Guest Potatohead Skrevet 13. September, 2014 Efter en langsommelig favnende dag, havde han i sin higen efter det udsøgte, fundet vej, gennem de smalle stræder i de arabiske kvarterer , med de eksotiske dufte, hvilket havde gjort ham en kende brødflov, og de brede boulevarder der omend, fremstod prægtige i deres overflod, ikke havde tilsagt ham, at det var her han skulle befinde sig netop nu. Han havde et mål for sin færden. Paris er pragtfuld måtte han erkende. Den mangfoldige væren, de dufte der fra tid til anden blev til lugte, de visuelle indtryk, som satte ham på plads. Men nu gik han målrettet efter noget. En hal. En hal, hvori store skatte var blevet samlet gennem tiden. En hal, der og det følte han i hele sit legeme trak i ham på fineste vis. Efter en halv flaske kølig rødvin og lidt til maven, ankom han tøvende, og kunne ser at han ej var den eneste til hans store begejstring, var der flokkedes mennesker til, ja deres tale og udseende gjorde det klart for ham, at han var havnet i et mangfoldigt fællesskab. Der var en sitrende stemning foran de store metaldøre i porten. Indenfor, hvad var der der. Jo skatte, men af hvilken kvalitet, af hvilken standard. Da porten åbnede strømmede folk, i skubbende bevægelser, ind i den kæmpe store hal. Til alles forundring var indretningen udformet labyrintisk. Efter hver ti skridt kunne man vælge flere tilstødende retninger. Men det var ikke indretningen af hallen han var kommet efter. Her betragtede han nu underfundighed, som sjældent set, han så utilbørlighed så frastødende, at han fik en kvalm fornemmelse i halsen. Halen var proppet med at fra det elegante til væmmelige. Da han efter en rum tid havde luret, beskuet, og endog stirret, fik han næsten nok. For alt hvad han havde set og beskrevet for sig selv, var menneskerne der i deres iver for at være der, på underfundig, på utilbørlig, på elegant, og på væmmelig vis var der, ikke for at tage værkerne ind, men for at kunne, ses, lyttes til og betragtes, mens de påpegede manglerne ved de skatte de nu stod foran. Ikke en af dem havde stået foran et hvidt lærred, ikke en af dem kendte til det blanke papir, eller nodebogen hvori intet endnu er sat. Dog var de alle eksperter på netop dette og kunne beregne motiverne, stemningen, ja endog næsten tanke læse afsenderens ufuldendthed. Dette gjorde de ad listige kombinationer, parametre han ej kunne forstå og numeriske analyser. Han hyldede dog lignelsen og ikke ligningen og forsøgte at se hvert et værk for hvad det var. Jo Paris er pragtfuld. 3 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
