler jeg hjem” afsluttede Mutter  og lukkede påfaldende hastigt døren efter sig.

Fem kvarter senere smed hun ømbenet og stakåndet, men en sparet S-togsbillet rigere, sin rustne cykel i garagen. Hun låste sig ind og så sig omkring. Trods oprydningen forleden stod der papkasser overalt, og på spisebordet lå formiddagens høst af rudekuverter stadigt uåbnede. Hun ignorerede rodet, og gik i gang med at lave skinketoast til frokost.

Undervejs opdagede hun at Nokia’en blinkede, hun havde ikke hørt den på cykelturen. Hun tjekkede halvt forhåbningsfuldt efter, men det var bare en variant af det sædvanlige, "tak for interessen men pga. den pressede konkurrencesituation bla., bla." - denne gang var der dog befriende ærligt tilføjet, at afsenderen selv planlagde at lukke forretningen efter jul af samme grund. Mutter sukkede og gav sig til at spise.

Efter maden sukkede Mutter igen, dybt og resignerende. Efter et par trøstende cigaretter traf hun en tung beslutning og gav sig til at lede efter et sjældent brugt nummer i Nokia’ens adressebog.

[Findus 3617]

 

Alkoholikeren skrev, for 21 timer siden:

Wow.

Prisværdigt kortfattet

Jeg må så indrømme jeg har så snydt lidt i scenen igår, og hentet inspiration i nogle af de største litterære klassikere på området.

[Butch 5198]

Findus skrev, for 34 minutter siden:

 

Prisværdigt kortfattet

Ja det er helt befriende 

[Findus 3617]

9. december

En weekend på landet

Lola kom hjem til sin lejlighed på Amager efter en lang men mindre indbringende arbejdsdag. Der havde været få gæster, og de der trods alt var kommet, havde været af den nærige slags som valgte det billigste på menukortet – Lola smed sløset tasken, støvlerne og overtøjet i entreen og dumpede taknemmeligt ned i sofaen og trak benene op under sig. Så tjekkede hun sin telefon. Batteri ikonet var rødt, og modvilligt forlod hun atter sofaen for at finde sin taske. I den lå som ventet opladeren, men også de nu ret krøllede fotokopier fra i går som hun næsten havde glemt. Hun satte telefonen til opladning, smed sig igen på sofaen og glattede de krøllede ark.

”Bleakmoore House 27. maj 1899

Allerkjæreste søster

Ja jeg forsikrer dig at jeg ingensinde vil tilgive den Usling til Eduard. At vor dybe sjælelige Harmonie og rene Kjærlighed er rent ud solgt mod en Halvpart i hans kommende Svigerfaders Udlejningsejendom paa Vesterbro og den simple Trunte følger med i Købet!

Nok om ham – nævn ikke den Flaneurs Navn nogensinde igen!

Men jeg indrømmer jeg har været i et besynderligt Humeur siden, og det laa givetvis til Grund for den extraordinaire Oplevelse jeg havde i sidste Uge.

Du har jo, kjære Søster bedt mig berette indgaaende om min Veninde Frøken H. og vore af Sappho besungne Lege.  Min Veninde kendte min Sindstilstand efter dine seneste Breve, som berettede de oprørende Nyheder om Eduards Svig, og hun havde derfor, meget snedigt, arrangeret at vi fik to Dage fri omkring den gamle Dronnings Fødselsdag. Hendes Fætter havde skrevet til Forstanderinden, og uden direkte at lyve havde Brevet underskrevet af en Hr. H. indgivet hende det Indtryk, at det drejede som Frøken H´s Fader som udbad hendes Tilstedeværelse, og jeg var indbudt til at medfølge som Gæst.

Hendes Fætter havde lejet en Cottage ved Floden Dee (det er en slags Bolig for Smaabønder og Landarbejdere, men herovre bruges de ofte til Fornøjelsesophold paa Landet for de bedrestillede Klasser). Det er nogle Mil herfra, men Turen med Vogn og Tog er længere og temmeligt stabasserende. Frøken H. havde været meget hemmelighedsfuld om Detaljerne i vor Ferie, men det skulle være mig en særlig Forkælelse forstod jeg.

Vi modtog Nøglen fra en Kone i Landsbyen, da Frøken H´s Fætter muligvis ikke ville være hjemme til at modtage os. Da vi naaede frem til det simpelt indrettede men nydelig Hus, indtog vi det store Soveværelse, hvor Sengen efter kuriøs Skik var stillet midt paa Gulvet. Jeg bemærkede en besynderlig Bouqette i et gammelt Tinkrus som gjorde det ud for Vase paa Sengebordet, to Ris af sammenbundne friske Pilegrene, og gjorde en Bemærkning derom til H. – ja sært ikke, svarede hun blot og smilede vidende. Herefter foreslog hun at vi vaskede os efter Rejsen, saa vi afklædte os og begyndte at vaske os ved Servanten. Pludseligt gik Døren til Naboværelset op, og en tiltalende velbygget ung Mand, som udviste en tydelig Familielighed med Frøken H. traadte ind klædt i en Tyrkisk Slaabrok. Jeg tildækkede hastigt mit Bryst, og var rødmende ved at synke i Jorden af Skam, mens H. uden at tildække sig det mindste gik ham i møde, lagde en Haand paa hans Skulder og gav ham et Kindkys - saa kom vi alligevel ikke før dig kære Fætter sagde hun, vendte sig mod mig og præsenterede mig og sin Fætter C.H. for hinanden – jeg kunne kun rødme i dybeste Forlegenhed, ikke et Ord fik jeg fremstamme. Saa traadte hun ind i hans Favn og kyssede ham til min forbløffelse midt paa Munden. Hun vendte sig igen mod mig, i dag skal du prøve en helt ny Leg V. og med et hurtigt Tag smøg hun Stropperne paa sin Chemise af Skuldrene og lod den falde paa Gulvet.

Jeg gispede som altid ved Synet, H. er det fuldendte Billede paa den spæde netop udsprungne kvindelige Skønhed. Jeg kunne kun beundre hendes faste slanke Skikkelse, hendes helt hvide lydefri Teint, de behageligt symmetriske Træk i Ansigtets blege oval hvor violblaa Øjne og koralrøde Læber dannede en slaaende Farvekontrast, alt indrammet af det lange ravnesorte Haar. Hun gik hen til mig som jeg stod fortumlet og kyssede mig med Lidenskab, saa gav hun i et hurtigt Tag min Chemise samme Behandling – kom sagde hun, og førte mig til Sengen.

Vor Leg var mig som altid kjærkommen, og selvom jeg blusede af Skam over denne Fætters tilstedeværelse, vækkede hendes velkendte Kjærtegn snart en Glød af Lidenskab i mig, omend jeg af nævnte Aarsag ikke naaede den attraaede forløsende Extase.

Et stykke tid betragte C.H. os, saa henvendte han sig til H. – er du rede Kusine? – hun bekræftede, satte sig paa hug i sengen, gennede mig ned paa Gulvet bag det Hovedgærde hun vendte Ansigtet mod og bad mig binde sine Haandled til Tremmerne med en Silkestrømpe - hun bøjede sig da og kyssede mine Hænder mens jeg usikker paa Hensigten bandt Knuderne. Hendes Fætter havde i mellemtiden taget et Pileris fra Vasen paa Kommoden, og til min Forfærdelse slog han det haardt mod Frøken H´s opadvendte Popo. Jeg gispede i stum Rædsel mens denne hidtil saa charmerende Fætter brutalt lod Riset falde, hvad der hver gang efterlod lange røde Striber paa min kjære Venindes lydefri Marcipanhud. Taarerne randt mig af Øjnene, og jeg knælede sønderknust ved Sengegærdet som hendes spinkle Haandled saa naadesløst var bundet til.

Stum og næsten lammet af Rædsel greb jeg fortvivlet trøstende hendes Hænder. Men da bemærkede jeg forbløffet, at hendes violblaa Øjne, som lod sig se mellem Tjavserne af mørkt Haar der faldt over hendes Ansigt ligesom var overtrukket af en sløret Hinde, hendes Mund stod let aaben, hendes Kinder, Hals og Bryst rødmede, og de spæde, velrundede Bryster var svulmet til yderligere fasthed mens hun trak Vejret gispede mellem de smaa Smertesudbrud hun afgav naar Riset faldt. Dette var mig alle velkendte Tegn paa at min kjære Veninde nærmede den Tilstand hvor Nydelsen staar umiddelbart foran sit Klimax.

Endelige stoppede de brutale Slag, C.H. smed sin Slaabrok og jeg maatte slaa Hænderne for Munden i gru - hans mandlige Organ var opsvulmet enormt, og havde tilsyneladende nu samme Størrelse og Haardhed som en Politiknippel! Han satte sig da paa hug bag sin Kusine, og spredte med den Lethed der kommer af grundig Øvelse hendes Laar, og pressede sit Organ ind mellem dem. Jeg gyste, min stakkels Veninde! – De gør hende fortræd! raabte jeg, men H. beordrede gispende, haardere! - haardere Fætter! og forseglede min Mund med de lidenskabeligste Kys.

Extasen kom over H. igen og igen, og hun maatte flere gange bede om en Pause for at overkomme den forudgaaende Rystelse, blot for at C.H. med fornyede Stød sendte hende ind i nye ukontrollerede Frydskramper.

Selv følte jeg en uvis blanding af Misundelse og Nysgerrighed overfor dette nye - maaske ogsaa, hvis jeg skal være ærlig, blandet med en Frygt for at miste min kjære Veninde helt og holdent til denne anden Type Nydelse.

Bagefter laa vi alle Tre paa Sengen og passiarede let, mens vi styrkede os paa et Glas Tokayer. De to Medlemme af Familien H., var i den halvdøsige Tilstand jeg tidligere har berettet, at denne Form for Fornøjelse efterfølges af. Men selv laa jeg uforløst, hvad der føltes som en Rastløshed, blandet med en prikkende Kløen. Frøken H. vendte sig og lod dovent en Fingernegl lege paa mit Bryst, saa er det din Tur!

Jeg blev paa én gang opstemt og urolig. Kusine og Fætter byttede Plads saa C.H. nu sad ved Hovedgærdet, mens H. satte sig paa hug i Fodenden. Idet hun greb mine Ben, greb C.H. mig fast om Haandleddene saa jeg nu fandt mig liggende udstrakt paa Sengen - værgeløs. H. tog Lyset fra Stagen og tændte det med en Svovlstik. Hun holdt det flammende Lys op for mig, saa lod hun en varm Draabe Stearin falde paa min Mave, jeg gispede ved Smerten og vred mig, men H. laaste hurtigt mine Ben med sine, og C.H. holdt mine Arme i et fast greb – saa lod hun endnu en Draabe falde, saa to mere – jeg gispede igen i Smerte og Taarerne randt til mine Øjne - da satte hun Lyset i Stagen igen, bøjede sig over mig, kyssede min Hud hvor Draaberne havde ramt og lod sin Tunge glide rundt om den nu afkølede Stearin – saa markerede hun et nyt Sted paa mit Bryst med et let Strejf med en Fingernegl, og greb Lyset for atter at lade en Draabe falde.

Aah min allerkjæreste Søster – jeg forstod nu den nye Leg! - jeg forstod at Smerte og Nydelse ikke er hinandens Modsætninger, men at de kan sammenvæves til en sanseforvirrende Blanding, en udsøgt Pirring som leder til en særlig intensiv Ekstase! Da H. afsluttede Legen og pustede Lyset ud laa jeg skælvende paa Sengen, Nydelsen havde været intens, men det var ikke nok, jeg følte en brændende Fornemmelse mellem mine Ben, som ikke alene skyldtes de nu afkølede Stearindraaber. H. saa min Tilstand, og spurgte smilende om jeg ogsaa ville prøve Riset? – jeg nikkede, frygtsom og nysgerrig paa én Gang.

C.H. greb mig fast og vendte mig saa jeg nu laa paa Maven, saa bandt han mine Hænder til Sengegærdet med den samme Strømpe som havde været brugt tidligere, mens H. stillede sig bag mig med Pileriset. Med et Svirp lod hun det ramme min Bagdel. Jeg mærkede Smerten, den efterfølgende næsten ulidelige Svien og klynkede – endnu et Svip fulgte, og endnu et. Men smerten slukkede ikke mit Køds tørst efter Nydelse, tværtimod! Endelig stoppede min naadesløse Herskerinde sin Afstraffelse. C.H. løsnede mine Baand, og vente mig med et raskt Tag saa jeg igen laa paa Ryggen denne gang paa tværs af Sengen med Benene strakt ud over Kanten. H. kastede sig da paa Sengen, og kyssede Smertenstaarene af mine Kinder og stoppede mine Smaaklynk med Kys paa min Mund og mit Bryst. Hendes Fætter, løftede mine Ben op paa sine Skuldre og spredte dem - og med H.´s stadigt mere lidenskabelige Kys som baggrund oplevede jeg nu en Indtrængen i mit inderste mest private som føltes som det ville sprænge mig - men snart skælvede ogsaa jeg som aldrig tidligere mens H. med sine Kys stjal de Frydsskrig jeg nu afgav, før jeg i en konvulvisk Rystelse gik ind i en hidtil ukendt Tilstand af salig Extase.

Allerkjæreste Søster, jeg forsikrer dig, at dette er den højst opnaaelige Lykketilstand i denne Verden!!

Dagen efter tog vi afsked med Frøken H´s Fætter, som var inviteret til Invercauld House, og herefter spadserede vi ved Floden Dee, og fik taget vort Portræt hos Landsbyfotografen. Ved Middagstid tog vi Toget tilbage mod Bleakmore House. Den sidste del af Turen med Vognen over de hullede Veje var lidt af en Prøvelse, og Frøken H. smilede hemmelighedsfuldt vidende til mig, da vi begge forsøgte at finde en behagelig Position paa den bumpende Vogns haarde Træbænke.

Din hengivne Søster

V.

Lola lagde med tør tunge og blussende ansigt brevet fra sig – så rakte hun ud efter sin telefon og begyndte på en sms til Sara, der understregede, at de virkeligt burde prøve at tage noget nyt på menuen.

Redigeret 9. December, 2018 af Findus
Småfejl, klodset sætning

[Findus 3617]

... og så glemte jeg illustrationerne 

[mignuigen 582]

Tak for "H's historie" ! 

 

[Guest Alkoholikeren]

Mesterligt tak!