kanonkongen 34395 Skrevet 18. Juni, 2014 Hej Allesammen på Eroguide, Ja følsomheden kom lige over den gamle her. Men reflektere jo meget over tingene, Har ikke noget imod, at give noget, af mig selv til andre. (om i kan bruge det til noget er op til jer, at vurdere). Men det, er nu mine refleksioner, tanker, og følelser. Jeg sætter i spil. Også udfra nogle af de ting der har været frembragt, i forskellige indlæg den seneste tid. At miste, kan være mange ting. Miste sin kæreste, miste en pårørende/ven, tillid, selvtillid, selvværd, sig selv, og mange andre ting. I kan selv sætte flere på. Se, jeg har prøvet, at miste en kæreste, det var bestemt ikke sjovt. Jeg kom videre, selvom jeg da tænker på hende til tider. Det skelsættende for mig, var dog da jeg mistede min kære far. Der mistede jeg både tillid (til sygehusvæsenet, hvorfor kunne de ikke helbrede ham), ja til gud, hvorend det kan lyde dumt, men hvor var det ondt, han tog far fra os. Jeg mistede mig selv, gik omkring i en klokke, var vred, uret færdigheds følelsen tog over, ja i den periode, må jeg have været træls at omgås. Noget af selv været røg en tur på gulvet. Så mange følelser, der kom. Og se det var på et split sekund, da overlægen fortalte beskeden. (vi kan kalde min far Peter). Peter du har cancer i halsen. Vi kan ikke gøre mere. vi kan, give dig palliativ behandling. Verden gik i stå. Vi sad forstenede i rummet. Tårene pressede på, vreden tog over hvorfor, hvad, idiot af en læge.(mener jeg ikke i dag) Kigger på min far, Det første, han siger er hør her vi må alle få det bedste ud af denne situation, det næste spørgsmål, hvor længe har jeg tilbage. Lægen siger Peter, ca. 3 mdr. måske 4. hvilket overskud han har, i den smerte han gik igennem. Den køre tur hjem, var den længste i mit liv. Far siger, kan jeg ikke dø hjemme, hvad siger i til det. Vi holdte ind til siden, brød fuldstændig sammen. Han havde gennemtænkt situationen. (men hans største ønske) Tiden gik, jeg tog plejeorlov, 9 uger. tog det. Far var totalt afklaret med, hvad der skulle ske. Han ville bare gerne sidde under det store træ i haven, nyde den slatne sondemad, som han kaldte det Det grinede vi ofte af. Mere positiv mennesker, har jeg aldrig mødt, selv i hans største krise så han positive muligheder. Det har jeg taget til mig. Vil gerne hjælpe andre, Jeg kan ikke redde alle, heller ikke det jeg, vil men prøver bare, at være et positivt menneske selvom det, at miste er noget pis, at gennemleve. På de 9 uger lærte jeg en masse om mig selv, fik selvtillid, selvværd, styrke i troen på jeg gør noget godt. Se de 9 uger gjorde også, jeg lærte min far, at kende mere en de år jeg havde levet. Selv i en utrolig svær tid, har jeg fået vendt det til noget positivt. Der kan, jeg kun takke min seje far. For det han lærte mig. Ja er det livets lektie, jeg var en del af. Ved det ikke. Men jeg, vælger at tror det. Ja dagen kom, vi sagde farvel, far sagde tak for kampen. Inden han stille gled ind i sig selv, og to dage senere døde i sit elskede hjem,med alle de kære omkring sig. Mere værdig død kunne, han ikke ønske sig. Vi sad senere på aftenen/natten, drak en øl gik fra og til sengen sorgen var der,men vi var afklaret ikke mindst pga. den åbenhed min seje far havde, om det uundgåelige der ville ske. Men når jeg erkender dette er min historie, jeg er hel igen. For man erkender endeligt, og er i stand til selv at åbne døren til sit fængsel indefra, blot for at opdage, at murene rundt om var konstruktioner, man selv havde opført for så længe siden, at glemslen havde lagt sig tungt og dovent henover enhver erindring. Udfrielse er en rensning helt ind i mit inderste sjæl. Ja egentlig, er jeg glad for, dette kom til mig i dag. Jeg er befriet for de tunge lænker, Men glad i låget i dag, nutiden fylder så meget med de glæder der er sket for mig på seneste. Men ville ikke for nogen pris ha undværet fortiden. Jeg kan igennem sådanne oplevelser opleve at komme i dyb kontakt med det essentielle på en god måde. Altså mit indre selv. Det deler, jeg så med jer. Men jeg oplevede, at jeg mistede mig selv, at livet virkede kaotisk og jeg blev bange og at denne grundangst var svær at håndtere og blev ved med at være der lidt for længe.Tilliden til livet kan virke uoprettelig og vreden kan være stor eller uhåndterlig. Samtidig skal man måske forvalte større daglige udfordringer og også udvise omsorg for andre end sig selv. Det er vel pointen i det her, jeg skriver her. Omsorg for andre er det at glæde andre. Giver mig en stor glæde. Det at miste og være i sorg kan være meget privat. Håber i, der læser dette indlæg. tager til note, at Dette er min historie, jeg deler med jer. Jeg fik lige brug for, at bare dele lidt af mig selv. i selv erkendelsens tjeneste. Nå ja måske også i en periode af savn til min far. Dette er år tilbage da far døde, så er kommet videre med det. Kan i allesammen ha en fantastik onsdag aften, i solnedgangens skær, Husk, at fortælle hinanden i holder af hinanden, værn om hinanden, venskaber er alfa omega. Også selvom livet til tider, er hård og ubarmhjertigt. KK. 15 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Gæst Skrevet 18. Juni, 2014 Det er vist ikke nogen hemmelig at jeg holder enormt meget af dig. Du er en fantastisk ven. Jeg er både stolt af, og mega glad for, at du har tilbudt mig dit venskab. Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre da jeg læste dit ærlige og meget smukke indlæg. Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
nicey 200 Skrevet 18. Juni, 2014 I må bære jeres minder tæt til kroppen,Dem kan ingen tage fra jer af Han lød til at være en god mand din far som jeg kan læse imellem linierne En stor krammer herfra Nicey. 2 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Guest Claesen Skrevet 18. Juni, 2014 Kære KK mange tak for at dele dine tanker og følelser med os, det er et på en og samme til stærkt, givende,og rørende indlæg du har lavet og man føler virkelig at du deler meget af dig selv og dine tanker og oplevelser med os. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt det må har været for dig og din familie at gå dette igennem og jeg er glad for at du er kommet hel ud af det hele. Som blue siger så er jeg også stolt over og glad for at kunne kalde dig min ven! Venlig hilsen Claesen 2 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
kanonkongen 34395 Skrevet 18. Juni, 2014 (edited) Kære Alle. BlueJacket. Der har, været rigtig godt, at lære dig, at kende. Er ydmyg over du har været åben over for mig. Og ikke mindst tilbudt dit venskab. Den person du er, tiltaler mig meget, det skal du vide Blue. Ja så, har bestemt en glæde ved, at snakke med dig. Så mange tak for det. Nu har vi også mange fællestræk. I hvordan vi perspektivere tingene, ja nærmest uhyggeligt nogen gange Blue. HenrikDK. Jeg takker. Nicey. Det, at komme så tæt på et andet menneske er et privilegium, jeg aldrig ville ha været foruden. Selvom det skete på en trist facon fortudsaget, af den lorte sygdom. Min gære far, var i den grad en mand jeg så og ser op til. Takker for dit indlæg Og du får en krammer tilbage. Claesen. Jeg kan skutte lade være claesen. Som sagt, har ikke meget, at skjule Og er nu engang den, jeg er. Også må folk vurdere, om de gider mig. Ja Claes hårdt var det bestemt. Men også så meget givende. Jeg fik lært mig selv at kende. mere end jeg kunne drømme om. Claes ja du er en ven. og glad for vores snakke. Så lad os keep on going der. Ja et venskab starter der hvor man lære og kende hinanden som de individer vi er. Ja takker allesammen for jeres indlæg. Det betyder mere end i aner. Ja tankerne og en tåre har da fået frit løb her til aften. KK Redigeret 18. Juni, 2014 af kanonkongen 2 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Guest Smuk Enlig Mor Skrevet 19. Juni, 2014 (edited) Hej Allesammen på Eroguide, Ja følsomheden kom lige over den gamle her. Men reflektere jo meget over tingene, Har ikke noget imod, at give noget, af mig selv til andre. (om i kan bruge det til noget er op til jer, at vurdere). Men det, er nu mine refleksioner, tanker, og følelser. Jeg sætter i spil. Også udfra nogle af de ting der har været frembragt, i forskellige indlæg den seneste tid. At miste, kan være mange ting. Miste sin kæreste, miste en pårørende/ven, tillid, selvtillid, selvværd, sig selv, og mange andre ting. I kan selv sætte flere på. Se, jeg har prøvet, at miste en kæreste, det var bestemt ikke sjovt. Jeg kom videre, selvom jeg da tænker på hende til tider. Det skelsættende for mig, var dog da jeg mistede min kære far. Der mistede jeg både tillid (til sygehusvæsenet, hvorfor kunne de ikke helbrede ham), ja til gud, hvorend det kan lyde dumt, men hvor var det ondt, han tog far fra os. Jeg mistede mig selv, gik omkring i en klokke, var vred, uret færdigheds følelsen tog over, ja i den periode, må jeg have været træls at omgås. Noget af selv været røg en tur på gulvet. Så mange følelser, der kom. Og se det var på et split sekund, da overlægen fortalte beskeden. (vi kan kalde min far Peter). Peter du har cancer i halsen. Vi kan ikke gøre mere. vi kan, give dig palliativ behandling. Verden gik i stå. Vi sad forstenede i rummet. Tårene pressede på, vreden tog over hvorfor, hvad, idiot af en læge.(mener jeg ikke i dag) Kigger på min far, Det første, han siger er hør her vi må alle få det bedste ud af denne situation, det næste spørgsmål, hvor længe har jeg tilbage. Lægen siger Peter, ca. 3 mdr. måske 4. hvilket overskud han har, i den smerte han gik igennem. Den køre tur hjem, var den længste i mit liv. Far siger, kan jeg ikke dø hjemme, hvad siger i til det. Vi holdte ind til siden, brød fuldstændig sammen. Han havde gennemtænkt situationen. (men hans største ønske) Tiden gik, jeg tog plejeorlov, 9 uger. tog det. Far var totalt afklaret med, hvad der skulle ske. Han ville bare gerne sidde under det store træ i haven, nyde den slatne sondemad, som han kaldte det Det grinede vi ofte af. Mere positiv mennesker, har jeg aldrig mødt, selv i hans største krise så han positive muligheder. Det har jeg taget til mig. Vil gerne hjælpe andre, Jeg kan ikke redde alle, heller ikke det jeg, vil men prøver bare, at være et positivt menneske selvom det, at miste er noget pis, at gennemleve. På de 9 uger lærte jeg en masse om mig selv, fik selvtillid, selvværd, styrke i troen på jeg gør noget godt. Se de 9 uger gjorde også, jeg lærte min far, at kende mere en de år jeg havde levet. Selv i en utrolig svær tid, har jeg fået vendt det til noget positivt. Der kan, jeg kun takke min seje far. For det han lærte mig. Ja er det livets lektie, jeg var en del af. Ved det ikke. Men jeg, vælger at tror det. Ja dagen kom, vi sagde farvel, far sagde tak for kampen. Inden han stille gled ind i sig selv, og to dage senere døde i sit elskede hjem,med alle de kære omkring sig. Mere værdig død kunne, han ikke ønske sig. Vi sad senere på aftenen/natten, drak en øl gik fra og til sengen sorgen var der,men vi var afklaret ikke mindst pga. den åbenhed min seje far havde, om det uundgåelige der ville ske. Men når jeg erkender dette er min historie, jeg er hel igen. For man erkender endeligt, og er i stand til selv at åbne døren til sit fængsel indefra, blot for at opdage, at murene rundt om var konstruktioner, man selv havde opført for så længe siden, at glemslen havde lagt sig tungt og dovent henover enhver erindring. Udfrielse er en rensning helt ind i mit inderste sjæl. Ja egentlig, er jeg glad for, dette kom til mig i dag. Jeg er befriet for de tunge lænker, Men glad i låget i dag, nutiden fylder så meget med de glæder der er sket for mig på seneste. Men ville ikke for nogen pris ha undværet fortiden. Jeg kan igennem sådanne oplevelser opleve at komme i dyb kontakt med det essentielle på en god måde. Altså mit indre selv. Det deler, jeg så med jer. Men jeg oplevede, at jeg mistede mig selv, at livet virkede kaotisk og jeg blev bange og at denne grundangst var svær at håndtere og blev ved med at være der lidt for længe.Tilliden til livet kan virke uoprettelig og vreden kan være stor eller uhåndterlig. Samtidig skal man måske forvalte større daglige udfordringer og også udvise omsorg for andre end sig selv. Det er vel pointen i det her, jeg skriver her. Omsorg for andre er det at glæde andre. Giver mig en stor glæde. Det at miste og være i sorg kan være meget privat. Håber i, der læser dette indlæg. tager til note, at Dette er min historie, jeg deler med jer. Jeg fik lige brug for, at bare dele lidt af mig selv. i selv erkendelsens tjeneste. Nå ja måske også i en periode af savn til min far. Dette er år tilbage da far døde, så er kommet videre med det. Kan i allesammen ha en fantastik onsdag aften, i solnedgangens skær, Husk, at fortælle hinanden i holder af hinanden, værn om hinanden, venskaber er alfa omega. Også selvom livet til tider, er hård og ubarmhjertigt. KK. Kære KK, Tak for din hudløse ærlighed samt den sårbarhed du har styrke nok til at vise offentligt... At læse dit indlæg gjorde ondt i min lille hjerteboble, da du kom meget tæt på, men var samtidig også befriende og opløftende, da døden, paradoksalt nok, bringer os tættere på selve livet, imo... Selv har jeg haft døden rigtig tæt inde på livet ad flere omgange... Familiært har jeg oplevet smerten og tabet ved at miste meget nærtstående familiemedlemmer flere gange... Samtidig har jeg oplevet døden adskillige gange, i mit tidligere virke som sygeplejerske, og dels som frivillig, hos bl.a. Røde Kors, som vågekone... Døden er, desværre, stadig meget tabubelagt og underlagt berøringsangst for rigtig mange, hvilket jeg synes er ret trist, da det ofte er her, at kontakten bliver intensiveret og livet for alvor bliver sat i perspektiv... Præcis som du oplevede den sidste tid med din far... Jeg har ofte oplevet pårørende - og også jeg selv - der først, når man erkender at livet er ved at rinde ud, udfolder sit virkelige potentiale som menneske... Man oplever at blive opfyldt af kærlighed, rummelighed, tålmodighed, taknemmelighed for nuet og lysten til at give den døende ALT, hvad man besidder, alene med tanken om, at kunne give vedkommende en smuk og værdig afsked med livet... - Men hvor er det trist, at vi skal helt derud, førend vi bliver bevidste... Mange bliver genforenet i tiden op til afskeden med livet... Stridsøksen bliver begravet, og vi lægger opgør bag os, som pludselig synes som rene bagateller, hvilket vi kunne lære noget af i vores egocentrerede dagligdag... I døden - eller i kontakt med døden - gør vi op, og finder ind til livets sande mening... Nemlig at elske og at blive elsket og hvad er smukkere end dette..? Så kæreste KK. Døden kan være virkelig smuk - uagtet at den gør naller, er frustrerende, fyldt med sorg, smerte og tab, hvilket dit hjerteskærende skriv, er med til at underbygge... Tak fordi du delte noget så smukt og tabubelagt.... Kram Redigeret 19. Juni, 2014 af Smuk Enlig Mor 4 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Guest tvr Skrevet 19. Juni, 2014 Kanonkonge; Nu sidder jeg her med tårer i øjnene. Det var smukt. TVR Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
kanonkongen 34395 Skrevet 19. Juni, 2014 Kære KK, Tak for din hudløse ærlighed samt den sårbarhed du har styrke nok til at vise offentligt... At læse dit indlæg gjorde ondt i min lille hjerteboble, da du kom meget tæt på, men var samtidig også befriende og opløftende, da døden, paradoksalt nok, bringer os tættere på selve livet, imo... Selv har jeg haft døden rigtig tæt inde på livet ad flere omgange... Familiært har jeg oplevet smerten og tabet ved at miste meget nærtstående familiemedlemmer flere gange... Samtidig har jeg oplevet døden adskillige gange, i mit tidligere virke som sygeplejerske, og dels som frivillig, hos bl.a. Røde Kors, som vågekone... Døden er, desværre, stadig meget tabubelagt og underlagt berøringsangst for rigtig mange, hvilket jeg synes er ret trist, da det ofte er her, at kontakten bliver intensiveret og livet for alvor bliver sat i perspektiv... Præcis som du oplevede den sidste tid med din far... Jeg har ofte oplevet pårørende - og også jeg selv - der først, når man erkender at livet er ved at rinde ud, udfolder sit virkelige potentiale som menneske... Man oplever at blive opfyldt af kærlighed, rummelighed, tålmodighed, taknemmelighed for nuet og lysten til at give den døende ALT, hvad man besidder, alene med tanken om, at kunne give vedkommende en smuk og værdig afsked med livet... - Men hvor er det trist, at vi skal helt derud, førend vi bliver bevidste... Mange bliver genforenet i tiden op til afskeden med livet... Stridsøksen bliver begravet, og vi lægger opgør bag os, som pludselig synes som rene bagateller, hvilket vi kunne lære noget af i vores egocentrerede dagligdag... I døden - eller i kontakt med døden - gør vi op, og finder ind til livets sande mening... Nemlig at elske og at blive elsket og hvad er smukkere end dette..? Så kæreste KK. Døden kan være virkelig smuk - uagtet at den gør naller, er frustrerende, fyldt med sorg, smerte og tab, hvilket dit hjerteskærende skriv, er med til at underbygge... Tak fordi du delte noget så smukt og tabubelagt.... Kram Kære SEM. Mange tak, for dit søde indlæg. Ja i dit arbejde som sygeplejeske, oplever i jo både de dejlige ting og ja døden. Ved fra flere i min familie som er sygeplejesker, at det til tider, kan være hårdt selvom man ikke er pårørende, Den dybeste respekt for det arbejde i gør der SEM. Ja de sygeplejesker der passedemin far kommer stadig forbi min mor. Det varmer min mor meget. Betyder jo også, at de må ha taget lidt af ham med sig Ja det vælger jeg, at tolke. Jamen se du er jo også meget ærlig i dit indlæg SEM og se det er så befriende, nårman kan dele noget med andre. Jeg, har i den grad oplevet det gjorde min vej nemmere. Jeg takker mange gange for de søde ord du skriver. Ja ord mangler. Men du har jo ret i de ting du skriver. Ha en rigtig dejlig dag SEM. KK Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
kanonkongen 34395 Skrevet 19. Juni, 2014 Kanonkonge; Nu sidder jeg her med tårer i øjnene. Det var smukt. TVR Hej tvr. Mange tak for dit skriv. Jeg sender hermed et lommetørklæde og et kram til dig. Må du ha en dejlig dag, med masser af glæder. KK 1 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
