Monogami - et romantisk ideal... eller..?

[Nikita Darling 11509]

• 
• 
• 

Den absolutte hovedregel er dog, at den her lyst er noget manden skammer sig over, og hvor det er mere tillokkende at hoppe i havnen, end at diskutere det åbent med en partner.

Er det en fejl? Jeg ved godt, hvilken reaktion jeg frygter, men vil i kvinder herinde også vurdere at det er den man får? Ville I kunne se jer selv i et forhold med en biseksuel mand?

Kære Tywin,

Jeg har stor respekt for din ærlighed og åbenhed! Det er beundringsværdigt.

Jeg er som 100% heteroseksuel i et forhold med en mand, som måske ikke er 100% biseksuel... Men til en hvis grad, så er han. Så det kan jeg selvsagt godt.

Men nu har jeg så også en teori om, at kvinder i min branche er en hel del mere frisindet end gennemsnittet.

Om det er en fejl...? Kun hvis du fortsat vil praktisere forhold, hvor du ved, at du ender med at være utro, have dårlig samvittighed og såre dine partnere.

Ja, det kræver mod. Men hvis du ikke tager chancen og konfronterer din angst for reaktionen, så fjerner du totalt chancen for at nå det mål, som du inderst inde ønsker og har fortjent. At blive accepteret og elsket som du er. :)

Redigeret 30. August, 2014 af Nikita Darling

[d'Artagnan 201]

Tak for et modigt indlæg, Twyn.

[Guest Aros]

tjah, så går jeg lige mod strømmen... For jeg nærmer mig mere og mere en monogamonogamm tilværelse - og skynder jeg mig at sige - heldigvis - for det er der jeg tror lykken trods alt bor. Ser jeg på mig selv -og de muligheder jeg har/har haft/får, så kan det faktisk godt ærge mig en del at jeg ikke valgte at blive på tosomhedsstien. Men jeg har det som Jørgen Leth, jeg er et uperfekt menneske.

jeg fandt ved et tilfælde et indlæg fra mig selv på VL (i anden anledning) fra 2003 hvor jeg skriver at jeg vil gradvist trappe ned ...hmmm - det har været en lang proces (og jeg er ikke i mål endnu) - men vejen er målet og målet er vejen.

Så troskab er faktisk ikk kun et romantisk ideal for mig, det er der jeg skal ende !

så må jeg leve med at sjælen stadigt tager et svinkeærinde indimellem

Stærkt og tankevækkende indlæg.

[Montezi 3327]

Følgende skal forstås ud fra devisen, at mit arbejde lige præcis er et arbejde, og ikke har noget at gøre med utroskab eller ting i den dur.

Monogami (romantisk eller ej) er et ideal, som jeg altid har stræbt efter, for det var jo nok sådan, det skulle være. Det er jeg meget konservativt blevet opdraget til at mene.

Jeg har nu i en alder af 28 omsider erkendt og accepteret, at jeg ikke er monogam, og at det derfor ikke er et ideelt scenarie for mig.

Jeg har indgået mine forhold med den helt sande overbevisning om, at jeg var monogam, og derfor aldrig kunne finde på eller føle trang til at være sammen med andre end min partner. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg løj for mig selv - og derfor også for min modpart.

Når (og ikke hvis) jeg så pludselig kunne se mig selv i en forbudt og skamfuld rus af lyst og længsler efter en anden person end min partner, var forvirringen for mig total.

For jeg er ligeledes opdraget med, at når man befinder sig i den situation, er det et tegn på, at der er noget galt med det forhold, som man er i. Det har bare ikke altid været sandheden for mit vedkommende. Uanset hvor god en mand jeg har (og i dag har jeg den allerbedste, der overhovedet findes) så kan det nødvendigvis ikke afholde mig fra at have lyst til eller få følelser for andre.

Jeg fik på et tidspunkt en kommentar fra en veninde... Det er bare lige indtil, at du møder den rette. Hun er så monogam. Jo, tak for kaffe... For så kunne jeg jo bruge resten af mit liv på at lede efter en mand... Der ikke findes!

Jeg har tænkt, at der måtte være noget galt med mig. Hvorfor kunne jeg ikke være tro? Hvorfor var én person ikke nok for mig? Hvordan kunne jeg blive forelsket, når kærligheden til min partner er så stor? Istedet for at bekende kulør og erkende, hvem jeg er, har jeg hele mit voksne liv forsøgt at være noget, jeg ikke var. Så jeg havde altid kun to valg... Enten var jeg min partner utro - eller også var jeg mig selv utro!

Selvom mennesket grundlæggende ikke er skabt til monogami, så tror jeg på, at der findes mennesker som virkelig er monogame. Og så findes der mennesker som mig, som er polyamorøse.

Er det egoistisk? Det vil nogle nok mene. Jeg kan leve med at blive betegnet som en egoist - men ikke som en bedrager og løgner. Om ikke andet, så er jeg da i det mindste ærlig og tro mod mig selv. Jeg er i dag 100% tro. For i mit parforhold er det løgn, fortielser og bedrag, der betegnes som utroskab.

Så nej, kære SEM... For mig er monogami ikke et ideal. For så går jeg enten på kompromis med, hvem jeg er, eller lover ting, som jeg ikke kan holde.

"Når du lytter til din indre sandhed, vil du ofte erfare, at det kræver mod at følge den."

 

Holy Crap - det er godt nok et skarpt indlæg. Nu har jeg aldrig selv kæmpet for den erkendelse i samme grad som det lyder til du har - men selve forholdet til monogami er meget lig hvordan jeg ser mig selv - jeg har dog ikke selv været i stand til så præcist at sætte ord på det.

 

Tak for det - der faldt faktisk et par brikker på plads for mig

 

[Louie De Palma 2317]

Jeg har ikke den store erfaring med parforhold, men en temmelig god erfaring med arbejdsliv, og det at være gode kollegaer. Og i øjeblikket har vi på team'et en "kollega", der kommer for sent, men til gengæld går tidligt, og helst forsvinder i halve og hele timer i den tid hun så er "på arbejde". Chefen vil gerne fyre hende, men fagforeningsting gør det svært, og han har for travlt til at holde øje med hende. Hvis en opgave overlades til hende, kan man ikke stole på, at den bliver udført. Hun melder sig syg i tide og utide. Og manipulerer til højre og venstre for at holde spillet gående.

 

Hvorfor nævner jeg det i denne tråd? Fordi parforhold i min - traditionelle - optik, er lige så meget et arbejdsfællesskab som et kærlighedsforhold. Hvis den ene part ikke er der, når barnet skal hentes i børnehaven, så kikser hverdagen for den anden part.

 

Jeg er godt klar over, hvor meget overskud man får af at være på grissebassen, det er jo nærmest EPO. Men i parforhold mener jeg at man må have samme moral omkring tilstedeværelse, som man forhåbentligt har om sit arbejde.

[Butch 5198]

Tywin...... RESPEKT !!!

Du har nok de største cojones af alle herinde ! ! ...... Modigt og velformuleret.

Til trådstarter og de andre GP'er:

Dem af jer der ikke er monogame, har I/ ville I lave en liste sammen med jeres partner hvor der er personer som bare er no-go?

Tænker her på venner og bekendte.

Ville I i et ikke monogamt forhold også gå i seng med naboen, mandens bedste ven eller jeres gamle klassekamnerat, for nu at nævne et par eksempler.

Har I iøvrigt nogensinde oplevet at der pludselig står en som I kender rigtig godt og ringer på hos jer uden at I på forhånd vidste at det var "Peter" fra folkeskolen, eller naboens søn?

[Borende X 25043]

Kære BX

 

- selvom jeg er ateist - er det meget interessant læsning - tak for dit skriv  -  kom for gudsskyld med noget mere om datidens horeliv - jeg synes altså det er interessant

 

Uha da, det tør jeg næsten ikke. Førerbunkeren vil måske reagere negativt på disse frivoliteter .

 

Men OK, jeg kan da give dig et praj, så du selv kan søge videre:

 

Svend Estridsen (1047-76), der her i Danmark lukker vikingetiden ned, levede et ubeskriveligt syndigt frilleliv og fik et hav af "uægte" børn.

 

Kristendommen, der i hvert fald på papiret havde været statsreligion i næsten 100 år, var således ikke trængt helt så stærkt igennem, at det gjorde noget.

 

En af Svends ægte sønner, Erik Ejegod (1095-1103), var ikke et hår bedre. Han slægtede i den grad faderen på og væltede sig i kvinder.

 

Han fik ligeledes, og helt uundgåeligt her før kondomets opfindelse, en ukristelig bunke børn, og – meget sigende – kun een ægte søn: Knud Lavard.

Samme Erik døde i øvrigt på en pilgrimsrejse til Jerusalem ;)

 

Jeg tør ikke fortælle, hvordan det pænt stykke op i tiden gik for sig på landet, hvor både husbond og – delvist – tyendet sov i alkover i samme lokale af opvarmningsmæssige årsager.

 

Jeg kan dog afsløre så meget, at børnene ikke behøvede at have sexualundervisning uden for gården :D :D

Redigeret 30. August, 2014 af Borende X

[Guest Smuk Enlig Mor]

Tywin...... RESPEKT !!!

Du har nok de største cojones af alle herinde ! ! ...... Modigt og velformuleret.

Til trådstarter og de andre GP'er:

Dem af jer der ikke er monogame, har I/ ville I lave en liste sammen med jeres partner hvor der er personer som bare er no-go?

Tænker her på venner og bekendte.

Ville I i et ikke monogamt forhold også gå i seng med naboen, mandens bedste ven eller jeres gamle klassekamnerat, for nu at nævne et par eksempler.

Har I iøvrigt nogensinde oplevet at der pludselig står en som I kender rigtig godt og ringer på hos jer uden at I på forhånd vidste at det var "Peter" fra folkeskolen, eller naboens søn?

Kære Butch1,

 

Nu forholder det sig jo ikke sådan, at blot fordi man har valgt at leve i et åbent og dynamisk forhold, at man nødvendigvis kaster sig i grams med alt med en puls, og er totalt uden empati og omtanke, vel..?

 

Jeg er ikke selv kommet så langt, at jeg har praktiseret det åbne forhold - endnu - men tænker da, at man helt klart skal gøre sig tanker om, i fællesskab, hvad der er acceptabelt og ej, og som jeg skrev tidligere, have et fælles rum, hvori der ikke bliver lukket andre ind...

 

- Det er jo netop den usynlige linje, der er kunsten at finde... Og det vil tage tid og kræve blod, sved og tårer - det er jeg overbevist om...

 

Jeg har endnu ikke oplevet, at åbne min dør for en herre jeg kender fra andre sammenhænge i mit civile liv - men jeg har modtaget en del mails fra interesserede, som jeg kender fra mit tidligere arbejdsliv  - og også, så sent som i denne uge, fra min eneste, og helt store, kærlighed...

 

I sådanne situationer skal jeg virkelig beherske mig selv, for ikke at lade den perverse SEM overtage styringen, for det kunne godt nok være "spændende" at mødes under andre betingelser - men måske ikke så klogt...

 

Krammer

[Butch 5198]

Kære Butch1,

Nu forholder det sig jo ikke sådan, at blot fordi man har valgt at leve i et åbent og dynamisk forhold, at man nødvendigvis kaster sig i grams med alt med en puls, og er totalt uden empati og omtanke, vel..?

Jeg er ikke selv kommet så langt, at jeg har praktiseret det åbne forhold - endnu - men tænker da, at man helt klart skal gøre sig tanker om, i fællesskab, hvad der er acceptabelt og ej, og som jeg skrev tidligere, have et fælles rum, hvori der ikke bliver lukket andre ind...

- Det er jo netop den usynlige linje, der er kunsten at finde... Og det vil tage tid og kræve blod, sved og tårer - det er jeg overbevist om...

Jeg har endnu ikke oplevet, at åbne min dør for en herre jeg kender fra andre sammenhænge i mit civile liv - men jeg har modtaget en del mails fra interesserede, som jeg kender fra mit tidligere arbejdsliv - og også, så sent som i denne uge, fra min eneste, og helt store, kærlighed...

I sådanne situationer skal jeg virkelig beherske mig selv, for ikke at lade den perverse SEM overtage styringen, for det kunne godt nok være "spændende" at mødes under andre betingelser - men måske ikke så klogt...

Krammer

Kære SEM

Det med at finde den usynlige linie var der jeg ville hen med mit indlæg.

For det vil unægtelig kræve en god portion blod, sved og tårer at komme dertil hvor linien er - omend usynlig -, så trods alt skarp nok til at der er plads til at du kan udleve dine fantasier/lyster, og så samtidig bevare boblen derhjemme.

Det er uden tvivl ikke bare noget man springer ud i fra den ene dag til den anden.......men det er da en spændende tanke.

Den der med henvendelser fra personer du kender fra dit civile liv må da være noget af en udfordring?.....og på sin vis også en risiko i det omfang at du vil holde dit "arbejde" hemmelig overfor dine omgivelser.

For der er jo ingen garanti at Jens Jensen fra Vejle, rent faktisk ikke er Søren fra din omgangskreds eller tidligere arbejde.

Hvordan gennemskuer I de henvendelser piger?

Og har I en "i tilfælde af at Søren står for døren" plan?

[Guest Smuk Enlig Mor]

Kære SEM

Det med at finde den usynlige linie var der jeg ville hen med mit indlæg.

For det vil unægtelig kræve en god portion blod, sved og tårer at komme dertil hvor linien er - omend usynlig -, så trods alt skarp nok til at der er plads til at du kan udleve dine fantasier/lyster, og så samtidig bevare boblen derhjemme.

Det er uden tvivl ikke bare noget man springer ud i fra den ene dag til den anden.......men det er da en spændende tanke.

Den der med henvendelser fra personer du kender fra dit civile liv må da være noget af en udfordring?.....og på sin vis også en risiko i det omfang at du vil holde dit "arbejde" hemmelig overfor dine omgivelser.

For der er jo ingen garanti at Jens Jensen fra Vejle, rent faktisk ikke er Søren fra din omgangskreds eller tidligere arbejde.

Hvordan gennemskuer I de henvendelser piger?

Og har I en "i tilfælde af at Søren står for døren" plan?

... Mjo, men har man viljen, har man så ikke også evnen..?

 

Og enig, det er en rejse man, som par, skal gennemgå - og som man aldrig bliver færdig med, da vi jo helst skulle udvikle os hele livet igennem...

 

Ved ikke, om selve henvendelserne er en udfordring - men det kan den respons, jeg skal give, godt være... Og vi kvinder har ingen mulighed for at gennemskue, hvem der reelt skriver, men de fleste af os, er begavet med en ret veludviklet intuition, og så kan måden, hvorpå pågældende korresponderer på også få en klokke til at ringe...

 

Der er en risiko forbundet med alt her i livet, og jeg kan ikke gardere mig mod alt, hvilket faktisk også er helt okay... Det er det, der kan få adrenalinen i kog, men jeg handler aldrig med hovedet under armen, da jeg også tænker på min familie samt min fremtid rent karrieremæssigt...

 

Men jo... Tror ikke, det er muligt - uanset hvilke foranstaltninger vi kvinder laver, at være 100% anonym... Igen - har en herre viljen, har han også evnen...

[Gungner 2635]

Historisk set har monogami været en nødvendighed.

Livet var hårdt, man havde brug for at hjælpe hinanden.

En enlig mor var meget dårlig stillet, specielt med helt små børn.

Egentlig burde kvinder være større end mænd pga. belastningen ved fødsler; men manden har været fri til at gå på jagt og fiske mm.

Han var også beskytteren, derfor blev den store mand foretrukket af kvinderne, han var det bedste valg for familien.

Hej SEM.

 

Nu skriver du jo atter et af de indlæg, hvor man skal til at tænke lidt "på tværs". Jeg har i en anden streng fået at vide, at jeg er "selvfed" og "belærende", men lad mig forsøge at se bort fra det:

 

Jeg tror nemlig heller ikke, at mennesket grundliggende er monogamt.

 

Hele Det gamle Testamente er jo – udover det ene frafald efter det andet – også beretningen om en god del hor. Det er muligt, at Testamentet ikke ligefrem hylder dette, men at det i "samtiden" har været et forhold, man har måttet tage alvorligt bestik af, er tydeligt, da der jo ellers ikke er nogen grund til at gøre så meget ud af denne side af tilværelsen.

 

Går vi lidt længere op, husker jeg fra latintimerne, at Cæsar omtalte briterne (?) som promiskuøse, for de bollede i flæng. Og frugterne af disse aktiviteter kunne man ikke holde regnskab med, så derfor betragtede man de børn, som en kvinde fik, som børn af den mand, som hun først fik børn med.

Meget praktisk i en tidsalder, hvor DNA-test ikke var opfundet.

 

Så vidt Cæsar, og i øvrigt var romerne heller ikke selv for "kønne" m.h.t. promiskuitet og prostitution.

Beskæftiger man sig lidt med grafitti på væggene i Pompeii, overlades der ikke meget til fantasien. Fra et værtshus kan vi således læse: "Hic multas puellas futui" – her har jeg kneppet mange piger. Og i forhold til Pompeiis indbyggerantal var der en overflod af bordeller.

Monogami og moral er ikke lige den betegnelse, man kan hæfte på den romerske kultur.

 

Det kommer ind med den kristne kirke, og i europæisk middelalder sætter den sig meget tungt på tingene.

Der lå et ønske om lydighed og social ro i samfundet, hvilket bedst sikredes igennem en moralsk disciplinering og kontrol af den enkelte:

 

Kunne man nemlig bilde folk ind, at de skulle udvise moral og askese i det jordiske for at undgå skærsild og helvedesflammer i det hinsidige, havde man nået målet.

De verdslige fyrster gned sig i hænderne ved udsigten til social ro og fremmede  lovgivningsmæssigt monogamien.

 

Næsten helt op til vore dage har et ægteskab været et økonomisk arrangement.

Man var nødt til at gifte sig for at kunne få en husholdning til at fungere. Man gik altså ikke ind i et forhold af kærlighed, men af økonomisk nødvendighed.

 

Følelser var noget, der kom på tværs af denne livsorden, og hvor ofte har vi ikke i klassiske dramaer og tekster læst om unge elskende, der stødte mod samfundets rammer og ikke kunne få hinanden?

 

Nødvendighedens lov ses f.eks i vort gamle bondesamfund.

Her giftede en gammel fæstebonde sig ofte med en helt ung kvinde, som han fik børn med, og når han stillede træskoene, var enken blevet økonomisk attraktiv for en yngre mand, som nu manglede i husholdningen.

Hun var måske ikke så attraktiv længere, men knøsen kunne så se frem til, at hun himlede, så han kunne overtage gården og fri til "naboens unge datter".

 

Og sådan kørte karusellen videre, uden at egentlige følelser var indblandet. Monogami og afholdenhed holdt på en økonomisk overflade.

 

Lurekigger vi i kirkebøgerne, vrimler det imidlertid med "uægte" børn, hvilket indikerer, at monogami og afholdenhed alligevel ikke var så entydig, som "overfladen" helst vil have os til at tro.

 

Jeg har faktisk engang set en opgørelse fra midt i 1700-tallet, hvor 38% af brudene var gravide ved brylluppet. Nu var det godt nok trolovelsen, der talte dengang, men mon ikke en del trolovelser er blevet indgået under indtryk af en graviditet?

I hvert fald efterlades man i kirkebøgerne ikke med indtrykket af sexuel afholdenhed eller monogami.

 

Men tilbage til dit udgangspunkt: "er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?".

 

Jeg tror, med henvisning til det ovenforstående, heller ikke, at monogami ligger i menneskets natur. Det er forplantningen, der er den vigtigste og største drivende kraft. Og den sikres som hos Cæsars britere ved flere "donorer".

Det er så samfundsnødvendigheder, der har dikteret det modsatte.

 

Denne trang til at sprænge monogamiens rammer (skilsmisseprocenten!) er måske kommet op til overfladen igen, fordi vi efterhånden har opnået en ret høj levealder.

 

Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at vi udvikler os parallelt med den partner, vi mødte i ungdommen og svingede med. Jeg er f.eks ikke det samme menneske, som jeg var for 40 år siden.

 

Mit korte svar til dig, må altså blive, at man i store dele af historien har holdt en pæn facade, men under overfladen alligevel ikke har kunnet nære sig.

Naturen siger polygami, mens kulturen siger monogami.

 

Jeg ved ikke, om dette giver mening for dig?

 

[Gæst]

Spændende læsning

 

"er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?".

 

Hmm, helt sikkert for nogen. For mig er det et romantisk ideal som jeg arbejder mig hen imod, fordi det er det jeg inderst inde længes efter.

 

Intuitivt, kan jeg mærke at det er det jeg vil have.

 

Men der er også meget i mig der kæmper imod:

 

- Frygt for at blive forladt hvis hun virkelig ser mig...også i min dybeste sårbarhed når vi er intime sammen.

 

- Frygt for at jeg ikke når at få bollet nok lækre dejlige kvinder - en frygt for at gå glip af noget, som jeg tror er en forestilling om at lykken ligger i et andet menneske istedet for indeni mig selv. 

 

- Frygt for at den anden ikke er lækker nok - at jeg vil fortryde senere hen fordi jeg ser en "model" der er mere lækker på et senere tidspunkt.

 

- Frygt for at sexlivet vil gå i stå og det vil ende med kedelig monotom sex

 

- Frygt for at få børn fordi det vil kunne ødelægge gnisten i forholdet

 

- Frygten for at leve monogamt er "kedeligt"

 

Men der er også noget der taler for:

 

- At have en som jeg har noget unikt med

 

- Have en masse lækker fræk sex med en jeg virkelig elsker og som virkelig elsker mig med alt hvad vi er

 

- Udfordringerne ved at skulle arbejde igennem de udfordringer der opstår - at vokse sammen og derigennem opleve en dybere kærlighed og en større tillid

 

- At opnå fuldstændig seksuel enhed med den kvinde jeg elsker, hvor bliss og lykke vil strømme igennem vores indre. Bare hvile ind i hinandes energi og blive et i lykke og ekstase.

 

- At opnå højere dybere og mere intense orgasmer og forløsninger grundet den tættere og tættere kontakt

 

- Glæden ved bare at være sammen, med tryk på være.

 

- Følelsen af styrke og kraft ved at være Manden i forholdet, der går min unikke vej i livet, og er der som en stærk støtte for min kvinde.

 

- At have en tryg base hos den kvinde jeg elsker, efter jeg har været i "krig" med mit unikke kald og formål i livet.

 

Monogami er min længsel, men der er utallige årsager til at jeg hele tiden vil væk fra det. Jeg tror det kan koges ned til at jeg er bange for mine følelser, min kraft og min sårbarhed. Der er kun en vej for mig, og det er at gå igennem alle de følelser der driver mig til at søge lykken andre steder end lige her og nu. Gå igennem sorgen, vreden, frygten og alt det andet. Håndtere det, transformere det og ende som en lysende kraftfuld kriger der hviler i min kraft og har min kvinde ved min side!

 

Når det så er sagt, har jeg den største respekt for andres unikke valg...dette er udelukkende min tilgang til det.

 

P.S: Jeg søger ikke efter løsninger i forhold til de frygte jeg har skrevet - skrev til blot for at blotlægge nogle af de ting der kan være en hindring for mig i forhold til det jeg inderst inde længes efter.

 

[Guest Smuk Enlig Mor]

Spændende læsning

 

"er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?".

 

Hmm, helt sikkert for nogen. For mig er det et romantisk ideal som jeg arbejder mig hen imod, fordi det er det jeg inderst inde længes efter.

 

Intuitivt, kan jeg mærke at det er det jeg vil have.

 

Men der er også meget i mig der kæmper imod:

 

- Frygt for at blive forladt hvis hun virkelig ser mig...også i min dybeste sårbarhed når vi er intime sammen.

 

- Frygt for at jeg ikke når at få bollet nok lækre dejlige kvinder - en frygt for at gå glip af noget, som jeg tror er en forestilling om at lykken ligger i et andet menneske istedet for indeni mig selv. 

 

- Frygt for at den anden ikke er lækker nok - at jeg vil fortryde senere hen fordi jeg ser en "model" der er mere lækker på et senere tidspunkt.

 

- Frygt for at sexlivet vil gå i stå og det vil ende med kedelig monotom sex

 

- Frygt for at få børn fordi det vil kunne ødelægge gnisten i forholdet

 

- Frygten for at leve monogamt er "kedeligt"

 

Men der er også noget der taler for:

 

- At have en som jeg har noget unikt med

 

- Have en masse lækker fræk sex med en jeg virkelig elsker og som virkelig elsker mig med alt hvad vi er

 

- Udfordringerne ved at skulle arbejde igennem de udfordringer der opstår - at vokse sammen og derigennem opleve en dybere kærlighed og en større tillid

 

- At opnå fuldstændig seksuel enhed med den kvinde jeg elsker, hvor bliss og lykke vil strømme igennem vores indre. Bare hvile ind i hinandes energi og blive et i lykke og ekstase.

 

- At opnå højere dybere og mere intense orgasmer og forløsninger grundet den tættere og tættere kontakt

 

- Glæden ved bare at være sammen, med tryk på være.

 

- Følelsen af styrke og kraft ved at være Manden i forholdet, der går min unikke vej i livet, og er der som en stærk støtte for min kvinde.

 

- At have en tryg base hos den kvinde jeg elsker, efter jeg har været i "krig" med mit unikke kald og formål i livet.

 

Monogami er min længsel, men der er utallige årsager til at jeg hele tiden vil væk fra det. Jeg tror det kan koges ned til at jeg er bange for mine følelser, min kraft og min sårbarhed. Der er kun en vej for mig, og det er at gå igennem alle de følelser der driver mig til at søge lykken andre steder end lige her og nu. Gå igennem sorgen, vreden, frygten og alt det andet. Håndtere det, transformere det og ende som en lysende kraftfuld kriger der hviler i min kraft og har min kvinde ved min side!

 

Når det så er sagt, har jeg den største respekt for andres unikke valg...dette er udelukkende min tilgang til det.

 

P.S: Jeg søger ikke efter løsninger i forhold til de frygte jeg har skrevet - skrev til blot for at blotlægge nogle af de ting der kan være en hindring for mig i forhold til det jeg inderst inde længes efter.

Kære Truth,

 

Du har godt nok en stor selvbevidsthed..! Respekt herfra..

 

Og tak for at dele dine smukke tanker om sårbarhed - de gjorde mig godt...

 

Men er det i virkeligheden ikke også sådan, at det at netop kunne vise sin sårbarhed og være bange, er en kæmpe styrke, der kræver mod og afklarethed..?

 

- Du virker, på mig, i hvert fald til at være godt på vej...

[Guest Spock]

Jeg tror at drivkraften bag monogami er forankret, dels i normer der kommer gennem religion og proklamerede samfundsværdier, og dels gennem jalousi og frygten for at miste. Det første er lettere at gøre oprør mod end det sidste.

Monogami, som et udtryk for at to mennesker der passer nøjagtigt til hinanden, og opfylder og udfylder alle behov hos hinanden er en smuk tanke. Men det er, efter min mening, næsten ligeså sjældent som en enhjørning

Jeg hælder meget mere mod polyamorien, som det åbne forhold hvor der er en unik kerne, (og som vel i bund og grund er årsagen til at netop de to mennesker er sammen) men hvor at lækre oplevelser og spændende energier fra anden side er med til at flyde den enkelte med god energi, der også kommer forholdet til gode Det giver en fantastisk mulighed for at leve i nuet, uden at fortrydelse og frygt, i al fald hvad angår forholdet

Det kræver personer med stort selvværd der hviler i sig selv, og det kræver at der er en ret unik balance mellem de to, for den vil let kunne udfordres. Og det forudsætter vel også at det unikke i boblen, netop er unikt og noget begge værner om!?

Et andet spørgsmål i denne sammenhæng er velsagtens også om, eller hvorfor, idealet ofte behøver at være et livslangt forhold....?

Er pt lidt udfordret af lokation og hardware, så skal ikke udelukke at meget af dette allerede er skrevet, men håber det giver mening..

Spock

[Guest Smuk Enlig Mor]

Jeg tror at drivkraften bag monogami er forankret, dels i normer der kommer gennem religion og proklamerede samfundsværdier, og dels gennem jalousi og frygten for at miste. Det første er lettere at gøre oprør mod end det sidste.

Monogami, som et udtryk for at to mennesker der passer nøjagtigt til hinanden, og opfylder og udfylder alle behov hos hinanden er en smuk tanke. Men det er, efter min mening, næsten ligeså sjældent som en enhjørning

Jeg hælder meget mere mod polyamorien, som det åbne forhold hvor der er en unik kerne, (og som vel i bund og grund er årsagen til at netop de to mennesker er sammen) men hvor at lækre oplevelser og spændende energier fra anden side er med til at flyde den enkelte med god energi, der også kommer forholdet til gode Det giver en fantastisk mulighed for at leve i nuet, uden at fortrydelse og frygt, i al fald hvad angår forholdet

Det kræver personer med stort selvværd der hviler i sig selv, og det kræver at der er en ret unik balance mellem de to, for den vil let kunne udfordres. Og det forudsætter vel også at det unikke i boblen, netop er unikt og noget begge værner om!?

Et andet spørgsmål i denne sammenhæng er velsagtens også om, eller hvorfor, idealet ofte behøver at være et livslangt forhold....?

Er pt lidt udfordret af lokation og hardware, så skal ikke udelukke at meget af dette allerede er skrevet, men håber det giver mening..

Spock

Kære Spock,

 

Dine ord giver altid mening - i hvert fald for mig..

- Og jeg er 100% enig i dine antagelser...

 

Som jeg har skrevet tidligere - og vist indledningsvist - hvorfor sigte efter at være ALT for hinanden fremfor at være AUTENTISKE i hinandens nærhed...

 

Krammer og nyd der hvor du er..

[Guest Spock]

Kære Spock,

Dine ord giver altid mening - i hvert fald for mig..

- Og jeg er 100% enig i dine antagelser...

Som jeg har skrevet tidligere - og vist indledningsvist - hvorfor sigte efter at være ALT for hinanden fremfor at være AUTENTISKE i hinandens nærhed...

Krammer og nyd der hvor du er..

Og netop det udsagn er, i min optik, lige præcis dét det drejer sig om! Så gælder det bare om at turde være sig selv. Og om være ærlig om sine følelser, behov og lyster

Kram til dig, her nydes ;)

[Gæst]

Kære Truth,

 

Du har godt nok en stor selvbevidsthed..! Respekt herfra..

 

Og tak for at dele dine smukke tanker om sårbarhed - de gjorde mig godt...

 

Men er det i virkeligheden ikke også sådan, at det at netop kunne vise sin sårbarhed og være bange, er en kæmpe styrke, der kræver mod og afklarethed..?

 

- Du virker, på mig, i hvert fald til at være godt på vej...

 

Tak tak unge dame   - der er sku også blevet arbejdet hårdt og længe for den selvbevidsthed...damn!

 

Helt sikkert, tror det er en kæmpe styrke at kunne vise sin sårbarhed, det er bare så pisse....sårbart...

 

Jeg så at du tidligere sagde du måske ville checke lidt ind i det nye testamente...kan lige smide dig et vers her, som omhandler det med sårbarheden:

 

2. Kor. 12.9-10: Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt (ikke halvt). Langt hellere vil jeg rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig.

 

Kunne måske også skrives som:

 

"Den indre kilde i dig er nok, Når du tør være sårbar, uden at ville dække dig bag en facade, vil denne kilde begynde at strømme frit fra dit indre, den samme kilde som du mærker et glimt af når du får orgasme"

 

Tak, jeg er sku godt på vej, men dejligt lige at høre det udefra også. Men jeg stopper ikke halvvejs, jeg VIL have det gode som livet har til mig(til alle), jeg vil "kæmpe" til sidste blodsdråbe for at leve mit fulde potentiale ud!!

[Guest Smuk Enlig Mor]

Tak tak unge dame   - der er sku også blevet arbejdet hårdt og længe for den selvbevidsthed...damn!

 

Helt sikkert, tror det er en kæmpe styrke at kunne vise sin sårbarhed, det er bare så pisse....sårbart...

 

Jeg så at du tidligere sagde du måske ville checke lidt ind i det nye testamente...kan lige smide dig et vers her, som omhandler det med sårbarheden:

 

2. Kor. 12.9-10: Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt (ikke halvt). Langt hellere vil jeg rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig.

 

Kunne måske også skrives som:

 

"Den indre kilde i dig er nok, Når du tør være sårbar, uden at ville dække dig bag en facade, vil denne kilde begynde at strømme frit fra dit indre, den samme kilde som du mærker et glimt af når du får orgasme"

 

Tak, jeg er sku godt på vej, men dejligt lige at høre det udefra også. Men jeg stopper ikke halvvejs, jeg VIL have det gode som livet har til mig(til alle), jeg vil "kæmpe" til sidste blodsdråbe for at leve mit fulde potentiale ud!!

Tak Truth.

 

Kender godt verset, og har selv brugt det i perioder af mit liv, hvor jeg har følt mig i vildrede... Det er smukt, rent og så hudløst at det næsten gør ondt...

 

Vil dog tillade mig at citere hele verset her, da det fortjener det:

 

2. Kor. 12.9-10: "Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt (ikke halvt). Langt hellere vil jeg rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstede kår for Kristi skyld, for når jeg er magtesløs, da er jeg stærk."

 

Tak for at dele...

 

... Og målet behøver ikke altid at være målet i sig selv - det kan vejen dertil til gengæld ende med at blive...

 

Kram fra SEM

Redigeret 1. September, 2014 af Smuk Enlig Mor

[Gæst]

Tak Truth.

 

Kender godt verset, og har selv brugt det i perioder af mit liv, hvor jeg har følt mig i vildrede... Det er smukt, rent og så hudløst at det næsten gør ondt...

 

Vil dog tillade mig at citere hele verset her, da det fortjener det:

 

2. Kor. 12.9-10: "Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt (ikke halvt). Langt hellere vil jeg rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstede kår for Kristi skyld, for når jeg er magtesløs, da er jeg stærk."

 

Tak for at dele...

 

... Og målet behøver ikke altid at være målet i sig selv - det kan vejen dertil til gengæld ende med at blive...

 

Kram fra SEM

 

Fedt at du kender det, og har brugt det i svære tider....jeg kan godt se udfra dine dejlige billeder og noget af det du har skrevet, at du hviler godt i den magtesløshed og væren. Det er tydeligt at se på dine hænder og den måde du holder din krop, eller at din krop bliver holdt, at du har en dejlig væren.

 

Selv tak for delingen, dejligt at mærke din bevidsthed  .

[Gæst]

Holy moly en fed tråd, med så meget selvindsigt og evne til at formidle de svære følelser at det gør noget. Det er inspirerende læsning som jeg og sikkert også andre helt sikkert selv kan bruge i min til tider knudrede vej mod det "ideelle forhold" (hvis det findes).. Jeg havde egentligt besluttet at knytte en kommentar til en del af de kloge ord der er blevet sagt, men da tråden jo bliver ved med at sprudle med guldkorn, bliver det kun et enkelt citat da alt andet bliver uoverskueligt. og laaaaangt

 

Jeg tænkte lidt over de linjer du skriver Line:

"Jeg kan begge dele og det kommer meget an på manden, hvilket et forhold jeg ønsker... Ud fra det ligger jeg de følelser i det, som gør at jeg har mig selv med og passer på mig selv..." og

"Det med kærligheds forhold finder jeg personligt vist aldrig en " god opskrift" på, så tager det som det kommer og bliver ved med at øve mig i , at blive i mig selv og huske, at det bedste jeg kan give og modtage, er at sætte fri og blive sat fri. På den måde kan jeg / manden være sig selv tro og kærligheden få næring"

 

For det er måske i virkeligheden det der også er humlen med mig. Indtil for et år siden har jeg altid troet at den monogame tilværelse var det rigtige for mig, og tænkt åbne forhold og swingertilværelse som en periode jeg bare skulle igennem indtil jeg fandt den rette at blive monogam med... men jeg er ikke længere sikker... når jeg tænker over det har jeg egentlig altid bare ladet mig flyde med af det forhold jeg nu lige tilfældigvis havnede i om det så var åbent eller lukket.. jeg har ikke selv specifikt søgt efter en bestemt type.. det er bare blevet sådan... fordi det nu engang var sådan det fungerede bedst med den partner jeg havde på det tidspunkt.

 

Det du skriver i din anden linje rammer hovedet på sømmet Line.. jeg har bestemt heller ikke fundet den rette opskrift endnu - for jeg har aldrig været helt tilfreds - og bliver det måske heller aldrig,  .. men jeg bliver ved at lede.... jeg er også betaget af singlelivet og swingertilværelsen, men der bliver jeg nok heller aldrig helt tilfreds.

 

I mine åbne forhold har lange samtaler om hvor vi begge følelsesmæssigt stod været det der, for mig, kunne holde jalousien stangen - men det er en kamp og en ballance. Og plads til begge parter er enormt vigtig... som en god ven sagde på et tidspunkt: man skal huske at der er tre parter i et forhold (åbent eller lukket), den ene part, den anden part og forholdet. Ingen af disse tre må på noget tidspunkt forsømmes, for så går det galt. For mig går kilden til en fornuftig ballance mellem de tre gennem dybe og til tider svære samtaler hvor de individuelle følelser og grænser bliver diskuteret. Nu spurgte buch om man har lister over hvem man ikke må gå i seng med. Lister har vi aldrig haft, men jeg har været ude for mænd jeg havde de skidt med at min partner var sammen med og omvendt. F.eks har jeg haft en ex der syntes det var helt ok jeg gik til sexarbejdere, men ikke var glad for elskere, mens en anden syntes det var helt ok med elskere men ikke ville have jeg gik til sexarbejdere. Jeg har altid været 100% tro mod disse henstillnger ligesom mine partnere også har (vælger jeg i hvert fald at tro).

 

det var mit korte indspark. som sagt: Fed tråd!!

 

 

 

 

[Gæst]

og udskyld det blev lidt rodet. det gør mine indlæg ofte

[Guest Aarhuselsker]

... Når du virkelig elsker en, så ønsker du, at den anden skal være fri og ej undertrykt...

- Derfor lægger jeg også meget vægt på, at det, i parforholdet, hedder "kær" og "lighed"...

Men hvad er kær-lighed i et parforhold, og hvad er den mest rigtige form for parforhold for dig og hvorfor..?

De fleste af os lever med visheden om, at det ideelle parforhold automatisk udelukker, at man samtidig kan, og bør, have tætte følelsesmæssige forbindelser - endsige seksuelle eventyr med andre end sin primære, udvalgte partner...

Men er ovenstående ikke blot et romantisk ideal, som er dybt forankret i vores kultur og dermed meget, meget svær at pille ved..?

Selv kender jeg ikke svaret, og der findes ej heller et entydigt svar, da det afhænger af vores individualitet...

Jeg har selv udelukkende stiftet bekendtskab med de "almindelige" monogame parforhold, og her følte jeg mig fastlåst og begrænset, så tanken om et dynamisk/åbent forhold, hvor jeg er fri til at dyrke mine varme følelser, samt min seksualitet, på andre måder end med min primære partner, virker ret besnærende...

Selv tror jeg ikke på, at monogami er det mest naturlige for os mennesker. - Ej heller i biologisk forstand for menneskeheden...

Jeg tror på, at monogami er en beslutning, man tager for at "passe ind" og være en del af normen, for det ER en menneskelig præmis at blive tiltrukket af andre end sin primære partner...

Så er monogami ikke blot et ideal og en romantisk forestilling om noget, der rent faktisk ikke fungerer særligt godt - andet som en praktisk foranstaltning..?

- Og er det vigtigste ikke at være AUTENTISKE sammen - fremfor at være ALT for hinanden..?

Lørdagskrammer fra SEM

PS. Der bør udvises respekt og rummelighed for hinandens holdninger og meninger. Så personhetz og fordømmende adfærd bør undgås.

Det monogame forhold er vel noget de sorte krager (præsteskabet) har påduttet menneskene. Det er nemmere at styre flokken, når man kender dens nøjagtige relationer. Monogamiens tro følgesvend, frustrationen, kan præsteskabet bruge til at styre flokken ind i tilbedelse. Det er første skridt til ensretning og udnyttelse. Når først du har lært flokken at afreagere frustrationerne og kviden via bøn og total underkastelse, har du også hånden nede i flokkens monetære værdier.

Søgt forklaring - tja. Men prøv at gå og gummel lidt på den et par dage.

Jeg har levet i åbent forhold. Det gik fint, indtil hun pludselig ikke synes det var sjovt, da jeg også begyndte at "åbne" mig. Så meget for frisind. Siden har jeg været i monogame forhold, altså ud ad til:)

For ikke så længe siden gik en tantra massage ( en jeg havde købt) over i et yderst righoldigt indhold, som ikke helt var den oprindelige hensigt. Efterfølgende talte vi en del om det, og det var tydeligt at hun ikke var helt afklaret med det, men også havde tænkt en del over det. Vores konklusion var, at sålænge en erotisk oplevelse ikke medførte følelsesmæssige forbindelser, kunne det dårligt kaldes utroskab. For er man monogam, kan man jo ikke være utro.

I ledige stunder filosoferede jeg videre på spørgsmålet, og kommer langt omkring, men savner en at spille med.

Så en dag, efter en hed stund, ligger jeg og kigger i smukke øjne, og udveksler tanker om monogami, frihed, polyamorøsitet, og retten til også at tage hensyn til sig selv.

Disse samtaler har gjort det mere og mere klart for mig, at man faktisk godt kan være monogam, uden at give afkald på intim kontakt med andre mennesker.

Ja, ja jeg ved godt at mange ægtefæller ikke vil være enige i dette, men for mig giver det mening, jeg føler ikke jeg er utro, og dermed synes jeg at jeg er monogam.

Noget andet er at det ideelle selvfølgelig ville være at kunne udleve sin polyamorøsist i fuld åbenhed. At nå den tilstand i samfundet, vil nok tage nogle generationer, akkurat ligesom det vil, at få prostitution alment anerkendt.

Det er så langt jeg er nået i processen, men det foregår stadig

[Gæst]

 

Så en dag, efter en hed stund, ligger jeg og kigger i smukke øjne, og udveksler tanker om monogami, frihed, polyamorøsitet, og retten til også at tage hensyn til sig selv.

 

Nu går snakken hele tiden på polyamorøsitet, men der er jo faktisk også noget der hedder polysexuelle forhold som for de fleste nok vil være lettere at tackle med hensyn til jalousi (mig selv inklusive) - - at et polysexuelt forhold så godt kan gå hen og blive polyamorøst er så en anden historie

 

[Gæst]

Iøvrigt ved jeg ikke om hverken monogame eller polysexuelle/polyamorøse forhold er specielt naturlige... på den ene side er der frustrationerne over ikke at kunne være sammen med andre kvinder (eller mænd) og på den anden side er der jalousien og angsten for at miste.... nogle mennesker er bedre til den ene version end den anden... og så er vi et hav af folk der som mig, ligger i midten og egentlig ikke kan leve med nogen af delene... så hvem ved.. måske er utroskaben i virkeligheden det mest naturlige

 

Personligt kan jeg ikke leve i et forhold hvor man fortier ting for hinanden - på godt og ondt.. omvendt kan jeg også sagtens forstå behovet for et monogamt forhold hvor man går lidt på grissebassen i ny og næ

[Nille 6301]

Iøvrigt ved jeg ikke om hverken monogame eller polysexuelle/polyamorøse forhold er specielt naturlige... på den ene side er der frustrationerne over ikke at kunne være sammen med andre kvinder (eller mænd) og på den anden side er der jalousien og angsten for at miste.... nogle mennesker er bedre til den ene version end den anden... og så er vi et hav af folk der som mig, ligger i midten og egentlig ikke kan leve med nogen af delene... så hvem ved.. måske er utroskaben i virkeligheden det mest naturlige

 

Personligt kan jeg ikke leve i et forhold hvor man fortier ting for hinanden - på godt og ondt.. omvendt kan jeg også sagtens forstå behovet for et monogamt forhold hvor man går lidt på grissebassen i ny og næ

 

Jeg tror et monogamt forhold, er nemmere at styre følelsesmæssigt og giver den mest stabile familie struktur i længden, især når der kommer børn ind i billedet.

 

Bonobo du skal bare løbe hornene af dig og derefter få dig en sød kæreste/kone og I lever lykkeligt til jeres dages ende